Ordenen er en gyser skrevet af tre personer: David Meinke, Caroline Ørsum og Ina Bruhn, som tidligere har arbejdet sammen om spændingsserien “Genstart”. Hver forfatter har skrevet en trediedel af bogen, som tilsammen fortæller én historie (og flere små). I den anledning er interviewet her anderledes end normalt på Fantastiske Forfattere – vi har nemlig fået de tre forfattere til at interviewe hinanden.

Forlaget om Ordenen

En historisk inspireret gyser om et broderskab af læger, der er parate til at ofre de få for at hjælpe de mange. Forfatterteamet bag den roste ungdomskrimi-serie Genstart er tilbage med et nyt, eksperimenterende bogprojekt. På skift har de indlogeret sig 14 dage på samme værelse på Koldingfjord Hotel og brugt bygningens rammer som inspiration til en historie om magt, mystik og medicinske eksperimenter. I hver sin tidsperiode kæmper den unge læge Erik, den psykiatriske patient Inger og rigmandssønnen Gil mod at blive suget ind i broderskabets kyniske planer, men der er stærke og dunkle kræfter på spil ?

Interview

David spørger Caroline

Hvad er egentlig det sjove i at skrive sammen med andre?

Det sjove er, at man ikke behøver skrive hele bogen selv. Ha ha. Nej, det sjove er nok, at der kommer et element af uforudsigelighed ind i skrivningen. Jeg var virkelig spændt på, hvad det var for noget tekst, der lå til mig, da jeg skulle tage over efter dig, David – hvad du sådan ligesom havde fundet på, men også hvordan din del så ud sådan mere stemningsmæssigt, og hvad for nogle beskrivelser du gav af stedet. Alt sådan noget, som jeg jo ville skulle bygge videre på i min del på en måde, der gav mening. Så det synes jeg klart var et plus og en sjov udfordring for mig.

Er du færdig med at skrive gys?

Det ved jeg ikke. For nu er jeg nok, men jeg vil heller ikke udelukke, at jeg kunne finde på det igen. Gys har på en eller anden måde altid betydet noget for mig, nok fordi jeg selv læste en del gysere, da jeg var 12-13-14 år gammel. Og det var helt sikkert sjovt at prøve at skrive det i Ordenen.

Hvordan forestiller du dig, at Ingers liv har været, efter at hun stak af fra Fjordhotellet?

Jeg er ikke sikker. Måske tog hun bare hjem til Tyskland og nød en rolig og lettere melankolsk alderdom. Men selv om jeg egentlig ikke rigtig selv tror på overnaturlige kræfter og meget tænkte, da jeg oprindelig fik idéen til Inger, at det meget ville blive et psykologisk gys, så er der også et eller andet tilpas utilregneligt og uforståeligt ved Ingers forvandling til Skabningen til, at jeg egentlig tænker, at hendes forvandling på tidspunkt godt kunne blive varig. Uha. Lock your doors

Caroline spørger Ina

Hvordan var det at skulle samle alle mine og Davids med gavmild hånd udkastede tråde i din del?

Det var kun en fornøjelse at skrive sidst. Der var masser af gode karakterer at tage af – selvom mange selvfølgelig var døde knapt 60 år senere. Men jeg var især glad for, at portøren Tom kunne genbruges – “stadig en høj, flot mand.” Jeg er faktisk ofte den, der skriver “sidst” på fællesprojekter. Har bl.a. skrevet to afsnit 24 på to julekalendere – og fik begge gange redaktøren til at tude. Så det med at afslutte ligger til mig. Det er dejligt at binde plot-sløjfer. Det er også altid de sidste kapitler, der går nemmest for mig i egne bogprojekter.

Vidste du fra starten, hvordan du gerne ville have, at slutningen skulle være?

Jep, havde fra starten en god foremmelse af, hvordan det hele skulle ende for Ordenen – men havde i første omgang lyst til et væsentligt højere “body count”. Men det blev så sat lidt ned. Det er faktisk ikke så nemt at tage livet af mange mennesker i en realistisk, dansk setting. Det er jo et trygt samfund vi lever i. Mht. min hovedperson, Gil, så var han i starten mest bare en rod – og en slags afvikler af plot. Men efter et stykke tid fandt jeg ud af, at han også havde en smertefuld forhistorie, som skulle fortælles. Og det var nok godt. Ellers var han blevet ret ulidelig. Og ret ligegyldig også. Det var vigtigt, at han selv havde noget på spil i forhold til sin onde farfar.

Har du nogensinde været på det dér speedwaystadion i Vojens, hvor Gil flipper ud i starten af din del, eller fik du bare lige lyst til at forestille dig, hvordan der så ud?

Har skam været i Vojens ofte i forbindelse med noget på- og afstigning af toge. Men har aldrig sat mine ben på et speedway-stadion. Det er bare lissom det, jeg forbinder med Vojens. Og jeg skulle finde en sydjysk by, som kunne nås med tog. Og da jeg ikke gider researche, så nappede jeg bare en station, som jeg selv har været på før i tiden.

Ina spørger David

Er der overhovedet noget som helst af dig selv i den unge læge Erik? Jeg synes det nemlig ikke, og derfor er jeg så imponeret over, hvor godt du skriver ham?

Hmmm. Det lette svar er: Jeg har jo tænkt ham og digtet ham. Ergo er der noget. Men lette svar er kedelige svar. Et andet svar er: Ja, han er et menneske, jeg frygter at være. Han er en kastebold og tager aldrig fat i sin skæbne. Han er en talentfuld kunstner, fri til at gøre, hvad han vil, og alligevel hænger han fast i det, der gør ham ulykkelig. For at tage det op på et højere plan: Han er valget mellem det, man bør og det, man har lyst til. Fx. have et job, man ikke gider og et liv, man ikke gider, fordi man er bange for, hvad der sker, hvis man træder ud, hvor man ikke kan bunde. Så Erik er en person, jeg selv er bange for at være.

Har du fået medicinsk blod på tanden i forhold til skriveprojekter i fremtiden? Det virkede nemlig, som om du egentlig var ret vild med den medicinske horror – og researchen til samme.

Jeg har altid haft medicinsk blod på tanden. Mit første forsøg på at skrive en historie handlede om en russisk videnskabsmand, der fremavlede en indvoldsorm, som han via krage sendte til Amerika. Jeg var 14, ok? Jeg har også altid været pjattet med horror, så jeg kunne nok finde ned ad den vej igen.

