Højbergs bibliografi dækker to novellesamlinger med hans eget navn på samt deltagelse i flere antologier. Han begår sig hovedsageligt inden for de fantastiske genrer og har siden dannet sit eget forlag, Kandor. Det er her, han har indkaldt til denne antologi, der behandler racisme og fremmedhad inden for horror/weird-genren.

Han har tidligere været på Fantastiske Forfattere med Vandringer i mørke og Lejlighed 42 – og andre mørke fortællinger.

Forlaget om Det sker igen

Racisme, kontrolmentalitet, fremmedgørelse, ringeagt af medmenneskelighed. Alle har haft gode vækstvilkår det sidste årti. Hvilken verden går vi i møde, hvis denne vækst får lov at fortsætte? Hvilken verden skal vores efterkommere vokse op i? Det er svært at spå om fremtiden, men med denne antologi gør elleve danske forfattere forsøget og giver deres bud på, hvilken verden vi går i møde.

Hvis den da ikke allerede er her.

Interview

Kan du starte med at præsentere antologien “Det sker igen” – hvad skal man forvente sig som læser?

Det kan du tro. Det sker igen består af 11 noveller, som alle er skrevet med fokus på fascisme og racisme. Novellerne er horror og kan læses som sådan på to planer: Horror ved at være uhyggelige, grusomme, klamme, modbydelige og sadistiske. Horror ved at førnævnte er funderet i bevidst politisk vanrøgt af medmenneskelighed.

Hvordan opstod ideen til en antologi med så tydeligt et budskab?

Det korte svar er lede ved Dansk Folkeparti. Et mere detaljeret svar skal findes en dag, hvor jeg oplevede DF proklamere, at menneskerettighederne er meningsløse og totalitære, samtidig med jeg læste en reklame for den engelske antologi Never Again. Denne handler nemlig om, hvorfor vi aldrig igen skal invitere fornægtere af menneskerettighederne ind i vores samfund.

Skal vi forvente flere antologier af den her slags fra Kandor?

Ja, jeg kan faktisk godt finde på, at udgive andre antologier centreret omkring et bestemt politisk emne. Det kan eksempelvis være noveller omkring konsekvenserne af den globale opvarmning, konsekvenserne af et komplet økonomisk sammenbrud i EU eller konsekvenserne af 10 år regeringsførelse med Enhedslisten som parlamentarisk grundlag.

Hvordan foregik arbejdet med bogen? Fik du mange noveller indsendt, og hvor meget arbejdede du med forfatterne om det færdige resultat’?

Fra jeg skød ‘konkurrencen’ i gang (nu skal jeg passe på ikke at få Internettets grønne havenisser på nakken) og frem til deadline, var der ikke meget arbejde med bogen, for jeg valgte at samle alle modtagne noveller i et chartek for at læse dem i ét hug. Det eneste, jeg gjorde, var at gøre omslaget færdigt og sætte trykfilen til antologien op, så de udvalgte noveller blot skulle sætte ind i den.

Da først deadlinen var ovre, var der derimod en del at lave. Jeg modtog ca. 35 noveller. Det tog ikke særlig lang tid at læse dem, for der var rigtig mange gode noveller, og de mindre gode kunne jeg sige nej-tak til allerede efter en side. Udvælgelsen tog der i mod længere tid, end jeg havde forventet, for der var en del noveller, jeg gerne ville have med, men som af den ene eller anden grund ikke passede ind i antologien, eksempelvis ved at være næsten identisk med en anden novelle.

Med hensyn til samarbejdet med forfatterne gik det glat. Et par af novellerne krævede næsten ingen redigering, et par andre krævede en del, og så var dem midt i mellem, som krævede en smule. Alt i alt vil jeg tro, jeg har brugt gennemsnitlig 15 timer per novelle.

Du har også tidligere redigeret antologien “Bag Adonais spejl”, ligesom du har fået udgivet et par af dine egne novellesamlinger - hvad er det, der gør novellen så spændende en form at arbejde med?

Det fede ved noveller er længden. Den er hurtig skrevet, og den er hurtig redigeret (og læst, men nu kikker jeg på novellen som forfatter og redaktør), hvilket vil sige, jeg har mulighed for at arbejde med rigtig mange forskellige historier og virkemidler på ganske kort tid. P.t. er jeg i gang med at redigere min roman, Dæmonolotria, og arbejdet med den har stået på i årevis, og det synes jeg er trættende. På den ufede måde. Den skal bare se at blive færdig, så jeg kan komme i gang med at skrive noveller igen, for jeg har en masse historier, der gerne vil ud og på forskellige måder. At redigere antologier undervejs er heldigvis en lindring for min utålmodighed af de førnævnte grunde. Og i tillæg lærer jeg en masse nyt om fortællerteknik og sprog.

Hvad kendetegner i dine øjne en god novelle?

Ud over at håndværket skal vær i orden, så skal den først og fremmest være original og underholdende. Jeg har hørt andre redaktører sige, de synes, det er meget vigtigt, at novellen også vil noget, altså den har et budskab, men det er jeg ikke enig i (med Det sker igen, jo, men det er en undtagelse). En forfatters fornemmeste opgave er at underholde. Men når det så er sagt; hvis jeg modtager en novelle, der er velskrevet, original, underholdende OG som vil noget, ja, så jubler jeg

Der er en del af forfatterne i “Det sker igen”, som er kendt fra diverse blade, antologier og egne bøger – sker der en opblomstring inden for de fantastiske genrer i disse år? Og hvordan ser du Kandors rolle i det?

Ja, jeg tror faktisk, der sker en opblomstring af de fantastiske genrer for tiden. En del af forklaringen, tror jeg, skal findes i, at læserne er ved at være træt af krimier, men da de ikke er træt af spændingslitteratur, så er det nærliggende at vende blikket mod de fantastiske genrer. En anden forklaring, tror jeg, skal findes i, at dem, der voksede op med fantastik som barn, også gerne vil læse fantastik som voksen. Der er bare ikke noget på dansk – i hvert fald kun meget lidt, og så er det for det meste oversat. De læser det derfor på engelsk, men higer efter dansk. Og så er det jo nærliggende at skrive det selv.

Med hensyn til Kandors rolle, så vil jeg bliver meget stolt, hvis man om ti år kan sige, Kandor spillede en rolle i, at de fantastiske genrer blomstrerede op.

Du har selv leveret novellen “Hvid chili” – hvordan opstod den, og var det før eller efter, du besluttede dig for at samle en hel antologi?

Jeg skrev novellen i september 2010 efter en nyhedsudsendelse, hvor en af DF’erne kom med en udtalelse omkring muslimer, hvor jeg tabte hat og fortænder og tænkte Hold da op. Hvis lige vi erstatter ordet muslim med jøde, så får du spontant minioverskæg og begynder at heile. Der var så meget had i udtalelserne, at der – i mine øre – ikke var langt til vold (det var vist nok den samme knark, der mente, det er i orden at bankeopdrage børn, så …). Derfor skrev jeg Hvid Chili, der handler om højreekstremistisk terror. Det var tæt på, jeg ikke tog novellen med i antologien af frygt for at blive anklaget for at slå plat på Breiviks handlinger, men jeg valgte i sidste ende at tage den med, da jeg synes, den er meget aktuel. Og som sagt er novellen skrevet før Breivik blev verdenskendt.

“Det sker igen” startede under en anden regering, end vi har nu – er der håb for fremtiden, tror du?

Nej, det tror jeg faktisk ikke. Nu fik danskerne nok af DF’s dæmonisering af alle ikke-danskere (hvilket inkluderer mig, da jeg er syvende generations indvandre fra Ukraine), men de nye fjendebilleder er allerede begyndt at sive fra vores nye regering og specielt fra deres parlamentariske grundlag med deres snak om Banditter i habitter. Fjendebilleder har det med at begynde i det små.

Det største problem, som jeg ser det, er jordens eksplosivt voksende befolkningstal. Der er simpelthen for mange af os til de resurser, der er, og resurseknaphed fører til frustrationr og årsagen til frustration skal helst placeres hos nogle ‘andre’, og så kører hademøllen. Det gør det så heller ikke fortrøstningsfuldt, at vi står midt i en finanskrise, der potentielt kan udvikle sig til noget, vi knap har mareridt til at forestille os, og som kan vare et årti eller mere. Og dårlig økonomi har altid været vand på hademøllen.

En anden ting, der også skræmmer mig, er den ensretning, der er i samfundet. Eks. på litteraturfronten, hvor mere eller mindre alt, der udgives af de store forlag, er ens. Krimier og biografier. Det, jeg husker som fedt ved at gå i boghandlen som barn, var den myriade af forskellige udgivelser, der var af vælge imellem, og jeg var specielt vild med det, fordi jeg vidste, jeg ville opleve forskellige menneske- og livssyn. Med den kommercialisering, der har været af litteraturen, synes jeg, der er sket en voldsom indsnævring af forfatterholdninger – for man skal jo være sikker på at kunne sælge det i store oplag. Spændvidden af menneske- og livssyn er skrumpet ind. I dag køber jeg stort set kun mine bøger på Amazon Kindle, og hovedmotivationen er det store udvalg af indieforfattere, altså selvudgivere som ikke kan slå igennem på de store forlag, fordi de ikke passer ind i normalrammerne. Det er nemlig ikke kvaliteten, der er noget i vejen med, den er fuldt på højde med forlagslitteraturen. Indielitteraturen er til gengæld meget mere interessant at læse, fordi man møder nye – og vigtigst af alt – forskellige livssyn.

Så nej, jeg ser ikke det store håb for fremtiden. Ikke med mindre vi træffer et bevidst valg om at bekæmpe ethvert tiltag til at skabe fjendebilleder.

Links

Nikolaj Højbergs hjemmeside

Lunøe er født 1978 og cand.mag i engelsk og filosofi fra Københavns universitet. Novellesamlingen “En dag uden sol”, der rummer 10 forskellige historier, er hans debut, udgivet på forlaget Ostenfeld.

Forlaget om En dag uden sol

Benjamin Lunøe har i ’En dag uden sol’ skabt en række fabulerende og farverige noveller – alle med filosofi og menneskeligt tankegods som præmis. De livsfølte fortællinger fører læseren fra så forskellige steder som Romerriget, Rummet og Jørgen Nashs´ sommerhus. Alle med en ramme, der sætter de store spørgsmål i livet under lup på fornøjelig og eftertænksom vis. Måske har du selv kigget op mod stjernerne og undret dig…

Interview

Først: kan du starte med at præsentere dig selv? Hvem er Benjamin Lunøe, og hvad skal man forvente, hvis man samler hans novellesamling op?

Jeg er 33 år, Cand. Mag. i engelsk og filosofi og netop debuteret som forfatter. De sidste 4 år har jeg arbejdet for Røde Kors, men sagde for nylig op for at skrive i stedet. Min novellesamling består af historier, der gerne skulle indeholde alt det, jeg selv finder interessant i verdenshistorien. Det er visionen. Der er fortællinger fra fortid og fremtid, og litteraturhistorien er en levende medfortæller.

“En dag uden sol” er din første udgivelse – hvornår og hvordan begyndte du at skrive?

Jeg begyndte at skrive, da jeg gik i folkeskole. Jeg var inspireret af de eventyrbøger, jeg læste dengang, og forsøgte at efterligne dem. Senere fik jeg øjnene op for den store litteratur, men fornemmelsen for eventyr har aldrig helt forladt mig. Jeg kan godt lide bøger, der transporterer læseren til en anden verden. Som underholder og oplyser på samme tid. Faktisk mener jeg, at værker som Odysseen og Iliaden kan betragtes som den oprindelige fantasy-litteratur.

Hvordan foregik arbejdet med samlingen? Leverede du en færdig samling noveller til forlaget, blev de lavet på bestillinger eller hvordan?

Jeg skrev novellerne i en sommerferie. Det var tale om en af de dér sjældne eksplosioner af energi og inspiration, som man desværre ikke oplever så ofte. Det tog ikke meget mere end en måned at skrive den grundlæggende tekst, som så er blevet revideret utallige gange siden. Jeg opsøgte selv forlaget. Der skal gøres et vist arbejde, når man er debutant.

Historierne i “En dag uden sol” er rammer meget bredt i tone og temaer. Synes du selv, der er en rød tråd i dine fortællinger?

Den røde tråd er glæden ved at fortælle. Det er rigtigt, at samlingen spænder meget vidt – måske for vidt – men jeg blev selv grebet og båret med, da jeg skrev det. Historierne har det tilfælles, at de vil tage læseren ud af hverdagen og med et andet sted hen.

På din hjemmeside betegner du dig selv som klassicist – kan du forklare lidt nærmere, hvad du lægger i det?

Det jeg skriver, er meget referentielt. Jeg lader mig gerne inspirere af de store fyrtårne i litteraturhistorien fra Homer til Borges, og jeg synes, det klæder ethvert værk at vise sine rødder frem. Jeg er klassicist i den forstand, at jeg elsker historiens store forfattere og aldrig kan få nok af dem. Jeg ser det som en modpol til postmodernismen, som jeg aldrig er kommet overens med.

Hvad vil du gerne opnå i mødet mellem læser og historie? Har du et formål med det, du skriver?

Jeg forestiller mig hverdagen som en støvet hylde med bøger, og mine fortællinger som det vindpust, der blæser alt støvet væk. Mine fortællinger bliver ikke skabt ud af en indre tvang, som andre forfattere taler om, men ud af et overskud – en lyst til at glæde læseren og vende ham eller hende væk fra det trivielle i livet til det fantastiske. Jeg hader selv, når jeg kommet til at synke ned i hverdagens trummerum, og bøger er dét, der bærer mig ud.

I “En dag uden sol” virker det flere steder, som om du leger med genrerne. Hvad er dit forhold til de litterære afgrænsninger?

Egentlig leger jeg ikke bevidst med genrerne, det skete nærmest organisk, at værket kom til at stritte i så mange retninger. Jeg gjorde en historie færdig, og så kom den næste helt af sig selv – tilfældigvis foregik den nu bare i Romerriget eller det ydre rum. Hvis man som jeg skriver af lyst, er man måske nødt til at favne bredt.

Hvad byder fremtiden på? Er drømmen at leve som forfatter, og arbejder du allerede på noget nyt?

Det er helt klart min drøm at leve af det her, men jeg ved, at det selvfølgelig er svært. Lige nu skriver jeg fuld tid, og da jeg er a-menneske, er det virkelig dejligt at kunne bruge sin bedste tid på dagen til at lave noget, man elsker, i stedet for altid at måtte gøre det om aftenen efter arbejdet. Jeg har et princip om altid at være i gang med et værk, så jeg har andet at bekymre mig om end anmeldelser eller afslag. Jeg er ved at skrive en digtsamling baseret på en form, jeg har lånt fra kinesisk guldalderpoesi, som jeg finder meget inspirerende, og også en novellesamling mere, der bibeholder det fantastiske element, men som kommer til at fremstå lidt mere samlet, da alle historier foregår i nutiden og har danskere i hovedrollerne. Derefter er det planen, at jeg vil forsøge mig med en roman.

Til sidst: fem bøger, som man ifølge Benjamin Lunøe burde læse?