Hvad forestiller du dig, Erik har bedrevet mellem 1915 og 1934, hvor han vender tilbage til Fjordhospitalet?

Tænk et godt spørgsmål. Han har været nede hos Calmette – den franske videnskabsmand – og studeret. Han har arbejdet på at lukke sig selv ned, lukke sine lyster ned. Han har sviret lidt rundt i Paris, nydt kvinderne og vinen, måske, men aldrig tilladt sig selv at falde for noget af det. Jeg tror ærligt talt ikke, at han har været fantastisk som videnskabsmand, men ikke ret hæderlig. I Ordenen har de fundet ud af, at der ville være flere penge i psykofarmaka. Her har Erik fundet fred – han har fået lov at beskæftige sig med psyken og medicinen. Jobbet som forstander for et sindssygehospital er jo ikke den største stilling, og i Ordenen har de syntes, at det var passende.

Caroline spørger David:

Skriv fra en fiktiv anmeldelse den sætning i verden, du allerhelst ville høre.

Med min sidste bog (Siden for evigt) var der en anmelder, der skrev, at han havde fået tårer i øjnene af at læse den, og det følte jeg sgu faktisk, at det var noget af det allerbedste, jeg kunne få at vide – at det netop er det dér med virkelig at kunne røre folk, som er noget af det flotteste og sværeste og mest fantastiske ved at skrive, og som jeg derfor også altid håber på, at jeg kan, selv om jeg også altid tvivler på det. Men ud over det må det være noget med, at jeg også synes, det er rigtig imponerende med bøger og film, hvor der sker ting undervejs i handlingen, der for alvor kan overrumple og overraske folk – fordi man slet ikke havde set det komme og virkelig bliver nærmest chokeret over det, der sker. Det er virkelig flot og elegant plotarbejde, som jeg er meget misundelig på folk, der kan lave. Så det må kort sagt være noget i retning af: ”Et helt enormt rørende og rystende værk”.

Hvad synes du om research, der ikke kan lade sig gøre fra computeren?

Altså, jeg synes, det kommer meget an på, hvad man skal bruge researchen til. Til Ordenen kunne jeg sagtens researche på medicinhistorie og psykofarmaka fra computeren, men for at få et lidt mere stemningsfuldt billede af, hvordan der kan tænkes at have været på sådan en psykiatrisk afdeling i 1950’erne, fandt jeg også nogle biblioteksbøger med bl.a. breve fra patienter og beretninger fra folk, der havde arbejdet på sådan nogle afdelinger i 1950’erne og deromkring. Det gav mig meget – men var jo også ligesom den eneste mulighed, der var ikke lige nogen tidsmaskine at hoppe ind i. Jeg tror måske også tit, at de idéer, jeg får, egentlig finder sted i nogle miljøer, der ligner noget, jeg kender, men hvis jeg nu fik en idé, der lå meget langt fra, hvad jeg kender til, så ville jeg nok føle, at jeg var nødt til at undersøge det miljø lidt grundigere for at kunne skrive om det.

Du plejer at skrive i en meget realistisk verden, måske også hvor selve det realistiske er en pointe i sig selv – at det er realiteterne, der presser sig på. Nu har du været ovre i en anden form for grøft. Var det meget anderledes?

Det var faktisk ikke så meget anderledes, synes jeg – noget af det mest anderledes var egentlig, at hvor nogle af mine andre bøger egentlig har handlet ret meget om nogen, der er i tvivl om, hvad de vil, så var der ikke nogen tvivl for Inger, fordi jeg har været så flink at spærre hende inde på en lukket afdeling, er der også ét ønske, der overskygger alt andet for hende: Hun vil bare ud, ud, ud. Og det gav en fin drivkraft for mig i forhold til at skrive historien, synes jeg. Det, der har været mest anderledes i forhold til mine tidligere romanprojekter, har nok været spøgelserne og så både at skulle fortælle en forholdsvis afsluttet historie – Ingers – og en historie, der løber gennem min del uden hverken at starte eller slutte dér, nemlig historien om Ordenen.

Caroline spørger Ina

Tror du på spøgelser?

Nej, det gør jeg faktisk ikke. Men jeg er åben – lad os sige det sådan. Har dog ikke for fem øre clairvoyantiske evner, så hvis der nogensinde kommer et spøgelse forbi, så bliver det ikke mig, der opdager det. Tror dog på, at steder på en eller anden måde kan bære spor af ting, der er sket der tidligere. Men det er ikke det samme, som at der fast render genfærd af afdøde rundt.

Var der et sted i din tredjedel af bogen, som du følte dig særligt uhyggeligt til mode over at skrive?

Måske fordi jeg ikke tror på spøgelser, så var det ikke spøgelses-delene af bogen, der berørte mig mest. Det var aborthistorien om Gil og hans kæreste. Men generelt var jeg sgu ikke særligt skræmt eller traumatiseret over genren eller handlingen. Det var bare fuld fart afsted med historien. Det var sjovt.

Du har efterhånden skrevet et ret imponerende antal bøger – er der nogen bestemt måde, som Ordenen adskiller sig fra dine tidligere projekter på?

Ordenen er første bog, jeg har skrevet, der skulle være uhyggelig og skræmmende. Det gjorde den anderledes. Det gjorde skrive-location selvfølgelig også – jeg har aldrig prøvet før, at de fysiske rammer betød så meget. OG så er det uden sammenligning den bog, hvor jeg har skrevet flest sider på så kort tid.

Ina spørger David

Du drømmer om at skrive en bestseller (hvem gør ikke det?). Kan vi lige få opskriften på sådan en i overskrifter?

Ja, opskriften kommer her… Nej, jeg har glemt den. Jeg tror, at det vigtigste er historien. Ikke sproget eller kompositionen, men historien.
Og så skal man prøve mange gange, og hvis man prøver mange gange nok, så skal det nok komme. Sådan er det med “nok.”

I det daglige skrivearbejde – hvad er så det sværeste for dig? (selvdisciplin, sprog, plot, karakter, tid …)?

DET er et godt spørgsmål. Selvdiscinplin er slemt, men det værste er min tilgang til den historie, jeg gerne vil lave. Jeg tror (måske: troede. Lad os se ad), at jeg kan sætte mig ved tastaturet og skrive derudaf uden at have en idé om, hvad der skal ske, før jeg skriver det. Nej, jeg arbejder normalt ikke med synopser, kapiteloversigter mv. Men præcis i vores samarbejder med Genstart og Ordenen har jeg haft de ting, og så har jeg kunne arbejde både hurtigt og disciplineret.
Jeg føler mig ikke som den store plothaj, men det er noget, jeg arbejder på ved konkret at lave plots og ved at læse på lektien.

Har du en voksenbog i tænkehatten? Og i så fald – hvilken slags?

Ja, jeg har en voksenbog eller to i tænkehatten. Den ene handler om en kvinde, der bliver kidnappet fra sin lille provinslandsby. Men selvom folk tilsammen nok kunne regne ud, hvem kidnapperen er, så vil ingen sige det, fordi alle folk har noget på hinanden. Jeg HAR skrevet første kapitel, men jeg har fået at vide, at det var for surt. Den anden idé er et sjovt samtidsbillede af en mand. Fuld af skilsmisser, nybagte fædre, drukture og sex.

Links

Forfatternes hjemmesider: David Meinke – Caroline Ørsum

Ordenen anmeldt på Politiken, Jyllandsposten,  Horrorsiden, Æseløre og EMU

Wilmann debuterede i 2009 med den selvudgivne postapokalyptiske “The End“. Senere udkom han på forlaget Valeta med “Mutagen“, der ligeledes foregik efter verdens undergang – med sit seneste værker er han tilbage som forlægger, men har slået en helt anden tone an.

Forlaget om Smukke Anna

Den smukke romapige Anna bor i et nedlagt fabrikskvarter lidt udenfor Prags bymidte.

Hendes skønhed er ikke gået ubemærket hen: I byens underverden er der folk, der har store planer for hende.

Snart bliver hun ledt på en blodig rejse ind i vanviddet – en kamp for genoprejsning for hendes folk, og en færd hvor hun krydser skæbner med de for længst afdøde.

Horrorroman til voksne fra forfatteren bag Mutagen

Interview

 Kan du starte med at præsentere “Smukke Anna”? Hvilken oplevelse skal man forvente, hvis man samler den op?

Man skal forvente sig noget nyt. Noget, det i virkeligheden ikke er særlig nemt at forberede sig på, fordi sammenligningsgrundlaget ikke er ret stort. Men hvis man bereder sig på noget, der er mørkt og brutalt, og samtidig let og luftigt, og så ellers læser med et åbent sind – selv når det bliver rigtig mærkeligt – så skal det nok gå alt sammen.

Bogen foregår i Prag. Stammer ideen derfra, og hvor meget research gik der forud for romanen?

Jeg har et tidligere uudgivet værk, hvor en delegation danske politikere besøger et tjekkisk bordel. I den forbindelse snublede jeg over en case, der omhandlede halvtreds familier, der boede i det forladte fabrikskvarter, Cihelna, og tænkte så ikke videre over det. Et års tid efter var jeg i Prag, og der fik jeg en masse indtryk ved at kigge på folk i gaderne osv. og var også en tur på det famøse Torturmuseum ved Karls Broen. Alt blev skrevet ned i en lille notesbog, og en historie om en smuk gadetøs i et brutalt miljø begyndte at skrive sig selv. Den blev dog skrinlagt i et halvt års tid, fordi den på daværende tidspunkt var ren socialrealisme og manglede den rette horror-vinkel. Denne kom så til mig en dag, da jeg var på vej over til banken på min cykel. Jeg fik pludselig et billede i hovedet af en smuk, ung pige med en bloddrivende ragekniv (spørg mig ikke hvorfor) og vidste i det sekund, hvad det var for en historie, jeg ville skrive. Notesbogen fra Prag blev gravet frem, og så kørte det ellers. Ud over det, var der godt en måneds research omkring gypsy legends, hinduistiske guder osv., da jeg skulle stykke bogens mere surrealistiske sekvenser sammen.

“Smukke Anna” virker lidt som en ny retning for dig i forhold til “The End” og “Mutagen”, både med sproget og historien – er det tilfældet?

Hmm … Jeg skrev den faktisk lige efter ”Mutagen”, og det var ikke noget bevidst valg at ændre retning. Men jeg har det sådan, at min skrivestil tilpasser sig den stemning, jeg slår an på bogens første sider. Man sporer sig ind på et eller andet, der bliver selvforstærkende, jo mere man skriver, og pludselig er man bare i dét mindset. Anna er selvfølgelig meget anderledes end ”Mutagen”, som var et mere lige-ud-ad-landevejen-adrenalinsus, men jeg skriver egentlig meget forskelligt og har en ny tilgang til hvert projekt, jeg nærmer mig. Nogle kan måske have sat mig i bås som hr. postapokalypse, men det er også noget med, hvor hurtigt man kan få sine ting udgivet – det tager simpelthen tid og et par udgivelser at markere alle de forskellige personer, man er som forfatter.

Dine tidligere romaner har været mere splattede og visuelle, hvor “Smukke Anna” mere slår på atmosfæren og historien. Har du haft nogle særlige inspirationskilder til denne bog?

Jeg kan ikke tænke på en specifik bog eller film, der direkte har inspireret mig, da historien er opstået ud fra personlige iagttagelser, artikler etc., men jeg har efterfølgende tænkt over, at den ligger meget godt på linje med den franske horror, der både er voldsom, og hvor kvinderne ikke kun er i offerrollerne, men også kan agere bødler og virkelig have bukserne på.
Jeg er vild med martyrer (mine sidste tre manuskripter har haft forpinte kvinder i hovedrollen … skønt den ene var en drage), så derved kunne man nævne f.eks. den franske film ”Martyrs”, ”Twin Peaks” med den smukke Laura Palmer, der bliver misbrugt af alt og alle, eller søde, promiskuøse Lucy fra ”Dracula”. Og så har jeg læst meget Frank Miller som yngre, hvor kvinderne både bliver udnyttet og efterfølgende sparker røv – det har alt sammen lagret sig et eller andet sted. Men ud over det, har der ikke været specifikke inspirationskilder.

Med “Smukke Anna” er du tilbage som din egen forlægger med forlaget KAOS. Er det et rent Wilmann-forlag, eller pønser du også på at udgive andre forfattere?

Jeg vil kun udgive mine egne ting. Det er i hvert fald planen, som det ser ud nu.