Det er svært at begrænse sig til fem. I dag har jeg udvalgt nedenstående, men hvis man spurgte mig i morgen, blev det måske nogle helt andre.
Aleffen af Jorge Luis Borges – intellektuelle, labyrintiske fortællinger, der bliver bedre for hver læsning.
The Ebony Tower af John Fowles – især titelnovellen er en drøm af en fortælling.
Pan af Knut Hamsun – for skærgårdsstemningen.
The Great Gatsby af Scott Fitzgerald – en nærmest fuldkommen roman.
Skaknovelle af Stefan Zweig – for sproget og formatet.

Links

Benjamin Lunøes hjemmeside

Litterær efterårssol, interview på Litteratursiden

En dag uden sol anmeldt på Den elektriske kanin

Adam O er en tegneserieskaber, der debuterer med science fiction-værket “Ruiner” – en postapokalyptisk fortælling fra Danmark, med politiske undertoner.

Forlaget om Ruiner

Tag med Ask på vandring i København i en ikke så fjern fremtid. En tænkt fremtid, hvor historiens forfatter leger med tanken om, hvad der vil ske, hvis dagens terrorlovgivning føres ud i yderste konsekvens. I fortællingen går hovedpersonen rundt og beretter, hvordan der gradvist strammes op på sikkerhed og overvågning, hvordan minoriteter af befolkningen udsættes for opsyn og siden interneres, hvordan den resterende del af befolkningen accepterer det, indtil de samme loves opstramninger rammer dem selv. “Ruiner” er et fiktivt tankeeksperiment til debat og eftertanke, og samtidig kan man nyde tegneren Adam O’s overdådige grafiske fabulering om Danmarks hovedstad, forladt og tilgroet i tiden umiddelbart efter, det danske samfund af en eller anden grund er brudt sammen.

Interview

Du er kommet lidt ud af det blå og debuterer med “Ruiner” – kan du starte med at præsentere Adam O? Hvem er du, og hvordan kom du i gang med at lave tegneserier?

Jeg er 35 år og er i færd med at uddanne mig til grafiker. Jeg er desuden ansat på et hjem for hjerneskadede, et arbejde jeg holder meget af. Jeg læste tegneserier som knægt, men har egentlig først for nyligt genopdaget genren, som jo er en helt fantastisk måde at fortælle historier på.

Hvilken type tegneserie er “Ruiner”? Hvilken oplevelse håber du på, at læseren sidder tilbage med efter endt læsning?

Ruiner er en fremtidsfortælling, som finder sted, efter menneskenes tid er forbi. Man kan kalde det en utopisk eller dystopisk historie, alt efter hvilket humør man er i. Men det har ikke været min hensigt at male det sædvanlige mareridtsscenarie op om, hvor forfærdelig verdenen vil være uden os.

Historien tager afsæt i den terrorlovgivning, som er blevet indført her til lands de sidste år, særligt logningsreglerne som trådte i kraft i 2007.

Nogen vil måske påstå, at man skal være paranoidt anlagt for at mene, at disse regler er den direkte vej til det totale overvågningssamfund, som jeg beskriver i tegneserien. Men allerede nu betyder de nye love, at hver eneste dansker, ifølge IT og Telebranchen, gennemsnitligt bliver registreret 100.000 gange årligt. –Hver gang vi modtager et telefonopkald eller en sms, bliver afsender, modtager, tid og ikke mindst vores lokalitet lagret i en databank.  Vores e-mail korrespondancer og alle de hjemmesider, vi besøger, bliver registreret og gemt hos internetudbyderne i minimum et år. Alt sammen i et forsøg på at bekæmpe et begreb, som lovgiverne stadig ikke har evnet at give en klar definition af, nemlig terrorisme.

Hvis læseren efter endt læsning får lyst til at samle bøger om terrorlovgivningen op, og der findes en del, skrevet af klogere mennesker end mig, ville jeg da ikke protestere. Men hvis man har haft en lang dag med kø i supermarkedet, kø på motorvejen, ubehagelige naboer og bare ønsker resten af befolkningen hen hvor pepperet gror, så kan tegneserien måske også tilfredsstille dét behov.

Du er debutant – hvordan er du blevet modtaget af det danske tegneseriemiljø og læserne?

De personer, jeg har mødt fra det danske tegneseriemiljø, har været sympatiske folk, der brænder for tegneserier og ikke er bange for at gøre plads til nogle anderledes eller skæve indspark. Til gengæld har udgivelsen været under heftig beskydning i diverse tegneserie-internet fora, selv før den overhovedet var udkommet, og folk havde læst den. Jeg havde forventet, at Ruiner ville dele vandene, men er dog en smule overrasket over, at folk hverken holder sig tilbage fra at skyde på min person eller mit forlag. Når det er sagt, har jeg også fået mange positive tilbagemeldinger, og den første avisanmeldelse er lige kommet i Weekendavisen (19 maj), og den er god. Vi har desuden solgt en fjerdedel af oplaget på den første uge, hvilket jo tyder på en vis interesse for albummet.

Hvordan har “Ruiner” udviklet sig? Hvor lang tid er der gået fra ide til færdigt produkt, og hvor megen lighed er der mellem de to?

Jeg startede med at skrive i april 2010 og har arbejdet ret intensivt med projektet siden da. Der er foretaget visse ændringer undervejs, men der er ikke langt fra den originale idé til det færdige resultat.

Science fiction-tegneserier er ikke ligefrem et boomende marked i Danmark. Hvad er dit forhold til science fiction-genren?

Science fiction er en taknemmelig måde at behandle nutidige problemstillinger på. Tingene kan stilles på spidsen, eller køres ud i så voldsomme ekstremer, at de pludselig står lysende klart. Jeg holder selv meget af de mere skarpe fortællinger som Orwell’s ”1984”, Huxley’s ”Fagre nye verden” og Alan Moore’s tegneserie ”V-for Vendetta”. Men jeg kan jo se, at der også er danske forfattere, der tager emnet op for tiden.

“Ruiner” anbringer sig i traditionen af post-apokalyptiske historier – hvad er det, der er så tiltalende ved verdens undergang?

Jeg vil tro, at det hænger sammen med vores fascination af døden og dét faktum, at vi hver især ville være noget ganske særligt, hvis vi var den sidste generation af mennesker på jordens overflade. Men dét, som der oftest spilles på i historier om verdens undergang, er, hvor forfærdeligt det vil være, når vores civilisation bryder sammen, og at kloden derefter vil blive et ondt og goldt sted, fordi de menneskelige hyrder ikke er der til at passe på den. Men det er ikke dén vinkel, jeg har valgt i Ruiner, nærmest tværtimod.

Jeg slår ikke på tromme for vores races udryddelse, men jeg synes, det er en oplivende tanke, at planeten rent faktisk er hårdfør nok til at overleve menneskene, selvom det vil tage mange år, før alle vores efterladenskaber er brudt ned og kan optages i den naturlige cyklus igen. En rigtig god bog om emnet er Alan Weisman’s ”The World Without Us”. Der findes også en tv-serie fra The History Channel af næsten samme navn, men den bør man skåne sig selv for.

Påvirker formen historien? Ville “Ruiner” have været en anden fortælling, hvis den ikke havde været en tegneserie, men i stedet en roman?

Det, jeg har forsøgt at gøre med ruiner, er at lade en ret bidsk tekst står i kontrast til de, som regel, fredfyldte, farve-intense billeder af et mennesketomt og overgroet København. Dét havde ikke været muligt at gøre på samme måde med ord alene. Dertil kommer at jeg holder af at tilføje små detaljer i baggrunden af billederne, som den tålmodige læser kan gå på opdagelse efter.

Nu er “Ruiner” på gaden – hvad sker der så nu? Arbejder du på noget nyt? Og kan du i så falde løfte sløret for det?

Jeg skal til at renovere vores køkken, så blyant og tusch bliver skiftet ud med brækjern og boremaskine for en tid, men mon ikke jeg snart finder vej igennem byggerodet, tilbage til tegnebordet?

Og som afslutning – 5 tegneserier, som man bør læse lige nu ifølge Adam O.?

Læs eller genlæs Claus Deleuran’s to ”Thorfinn” albums! Det er de to eneste tegneserier, jeg har haft siden min barndom, og min kære bibliotekarmor havde dem med hjem fra arbejde med et stort ”kasseret” stempel på innercoveret. Det må simpelthen være den bedste danske tegneserie nogensinde: Lindorme, rom i tønder så store som huse og pirater der slås med toppen af det danske erhvervsliv, iklædt superheltekostumer. Sådan!
”676’er”-tegneserierne er også en opløftende påmindelse om, hvor sprælsk og uforudsigelige tegneseriemediet kan være. Tre andre tegneserier jeg har læst for nyligt og varmt kan anbefale er Joe Sacco’s ”Palestine”, Kristoffer Zielers ”Stejl Fart” og Vittorio Giardino’s ”No Pasaran”.

Links

Ruiner.dk – tegneseriens hjemmeside med smagsprøver

Ruiner anmeldt på Litteraturnu.dk, Podia, Nummer9 og netavisen P77

Dansk forfatter, der tidligere har optrådt bl.a. i fanzines og antologier. “Legetøj” er hendes første bog og rummer 16 noveller, der spreder sig inden for de fantastiske genrer.

Forlaget om Legetøj

Legetøj er en karruseltur i magisk realisme, gys og science fiction. Med lune serveres flyveøgler, influenza-flagermus og afvigende personportrætter.

I åbningsnovellen møder vi den unge kvinde, alene på en ødegård med babytvillinger. Stormen raser, strømmen er gået og ude på gårdspladsen går en øgle omkring.

På industrihavnen afskibes bananer af travle daglejere. Et tragisk dødsfald er kun det første i rækken. Edderkopperne er kommet til byen.

Ikke så langt derfra har den ældre dame Vera omsider fået det lidt rart efter et voldeligt ægteskab. En dag møder hun tre drenge på beboervaskeriet.

Intet er i virkeligheden, hvad det synes at være.

Interview

Kan du starte med at præsentere dig selv? Hvem er Mikala Rosenkilde, og hvorfor begynde du at skrive?

Med fornøjelse. Jeg er 42 år og har skrevet fiktion siden 2007. Jeg har altid læst meget, men i mange år ledte jeg forgæves efter en helt særlig type bøger på bibliotekernes hylder og i boghandlerens vindue. Det smagte af fugl, når jeg læste ”Jurassic Park” og andre bøger om mærkelige dyr og væsner, men det var stadig ikke helt det, jeg ledte efter. Så var det, jeg besluttede at skrive det selv.

Jeg skrev i øvrigt dagbog fra jeg var 13 til 33 år. og jeg tror, at det var med til at styrke og udvikle mit sprog, og at det hjalp mig, da jeg begyndte at forme ordene til fiktion. I en periode boede jeg på den anden side af kloden, og her rev og flåede det i mig for at skrive noget konkret om det, jeg så og oplevede. Da jeg så begyndte at notere, opdagede jeg, at det var mig umuligt at holde mig til sandheden, og pludselig vrimlede siderne med underlige væsner og sære personligheder.

Hvad skal man som læser forvente sig af “Legetøj”? Hvilken oplevelse håber du på, at man sidder tilbage med?

Jeg håber, at man har følt sig underholdt. Det er nok mit primære ærinde. Og så håber jeg at sætte gang i læserens fantasi. Det er måske lidt usædvanligt, at der lander en flyveøgle på taget af carporten, eller at der falder en meteorit ned midt i storbyen, men i min fantasi slet ikke umuligt. Verden er i forvejen et fantastisk og underligt sted.

“Legetøj” er din debut i bogform, men enkelte af novellerne har været trykt før. Kan du fortælle lidt om bogens tilblivelse – hvor længe har den været undervejs, hvordan har samarbejdet med forlaget været og så videre?

Mine historier fandt ret hurtigt et publikum på www.fyldepennen.dk. Jeg opdagede, at der var andre end mig, der kunne lide muterede edderkopper og andre sære væsner. Skægt nok var der også en del, der forsøgte at tale mig til fornuft og syntes (og vel stadig gør), at jeg virkelig burde skrive noget ’ordentligt’. Ikke så mange flyveøgler og underlige varaner, tak. Roste mig, hvis jeg skrev en historie, hvor persongalleriet ikke blev spist. Mente generelt, at jeg nok skulle skrive mig gennem ’en fase’. Den er så ikke helt overstået endnu, kan jeg mærke. Jeg fik undervejs et par henvendelser om at sende ind til antologier og kom med i flere. En af dem, der fulgte mig på Fyldepennen, var Forlaget Kandor, et relativt nystartet forlag, der selv gjorde sig i ’den slags’. Jeg blev kontaktet og spurgt, om jeg var interesseret i at udgive en samling af mine historier. Samarbejdet har været meget inspirerende og givende, og det har været mindre smertefuldt end ventet at få sakset så hårdt i mine tekster, som det er sket. Jeg er rigtig glad for resultatet.

Du bruger bl.a. Fyldepennen.dk – betragter du dig selv som en del af et særligt litterært miljø?

Ja, det tror jeg. Da jeg opdagede Fyldepennen i sommeren 2007, opdagede jeg samtidig en veritabel skatkiste af undergrundslitteratur. En hel del brugere derinde drømte/drømmer om udgivelse, og hvert år er der også en del, der springer ud med en bog – men en del af miljøet handler egentligt ikke så meget om udgivelse, men mere om processen. Håndværket ’at skrive’. Brugerne giver gode råd til hinanden. Kommenterer, begejstrer og bærer deres favoritter frem. Det er meget opbyggeligt og præget af stor hjælpsomhed at være derinde. Det er et helt unikt forum, som jeg er stolt af at være en del af. Senest har jeg taget initiativ til interviews med forskellige danske bestsellerforfattere, som løfter sløret lidt omkring blandt andet skriveteknik. Det har været inspirerende at interviewe blandt andet Jussi Adler-Olsen. Flere interviews med andre forfattere er undervejs og bringes fortløbende derinde. Jeg kan kun anbefale alle at kigge forbi. Der ligger mange gode tekster, lige til at kaste sig over, og lige præcis omkring de fantastiske genrer er der både et stort publikum derinde, men også en del brugere, der skriver i genren.

Der er sammenhænge på tværs af de enkelte noveller i “Legetøj” – var det tænkt sådan fra starten, eller opstod det hen ad vejen?

Faktisk sådan lidt hen ad vejen. I starten troede jeg, at når jeg lukkede en historie, så tav de personer, der optrådte i den. Men jeg opdagede, at flere af dem tilsyneladende nærmere havde fået luft i lungerne, og at den lerklump, jeg havde haft i fingrene i, nu selv trak vejret. En gennemgående person i flere noveller er den tyvagtige vicevært Arne Jørgensen, som af en eller anden årsag dukker op i en del historier. Ham er jeg stadig ikke helt færdig med. Den katolske præst Olav Eggerts er en anden gennemgående person, der altid står midt i en livskrise. I reglen koncentreret om hans tro. Han er også med i en anden novelle, jeg lige har skrevet, der skal bruges til en antologi.

I ”Hypnotisøren” optræder Anine, en danskgift thailandsk massagepige/hypnotisør, som jeg allerede ved kommer til at spøge i andre historier. Hun forlanger allerede mere plads.

Du bevæger dig inden for de fantastiske genrer – gør du dig nogle tanker om genren og dens læsere, før du går i gang med den enkelte novelle?