Hvad er det, der er så tiltalende ved at være sin egen udgiver? Hvilke fordele giver det?

Hvis man er en relativt ukendt forfatter i en snæver genre, og ellers har mod på at kaste sig ud i det, synes jeg, der er god fornuft i at gøre det selv. Små forlag kæmper på samme måde som små forfattere med at slå deres navn fast og har sjældent nogen kæmpe rækkevidde. Så hvis det umiddelbare, realistiske mål er at sælge f.eks. 200 bøger (hvilket desværre er meget normalt med små udgivelser), så siger min logik mig, at man lige så godt kan gøre det selv – for så får man en større fortjeneste. Hvis man som forfatter i mit sted skulle drage fordel af at være på et forlag, ville det kræve, at den ret store bid af omsætningen, der ryger, manifesterede sig i en større spredning, dvs. repræsentation i boghandlere, bred markedsføring etc.
Udover disse tørre, økonomiske betragtninger, er det selvfølgelig også super fedt, at man helt selv kan bestemme, hvad man vil udgive, hvem der skal være betalæser, hvordan forsiden skal se ud etc., etc. Det er i hvert fald det helt rigtige til mit gemyt.

Der sker meget med dansk horror lige i tiden. Føler du dig selv som en del af litterær strømning?

Ja, helt afgjort. Og det er ikke bare noget, jeg føler, det er noget, jeg kan se, hvor end jeg kigger hen. Der er uhørt mange upcoming horrorforfattere p.t., det er interviewsene på denne side, og ikke mindst stiftelsen af Dansk Horror Selskab jo bevis på. Der er en stor spredning i, hvad feltet skriver, men generelt ses der mere og mere, der henvender sig til et voksent publikum, og det er jeg meget glad for.

Hvilken retning ser du gerne, at dansk horror bevæger sig i?

Jeg håber, at horror bliver mindre bevidst om sig selv som glimt-i-øjet genrelitteratur og i stedet fokuserer på at være litteratur, punktum. Selvom det måske lyder lidt voldsomt, synes jeg rent faktisk, horror har brug for at tage sig selv mere seriøst. Vi har nærmest haft to årtier, hvor det eneste, der har fået plads i boghandlere såvel som i medier, har været børne/unge horror, og det har pisset mig umådeligt af.

Og som en forlængelse heraf kun jeg godt tænke mig, at horror var mere farlig. Den skal bryde grænser og chokere, for ellers er der jo ikke noget horribelt ved den. Den skal være perfid, ubehagelig, kvalmefrembringende og få det til at løbe koldt ned ad nakken på én. Den skal turde vise, at morderen ikke bare er et uhyre, en skurk, der skal fanges til sidst af ”de gode”, men at han er et helt almindeligt menneske, og du skal få lov at være hans øjne, når han hakker og flår.

Og så skal horror være Original! Vi skal have nye ideer i stedet for at dykke ned i smeltegryden af fortærskede klicheer, hver gang vi vil sige ”bøh!” Det er derfor, det er fedt, når f.eks. Teddy Vork sidder ovre ved Vesterhavet (tror jeg nok) og blander oldnordiske sagn med det gysende, eller når Nikolaj Højberg skriver geologi-horror. Vi vil have originalitet, for fanden!

Hvad byder fremtiden så på? Arbejder du allerede på en ny udgivelse?

Jeg har en novellesamling, der hedder ”Frygt-filerne”, som er mere eller mindre færdig, og jeg satser på at slippe den løs engang til foråret. Der er vi igen ovre i en helt anden boldgade. Det er otte horror-noveller om nutidige menneskeskæbner, der vikles ind i skrækscenarier, der egentlig mere hører gotikken til. Moderne gotik kunne man måske kalde det, med det twist, at det er sindssygt eksplicit materiale. Jeg har brudt mine egne grænser op til flere gange under skrivningen, og der er enkelte af novellerne, jeg nok ville have svært ved at læse højt uden at rødme eller stivne i frygt for flyvende, mugne genstande. Der er til gengæld én af novellerne, der er så uhyggelig, at jeg følte mig svimmel, da jeg vendte tilbage for at redigere den – den kunne jeg godt tænke mig at turnere lidt rundt med. Det kunne være fedt at få én til at besvime!

Og som afslutning: 5 gode bøger, man burde læse lige nu ifølge Jonas Wilmann?

Jeg har været meget til horror-klassikere de sidste par år, og vil på det strengeste anbefale, at man f.eks. får læst Richard Mathesons ”I am legend”, hvis man skulle have misset den – jeg fik fat på den, efter at flere havde gjort mig opmærksom på, at min forrige bog ”Mutagen” gik den lidt i bedene, og det er helt rigtigt, Matheson har bare skrevet sin bog i 1956, han er genial!

William Peter Blattys ”The exorcist” er også en fremragende bog, som man SKAL læse, også selvom man har set filmen halvtreds gange – og så er der Clive Barkers noveller ”Books of blood”, som nærmest er blevet en bibel for min generation, det er simpelthen noget af det mest opfindsomme og grænseflyttende horror, der er set.

Af nyere stof, og hvis vi lige kigger til mine danske kollegaer, vil jeg anbefale Teddy Vorks ”Diget”, som var en meget anderledes horror-oplevelse. Der var mange mærkelige fraser i den, der hang fast i hovedet bagefter. Nogle gange når jeg har været lidt kvæstet, har jeg taget mig selv i at gå og mumle, at ”Gammen har drukket halvt mit hjerteblod”.

Nikolaj Højberg er også et interessant bekendtskab, fordi han styrer fuldstændig uden om alle genreklicheerne, og er helt sin egen. Der var klart nogle pletskud i hans novellesamling ”Lejlighed 42”.

Links

Jonas Wilmanns hjemmeside

Wilmann på Horrorsiden

“Smukke Anna” anmeldt på Gyseren og Horrorsiden

Evytt er uddannet laborant, men arbejder som graver og kirketjener. Og så skriver hun bøger – i 2006 monsterromanen “Let bytte”, i 2007 fantasy med “Sværdet fra Odin” og nu hendes tredie bog,  “Jack the Rippers lærling”. Hun er vendt tilbage til horrorgenren, men med en mere voksen tone end i debuten.

Forlaget om Jack the Rippers lærling

Kirurgen Thomas Lindberg er en stor beundrer af Jack the Ripper, som han anser for at være et misforstået, kunstnerisk geni.

Et stressrelateret sammenbrud koster Thomas en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, og da han atter udskrives, har han mistet både kone og job.

Thomas finder dog ny mening med livet, da han møder en reinkarnation af selveste Jack the Ripper, som tilbyder at tage ham i lære …

Interview

Kan du starte med at præsentere dig selv og Jack the Rippers lærling? Hvem er Carina Evytt, og hvad skal man forvente sig, hvis man samler bogen op?

Jeg er født i 1971, opvokset i Hillerød og bor nu med mand og to teenagebørn langt ude på landet, hvor jeg arbejder som graver og kirketjener ved en landsbykirke.

Jeg er nærmest afhængig af rockmusik, og det er herfra, jeg ofte henter min inspiration.  I “Jack the Rippers lærling” skinner dette nok meget tydeligt igennem, da jeg har givet Alice Coopers musik og tekster en birolle, og – måske knapt så synligt – har forsøgt at ramme stemningen fra shock rock.

Derfor har det meste af romanen været ren legetime for forfatteren, men samtidig har den også forårsaget, at jeg måtte nedbryde nogle personlige, skrivemæssige barrierer. Personen Thomas’ adfærd er på mange områder temmelig grænseoverskridende, og jeg havde fra starten besluttet, at hvis jeg skulle skrive fra hans vinkel, måtte jeg ikke lade min egen tryghedszone blive hans begrænsning. Så han har fået lov til at tænke, føle og handle, som jeg – efter bedste overbevisning – tror, at en mand som ham ville gøre, og dermed er romanen forhåbentlig blevet generelt hæmningsløs og pletvist grænseoverskridende.

I hvert fald skal man være forberedt på en del amoralsk opførsel og sort humor, men måske også en større identifikation, end de fleste ville forvente at finde hos en seriemorder. For Thomas er ikke et uhyre, men simpelthen et menneske, der opfører sig uhyrligt.

Du har tre bøger på gaden indtil videre. Hvornår og hvordan begyndte du at skrive?

På det punkt er jeg en omvandrende kliché. Jeg har skrevet, siden jeg lærte at stave nogenlunde genkendeligt, og jeg gjorde det, fordi jeg ikke kunne lade være.
Jeg kommer fra en typisk – hvis sådan en findes – arbejderfamilie, hvor min storesøster er familiens første student, og det stod derfor ikke ligefrem skrevet i kortene, at jeg skulle være forfatter. Omvendt har jeg heller aldrig følt, at jeg havde et valg. Historierne kom og ville ud, så mit eneste bevidste valg i den sammenhæng var at arbejde med selve håndværket at
skrive og at forsøge at få mine historier udgivet.

Hvad er dit forhold til Jack the Ripper – havde du en forudgående fascination, og hvor meget research har du lagt i bogen?

Jeg var 10-11 år, da jeg første gang stødte på Jack the Ripper (i en faglitterær bog om seriemordere, som min mor vist ikke kendte indholdet af), og jeg blev omgående fascineret af den “historie”, som de fleste af os kender. Dvs historien om verdens første seriemorder, der myrdede først, maltrakterede bagefter og legede med politiet, indtil han forsvandt lige så pludseligt, som han var dukket op. På mange måder en romantiseret fortælling, hvor morderens frækhed og arrogance næsten overskygger det voldelige.

Siden da har fascinationen hængt ved, men indtil for nogle år siden kun i den skitseformede udgave, som jeg nævner her. For nogle år siden gik jeg dog i gang med at skrive en roman, hvor hovedpersonen er bedste veninde med Mary Jane Kelly (Rippers sidste offer). I den forbindelse kastede jeg mig ud i en ret grundig research med basis i mordet på Mary Jane, men selvfølgelig – som research har for vane – voksede den hurtigt ud i alle retninger. På den net-side jeg hovedsageligt brugte, kan man finde alt fra samtidens avisartikler til lister over mistænkte, og sågar billeder af ligene og obduktionsrapporterne.

Sidstnævnte fjerner forbløffende effektivt ethvert romantiseret skær der måtte ligge over myten.

Omtalte roman blev ikke til noget, men research-arbejdet herfra kunne jeg til gengæld bruge i “Jack the Rippers lærling”. Denne roman er dog på ingen måde en afhandling om Jack the Ripper som historisk person, og jeg har derfor valgt kun at indsparke nogle få oplysninger, der – på den ene eller anden måde – har betydning for hans lærlings historie.

“Jack the Rippers lærling” er meget bundet op på hovedpersonen, Thomas, men har det hele tiden været ham, der har skullet være det bærende element? Hvordan og i hvilken for opstod ideen til bogen?

Historien om Thomas og hans kunstneriske eskapader startede for snart ti år siden som en novelle (“Slagterlærlingen”), hvori kun Thomas og et enkelt offer optræder. Idéen bag den var delvist en gætteleg – Gæt, hvem det er, Thomas kopierer – og delvist mit bidrag til den daværende aktiveringspolitik. Da jeg publicerede den på nettet, viste det sig, at flere læsere lod sig fascinere af Thomas’ forskruede tankegang, og de ville gerne have mere. Umiddelbart havde jeg svært ved at se en spændingskurve i en række mord set fra morderens side, så jeg forkastede tanken om at udbygge historien.

Personen Thomas havde dog præsteret at knytte sig til det Alice Cooper-album, jeg refererer til både i novellen og i romanen, og derfor blev jeg med jævne mellemrum mindet om ham, indtil jeg gav mig til at lede efter en nøgle til hans historie. Nøglen syntes at være et sidekick, han kunne tale med og reagere på, men det virkede som – meget bogstaveligt – overkill at have to psykotiske lystmordere farende rundt.

Først da min nyanskaffede og yderst provokerende kattekilling truede med at hvæsse kløer i min pladesamling, faldt historien på plads. I begyndelsen som en humoristisk og lidt splatterpræget actionroman, men i takt med at karakteren Thomas blev tilpasset den “gængse” lystmorderprofil, fik både han og historien mere tyngde, og det splattede kunne træde i baggrunden for persontegningen.

Dine to første bøger var mere rettet mod unge læsere, mens man mærker en lidt mere voksen tone i denne. Har du en tiltænkt læser eller aldersgruppe, når du skriver?