Jeg har aldrig været helt klar over, hvad kategorien egentligt hed. Jeg skrev bare. Så var der nogen, der fortalte mig, at jeg skrev sci-fi, og så troede jeg på det en tid. Senere er jeg blevet bekendt med, at det kaldes ’magisk realisme’ eller måske er en afart af ’fantasy’.

Jeg har egentlig aldrig tænkt så meget over målgruppen, men jeg får da hilsner fra alle aldersgrupper. De mere bizarre historier om kannibalisme har så nok et smallere publikum.

Novellen ”Veras vaskedag” (om hjemmerøveri), troede jeg fx ville interessere et mere modent publikum, men nu skal den bruges i danskundervisning i folkeskolen. Så det er altid en overraskelse at opdage, hvem historien interesserer.

Hvad synes du er novellens styrke, frem for de længere tekster?

Jeg gik selv i gang med at skrive noveller, fordi det så en del mere overskueligt ud end at skulle knække en hel roman. Men mediet – internettet og bare det at læse noget på skærmen fordrer en anden måde at læse på end tidligere. Synes jeg i hvert fald. Skal en tekst læses på en almindelig computerskærm, kan jeg selv langt bedre overskue en kortere tekst (under 7000 ord), end 30 kapitler anlagt i tunge tekstblokke. Jeg har tit tænkt på, at novellen måske vil opleve en renæssance i disse år, fordi e-bøger og tekster på nettet mere indbyder til den kortere form.

Hvem vil du selv betragte som dine inspirationskilder?

Jeg inspireres af rigtig meget og af mange slags mennesker, men jeg holder også meget af at bore mig ned i internettet og hente inspiration her. Jeg samler på et efterhånden større arkiv af henvisninger og artikeldele om alverdens forskellige emner. Alt fra artikler om kæmperotter, set i Danmark, til tegn på skarntydeforgiftning, én notits om, at nu kan man hacke pacemakere, noget om kannibalisme, én om, at kun hver 5. dyreart menes at være opdaget endnu, og én om at verdenshistorien er det pure opspind. – Altså lidt af hvert, der hver især gav et kort inspirationsglimt til en mulig historie.

Hvad så nu? Er du i gang med at skrive noget nyt, og kan du i så fald løfte lidt af sløret for, hvad det er?

Jeg har en kortroman under udarbejdelse. Den har sovet rævesøvn, men nu skal den altså afsluttes. Handler om en karismatisk sektleder, der drømmer om verdensherredømmet, og hvad hans steddatter mener om den sag. Historien om Herbert Prater, som hovedpersonen hedder, ligger i en påbegyndt skitse på nettet og har fået en regn af kommentarer med på vejen. Den historie vil jeg gerne lukke, og så har jeg en del ufuldendte historier, der også mangler det sidste. Lige nu skriver jeg på et bidrag til en fantasy-konkurrence.

Og til sidst: fem gode bøger, som man burde læse efter “Legetøj” ifølge Mikala Rosenkilde?

Jeg synes, der er skudt en skov af rigtig god litteratur op indenfor min favoritkategori i de seneste år. Af ny dansk litteratur, vil jeg gerne fremhæve ’Mutagen’ af Jonas Wilmann. Den sidder stadig i mig. Hans miljøbeskrivelser betyder, at jeg lige kigger mig over skulderen, når jeg kommer forbi Søerne i København eller passerer Islands Brygge.

Nikolaj Højberg: ’Lejlighed 42 og andre mørke fortællinger’. Uhyggelige, realistiske noveller til ’ikke efter midnat’. Mørke, mørke uhyggelige tekster, der sidder i én længe efter endt læsning.

Carina Evytt skrev for et par år siden en skøn monsterhistorie med ’Let bytte”. En herlig bog om et nyt dyr, øverst i fødekæden. Den vender stadig tilbage til mig indimellem.

Hvis jeg må nævne to ældre bøger, så hiver jeg tit fat i Michael Crichtons ’Jurassic Park’ og også efterfølgeren ’The lost World’. Kan de bøger forfra og bagfra, og de er slidt i stykker til løsark, men jeg bladrer fortsat i dem år efter år. De indeholder nogle af mine favoritmonstre, og så holder bøgerne et dejlig højt tempo. Det samme gælder de tidlige bøger af Stephen King.

Links

Mikala Rosenkildes hjemmeside

Rosenkilde på Twitter

Rosenkilde på Fyldepennen

“Legetøj” anmeldt på Den elektriske kanin og Fyldepennen

Dansk forfatter og astronom, der romandebuterede i 2006 med “Inkaens fjerde mulighed”. “Glitch” er hans anden roman, og ligesom den første kombinerer den en fjern lokalitet med et mysterium, der kan rykke grænserne for virkeligheden, som vi kender den.

Forlaget om Glitch

Thomas er ansat på Meteorologisk institut i København, hvor han beskæftiger sig med computermodeller og klima. Han har levet et på én gang travlt og dovent liv, som ændrer sig markant ved mødet med ægyptisk fødte Nevine. Nu bor de sammen i København, hvor hun er ansat som forsker på universitetet.

En sensommeraften, hvor han venter hende hjem, bliver han i stedet konfronteret med et tilsyneladende overnaturligt mareridt. Efterfølgende afviser en psykolog, at han fejler noget, men en skræmt professor på Geografisk institut forklarer Thomas, at han har været vidne til et Glitch. Dét ved han, hvad er; en fejl i et computerprogram. Men hvilken sammenhæng kan der være mellem computersystemer og underlige fænomener i den fysiske verden?

En dag forsvinder Nevine. Det sender Thomas på en desperat jagt efter den han elsker, men også på på en lang rejse mod Antarktis, hvor et eksperiment finder sted, et eksperiment, som Thomas først sent erkender, at han – og Nevine – er en del af.

Interview

Kan du starte med at præsentere dig selv og “Glitch”?

Jeg er en moden herre på vej mod de 50 år. Jeg er i tidernes morgen uddannet som astronom, men har siden primært beskæftiget mig med informationsteknologi i forskellige afskygninger, blandt andet som internet-pioner herhjemme. Jeg har dog bevaret en stor passion for himmelrummet. For godt ti år siden fik jeg den i udgangspunktet ganske naive idé, at jeg ville skrive en roman. Missionen lykkedes imidlertid, og det blev til spændingsromanen “Inkaens fjerde mulighed”, som fik en ret pæn modtagelse. I forlængelse af den har jeg nu brugt de sidste fem år på at skrive romanen “Glitch”, som udkommer 30. marts i år.

Historien handler om Thomas, der arbejder på Meteorologisk institut i København, hvor han beskæftiger sig med computermodeller og klima. Hans liv præget af indifference og nemme løsninger ændrer sig markant ved mødet med ægyptisk fødte Nevine. De flytter sammen i København, hvor hun bliver ansat som forsker på universitetet. En sensommeraften, hvor han venter hende hjem, bliver han i stedet konfronteret med et tilsyneladende overnaturligt mareridt. En mystisk forsker på Geografisk institut forklarer efterfølgende Thomas, at han bare har været vidne til et glitch. Dét ved han, hvad er; en fejl i et computerprogram. Men hvilken sammenhæng kan der være mellem computersystemer og underlige fænomener i den fysiske verden? Historien tager yderligere fart, da Nevine en dag forsvinder. Det sender Thomas ud på en desperat jagt efter hende, men også på på en lang rejse mod Antarktis, hvor et eksperiment finder sted, et eksperiment, som Thomas først sent erkender, at han – og Nevine – er en del af.

Hvilken oplevelse håber du, at læseren sidder tilbage med efter “Glitch”?

I første omgang håber jeg naturligvis frem for alt, at læseren bliver godt underholdt undervejs. Det er en spændingsroman, så der skulle gerne komme lidt forhøjet puls undervejs – og det tror jeg faktisk, at der gør. Når læseren så når det sidste punktum, må bogen meget gerne give anledning til refleksion. Dels fordi der er et par løse ender i selve plottet, dels fordi bogens ramme – den mulige kilde til Glitch fænomenet – gerne skulle få nogle til at tænke “wauw, hvor langt er det her i virkeligheden fra virkeligheden” – og “hvis nu der ikke er så langt, hvad betyder det så?” På den måde sætter bogen forhåbentlig lidt tankespind i gang, som giver den et liv efter det sidste punktum.

Du benytter dig af virkelige steder i bogen. Hvor meget research er der gået forud?

Nogle steder har jeg selv besøgt, andre jeg har kun læst om. I begge mine bøger foregår finalen på steder, jeg desværre ikke selv har oplevet – i Inkaen er det en vulkantop, som jeg har stået for foden af, og i Glitch er det Antarktis, et kontinent, som jeg endnu ikke har sat mine fødder på. I begge tilfælde har jeg i stedet – via internettet – fundet frem til personer, der har været på lokaliteten. Da jeg skrev Inkaen, fandt jeg frem til en engelsk forsker, som faktisk havde dykket i søen på toppen af vulkanen. Og under arbejdet med Glitch fandt jeg frem til en amerikaner, som havde boet og arbejdet på Vostok basen. I begge tilfælde fik jeg svar på mange spørgsmål. Men med disse to helt eklatante undtagelser bruger jeg gerne lokaliteter, som jeg selv har besøgt. Det gør det langt nemmere at sætte ord og billeder på atmosfæren disse steder. Havde jeg blot taget udgangspunkt i en turistguide, ville jeg kun kunne fortælle, hvad man ser, ikke hvad man fornemmer, på stederne. Og det er fornemmelsen, der er det vigtigste.

Tanken om glitches i virkeligheden får én til at tænke på bl.a. Matrix-filmene. Har du haft nogle inspirationskilder til bogen?

Jeg har faktisk kun set den første af Matrix-filmene (som jeg i øvrigt synes er fremragende). Selvfølgelig er jeg bevidst om sammenfaldet omkring glitches. Men en glitch er jo bare en tydelig, kortvarig fejl i en (computer)simulering. Og simuleringen – hvis der da er tale om en i Glitch – er af en helt anden karakter end i Matrix. Jeg synes, at det vil være at afsløre for meget af plottet, hvis jeg her i detaljer fortæller om inspirationskilden. Men lad mig blot sige, at en noget spekulativ artikel i det naturvidenskabelig magasin New Scientist satte det hele i gang.

Du lader til at have en forkærlighed for spændingsromaner med et element af fantastik – altså noget, der presser grænserne for virkeligheden. Hvad var starten på “Glitch” – den ide, som historien udsprang fra?

Det er helt rigtigt, at der i begge romaner er et element af det fantastiske. At sige, at jeg blot presser grænserne for virkeligheden er vist en underdrivelse. Jeg vil godt anerkende, at jeg sprænger dem… I Inkaen pakkede jeg det fantastiske ind i grænselandet til en drømmeverden. Med min baggrund i naturvidenskabens verden havde jeg nok lidt svært ved at slippe det fantastiske helt fri, så at kunne bortforklare det hele med, at det måske bare var en drøm, var min sikkerhedssele. I Glitch får det fantastiske mere frirum – vel at mærke noget fantastisk, som tager afsæt i leg med moderne naturvidenskab, så det er ikke grebet helt ud af den blå luft. Min fornemmelse er, at naturvidenskaben i dag står tæt på et kvantespring af ny erkendelse. Måske har universet mange dimensioner, måske er der faktisk mange universer, måske kan partikler rejse baglæns i tiden og så videre. Lige nu spekulerer vi blot, men i CERN i Schweiz har det internationale samfund bekostet et kæmpemæssigt laboratorium, som med lidt held bringer os tættere på nogle svar. Indtil videre spekulerer jeg også bare og karikerer nogle mulige konsekvenser. Lige nu bliver det til “elementer af fantastisk”. Der var jo også engang, hvor man mente, at Jorden var flad, og hvor en rejse rundt om Jorden ville have været fantastisk. Ikke dermed være sagt, at Glitch nogensinde bliver virkelighed, men det er dér, historien udspringer – i nogle af de spørgsmål, som partikelknuseren i CERN måske bringer os svar på… Og lad mig så lige skynde mig at sige, at Glitch er en spændingsroman. Ingen panik, den kræver ingen matematiske forkundskaber!

Rejsen og den fjerne destination virker som et tema i dine bøger – er det noget, der afspejler Peter Dreyer som person?

Det har jeg faktisk ikke tænkt over før. Onde tunger kunne jo også mene, at de eksotiske destinationer var middelmådigt effektmageri. Men jo, destinationerne er nok spejlinger. Som teenager kiggede jeg på stjerner i stedet for at hænge ud i byen med mine jævnaldrende. Dér kan man da tale om fjerne destinationer! Som sagt helligede jeg mig også stjernerne på universitetet, og jeg kan huske min frustration over, at de færreste forstod og delte min fascination. Siden har jeg rejst en del. Ikke kun til fjerne destinationer, men ofte op bjergrige egne, ud i ørkener, ind i regnskove – langt fra civilisationen kunne man vel sige. Jeg synes på sin vis, at det er meget rart, når man er, hvor den menneskelige påvirkning er til at overskue. Misforstå det ikke; jeg er ikke menneskesky, og jeg synes også, der er fedt i Paris, London og New York. Men jeg tror aldrig, at jeg skriver en roman, der kulminerer på 5th Avenue.

Du har fuldtidsarbejde ved siden af skriveriet. Spiller dit arbejde og dine bøger sammen? Og hvordan balancerer du de to jobs?

Der er ingen forbindelse mellem mit arbejde og mine bøger. Og tjente jeg flere penge på bøgerne, ville jeg nok bruge meget mere tid på at skrive. Men så længe jeg gør begge dele, opfatter jeg skriveriet som afstressning. Udfordringen er så omvendt at finde tid til at skrive så regelmæssigt, at jeg ikke kommer for langt væk fra historierne. Hidtil er det lykkedes hæderligt, også fordi plottet tit ligger og udvikler sig i baghovedet i de perioder, hvor jeg ikke finder tid til at skrive. Jeg er nu i øvrigt heller ikke sikker på, at mit temperament egner sig til en meget intens og fokuseret skriveproces. Gjorde det det, var jeg nok i stedet endt som en af de forskere, jeg skriver om.

Der er gået fem år siden din første bog, “Inkaens fjerde mulighed”. Hvordan vil du sige, at du har udviklet dig som forfatter siden da? Var der noget særligt, du lærte af debuten?

Ja for pokker da! Til en start lærte jeg, at det kan være hensigtsmæssigt at have et plot, når man begynder at skrive. Jeg havde ikke skyggen af et plot, da jeg begyndte på “Inkaens fjerde mulighed”, hvilket jeg tror, man kan fornemme undervejs i bogen. I Inkaen var jeg heller ikke specielt opmærksom på vigtigheden af at holde tempo… og på at skrive med passende hensyntagen til læseren. Inkaen var en spændende historie at skrive: jeg blev underholdt. Men når den i nogen grad også blev spændende at læse, skyldes det mere held end forstand – det var ikke en kvalitet, jeg dengang evnede at fokusere på. I Glitch har jeg fra starten haft et plot – i det mindste omridset at det – og jeg har mange gange undervejs stillet mig selv spørgsmålet “gider man at læse det her?” Svarene har kostet hele kapitler.