Egentlig ikke. Jeg har altid haft mig selv som målgruppe, og derfor er det heller ikke bevidst at de to første bøger synes rettet mod unge.

At “Jack the Rippers lærling” virker mere voksen i tonen end de første, skyldes derfor nok mere historiens hovedpersoner end et forsøg på at skifte målgruppe.

To af dine bøger, inklusive denne, har været horror – hvad er det ved den genre, der tiltaler dig som forfatter?

Jeg har tidligere omtalt horrorgenren som litteraturens svar på rockmusik, og det er nok den sammenligning, der stadig forklarer min tiltrækning af genren bedst. Horror giver forfatteren grænseløs frihed, men samtidig stiller den nogle krav til både teknik og troværdighed, som jeg ikke har oplevet i nogen anden genre.

Selv skrev jeg tidligere hovedsageligt associerende. Jeg startede på side 1 med samme viden om historien som læseren, og så lod jeg historien folde sig ud, uden at gøre forsøg på at styre den. Den metode er ikke mulig for mig, når jeg skriver horror. Her er spændingskurven så synlig og aktiv en del af historien, at jeg ikke bare kan føle mig frem, men er nødt til at vide, hvor jeg egentlig er på vej hen, og hvad der skal ske undervejs. Der er stadig plads til at improvisere, men jeg skal som minimum kende slutningen og et par vigtige scener undervejs, før jeg overhovedet begynder at skrive.

Højbergs bibliografi dækker to novellesamlinger med hans eget navn på samt deltagelse i flere antologier. Han begår sig hovedsageligt inden for de fantastiske genrer og har siden dannet sit eget forlag, Kandor. Det er her, han har indkaldt til denne antologi, der behandler racisme og fremmedhad inden for horror/weird-genren.

Han har tidligere været på Fantastiske Forfattere med Vandringer i mørke og Lejlighed 42 – og andre mørke fortællinger.

Forlaget om Det sker igen

Racisme, kontrolmentalitet, fremmedgørelse, ringeagt af medmenneskelighed. Alle har haft gode vækstvilkår det sidste årti. Hvilken verden går vi i møde, hvis denne vækst får lov at fortsætte? Hvilken verden skal vores efterkommere vokse op i? Det er svært at spå om fremtiden, men med denne antologi gør elleve danske forfattere forsøget og giver deres bud på, hvilken verden vi går i møde.

Hvis den da ikke allerede er her.

Interview

Kan du starte med at præsentere antologien “Det sker igen” – hvad skal man forvente sig som læser?

Det kan du tro. Det sker igen består af 11 noveller, som alle er skrevet med fokus på fascisme og racisme. Novellerne er horror og kan læses som sådan på to planer: Horror ved at være uhyggelige, grusomme, klamme, modbydelige og sadistiske. Horror ved at førnævnte er funderet i bevidst politisk vanrøgt af medmenneskelighed.

Hvordan opstod ideen til en antologi med så tydeligt et budskab?

Det korte svar er lede ved Dansk Folkeparti. Et mere detaljeret svar skal findes en dag, hvor jeg oplevede DF proklamere, at menneskerettighederne er meningsløse og totalitære, samtidig med jeg læste en reklame for den engelske antologi Never Again. Denne handler nemlig om, hvorfor vi aldrig igen skal invitere fornægtere af menneskerettighederne ind i vores samfund.

Skal vi forvente flere antologier af den her slags fra Kandor?

Ja, jeg kan faktisk godt finde på, at udgive andre antologier centreret omkring et bestemt politisk emne. Det kan eksempelvis være noveller omkring konsekvenserne af den globale opvarmning, konsekvenserne af et komplet økonomisk sammenbrud i EU eller konsekvenserne af 10 år regeringsførelse med Enhedslisten som parlamentarisk grundlag.

Hvordan foregik arbejdet med bogen? Fik du mange noveller indsendt, og hvor meget arbejdede du med forfatterne om det færdige resultat’?

Fra jeg skød ‘konkurrencen’ i gang (nu skal jeg passe på ikke at få Internettets grønne havenisser på nakken) og frem til deadline, var der ikke meget arbejde med bogen, for jeg valgte at samle alle modtagne noveller i et chartek for at læse dem i ét hug. Det eneste, jeg gjorde, var at gøre omslaget færdigt og sætte trykfilen til antologien op, så de udvalgte noveller blot skulle sætte ind i den.

Da først deadlinen var ovre, var der derimod en del at lave. Jeg modtog ca. 35 noveller. Det tog ikke særlig lang tid at læse dem, for der var rigtig mange gode noveller, og de mindre gode kunne jeg sige nej-tak til allerede efter en side. Udvælgelsen tog der i mod længere tid, end jeg havde forventet, for der var en del noveller, jeg gerne ville have med, men som af den ene eller anden grund ikke passede ind i antologien, eksempelvis ved at være næsten identisk med en anden novelle.

Med hensyn til samarbejdet med forfatterne gik det glat. Et par af novellerne krævede næsten ingen redigering, et par andre krævede en del, og så var dem midt i mellem, som krævede en smule. Alt i alt vil jeg tro, jeg har brugt gennemsnitlig 15 timer per novelle.

Du har også tidligere redigeret antologien “Bag Adonais spejl”, ligesom du har fået udgivet et par af dine egne novellesamlinger - hvad er det, der gør novellen så spændende en form at arbejde med?

Det fede ved noveller er længden. Den er hurtig skrevet, og den er hurtig redigeret (og læst, men nu kikker jeg på novellen som forfatter og redaktør), hvilket vil sige, jeg har mulighed for at arbejde med rigtig mange forskellige historier og virkemidler på ganske kort tid. P.t. er jeg i gang med at redigere min roman, Dæmonolotria, og arbejdet med den har stået på i årevis, og det synes jeg er trættende. På den ufede måde. Den skal bare se at blive færdig, så jeg kan komme i gang med at skrive noveller igen, for jeg har en masse historier, der gerne vil ud og på forskellige måder. At redigere antologier undervejs er heldigvis en lindring for min utålmodighed af de førnævnte grunde. Og i tillæg lærer jeg en masse nyt om fortællerteknik og sprog.

Hvad kendetegner i dine øjne en god novelle?

Ud over at håndværket skal vær i orden, så skal den først og fremmest være original og underholdende. Jeg har hørt andre redaktører sige, de synes, det er meget vigtigt, at novellen også vil noget, altså den har et budskab, men det er jeg ikke enig i (med Det sker igen, jo, men det er en undtagelse). En forfatters fornemmeste opgave er at underholde. Men når det så er sagt; hvis jeg modtager en novelle, der er velskrevet, original, underholdende OG som vil noget, ja, så jubler jeg

Der er en del af forfatterne i “Det sker igen”, som er kendt fra diverse blade, antologier og egne bøger – sker der en opblomstring inden for de fantastiske genrer i disse år? Og hvordan ser du Kandors rolle i det?

Ja, jeg tror faktisk, der sker en opblomstring af de fantastiske genrer for tiden. En del af forklaringen, tror jeg, skal findes i, at læserne er ved at være træt af krimier, men da de ikke er træt af spændingslitteratur, så er det nærliggende at vende blikket mod de fantastiske genrer. En anden forklaring, tror jeg, skal findes i, at dem, der voksede op med fantastik som barn, også gerne vil læse fantastik som voksen. Der er bare ikke noget på dansk – i hvert fald kun meget lidt, og så er det for det meste oversat. De læser det derfor på engelsk, men higer efter dansk. Og så er det jo nærliggende at skrive det selv.

Med hensyn til Kandors rolle, så vil jeg bliver meget stolt, hvis man om ti år kan sige, Kandor spillede en rolle i, at de fantastiske genrer blomstrerede op.

Du har selv leveret novellen “Hvid chili” – hvordan opstod den, og var det før eller efter, du besluttede dig for at samle en hel antologi?

Jeg skrev novellen i september 2010 efter en nyhedsudsendelse, hvor en af DF’erne kom med en udtalelse omkring muslimer, hvor jeg tabte hat og fortænder og tænkte Hold da op. Hvis lige vi erstatter ordet muslim med jøde, så får du spontant minioverskæg og begynder at heile. Der var så meget had i udtalelserne, at der – i mine øre – ikke var langt til vold (det var vist nok den samme knark, der mente, det er i orden at bankeopdrage børn, så …). Derfor skrev jeg Hvid Chili, der handler om højreekstremistisk terror. Det var tæt på, jeg ikke tog novellen med i antologien af frygt for at blive anklaget for at slå plat på Breiviks handlinger, men jeg valgte i sidste ende at tage den med, da jeg synes, den er meget aktuel. Og som sagt er novellen skrevet før Breivik blev verdenskendt.

“Det sker igen” startede under en anden regering, end vi har nu – er der håb for fremtiden, tror du?

Nej, det tror jeg faktisk ikke. Nu fik danskerne nok af DF’s dæmonisering af alle ikke-danskere (hvilket inkluderer mig, da jeg er syvende generations indvandre fra Ukraine), men de nye fjendebilleder er allerede begyndt at sive fra vores nye regering og specielt fra deres parlamentariske grundlag med deres snak om Banditter i habitter. Fjendebilleder har det med at begynde i det små.

Det største problem, som jeg ser det, er jordens eksplosivt voksende befolkningstal. Der er simpelthen for mange af os til de resurser, der er, og resurseknaphed fører til frustrationr og årsagen til frustration skal helst placeres hos nogle ‘andre’, og så kører hademøllen. Det gør det så heller ikke fortrøstningsfuldt, at vi står midt i en finanskrise, der potentielt kan udvikle sig til noget, vi knap har mareridt til at forestille os, og som kan vare et årti eller mere. Og dårlig økonomi har altid været vand på hademøllen.

En anden ting, der også skræmmer mig, er den ensretning, der er i samfundet. Eks. på litteraturfronten, hvor mere eller mindre alt, der udgives af de store forlag, er ens. Krimier og biografier. Det, jeg husker som fedt ved at gå i boghandlen som barn, var den myriade af forskellige udgivelser, der var af vælge imellem, og jeg var specielt vild med det, fordi jeg vidste, jeg ville opleve forskellige menneske- og livssyn. Med den kommercialisering, der har været af litteraturen, synes jeg, der er sket en voldsom indsnævring af forfatterholdninger – for man skal jo være sikker på at kunne sælge det i store oplag. Spændvidden af menneske- og livssyn er skrumpet ind. I dag køber jeg stort set kun mine bøger på Amazon Kindle, og hovedmotivationen er det store udvalg af indieforfattere, altså selvudgivere som ikke kan slå igennem på de store forlag, fordi de ikke passer ind i normalrammerne. Det er nemlig ikke kvaliteten, der er noget i vejen med, den er fuldt på højde med forlagslitteraturen. Indielitteraturen er til gengæld meget mere interessant at læse, fordi man møder nye – og vigtigst af alt – forskellige livssyn.

Så nej, jeg ser ikke det store håb for fremtiden. Ikke med mindre vi træffer et bevidst valg om at bekæmpe ethvert tiltag til at skabe fjendebilleder.

Links

Nikolaj Højbergs hjemmeside

Kamp startede med at udgive sine egne bøger, men er siden kommet i stald hos forlaget Tellerup, hvor “Bunker 137″ er hans anden udgivelse. Han skriver både romaner og noveller inden for de fantastiske genrer, men dog især horrorgenren. Han har tidligere været på Fantastiske Forfattere med “Moln – jorden husker” og “Fordærv“.

Forlaget om Bunker 137

Det er krigens sidste dage.
De allierede rykker frem mod Berlin på trods af desperat modstand og gør klar til det afgørende fremstød.
En lille gruppe tyske soldater må søge tilflugt i en forladt bunker, men mørket gemmer på hemmeligheder med langt værre rædsler end krigens.

Tiden er knap og vanviddet er over dem!

 Interview

Kan du starte med at præsentere Bunker 137? Hvad er det for en type bog, du har begået denne gang?

Bunker 137 er min første krigshorror-udgivelse. Den tager udgangspunkt i de sidste dage af 2. Verdenskrig et stykke uden for Berlin, hvor de allierede rykker frem og møder desperat modstand fra tyskerne.

De fleste krigshistorier har jo de allierede som hovedpersoner, men jeg har valgt at man følger en lille gruppe Waffen-SS-soldater, der forskanser sig i en øde beliggende bunker og forsøger at holde de allierede fra livet.

Det er en meget barsk og direkte historie, hvor jeg ikke forsøger mig med humor eller andre ting til at opbløde stemningen, men først og fremmest er det horror med et lovecraftiansk twist.