En anden ting, som gik op for mig i forbindelse med udgivelsen af Inkaen, var, at forlagsbranchen er voldsomt konservativ. Jeg mener, mulighederne i Internettet og de sociale medier var og er stort set helt uudforskede. Det er mig en gåde, at man ikke i højere grad kigger på for eksempel muligheder for synergi mellem forfattere og læsere. Jeg har selv oprettet en facebookside til Glitch for at eksperimentere lidt med den mulige dialog, men jeg tror, at man kunne gøre meget mere.

Hvad så nu? Er du i gang med en ny bog?

Det sidste punktum i Glitch blev først sat i efteråret sidste år, så processen frem mod udgivelsen har været ret intens. Derfor har jeg ikke haft energi til at gå i gang med en ny bog. Jeg har 3-4 mere eller mindre udviklede plots, som måske bliver udgangspunkter for nye bøger – blandt andet en fortsættelse af Glitch. Men hvad jeg ender med at springe ud i, ved jeg ikke på nuværende tidspunkt. Jeg tænkt mig at bruge internettet til at udfritte læserne om, hvad de vil have: er der så mange løse ender i Glitch, at der er stemning for en fortsættelse, eller skal det være noget helt andet? Det er jo ikke mig, der skal læse bøgerne, så jeg synes egentlig, at det er ganske rimeligt at inddrage læserne.

Endelig er er jo også et element af økonomi. Omsætningen på Glitch vil jo i nogen grad være afgørende for, hvor hurtigt jeg kommer i gang igen, og i hvilket omfang næste projekt også bliver et rent fritidsprojekt. Lad os nu se.

Og til slut: fem gode bøger ifølge Peter Dreyer?

Min bogreol er en ret blandet landhandel, så jeg vil også lade anbefalingerne skyde i vidt forskellige retninger.

1. “Troldmanden” af John Fowles. Generelt er jeg vild med Fowles, men i Troldmanden når hans leg med læseren det sublime. Hver gang jeg har læst romanen, smelter jeg sammen med hovedpersonen og deltager fuldt ud i hans forsøg på at gennemskue troldmandens illusioner – og føler fuldt ud hans frustration over igen og igen – og så igen – at gå fejl af virkelighed og illusion.

2. “Blues fra bliktagene” af James Lee Burke. På det seneste har jeg læst en del af Burkes fantastiske kriminalromaner. Jeg er meget fascineret af hans evne til elegant at mixe det poetiske med en ultra rå socialrealisme, der blander smukke billeder af USA’s natur med en upoleret og insisterende beskrivelse af det amerikanske samfunds mørkeste skyggesider, som rammer for velgennemtænkte kriminelle plots.

3. “Nattog til Lissabon” af Pascal Mercier. Ikke en letlæst roman, men en meget velskrevet og dragende filosofisk historie om en mand, der ved en tilfældighed dropper sit kedelige liv til fordel for jagten på indsigt i en fremmed person.

4. “Manifold: Space” af Stephen Baxter. Jeg læser ikke så meget science fiction mere, men Stephen Baxter er der plads til ind i mellem. Jeg kan godt lide, at hans historier har begge ben solidt plantet i naturvidenskaben. Selvfølgelig lader han historierne køre ud af nogle tangenter – det gør jeg jo også selv – men han fortrolighed med moderne fysik gør historierne mere vedkommende.

5. “Drama på indlandisen” af Alistair McLean. Som teenager var jeg vild med Alistair McLeans romaner. For nogle år siden læste jeg en stak af dem igen – lidt med bange anelser. Men heldigvis; de står absolut distancen også i dag. Selvfølgelig er de skrevet i en anden tid, men det kulørte persongalleri og nogle gedigne plots er stadig meget underholdende. Og gad vide, om der ikke er lidt inspiration fra netop Drama på indlandsisen i Glitch.

6. “Fra superstrenge til stjerner” af Steen Hannestad. Jeg presser lige en ekstra titel ind. Hannestads populærvidenskabelige bog om moderne fysik og astronomi er et rigtig godt bud, hvis nogen ønsker at sætte sig lidt ind i den virkelighed, der ligger bag Glitch

Links

Elevator2.dk

Peter Dreyer på Twitter

Facebookside for Glitch

Dansk forfatter, der debuterede med den engelsksprogede og selvudgivede “The End”, der blandede postapokalypse med masser af horrible billeder. Med hans anden bog er han udkommet på forlaget Valeta, men genrevalget er stadig i samme boldgade.

Forlaget om Mutagen

Hvad er menneskelighed?

Og er det værd at overleve for en hver pris?

Også hvis det er på bekostning af menneskeligheden …?

Minna er gravid i syvende måned og er på en rejse igennemet hærget Danmark sammen med sin mands morder.

De er på vej mod laboratorierne i syd, hvor hendes ufødtebarns skæbne skal afgøres; barnet er nemlig arveligt disponeret for den genetiske streng der har forvandlet enhel generation af mennesker til blodtørstige uhyrer …

Interview

Du har før optrådt på Fantastiskeforfattere.dk med “The End” – “Mutagen” er din anden bog. Kan du starte med at præsentere den? Hvad skal man forvente sig?

Man skal forvente sig masser af suspense, uhygge og forhåbentlig også en del stof til eftertanke. Historien udspiller sig i en ultranær fremtid (3-4 år fra nu), hvor noget så snigende som madmutagener har forvandlet en hel ung generation til mutanter. Den værste synder er ”mutagen 6”, et vækstfremmende hormon brugt til kvæg. De mennesker, der har været udsat for det, har fået børn, der er som tidsindstillede bomber – de er født med en celle, der ligner en almindelig hormoncelle til forveksling, men som forårsager en voldsom forvandling, når de når puberteten; de bliver til overudviklede, aggressive uhyrer kun opsat på at dræbe alt omkring sig.

Dette er præmissen for den postapokalyptiske verden, vi får et glimt af, og man følger så en række overlevende, og ser hvad de vil gøre for at holde sig i live – og med hvilke omkostninger.

Det var ikke “Mutagen”, du arbejdede på lige efter “The End”. Hvornår opstod ideen til den, og hvordan udviklede den sig?

Efter ”The end” fulgte jeg mere eller mindre planen og kastede mig som annonceret over ”Svovlild”, en meget voldsom dark fantasy roman om drager, som er færdig og ligger og ulmer, til den en dag slippes løs.

”Mutagen” begyndte jeg at skrive på i september sidste år, så vidt jeg husker. Jeg ville gerne skabe en ny slags monstre; zombier, mutanter – og kom på ideen, at det i stedet for et giftudslip eller en virus (som det ofte er) kunne være noget, der allerede var i samfundet. En snigende, langsom, men komplet irreversibel udvikling, der lige pludselig med et brag blev synlig og lagde verden ned.

Det var ud fra den målsætning, jeg fik trukket hele polemikken om hormonforstyrrende stoffer ind i det, og jeg kunne mærke, at det fungerede, fordi katastrofen spirede fra noget ægte, og noget som allerede florerer i samfundet lige nu.

Det er lidt over et år siden, at du udgav “The End” – hvordan vil du sige, at du har udviklet dig som forfatter i mellemtiden?

Der er faktisk sket en helvedes masse på det halvandet års tid, hvilket nok er fordi, jeg har skrevet sindssygt meget. I 2010 fik jeg produceret over 700 siders manuskript, hvilket vist er omkring en fordobling i forhold til de foregående år.

Selvom jeg ikke undsiger mig nogle af mine ældre værker, kom den virkelige udvikling vist med ”Mutagen”. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor, men jeg tillod mig selv at være mere lyrisk i sproget og generelt arbejde mere frit omkring synopsen, end jeg plejer. Det var mere historien, der styrede mig, end det var omvendt, og det var en vild – og nogle gange lidt uhyggelig – oplevelse.

Det virker umiddelbart, som om du har skruet lidt ned for virkemidlerne her i forhold til “The End”. De grumme elementer er stadig til stede, men har du holdt dig mere tilbage? Og hvorfor/hvorfor ikke?

Hvis man kigger på mine værker over årene, er ”The end” nok egentlig ”the odd man out”. Det var en bevidst beslutning at gå fuldstændig amok i overdrevet tegneserieagtig eller B-filmisk splatter, og den skulle først og fremmest tages som en kærlighedserklæring til hele den æra, jeg var vokset op med og elsker.

”Mutagen” er klart en dyster historie og er også meget voldsom visse steder, men det var vigtigt for mig denne gang at fortælle en mere realistisk historie, og volden er dermed også mere realistisk. Med ”The end” forventede jeg ikke, at læseren ville blive bange, men måske mere more sig over de røde kaskader, der sprøjtede til højre og venstre – på det punkt har min intention med ”Mutagen” været helt anderledes.

Den skræmte mig i hvert fald selv, da jeg skrev den. Jeg skrev hele bogen på en måned, hvilket er uhørt kort tid – og det fik virkeligheden til at flyde lidt ud. Det var fedt, at historien gled sådan af sted, men det sled også lidt. Jeg rendte rundt med sådan et ildrødt øje af at have siddet og stirret ind i computerskærmen hele tiden, og om natten havde jeg de vildeste mareridt, som gav mig nye ideer til bogen.

Du har en erklæret forkærlighed for det dystre, og Mutagen er da også (endnu) en dystopi. Hvad er det ved tilværelsens skyggesider, der er så tiltalende?

Ha, ha, en alternativ formulering af det spørgsmål kunne være: ”Hvad er navnet på din lidelse?”

Jeg havde lidt på fornemmelsen, at det spørgsmål ville dukke op, når jeg nu kom valsende med min anden bog om verdens undergang (faktisk er det min femte postapokalyptiske fortælling, hvis man medregner en gammel tegneserie).

Jeg har ikke nogen god forklaring på min fascination af det dystre og brutale, andet end at det må være … jeg vil ikke sige en hjerneskade, men i hvert fald noget ’mentalt betinget’. Ellers er der ikke noget, der forklarer, at jeg allerede som to et halvt år gammel plagede Dracula blade, og at min yndlingslæsning som otte-ni årig var Fangoria. Hvad fanden blev der af Bamses billedbog?

Så hvis vi antager, at jeg har en slags disposition for det dystre, blandet med en indignation over alle de grimme ting, folk gør ved hinanden, så er vi vist ved at være der.

Sidste gang skrev du på engelsk, denne gang på dansk. Hvad har været grunden til det, og har det påvirket din måde at skrive på?

Igen er det ”The end”, der stikker ud. Det er den eneste bog, jeg har skrevet på engelsk. Dansk skriftsprog har været mit foretrukne gennem alle årene, og jeg er vist også bedst på dansk.

Generelt kan man sige, at en af de store forskelle mellem at skrive på engelsk og dansk er, at der findes langt færre ord på dansk. Man skal være mere kreativ for at ramme de virkelige sprogblomster, men det er der absolut også noget spændende i.

Du er også kommet i stalden hos et forlag denne gang, Valeta. Hvordan har samarbejdet været det – har der været fordele og ulemper i forhold til at udgive selv?

Umiddelbart har der kun været fordele, selvom jeg som forhenværende selvudgiver af og til har lidt svært ved at få det ind i kraniet, at jeg ikke skal gøre så meget selv – andet end at skrive bogen.

Samarbejdet har været rigtig godt, og meget anderledes end den kontakt, jeg har haft til andre forlag gennem årene. Valeta giver forfatteren utrolig meget frihed og prøver ikke at strømligne og ensrette manuskripterne – noget der virkelig er brug for i den skov af metervarer, der har domineret fantastik markedet i lang tid. Og så har der ikke lydt en eneste kritisk røst omkring mængden af vold og sex i mit manuskript, noget der ellers har forfulgt mig siden folkeskoletiden. Vi har selvfølgelig været igennem et konstruktivt redigeringsforløb, men der er ikke en bloddråbe, der har flyttet sig siden rå-manuskriptet.

Begge dine bøger har været science fiction med et anstrøg af horror. Umiddelbart er det meget forskellige genrer – men hvad er det i dine øjne, der får dem til at spille så godt sammen?

Det er nok et stretch at kalde ”Mutagen” for science fiction, i og med at den foregår så kort tid ud i fremtiden, og der ikke rigtig er nogen futuristiske elementer med. Men grunden til, at jeg er så glad for netop postapokalypse, som man måske kan kalde en slags blanding af sci-i og horror, er først og fremmest, at det er et minimalt samfund skåret ind til benet, hvor menneskets inderste karakteristika nemt kan folde sig ud – det er et meget nøgent miljø, hvor menneskelige følelser også er fuldstændigt blottede.

Og det, jeg holder af ved dystopier generelt, er muligheden for at tage nogle små ildevarslende strømninger i nutidens samfund, rykke dem et stykke ud i fremtiden og sætte dem helt på spidsen.

Samtidig er jeg vist meget glad for genrehybrider. Jeg har meget svært ved at skrive klokke-ren genrelitteratur og ser bestemt ikke mig selv som f.eks. en science fiction forfatter i den klassiske forstand. Jeg tror f.eks. ikke, man skal forvente sig, at jeg skriver en bog med rumskibe og laservåben, ej heller traditionelle varulve og vampyrer, som de er portrætteret i myterne.

Dog elsker jeg det dystre, det makabre, det gotiske, det mytiske – og når jeg har fået blandet det sammen i en pærevælling, der virker frisk, er der en ny manuskript-idé, der banker på.

“Mutagen” foregår i et fremtidigt Danmark, hvor du før ikke har været så geografisk. Science fiction ekstrapolerer jo gerne – hvordan er du gået til det at tage udgangspunkt i en genkendelig verden? Er det en udfordring eller en genvej at bruge som baggrund?

Indenfor de sidste par år er jeg i stigende grad begyndt at lade mine handlinger udspille sig i Danmark. Da jeg startede med at skrive for mange år siden, foregik det altid i USA, eller et unavngivent land hvor de alle sammen hed Stan og Joe og Blake osv. Sjovt nok siger de fleste, at forfattere bør starte ved det helt nære og bevæge sig udad, men for mig har det været omvendt. Ligesom jeg startede med at udgive en engelsk bog på det danske marked. Jeg er måske lidt omvendt.

Med postapokalypse har jeg opdaget, at det trækker det værst tænkelige scenario, jordens undergang, meget tæt på, når man lader det udspille sig i det nære og genkendelige – når man fokuserer på detaljer, som f.eks. hvornår ville du løbe tør for tandpasta, når der ikke længere var nogen Brugs? Hvad skal man bruge genopladelige batterier til i en verden uden strøm? Osv. osv. Det gør det nært og gør, at man bedre kan relatere sig til katastrofen.

Hvad byder fremtiden på for Jonas Wilmann? Arbejder du på noget nyt?

Jeg er lige færdig med endnu en genrehybrid, der inkorporerer horror, socialrealisme, surrealisme, folklore og lidt indisk gudemytologi (!).

Titlen er ”Smukke Anna”, og den handler om en ung, meget smuk romapige, der bor i et nedlagt fabrikskvarter i Cihelna lidt udenfor Prags bymidte. Hun er omgivet af gribbe; alfonser og grumme karle, der kan se en indbringende fremtid i hendes kønne fjæs.

Uden at afsløre for meget, overgår der den unge pige nogle ubehageligheder, og hun går ud på en kurs for at få hævn og genoprejsning for sit lidende folk – en surrealistisk rejse ind i vanviddet, der inkorporerer både hinduistiske guder, en blodkult og bristede vener ad hoc.

Ud over det går jeg og leger lidt med en novellesamling, der indtil videre har den let ironiske titel ”Arketyper”. Her giver jeg meget alternative bud på klassiske gys og monstre.

Links

Jonas Wilmanns hjemmeside

Wilmanns Facebook-side.

Wilmann på Horrorsiden

L. G. Jensen debuterede i 2006 med varulve-romanen “Ulvebrigaden”, som han fortæller om her. Han er født i 1976 og arbejder som skolelærer, når han ikke giver sig af med skriveriet. Med sin nyeste roman kaster han sig over science fiction-genren.

Forlaget om “MilkyWay Meat – Sanddæmonen”

William er ude i noget snavs, og hans far sender ham væk fra Jorden og ud på Rumstation Valhal for at blive lærling i slagterforetagendet MilkyWay Meat. Og selvom William giver den som utilfreds og utilpasset teenager, er han i al hemmelighed vild med tanken om at komme væk fra Jorden og ud og opleve universet.

Men MilkyWay Meat er en samling hårdhudede slagtere, der har rejst ud til universets yderste rande for at finde det bedste og dyreste kød, der kan opdrives. Og man bliver ikke bare lærling hos dem uden først at vise sig værdig.

Besætningen får et opkald fra en planet, der er plaget af den sjældne og dødfarlige sanddæmon. Kødet fra sanddæmonen kan indbringe en klækkelig sum. Opgaven accepteres, og William kommer på sit livs sværeste opgave. Især da det går op for ham, at slagterne kan andet end at slagte forsvarsløse dyr.

En actionmættet fortælling med ‘space-cowboys’, rumrejse, religiøse fanatikere og vilde jagter.

Interview

Til at starte med: kan du præsentere LG Jensen og MilkyWay Meat? Hvad venter der læseren her?

Der venter Læseren en ruchebanetur ud til det udforskede univers’ ydre rande. Som med min første roman, Ulvebrigaden, har jeg bestræbt mig på at opfylde dogmet om, at hver side skal underholde. At der skal være noget, der kan få Læseren til at reagere. Et gys. Et grin. Måske en passage til eftertanke. Med de prismærkater, der er på bøger her i landet, så synes jeg, at jeg skylder Læseren smæk for skillingen.

Lad os se det i øjnene. Det er de færreste forfattere, der kan leve af at skrive deres historier. Jeg er ikke én af dem. For mit vedkommende så finder jeg på historier, fordi jeg ikke kan lade være. De må ud på en eller anden måde. At sidde sammen med en masse mennesker og kunne gribe dem med en historie, man fortæller, er en fantastisk følelse. Til dels bedre end at skrive dem ned i romanform. Selvom man ikke får sit publikums umiddelbare reaktion, på dét, som sker, så er det en luksus at have muligheden for at forfine sin fortælling. Til at gå i detaljer, som fortælleformen ikke tillader i samme grad.

Men i bund og grund er jeg historiefortæller.

Jeg elsker forestillingen om historiefortælleren, der efter at have vandret ned af lange, regnvåde veje bliver lukket indenfor på kroen. Hvordan han efter et varmt måltid mad og et krus øl sætter sig til rette foran ildstedet og tænder op i sin pibe. Hvordan folk samler sig omkring ham for at høre ham fortælle historier, skrøner og eventyr. Når jeg skriver, så bestræber jeg mig på at lade min stemme skinne igennem i teksterne, så mine læser forhåbentligt har et indtryk af at have været i mit selskab, mens de har siddet og læst.

“MilkyWay Meat” skulle have været din debutroman, men du stoppede med den og skrev i stedet en omgang varulve-tjubang. Kan du fortælle lidt om det – og forklare, hvad der skete, som gjorde, at du kunne påtage dig opgaven med “MilkyWay Meat?”

Det er rigtigt, at jeg begyndte på MilkyWay Meat, før jeg skrev Ulvebrigaden. Men jeg druknede simpelthen i for mange idéer. Derudover var der for mange personer at holde styr på og et forholdsvis omfattende univers at skabe til både Kreya og Jord. Midt i det hele begyndte fortælletrangen så småt at gå tabt, så jeg besluttede mig for at gemme alt, der havde med rumslagtere at gøre, langt væk og i stedet skrive et eller andet for morskabens skyld. Bare en novelle, hvor jeg kunne strække benene og hygge mig. Jeg hyggede mig faktisk så fint, at novellen endte med at blive en roman.

Dagen efter manuskriptet var blevet sendt ind til forlaget, fandt jeg MilkyWay Meat frem fra gemmerne igen. Bare for at se om idéen stadig kunne fange mig. Der var omkring tres sider og en ordentligt bunke noter, tegninger og idéer. Jeg gik det hele igennem. Og gik så i gang.

Jeg måtte erkende, at hvis jeg skulle have det hele med, så måtte jeg strække mig over flere bind. Og lige pludselig så forsvandt maset med at få historien ned på papir. Hvis jeg alligevel havde mulighed for at strække historien over flere bind, så gjorde det ikke så meget, hvis jeg i første omgang ikke fik inkluderet al min baggrundsinformation om eksempelvis Krigen, koloniseringen eller Organisationen. Jeg nøjedes med at fortælle, hvad der var nødvendigt for at følge historien om Williams første dage som slagter. Og derfra skrev historien (næsten) sig selv.

Din første bog var mere adventure-action – nu er der dømt science fiction, men stadig action. Hvad er dit forhold til science fiction-genren, og i hvor høj grad har du taget stilling til den?

Jeg kan huske, at jeg i en meget ung alder slæbte en masse science fiction med hjem fra det lokale bibliotek. Det skulle vise sig, at jeg var en anelse overambitiøst. At kaste sig over Frank Herbert og William Gibson i en alder af otte var måske for stor en mundfuld. Jeg kedede mig så meget med Klit, at jeg aldrig siden har taget mig sammen til at begynde forfra på den. I stedet opdagede jeg gyset – som jeg til gengæld snart dyrkede i både litterær og filmisk form. Jeg tror dog, at det var en novellesamling af Ray Bradbury, der igen vakte min interesse for at læse science fiction.

Mange forfattere af science fiction bruger genren til at give deres samtid en bredside. Den tillader, at man suser frem i tiden og viser den yderste konsekvens af den vej samfundet går. Jeg gjorde det til dels også i MilkyWay Meat. Men kun i det små. Her var målet først og fremmest at fortælle en god historie med fart på – ikke at advare, løfte pegefingre eller være samfundskritisk. Ikke denne gang, i hvert fald. Men genren er jo en fabelagtig legeplads, så jeg vender helt sikkert tilbage på et tidspunkt. Om ikke andet så for at følge Williams karriere hos MilkyWay Meat.

Jeg har set dig betegne dine bøger som pulp-litteratur – hvilket vist i manges øjne er en massebetegnelse for “dårlig litteratur”. Hvordan leverer man god pulp-litteratur?

Der er en grund til at mange omtaler pulp-litteratur i samme tonefald, som de omtaler hundelorteposer. Det er, at der gennem årene er skrevet så meget af slagsen, der er direkte rædsomt. Traditionen byder næsten, at det er billigt producerede pocketbøger, hvor et farverigt omslag med skurke, skydevåben og store bryster bliver prioriteret højere end en dygtig redaktør og korrekturlæser. Det er simpelthen designet til at blive købt på farten, læst på farten og fordøjet på farten. Set fra det synspunkt mener jeg, at det er vigtigt, at underholdningsfaktoren er i top. Hvis du i en travl hverdag kun har ti minutter til at sidde og læse – om det så er i S-toget, ved busstoppestedet eller på porcelænstronen – så skal jeg ikke være ham, der keder dig og spilder tiden i din lille oase af ro. Jeg skal nok sørge for, at du er underholdt i samtlige ti minutter, du venter på bussen.

God pulp bør være som rock n’ roll. Det må gerne være beskidt og støjende – men med store armbevægelser, stærkt nærvær og masser af energi. Kan man mønstre dét, sammen med en handling der er ligeså farvestrålende som sproget og persongalleriet … Ja, så er man godt på vej til at få sin historie til at rocke.

Hvordan påvirker dit valg af genren dit forhold til den forventede læser? Har du nogle forventninger til den, der får bogen i hånden – og er det en hæmsko, en udfordring eller noget helt andet?

Jeg satte mig ikke ned med en plan om at skrive science fiction. Det var tilfældigvis bare den historie, som jeg brændte mest for, da jeg gik i gang. Og jeg må også indrømme, at jeg heller ikke tænker så forfærdeligt meget på mine læsere i skriveprocessen. Her skriver jeg først og fremmest for mig selv. Det, jeg skriver, er mit – og kun mit – indtil det sidste punktum er sat. Så vil jeg gerne dele. Men det er et totalt egotrip. Jeg synes stadig, at det er ret syret, at der er folk, jeg ikke kender, der læser og dyrker mine historier.

Selvfølgelig har jeg forventninger til min læser. I hvert fald én forventning. En uskreven (om end alment gældende) aftale mellem forfatter og læser: I samme øjeblik Læseren tager rumslagtersagaen ned fra hylden og giver sig til at læse, så har vedkommende indgået en kontrakt med mig. En kontrakt der indebærer, at Læseren bliver nødt til at læne sig tilbage og acceptere min version af fremtiden. Hvis man tænker over det, så er det ikke så lidt af en tillidserklæring, når jeg nu forventer, at man er villig til at tro på stjernekrydsere, indavlede amatørkirurger og brutale bæster fra fremmede solsystemer. Tror Læseren ikke på sin fortæller, så er løbet kørt på forhånd. Men jeg håber, at så længe jeg fortæller ’sandheden’, så vil min læser også tro på mit univers – og dermed være i stand til at tage med på min rejse.

Selvom jeg undervejs i MilkyWay Meat kom ind på emner som narko, racisme, globalisering, krigstraumer, moral og etik, frihed, lovgivning, religion og frygten for magthavende organisationer, så syntes jeg ikke, at jeg behøvede tvinge Læseren til at tage stilling. I hvert fald ikke i særlig høj grad. Man skal være velkommen ombord, selvom man bare er med for festens skyld. Jeg synes bare ikke, at der er noget ved dippen, hvis den ikke er krydret. Der må gerne ligge en tanke bag vildskaben. En idé bag galskaben.

Der lader til at være et bånd mellem bl.a. dig, Michael Kamp og Ruben Greis. Findes der en skole af nye, genrebevidste, danske forfattere? Måske også med betegnelsen drengerøvslitteratur påhæftet?

Mener du Den Litterære Drengerøvsloge? Det er alt sammen rygter. Uden beviser vil vi benægte alt. Det har intet med virkeligheden at gøre. Og hvis det havde – så var det alt sammen Rubens idé!

Faktisk har jeg aldrig haft fornøjelsen af at møde Michael Kamp, men Rubi Greis og jeg voksede begge op i Ringsted. Jeg gik på gymnasiet med ham – og arbejdede i Blockbuster med Kenneth Bøgh Andersen. Michael Poulsen, vores allesammens rockpoet fra Volbeat, hørte også med i min gamle omgangskreds. Om Ringsted Kommune kommer noget i vandet, ved jeg ikke – men det kunne da være fedt, hvis vi kunne være med til at starte en litterær trend for solid drengerøvsunderholdning!

Her må jeg endelig huske at understrege, at man ikke behøver at være mand for at være en drengerøv! Nogle af de største drengerøve, jeg kender, er faktisk kvinder. Vores såkaldte stodderromaner er jo møntet på alle der søger solid underholdning og lidt dybfølt bulder og brag. Det glæder mig at få lige så meget positiv respons fra kvindelige læsere som fra mandlige. At folk trods alder, køn, tro og løntrin kan gyse og more sig over de samme ting.

Alligevel kan det godt være svært at nå den del af publikum, der normalt mener, at det dér med at læse er et kedsommeligt tidsfordriv. At de hellere vil se en film. Eller spille lidt Playstation. De skal sgu bare ha’ den rigtige bog mellem hænderne – eller i ørerne. Så bliver de også forført af historien.

Ungdomslitteraturen har bevæget sig meget i retning af det fantastiske i de senere år – hvad er det, som de fantastiske genrer kan tilbyde?

En blanding af flugt og refleksion, tror jeg.

De fleste mennesker, ung som gammel, kender vist følelsen af, at virkeligheden kan hvile tungt på ens skuldre. Når læreren overrasker med en matematikprøve – eller chefen giver én uventet overarbejde på en fredag. Når kassedamen i Netto snerrer af én – eller når den, der sidst har været på toilettet, har glemt at skylle sin hjemmepressede cigar ud. Alle de der små ting, der dagligt minder én om, at virkeligheden ikke er som på film. At den er besværlig og nogle gange lugter en lille smule. Så kan det være helt befriende at lade sig synke ind i en verden uden chefer, lærere, kassedamer og brune u-både. Lade sig bjergtage af fjerne, fremmede verdener, magi og måske en biljagt eller to. Man behøver ikke at være så bange for virkelighedsflugten. Det kan jo ligefrem være terapeutisk. Når man lukker bogen igen, så ligger man måske pludselig inde med overskuddet til at smile til kassedamen og trække ud i toilettet.

Fantastisk litteratur giver også Læseren muligheden for at træde et skridt tilbage fra virkeligheden og måske betragte den fra et andet perspektiv. Som jeg tidligere var inde på, bliver eksempelvis science fiction ofte brugt som et spejl for vores samtid, for at give Læseren mulighed for at reflektere over, hvor vores samfund mon er på vej hen. Hvor mange børn og unge har ikke kunnet genkende sig selv og sine egne problemer, når de side for side fulgte ham den bebrillede knægt på troldmandsskolen? I deres hverdag møder de hverken drager, troldtøj og onde troldmænd, men deres personlige problemer er de samme som hans. Derfor kan de relatere – og dermed reflektere.

Historier der bryder med virkelighedens love kan sagtens give Læseren et indblik i både etik, filosofi eller kvantefysik. Har forfatteren noget på hjerte, så vil det kunne skinne igennem – uanset om historien forgår i middelalderen, i det ydre rum eller i baglokalet på et polsk bageri.

Inspirationen bliver man næsten nødt til at spørge til. Generelt synes du at trække meget fra filmens verden – er det også tilfældet her?

Helt bestemt. Det kan jo næsten ikke undgås, når man skriver i denne genre. Men selvom MilkyWay Meat ganske vist har et par små nik til både klassiske westerns og sci-fi film, så er det måske mere mediets virkemidler, som jeg forsøger at bruge i skreven form. Ord er langt mere fleksible end billeder, så hvorfor ikke benytte sig af for eksempel slowmotion, krydsklipning og underlægningsmusik? Når jeg skriver action, så handler det om at få filmen, jeg ser for mit indre øje, ned på papiret – og dermed (forhåbentligt) vise den til min Læser.

Men for mit vedkommende spiller andre medier ind i næsten lige så høj grad: Rytmen og flowet fra musikken. Associationer og sprogblomster fra poesien. Fordybelsen og detaljerigdommen fra romaner. Indlevelsen og tempoet fra spil. Og ikke mindst mine medmenneskers særheder og mangfoldighed. I virkeligheden kommer inspirationen jo alle vegne fra. Hele tiden. Man kan slet ikke undgå at blive påvirket af sin omverden. Storslåede fortællinger kan sagtens tage form, mens man stå i kø hos den lokale købmand.

Du har tidligere snakket om fortsættelser til “Ulvebrigaden” – hvad er det næste projekt efter “MilkyWay Meat”

Jeg er godt i gang med fortsættelsen til Ulvebrigaden. I disse dage har den dog måttet vige for sidste gennemskrivning af en krimi for børn og unge. Men lige så snart den har forladt mit skrivebord, så vender jeg tilbage til Mac MacKenzie og hans genvordigheder med nazister, pirater og vandrende kadavere. Men, som sagt, så står den først på regulær børne- og ungdomskrimi. Dog tør jeg godt at love mindst lige så meget action, som der er i mine andre bøger. Vild action med eftertanke … og en lille smule kærlighed.

Jeg har også gang i et par spændende sideprojekter. Blandt andet planlægger jeg at tage rundt på skoler og biblioteker for at holde skriveworkshops og holde foredrag om gyserlitteratur. Hvis dét kommer op at køre, så er min lykke gjort! Jeg er uddannet lærer og har efterhånden undervist i en del år. Kan slet ikke undvære det. Dog kan jeg sagtens undvære alt dét, der følger med jobbet som lærer. Møder, konsultationer, elevplaner og sene opkald fra småpylrede forældre har det med at dræne alle kreative impulser.

Nu arbejder jeg dog som tilkaldevikar

Fem gode science fiction-romaner på dansk ifølge LG Jensen – hvad ville det være?

Det ville være svært!

Selvom jeg er vældig glad for genren, er det ikke science fiction, jeg er mest velbevandret i. Så i stedet for at anbefale nogle af de bøger i genren, som jeg tilfældigvis har læst, vil jeg have det bedre med at nævne nogle af de værker, der står på min egen To Read-liste.

Men lad os ikke nævne klassikerne! Hverken Verne, Orwell, Clarke, Bradbury eller Asimov. De står selvfølgelig alle sammen på listen. Der er en masse nyere science fiction bøger, der virker mindst lige så dragende.

Blandt andet er jeg lidt nysgerrig efter at læse Josefine Ottesens Golak, der indtil videre er gået min næse forbi. Hun har jo fortællingen i sin magt – og er oven i købet et behageligt menneske at være sammen med, så jeg vil helt sikkert fryde mig over hendes skildring af en dyster postapokalyptisk verden.

En anden dansk roman i genren, som jeg har hørt en masse gode ting om, er Christian Reslows debutroman, Miraklets Fald. Den må jeg helt sikkert også have fingre i, så jeg selv kan få syn for sagen. Den lyder i hvert fald som et tiltalende bekendtskab i mine ører.

De sidste par gange, jeg har været på biblioteket, har jeg haft fingre i Trækbyernes Krønike af Philip Reeve. Universet, han har skabt til denne serie, lyder som en stor og anderledes oplevelse. Hvis noget så besynderligt som vandrende byer kan gøres troværdigt og spændende, så er jeg helt klart med på vognen.

Douglas Adams mangebindstrilogi Hitchhiker’s Guide To The Galaxy (på dansk: Håndbog for Vakse Galakseblaffere) har jeg læst før, men den står ikke desto mindre stadig på min liste. Platheder og dybsindighed i skøn forening kan ikke anbefales varmt nok.
Og Klit af Frank Herbert … før eller siden … måske.

Derudover har jeg fået en hel del anbefalinger af essentiel Sci-Fi læsning fra nogle af mine litterært dannede Facebookvenner, hvis smag jeg stoler på – men meget af det er endnu ikke oversat til dansk. Alligevel tillader jeg mig at nævne nogle af dem i flæng:
I Am Legend af Richard Matheson (“Jeg er den sidste” på dansk), Enders Game af Orson Scott Card (“Enders strategi” på dansk), Pushing Ice af Alastair Reynolds, Starship Troopers af Robert A. Heinlein, Invasion of the Body Snatchers af Jack Finney (henholdsvis som “Mennesker uden sjæl” og “Hemmelig invasion” på dansk), Flood af Stephen Baxter, Spin af Robert Charles Wilson og noget af Philip K. Dick, så jeg kan se, om filmatiseringerne af hans arbejde virkelig er så håbløse, som jeg hører.

Og der er jo mange flere!

Så hvor skal man begynde – og bliver der nogensinde tid til at skrive sine egne historier?

Links

L. G. Jensens hjemmeside

MilkyWay Meat – Sanddæmonen anmeldt på Boggnasker,Politiken.dk og Bogrummet.

Romanens Facebookside.

Forfatterens Facebookside.

Forside: Søren Klok

Om Christian Reslow

Christian Reslow blev født i 1985 og skrev sin første roman som 13-årig. Det var dog først i 2010, at hans debut udkom: science fantasy thrilleren “Miraklets fald”.

Forlaget om “Miraklets fald”

En anordning er blevet skabt. En teori er blevet afprøvet. Vi er ikke alene. For hver person, der lever i vores verden, findes et spejlbillede. En udgave af os selv, der lever i en anden udgave, af vores egen verden. En af dem har fundet en måde at bytte plads med sit eget spejlbillede.

Christian Reslows debutroman er en hæsblæsende science-fantasy thriller om kampen for overlevelse.

Interview

Til at starte med: kan du præsentere dig selv? Hvem er Christian Reslow, og hvorfor/hvornår begyndte han at skrive?

Min kære mor plejede at drille mig med, at jeg kom til verden i en toiletkumme og derfor har været nem at imponere lige siden. Om dét er sandt eller ej, det aner jeg ikke – jeg har simpelthen glemt det. Hvorom alt er, så var det i januar 1985, at jeg stiftede bekendtskab med porcelæn første gang. Et år senere snuble-løb jeg omkring, to år senere kævlede jeg løs, og tre år senere var ’hvorfor’ og ’hvordan’ blevet mine yndlingsord. Jeg tror, jeg var ret fremmelig, i hvert fald på det rent sproglige område. Og det har så kommet mig til gode i dag.

Jeg har en sadistisk gnaver i mit venstre øre og en hysterisk humorist i det højre, og jeg lader i høj grad mine instinkter råde over mit arbejde, frem for min sunde fornuft. (i hvert fald i første omgang)

Hvornår jeg begyndte at skrive? Selve processen med at skabe en historie tror jeg, at jeg har udøvet, siden jeg kunne gribe om en tusch og kom i nærheden af et stykke papir. Dengang var det nok kun tændstik-mænd, der var tale om, og der var næppe andre end mig selv, der forstod handlingen i historien (vil onde tunger nok påstå), men begæret var der, det er helt sikkert.

Jeg havde en lang årrække, mens jeg var teenager, hvor alt, hvad jeg skrev, altid endte i skraldespanden. Hvorfor ved jeg ikke. Det fik min hustru nu hurtigt sat en stopper for, da jeg mødte hende.

Så hvornår begyndte jeg at skrive? Jeg tror, jeg har været et sted mellem alderen elleve og tretten, da jeg første gang fuldendte en fortælling på skrift, men beviset er desværre gået tabt. Og hvorfor? Fordi jeg elsker det.

Forfatteren Christian Reslow er 30 procent fantast, 30 procent humorist og 40 procent psykopat, men som person tror jeg, at jeg er ret normal.

Hvordan har oplevelsen været med at få sin debutroman på gaden? Det er et stort marked – har det været muligt at skabe opmærksomhed om bogen?

Jeg har været ekstremt heldig med mit fund af forlægger (forlaget Valeta, Red.). Som et relativt nyt foretagende føler jeg mig ret beæret over, at de turde antage mig, og jeg har været rigtig positivt overrasket over, hvordan hele forløbet med udgivelsen har været. Det har været hårdt arbejde, men det har været sjovt. At høre, hvad folk mener om bogen efterfølgende, er endnu sjovere.

Markedsføringen er altid nødt til at være lidt ekstra aggressiv, når man skal have sin debut på markedet, for ellers bliver man ganske enkelt ikke bemærket. Igen har jeg kun rosende ord tilovers for min forlægger, der – ligesom jeg selv – ikke skyr nogen midler for at blive bemærket. Der har været konkurrencer på facebook, en særlig introduktionspris og en masse presseomtale i forbindelse med udgivelsen. Nu forlader jeg mig så blot på, at tilpas mange vil synes om bogen til at anbefale andre den. Det håber jeg i hvert fald.

Hvilken oplevelse synes du, der venter læseren ved “Miraklets fald”?

En god oplevelse (ha ha!). Nej, jeg håber, at læseren vil føle en trang til både at trække i nødbremsen og snyde foran til sidste side, hele bogen igennem. Miraklets Fald skulle meget gerne være en oplevelse, som man ikke behøver lægge mere i, end man har lyst til. Jeg satser på, at mit persongalleri er så elskværdigt, at man som læser vil føle sig tilpas forarget, stødt, pinligt berørt og retfærdigt hævngerrig, når jeg smider dem ud i nogle rigtigt røvsyge situationer. Miraklets Fald har fart på og er af en rimelig længde. Hvis jeg har gjort mit arbejde ordentligt, vil læseren forhåbentligt aldrig nå at kede sig. Hvis man har lyst, kan man begynde at spekulere over teorier og de få større spørgsmål i fortællingen, men det er ikke et krav. Jeg håber, at bogen er godt gammeldags spændende.

“Miraklets fald” er din første udgivelse, men du har skrevet i mange år. Hvad synes du, den bog rummer, som gjorde, at den overskred den magiske grænse og brød igennem hos et forlag?

Jeg har faktisk slet ikke forsøgt at få noget udgivet særligt længe… Det er sandt, at jeg har brugt mange år på at skrive mine små særheder ned, men jeg besluttede mig først endeligt for at få noget udgivet i 2009. Og der fik jeg næsten øjeblikkeligt min vilje, da jeg fik lov at være med i Forlaget Valetas debut-antologi ’Begyndelser’. På daværende tidspunkt havde jeg et manuskript (ikke MF, men et andet) inde hos et andet forlag, og da de afslog den, besluttede jeg mig for at sende den til Valeta også. Det blev dog ikke den, men i stedet Miraklets Fald, der blev antaget, og det tror jeg er meget godt. Miraklets Fald er ikke den værste debut, jeg kunne ønske mig. Hvordan den overskred den magiske grænse? Jeg tror, at bogen rummer tilpas meget personlighed og opfindsomhed til at kunne slå igennem på et meget smalt (og meget kritisk) marked. Jeg tror, at bogens alsidighed vil kunne nå læsere af flere genrer, og hvis jeg er heldig, så kan jeg måske fange deres interesse i fremtiden.

Noget af det, der slog mig ved “Miraklets fald”, var, hvor kontrolleret den virkede. Hvordan har din arbejdsproces med bogen været, og hvor meget af den havde du på plads, før du gik i gang med at skrive?

Først og fremmest tak for komplimenten. Det er ret svært at forklare min måde at arbejde på, medmindre jeg tager den i to halvdele – og derefter i omvendt rækkefølge.

Når mit rå-manuskript er færdigt, så printer jeg det ud, læser det igennem og så skriver jeg hele historien ind igen, denne gang med væsentlige (og forhåbentligt bedre) forskelle. Dernæst printer jeg den igen, lader min hustru læse den og venter ængsteligt hendes dom. Hendes kritik er nok den, jeg lytter allermest til, hvilket hun nok ikke vil give mig helt ret i (ha ha!). Med de nye ændringer bliver manuskriptet printet i tre eksemplarer og sendt til beta-læsning. Når beta-læsernes forslag er blevet overvejet og (i visse tilfælde) taget til efterretning, sender jeg det endelige manuskript til forlæggeren. Og så sender hun mig gudhjælpemig endnu flere forslag! Nuvel, men hele den proces er hovedsageligt den sværeste, og den kan tage op til omkring tre måneder (to en halv, i MF’s tilfælde).

Selve rå-manuskriptet sidder jeg helt alene med. Jeg bruger folk omkring mig (især min hustru) som sparringspartner, når jeg sidder fast, men langt det meste af arbejdet kan bedst sammenlignes med en form for rus. Da jeg skrev Miraklets Fald, følte jeg det meste af tiden, at jeg løb fem hundrede meter bagefter handlingen – i sandaler – og forsøgte at skrive, mens jeg løb. Det var skidesjovt!

Det eneste jeg havde på plads, da jeg påbegyndte historien, var én ide; Et barn stod på et klippeudspring med et reb om halsen. I den ene ende af rebet stod en kvinde (jeg tænkte på daværende tidspunkt, at kvinden muligvis var barnets mor) og i den anden ende var en urokkelig sten. Imellem kvinden og barnet stod en mand, med en kniv i hånden. Hvad der videre skulle ske, anede jeg ikke.

Det virker, som om der er lagt en del arbejde i byen Pinaceae Falls, som en del af historien foregår i, og man kunne formode, at den ville komme til at optræde igen andetsteds – Er det med i dine fremtidige planer?

Ha! Din snydetamp! Jeg burde nok sige, at det vil tiden vise, men jeg har altid haft lidt for nemt ved at tale over mig. Pinaceae Falls er skabt, for better or worse. Og ja, den forbandede by dukker ganske sikkert op igen. Så glæd dig <- Indsæt modbydelig latter her.

“Miraklets fald” kaldes en science fantasy thriller – hvad lægger du selv i den tredelte genrebetegnelse?

Jeg tænker aldrig selv på, hvilken genre jeg befinder mig i, når jeg skriver. Historien bliver til, ligegyldigt om den passer ind i en bestemt genres rammer eller ej, og for mit eget vedkommende betyder det ikke så meget. Jeg er dog ret forundret over, at den genrebetegnelse, som bogen i sidste ende fik, skulle være en kombination af tre af mine egne favoritter. Havde jeg fået sneget horror med, så var det helt perfekt. Men så skulle jeg nok have lagt mere vægt på afarterne, tror du ikke? Hvad jeg synes om den? Jeg synes, at den er så speciel, at man som læser forhåbentligt er nødt til at finde ud af, hvad den præcist indeholder.

Du indrømmer selv en forkærlighed for de fantastiske genrer – hvad er det, som de kan, som f.eks. socialrealismen ikke formår?

De kan ikke altid noget, som socialrealismen ikke formår… Men ofte.

Vi lever i en verden, hvor vi bliver tvangsfodret med kendsgerninger og sandheder, reality-programmer i fjernsynet og åbenlyse tilståelser fra folk, der ikke kan finde ud af at tabe sig, at enes med sin partner, at gøre rent, at holde styr på sin økonomi, at holde sin have eller opdrage sine børn og kæledyr. En gang imellem er det altså rart at kunne fordybe sig i en historie om noget, som man ikke har hørt eller tænkt over før. Jeg elsker de fantastiske genrer, fordi de bryder med reglerne for, hvad man kan og ikke kan, hvad der er rigtigt eller forkert, og fordi de udfordrer læserens evne til at godtage en virkelighed, som vi ikke kan se hver dag i ’God aften Danmark’.

Genrelitteratur bliver ofte set som underlødig litteratur (selv om krimien da er i vælten for tiden). Hvad synes du, at en genrebetegnelse giver læser og forfatter?

Ja, det gør den. Men vi ved bedre (ha ha ha!). Mange af mine foretrukne forfattere har en tendens til at sprede sig i et lettere kaotisk mønster henover genrerne i løbet af deres karriere, og det beundrer jeg. Jeg tror, at man som læser hurtigt finder de forfattere, der er i stand til at bevæge én. Og den forfatter holder man så ved, indtil vedkommende til sidst får én skræmt væk med noget ganske oprigtigt makværk.

Når jeg selv skal søge nye forfattere kigger jeg naturligvis også på genrer, men dét, der afgør, hvorvidt jeg køber en bog eller ej, er nok, hvor originalt plottet lyder. Hvis idéen er tilpas god, så kan jeg læse stort set alt. Og jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der har det sådan.

Når det så er sagt, så er min bogreol nu stadig mest præget af de fantastiske genrer. Man er måske ikke altid garanteret et originalt plot, men man kan være sikker på, at forfatteren i det mindste har prøvet at skabe et.

“Miraklets fald” foregår (til dels) i USA, og umiddelbart virker den, som om den er skrevet i en amerikansk tradition. Hvilke forfattere ser du som dine inspirationskilder?

Miraklets fald var nødt til at foregå i USA, omkring det havde jeg ikke noget valg. Det har intet at gøre med, at jeg beundrer det store land, men simpelthen kun at Anni, Harry, Jack, Tobin og Hal var amerikanere. Jeg kommer til at skrive historier, der foregår i Danmark også, men det bliver, når historien byder det. Indtil da må handlingen udspille sig, hvor den nu engang gør.

Det kan næppe overraske nogen, at jeg har læst størstedelen af Stephen Kings samlede værker – eller at jeg holder meget af dem. King driller nemlig læseren med sine krydsreferencer og påskeæg, som kun meget få har været i stand til. Og jeg er tilpas meget nørd til at sætte stor pris på det.

Udover ham kan jeg nævne Howard Lovecraft, Neil Gaiman, Henry Refstrup, Dean Koontz, Douglas Adams, John Wyndham, Richard Matheson, E.A. Poe, Orson Scott, Max Brooks og Dennis Jürgensen. Skal jeg blive ved? Listen er lang.

Links

Christian Reslows hjemmeside

Uddrag og andet på forlagets hjemmeside

Miraklets fald anmeldt på Den elektriske kanin, Bogvægten og Bogmania

Steffen Nohr har tidligere skrevet en faglitterær bog om det hemmeligholdte Area 51. For nylig udkom han romandebut på forlaget Siesta – romanen “Det 14. punkt”.

Forlagets omtale af Det 14. punkt

En forrygende, eventyrlig blanding af Ian Flemings Bond-bøger og Indiana Jones-filmene – i dansk bogform af forfatteren Steffen Nohr, som her i bogstaveligste form springer ud på dybt vand.

Fire uafhængige eksperter shanghajes i Det 14. punkt i ly af natten. Forude venter deres mest betydningsfulde mission nogen sinde…

I en sen nattetime i New York kimer mobiltelefonen på natbordet. Freelance computerekspert Anders Kloder, med danske rødder, tilbydes en yderst lyssky opgave – mod en fyrstelig betaling. I ly af natten, flankeret af tre andre intetanende eksperter, shanghajes han til sin mest betydningsfulde mission nogen sinde. En opgave, der skal føre de fire om på den anden side af kloden, til et afsides område, der gemmer på en velbevaret hemmelighed. Dybt nede i Marianer-graven.

Inden længe går det op for dem alle, at ikke alt er, hvad det udgiver sig for at være – hvem kan de stole på, og er de blot en lille brik i et større puslespil?

Interview

Kan vi allerførst fra en præsentation af Steffen Nohr – hvem er du, og hvordan/hvornår begyndte du at skrive?

”Steffen Nohr (f.1981) arbejder til dagligt som køletekniker i Århus-området, men drømmer om en fuldtidsbeskæftigelse, som forfatter. Han har et kreativt sind, en stærk fantasi, og så suger han inspiration til sig og er videbegærlig.” Sådan vil jeg beskrive mig selv. Jeg har en stor forkærlighed for det videnskabelige, og siden barnsben har jeg altid fordybet mig i Illustreret Videnskab, og i nyere tid også i Illustreret Videnskab Historie. Herudover søger jeg gerne nettet tomt for alskens former for myter, mere eller mindre kendte teorier, esoterisk viden og konspirationsteorier. Jeg opstøver fakta og myter.
Jeg har altid mange jern i ilden og i mit daglige job kommer jeg vidt omkring, hvilket ofte bidrager med inspiration til personer eller miljø i mine historier. I bund og grund er jeg en ivrig forfatter, med masser på hjertet.

Hele idéen med et forfatterskab begyndte tilbage i 2004, hvor jeg researchede en del omkring Area 51 og myten bag stedet. Jeg fandt frem til overvældende mængder af oplysninger, herunder mange afklassificerede dokumenter, og fik et dybere indblik i virkeligheden bag militærbasen og myten, der nægter at dø – så meget materiale, at jeg slutteligt overvejede at sammensætte det i bogform. Processen var lang, men spændende. Og knap fire år efter sad jeg tilbage med et færdigt manuskript og blod på tanden til at kaste mig over den skønlitterære genre.

Hvilken oplevelse vil du mene, at der venter læseren i “Det 14. punkt”?

Helt bestemt en anderledes oplevelse, end man er vant til fra en dansk forfatter. Begyndelsen på en længere rejse, med vores nye helt Anders Kloder, ind i et omspændt mysterium. Jeg har forsøgt at kombinere elementer af spænding, adventure, pseudovidenskabelige teorier og en smule science fiction. Og det har været mit mål at sammensætte en fortælling, som rækker langt ud over den trivielle dagligdag og giver læseren en oplevelse, så han eller hun er fanget fra start til slut. Forlaget skriver: ”En forrygende, eventyrlig blanding af Indiana Jones-filmenes drama og Dan Browns romanunivers”, hvilket egentlig er dét, jeg sigtede efter med udgivelsen.

“Det 14. punkt” er din romandebut, men du har tidligere skrevet en fagbog. Fag- og skønlitteratur er to meget forskellige typer – er der en rød tråd imellem de to bøger? Imellem det, du skriver i det hele taget?

Dreamland – som min fagbog om Area 51 hedder – og Det 14. Punkt er to vidt forskellige bøger. Det var netop med arbejdet på Dreamland, at jeg blev bevidst om, at et forfatterskab var min vej at gå. Interessen for Area 51 har altid været der – lige siden Discovery Channel sendte de første dokumentarer om stedet. Så det var her, jeg startede – der, hvor jeg følte mig godt hjemme i materialet. Og arbejdet som nyudklækket forfatterspire inspirerede mig til at fortsætte skriveriet. Men der er ingen rød tråd imellem de to udgivelser. Jeg følte blot, at den skønlitterære genre måske mere var vejen frem for mig, da den giver mulighed for, at jeg kan udfolde min fantasi og nedfælde den på papir. At arbejde på en fagbog er langt mere tungt, og her bliver hvert postulat, man fremsætter, vejet og brugt imod en, hvis det er usandt. Desuden føler jeg heller ikke, at jeg har mere at byde på inden for fagbogsgenren.

Den dygtige (eller dedikerede) læser vil muligvis opdage små referencer i kommende titler; måske til nogle personer eller organisationer i Det 14. Punkt. Selvom mine fremtidige udgivelser overordnet ikke måtte have noget med hinanden at gøre, vil jeg ikke udelukke, at de måske alligevel har det. Personerne og organisationerne eksisterer jo alle i samme univers – i mit univers.

Det virker, som om der er gået en del research i “Det 14. punkt” – kan du fortælle lidt om arbejdet med baggrunden for bogen?

Det 14. Punkt var mit første skønlitterære projekt. Jeg legede med tanken om at skabe en fortælling, som foregik i Marianergraven. Jeg er dybt fascineret af stedet og den enorme dybde og har ofte funderet over, hvilke hemmeligheder et sted som dette kunne gemme på. Så der var bestemt belæg for at lade en interessant handling foregå der, tænkte jeg. Men jeg manglede et plot. Helt tilfældigt, ved mere held end forstand, stødte jeg på en forholdsvis ukendt teori på nettet. Den appellerede til mig, og jo mere jeg researchede emnet, desto mere blev jeg sikker på, at dette var et brugbart plot i bogen. Teorien stammer fra halvfjerdserne og falder under kategorien ”pseudovidenskab”, men ikke desto mindre giver den alligevel en følelse af, at ”der-kunne-jo-være-noget-om-det”. Derudover er historien tilsat et strejf af science fiction. Men jeg forsøger at holde alle locations og gadgets så autentiske, som muligt. Det kræver naturligvis også en del research. Mit forarbejde til bogen varede omtrent 4½ måned.

Du stod selv for at udgive din tidligere bog, “Dreamland – Area 51 Deklassificeret”, mens “Det 14. punkt” er udkommet på forlaget Siesta? Hvordan har overgangen til det samarbejde været?

Da jeg efter fire år stod færdig med et 352 siders manuskript kaldet Dreamland, helt grøn i forfatterverdenen, var jeg sikker på udgivelse. Jeg mente selv at have bidraget med noget spændende litteratur, som måske ikke var en verdensnyhed i USA, men som ikke før var set på dansk. Og det mener jeg stadig. Men trods positive tilbagemeldinger og rosende ord for det omfattende researcharbejde fik jeg afslag alle steder. Forlagene var ganske enkelt ikke sikre på, hvem målgruppen var, og om bogen overhovedet ville kunne tjene sig selv hjem. Det var mit første møde med den skindbarlige virkelighed, for det er utrolig svært at komme igennem nåleøjet. Men jeg nænnede ikke at se alle disse timers arbejde blive henlagt i en skrivebordsskuffe og samle støv, så derfor valgte jeg udgivelse gennem BoD (Books On Demand), der kun trykker på bestilling. Og selvom det ikke just var drømmen, der gik i opfyldelse, så giver det alligevel interesserede muligheden for at læse mere fra min pen.
Overgangen til så at udgive på et rigtigt forlag har været helt fantastisk. Uden sammenligning. BoD trykker hvad du afleverer, og hvis der skal coaches eller sparres eller lignende, betaler man for det. Markedsføring står man også selv for – med mindre man igen betaler sig fra det. Siesta-forlaget derimod har et godt knowhow og en lang række udgivelser bag sig. De har kontakter og kanaler ud på bogmarkedet og til medierne, som de benytter sig af. Der er en redaktør ind over manuskriptet og korrekturlæsere og opsætning af bogen. Og vigtigst af alt: Så har forlaget en naturlig interesse i, at bogen sælger. Det betyder selvsagt, at Det 14. Punkt er blevet markedsført i langt større omfang end Dreamland. Problemet med min udgivelse på BoD er desuden, at boghandlerne ikke er interesserede i at tage bogen hjem. Mange regner ikke denne form for udgivelser for meget, da stort set alle og enhver kan udgive hvad som helst på et Print-on-demand-forlag. Så det kan ikke understreges nok, at et rigtigt forlag til enhver tid er at foretrække – også selvom der sommetider er lang vej igennem nåleøjet.

Det er en meget amerikansk genre, du forsøger dig med i “Det 14. punkt”. Hvad er det, en dansk forfatter kan bidrage med der?

Det er helt bestemt en amerikansk genre. Det, tror jeg, vi forbinder den med, fordi fortællingerne ofte er meget filmiske. Sådan skriver jeg også bedst, for i min verden må hele handlingen gerne være meget visuel for læseren – næsten som om den er taget ud af en Hollywood-produktion. Genren, tror jeg, er populær i USA, fordi filmindustrien derovre også producerer den slags blockbustere på det store lærred. Men de har ikke patent på genren. I bund og grund handler det om, at kunne udtænke et hidtil uset plot med elementer af alle de ting, som blockbuster-filmene og bestseller-bøgerne har. Det sælger, fordi folk får muligheden for at drømme sig væk fra den trivielle dagligdag. Det handler om at give læseren en oplevelse i et andet og mere spændende univers, som man selv kreerer. Jeg mener at kunne bidrage med en masse fremtidige fortællinger, fordi jeg har en stærk fantasi, en stor passion for mit forfatterskab og en enorm videbegærlighed, der skaffer mig oceaner af inspiration. Mine udkast til fremtidige romaner er langt flere, end jeg kan følge med at skrive og researche.
Men i bund og grund håber jeg blot på, at der er læsere derude, som vil lægge mærke til mig og følge spændt med i mit videre forfatterskab.

I forlængelse deraf kunne det også være interessant at høre, hvilke forfattere du betragter som dine forbilleder.

Jeg vil ikke direkte sige, at der findes nogle forfattere, som agerer forbilleder for det, jeg skriver. Men jeg synes, Leif Davidsen er interessant at læse, for han har en helt unik måde at bygge en handling op på, et flydende og levende sprog og evnen til at holde læseren fanget. Også Clive Cussler giver mig inspiration. Han begår sig mere i action-genren med dykning som element. Det fanger mig, da jeg selv dykker i fritiden. Jeg er desuden også begejstret for Ole Cliffords Det 11. Bud. Og selvfølgelig, Dan Brown. Hans univers af kodebrydning og måde at bygge en historie op på, giver en pageturner-effekt, som er inspirerende og underholdende – også selvom mange kritikere af og til giver ham stryg. Ellers sværger jeg nok mest til technothriller-genren, men læser herudover også mange fagbøger og videnskabelige artikler og publikationer, om alt fra efterretningsanekdoter til elitesoldater, til fly- og våbenteknologi, og om universet generelt. Alt, der kan inspirere mig. Og inspiration finder jeg mange steder fra – også i høj grad på det store lærred. De forskellige genrer, som omkranser film som Indiana Jones, James Bond, Bourne Identity o.l., må siges at være en stor drivkraft i mit forfatterskab. Dette kombineret med Dan Browns kodebrydningsunivers og gamle myter og konspirationsteorier bragt til live igen.

Jeg har betegnet bogen som “science fiction med en god del pseudovidenskab” – har du selv gjort dig nogle tanker om genre i forbindelse med bogen? Og har det haft betydning for, hvordan historien har udfoldet sig?

Egentlig har jeg været i tvivl om, hvad genren skulle klassificeres som. Og tilsyneladende er jeg ikke den eneste, for den er både blevet placeret under ”bøger uden genre” og ”spændingsroman”. Men technothriller må være den rette betegnelse, efter min mening. Definitionen af denne genre er et hybrid mellem spion-, krigs-, thriller- og science fiction genren. Hvilket kendetegner mit forfatterskab godt. Jeg gør brug af stort set alle elementer heri – science fiction hidtil kun i Det 14. Punkt.
Jeg har bevidst undladt at gøre bogen til en ren sci-fi-roman. I stedet har jeg ladet plottet flirte med en snert af science fiction og benyttet mig af pseudovidenskab i store dele af fortællingen. Men helt fra begyndelsen af har jeg, gennem min research, haft en helt klar idé om, hvad historien skulle gå på.

Angående pseudovidenskaben kunne man være fristet til at spørge hvorfor – hvorfor bruge pseudovidenskab i stedet for at forsøge at tilpasse historien til den gængse videnskabelige forståelse af verden? Taler pseudovidenskab til læserne på en anden måde?

Brugen af pseudovidenskab giver mig, som forfatter, mere handlefrihed. Hvis man konsekvent postulerer, at alt er fakta og vil forsøge at tilpasse sin fortælling inden for den gængse videnskabelige accept, skal man være meget påpasselig med alle detaljer – ellers risikerer man at blive utroværdig. Pseudovidenskab er mere spændende, føler jeg, da det giver mulighed for at præsentere relativt ukendte teorier og lege med tanken ”hvad nu hvis det var sandt? Og det skete i virkeligheden?”. Det er nu engang et værk af fiktion, og tanken med min fortælling er også blot at sende læserne ud på en rejse, der tager dem væk fra den trivielle dagligdag og ind i et univers, hvor videnskaben måske ikke helt er, som vi tror, den er – eller at vi måske har meget at lære endnu.

Hvad indeholder fremtiden? “Det 14. punkt” afslører, at “Kloder will return”, men arbejder du med andet?

Kloder er min helt, som jeg måske på mange områder kan se mig selv i. Inspireret af Michael Shanks. Derfor skal vi selvfølgelig se mere til ham og have et større indblik i opdagelsen, han gør i dybet i Det 14. Punkt. Men lige p.t. arbejder jeg på sidste del af en lidt anderledes historie kaldet Dobbeltliv, der forsøger at kombinere Ian Flemings univers med Young Indiana Jones. Denne gang flirtes der ikke med sci-fi-genren, men i stedet med action og adventure. Efter planen skulle 1. kladde være færdig til sommer (2010).
Udgangspunktet for historien lyder således:
”I 2. verdenskrigs sidste timer sænkes en tysk ubåd i dansk farvand. Med sig i dybet tager den sin besætning og en uvurderlig, tophemmelig last.
Imens i nutiden forulykker den elskede og vellidte bedsteforælder, Kristian Pendergast. Og da barnebarnet, sammen med sin far, rydder dødsboet, falder den unge Thomas Pendergast over et skjult rum i kælderen, der gemmer på en ufortalt hemmelighed – et ufortalt liv, der pludselig stiller spørgsmålstegn ved hvem morfaren i virkeligheden var. Inden længe begiver Thomas sig ud på sit livs største rejse nogen sinde: Han drages i morfarens fodspor og genoptager jagten på dét, morfaren aldrig fandt.
Men snart går det op for Thomas, at visse hemmeligheder aldrig var ment for alle – og at kende til sandheden kan have sin pris…”
På mit forfatter-site kan nysgerrige følge med i mine nuværende og fremtidige projekter, og læse bonusinfo om bøgerne.

Links

Steffen Nohrs hjemmeside

Det 14. punkt anmeldt på Den elektriske kanin og Boggnasker.

Flemming Rasch har skrevet en del noveller, har i flere år stået for Fantasticon og har dannet forlaget Ny Science Fiction, hvor “Refleksioner” indtil videre er tredje udgivelse.

Forlagets omtale af Refleksioner

Al fiktion er i en eller anden forstand refleksioner over vores virkelighed eller afspejlinger af dele af vores virkelighed. Det kunne være hvad manden laver i sit hobbyrum nede i kælderen, hvad der sker på en rejse til et fjernt land eller det kunne være en historie fra det gamle Sovjetiske rumprogram. Afspejlingen kunne også være underligt forvrænget: Hvad hvis det ikke bare var en gammel radio manden rodede med dernede? Og kunne der være stadig skjulte hemmeligheder i det sovjetiske rumprogram? I denne bog præsenteres tolv sådanne refleksioner.

Interview

Kan du starte med at præsentere dig selv – hvem er Flemming Rasch, og hvorfor har han startet sig eget forlag?

Sjovt nok læste jeg for nogle dage siden en artikel der handlede om at nutidens mennesker er blevet alt for narcissistiske. Det hele kommer til at handle om personens identitet, uanset hvad der ellers står på dagordenen. Hvad synes du selv? uanset om din mening er interessant, for det drejer sig slet ikke om sagen, men om hvad den lige i øjeblikket betyder for dig. Men for nu at blive i tidsånden, så er jeg en, der siden jeg var ganske lille har interesseret mig meget for fortællinger og litteratur, og som har en vis forkærlighed for science fiction. Mit forlags opståen har en ganske konkret årsag, nemlig at jeg blev uenig med et andet forlag om nogle redaktionelle valg i den antologi, jeg var ved at samle, og valgte at starte mit eget forlag. At forlaget så stadig lever, skyldes vel, at jeg fik en del positive anmeldelser på den første bog, og at den økonomisk kunne løbe nogenlunde rundt.

Hvorfor skal man læse “Refleksioner” – hvad er det, den kan byde på?

Det var et godt spørgsmål. Af forskellige årsager blev bogen meget forsinket, så det er faktisk et stykke tid siden, jeg sidst har læst den. Det, den byder på, er vel en række forskellige bud på en moderne science fiction-historie, skrevet af forfattere fra Danmark. Med moderne mener jeg, at det er historier, som fortolker genren i et nutidigt perspektiv.

“Ny Science Fiction” hedder forlaget, så der er jo en klar stillingtagen til genren. Hvad er det, sf-genren gør så godt?

Det korte svar er, at science fiction er en genre, som ikke kan være neutral. Uanset hvad du skriver, så tager du stilling til et eller andet vedrørende vores samfund, vores teknologi eller vores verdensbillede. Mange har sagt, at science fiction foregiver at handle om fremtiden, men i virkeligheden handler om nutiden. Jeg synes, at al litteratur handler om nutiden, uanset hvilken tid den i øvrigt foregiver at foregå i, men science fiction er bare mere bevidst om det. Det er det utopiske element i genren – hvordan vi gerne vil have, at vores fremtid skal se ud eller ikke skal se ud.

Meget science fiction, og i særdeleshed mange science fiction-film, er slet ikke bevidste om, hvad science fiction er for en genre. Det kan der komme nogle ret tåbelige historier ud af, som dog kan være spændende og mere eller mindre frivilligt morsomme. Men ofte er de bare dårlige. Som mad, der er lavet af en kok, der ikke har nogen smagssans og bare stopper ting i gryden ud fra, hvad han gætter sig til hører til den ret, han vil lave. Man behøver ikke være ekspert i alle de teknologier og videnskaber, der indgår i ens historie, men man bør vide nok om dem til, at man kan overbevise sin læser om, at man er det.

Hvad kendetegner en science fiction-novelle, som slipper forbi redaktøren og ender i en af dine udgivelser?

Da jeg indtil videre primært har trykt noveller af forfattere, jeg har inviteret til at bidrage, er det ikke noget, jeg kan tale om ud fra erfaring. Det, jeg går efter, er, om folk kan skrive. Dernæst at jeg tror på, at de kan få noget interessant ud af genren science fiction, fordi det ligesom er skriveøvelsen i det her, at det skal være i den genre. Med hensyn til at udvælge, så har jeg været dommer i en del novellekonkurrencer efterhånden, så jeg kan godt udtale mig generelt om at udvælge: Ofte er det svært at sætte noveller op overfor hinanden. Det er forskellige ting, der er gode og dårlige i dem. Men hvis man læser en novelle flere gange, får man som regel en fornemmelse for, hvor den ligger i forhold til de andre. Der er – eller bør i hvert fald efter min mening være – noget subjektivt og ikke er retteskema, der afgør, hvilke man vælger ud, og hvilke man smider tilbage i kassen.

Generelt vil jeg nok sige, at jeg er mere interesseret i eksperimentet, der måske ikke er helt vellykket, end i nok en udgave af en historie, jeg har læst 100 gange før, selv om den er godt skrevet. Men eksperimentet behøver ikke at være i science fiction-delen af historien – det kan lige så godt være i formen eller det sproglige. Deri adskiller jeg mig nok fra en del andre science fiction fans. Jeg har haft lange perioder, hvor jeg læste alt muligt andet litteratur end science fiction, og ser flere ligheder end forskelle mellem god science fiction og de andre gode tekster.

Hvordan er udvælgelsen til “Refleksioner” foregået? Har du udvalgt forfatterne på forhånd, eller har der været åbent for bidrag?

Begge dele. Men jeg har kun fået ganske få uopfordrede bidrag.

Du har udsendt tre bøger på Ny Science Fiction – udover at de alle er novellesamlinger, er der så en rød tråd, der binder dem sammen?

Cirkler og Refleksioner havde de helt klare ambitioner, at jeg ville finde nogle danske forfattere, som kunne skrive god science fiction. En del af dem gav næsten sig selv, da de allerede havde skrevet udmærket science fiction til bl.a. danske fanzines. Andre var nogle, jeg kendte eller fandt frem til, som ikke havde skrevet science fiction-noveller før.

Gwyneth Jones-bogen var noget helt andet. Hun var den ene af de to æresgæster, vi havde inviteret til Fantasticon 2009, og da vi fandt ud af, at Science Fiction Cirklen – helt uafhængigt af at vi inviterede Charles Stross i øvrigt – allerede var i gang med en Stross-novellesamling, var det naturligt at prøve at få lavet en tilsvarende bog med Gwyneth Jones. Mit forlag var så meget nærliggende som udgiver, da det i forvejen var sponsor for Fantasticon. Bogen endte med at blive noget rodsammen af selvstændige noveller samt et par artikler. I bagklogskabens lys var der nok kommet en bedre bog ud af at have udvalgt tekster med bedre sammenhæng, men på den anden side synes jeg også, bogen fint afspejler, at Gwyneth Jones er svær at sætte i bås.

Hvad er det, en god redaktør bidrager med?

Der er jeg nok lidt inhabil. Men jeg kan jo sige, hvad jeg selv gør. Det er blandt andet at tilbyde forfatterne hjælp med at få rettet novellerne til. Det er et tilbud, ikke et krav fra min side. Men en redaktør er jo normalt en af de første – hvis ikke den første – læsere, en forfatter har, så det er en sidste chance for gå i en dialog med sin læser om det, man har skrevet, før det kommer på tryk og bliver ren envejskommunikation. Nogle af historierne er trykt, som jeg modtog dem, andre har været igennem adskillige omskrivninger.

Du er både redaktør og bidragyder til “Reflektioner” – hvordan holder man en distance til sit eget skriveri, når man har det overordnede ansvar?

Det kan man ikke. Man kan bare holde igen på fristelsen til at sætte for mange af sine egne ting i. Jeg tror for eksempel aldrig, jeg selv vil udgive noget, som jeg har skrevet hovedparten af. Novellen i Refleksioner har jeg haft en læser på, som kom med nogle kommentarer, og det kom der en ekstra omskrivning ud af.

Dit eget bidrag hedder “Den sande historie om, hvordan jeg overvandt min skriveblokering” – hvordan opstod den historie?

Den startede faktisk som et bidrag til en af Knud Larns konkurrencer. Den skulle handle om en danskers møde med en alien, og jeg kunne ikke rigtig se, hvorfor en alien skulle ønske at møde en dansker. Jeg fik så en lidt fjollet ide med, at hovedpersonen skulle få sin fod inficeret med en alien mikroorganisme. Men jeg gik helt i stå med den novelle og endte med at sende en anden novelle ind til konkurrencen. Senere fik jeg en ide til, hvordan jeg kunne komme videre med den første novelle. Om det var der jeg fandt på at lade visse af personerne ligne kendte nulevende mennesker, kan jeg ikke huske, men det var vel på en måde oplagt, når hovedpersonen var inspireret af mig selv. Skriveblokering er nok et af de temaer, der er skrevet flest historier om, hvilket vel er naturligt, da historierne er skrevet af forfattere, som kan komme ud for netop det. Men med mindre man har en rigtig god ide, bør man nok holde sig fra det tema. Det bliver nemt til noget underligt narcissistisk noget. I dette her tilfælde mener jeg, titlen blev sat på til sidst, da jeg havde skrevet mig for langt fra den oprindelige titel og syntes, novellen var kommet til at handle en del om skriveblokering. Så jeg kunne ikke gøre for det!

Hvilke bøger har betyder meget for dig, som læser og forfatter?

Den første bog, jeg kan huske gjorde indtryk på mig, var Lille Nanok, som handlede om en lille isbjørn, hvis mor blev dræbt af de onde mennesker. Eller noget i den retning. Dybt tragisk og meget simpel. Jeg holder utroligt meget af historier, som er skåret ind til det mest væsentlige. På bogforum købte ieg nogle små børnebøger i science fiction-genren. En om rejser i rummet, en om tidsrejser o.s.v. Bøgerne har de mest kendte historieelementer fra de forskellige undergenrer af science fiction med, men i superforkortede versioner. De kan læses på et minut eller deromkring, modsat de dagevis det kan tage at komme igennem en murstensroman, der ofte ikke har ret meget mere at byde på. Men der er selvfølgelig grænser for, hvor interessante så korte historier kan være.

Som teenager læste jeg tonsvis af bøger. Blandt andet alt det science fiction, jeg kunne få fat i på det lokale bibliotek. Af danske forfattere var det stort set kun Niels E. Nielsen, der fandtes. Så de fleste bøger var oversatte – ikke alle lige godt, har jeg senere fundet ud af. En af de bøger, jeg kan huske gjorde størst indtryk på mig fra den periode, var Delanys The Einstein Intersection. Jeg forstod ikke helt, hvad den gik ud på, men var dybt fascineret af den. Men der har været så mange bøger, der har betydet noget for mig, og ikke kun science fiction. Det vil nok blive et meget langt interview, hvis jeg skulle nævne dem alle. Så lad mig springe frem til Stanislaw Lem: For ca. femten år siden holdt jeg næsten op med at læse science fiction. De forfattere, jeg læste dengang, blandt andet David Brin og Larry Niven, skrev mest kedelige fortsættelser af deres gode, gamle ting, synes jeg. Men ti år efter jeg havde opgivet science fiction, fandt jeg så på at genlæse Lems Solaris, og pludselig så jeg science fiction-genren som noget meget større, end hvad den havde været for mig som ung. Mange har den holdning til science fiction, at det er en genre, som hører hjemme i det tyvende århundrede og er ved at dø ud. Det er da rigtigt, at mange af de bedste ting – så som Lems Solaris – blev skrevet for mange år siden, men det er blot naturligt, at de seneste ti års mesterværker er færre end de foregående næsten hundrede års. Nu er jeg så i gang med at prøve at finde ud af, hvad det bedste, der skrives i dag, er, men det kniber lidt med tiden til få det læst op, med alt det andet jeg skal nå, herunder selv at få skrevet noget.

Det, jeg selv har skrevet, er ikke skevet med nogle bestemte bøger eller forfattere i tankerne som inspirationskilde. Men naturligvis er jeg påvirket af det, jeg har læst. Der var en, som for ca. fem år siden sagde til mig, at de noveller, jeg skrev dengang, mindede om Stanislaw Lems tidlige noveller. På det tidspunkt havde jeg ikke læst en eneste af Lems noveller, men her bagefter kan jeg godt se det. Jeg tror bare, det skyldes, at jeg har visse ting til fælles med Lem: En interesse for naturvidenskab og science fiction, kombineret med en vis mængde respektløshed eller skepsis overfor dem, der praktiserer det.