Den er blevet beskrevet som: ”Lovecraft overnatter på Ørneborgen.”

Nazister er, ligesom zombier og andre, en fast ingrediens inden for horrorgenren. Men hvor de andre monstre er fiktive, har nazisterne deres basis i virkeligheden – er det det, der gør dem så interessante?

Nja – jeg tror nazisterne er evigt interessante, fordi de var den sidste simple fjende. Under 2. Verdenskrig stod fronterne meget klart overfor hinanden (i hvert fald i bagklogskabens klarsyn) med tydeligt definerede skurke og helte. Nazisterne var de umenneskelige, og de, der bekæmpede dem, var heltene. Alle efterfølgende krige har været mere mudrede.

Derudover havde de jo en ideologi, vi har meget svært ved at forstå i dag, og den fik en popularitet, som er fuldstændig uforståelig for os. Der er et evigt spørgsmål om, hvorfor gik de med til det? Hvorfor valgte så mange mennesker nazismen?
Endelig var de indre kredse omkring Hitler jo nogle meget farverige skikkelser. Der blev både udforsket okkultisme, sær videnskab og bizarre teorier som Arisofi.

Kan du fortælle lidt om “Bunker 137”s tilblivelse – hvornår opstod ideen, og hvordan foregik arbejdet med bogen?

Bunker 137 er en af de projekter, hvor selve historien og universet har udviklet sig meget fra idé til fuldførelse. Oprindeligt var projektet ment som en ”Custer’s Last Stand” historie om en lille gruppe allierede, der skulle holde stand mod en horde af nazi-zombier.

Det er bare ikke særlig originalt, så idéen udviklede sig til en noget anden type historie. Jeg ville gerne have nazister som hovedpersoner, både fordi det er anderledes, men også fordi det var en udfordring som forfatter. Hvordan giver du læserne sympati for dem, vi alle ved er skurkene?

Og endelig opdagede jeg, da jeg begyndte på historien, at det er en vinkel, vi sjældent hører. Og måske en vigtig vinkel. Der er en tilbøjelighed til, at nazister bliver til en slags robotter i krigshistorier. De har ingen følelser og kan bare slås ihjel. Men de var jo mennesker ligesom os andre. De havde familie, var loyale overfor vennerne og havde et sammenhold, vi sjældent oplever. Så det blev en rejse ind i, hvordan en Waffen-SS-nazist tænker.

Jeg mener nemlig helt oprigtigt, at det er farligt, når vi dæmoniserer folk. Hvis vi gør Hitler og nazisterne til monstre, så distancerer vi os samtidig fra dem. De bliver gjort lidt uvirkelige, som om det er noget, der ikke kan ske i dag. Men de var jo nogens naboer.

Det var almindelige mennesker, der valgte nazismen, og den vinkel ville jeg gerne prøve at belyse.

Selve arbejdet med historien bar præg af en heftig research. Jeg ville gerne have alle detaljerne korrekte, så der skulle være styr på udstyr, forholdene i Waffen-SS, situationen i de sidste dage osv. I praksis sendte jeg løbende hvert kapitel til en ven, der er historiker med speciale i 2. Verdenskrig, så han kunne rette alle de forkerte ting og fortælle mig, hvordan det rigtigt foregik.
Jeg har fundet en ret stor glæde ved den slags research, for det giver historien et skær af troværdighed, som er meget vigtigt. Man kan faktisk lærer noget af at læse den.

Dine bøger har gerne været kategoriseret som ungdomsbøger, men denne gang virker det, som om du sigter lidt bredere. Er det sandt og i så fald hvorfor?

Nej, jeg skriver altid (med få undtagelser) til mig selv. Jeg gider kun skrive de bøger, jeg gerne selv ville læse. Dog foretrækker jeg et simpelt, effektivt sprog, så unge har muligheden for at læse med, hvis emnet fanger dem. Jeg skriver ikke direkte til unge, så det er misvisende at kalde mig børne- og ungdomsforfatter, men det er en stor diskussion i sig selv. Dansk Horror Selskab er jo stiftet for at gøre opmærksom på horror som voksenlitteratur, så det rammer ikke kun mig.

Til gengæld kan jeg mærke, at mit fokus ændres. Jeg har selv kaldt min genre for social-horror, da en del titler både er horrorhistorier og sætter fokus på nogle sociale problemstillinger, men jeg bevæger mig mere og mere i retning af noget, man kunne kalde forældrehorror. Altså hvor det er rollen som forældre, der er bærende i forhold til hovedpersonerne. Jeg tror ikke, man for alvor forstår Jürgen i Bunker 137, med mindre man selv har børn.

Nogle af de fremtidige titler har endnu større fokus på dette, så temaerne er i hvert fald ikke målrettet unge.

“Bunker 137” er meget filmisk i sin opbygning – kan man spørge til dine inspirationskilder i den forbindelse?

Det er lidt sjovt med de inspirationskilder. Jeg har hørt både Event Horizon, Deathwatch, From Beyond og Outpost forslået som inspiration, men faktisk kommer det et helt andet sted fra.

Jeg fik den første idé efter en lang nattesession med computerspillet Call of Duty: World at War, hvor vi spillede zombiebanerne. Det var stemningen, der inspirerede mig. Den klaustofobiske, paniske stemning, hvor soldaterne løber igennem de mørke gange og forsøger at holde en fjende fra livet, der hele tiden kommer væltende.

Det ændrede sig hurtigt til noget helt andet, for den anden vigtige inspirationskilde var en bog, jeg læste som ung om Philadelphia-eksperimentet skrevet af den gamle røver Charles Berlitz.

Myten fortæller, at USA i 1943 eksperimenterede med at gøre skibe usynlige for radar ved at omgive dem med stærke magnetfelter. Ifølge de mere farverige beskrivelser blev skibene også usynlige for det blotte øje, og det havde frygtelige konsekvenser for besætningen, der i nogle tilfælde smeltede sammen med skibene.

Det er naturligvis en sejlivet myte, men idéen er spændende, specielt da jeg tænkte: ”Hvor fik de idéen fra?”

Mere kan jeg ikke skrive uden at afsløre for meget af Bunker 137.

Jeg har skam set de pågældende film, men inspirationen kommer hovedsageligt fra den gamle røverhistorie tilsat en skvæt Lovecraft.

Du har en længere bibliografi tilknyttet dit navn nu og en del faste læsere, må man formode – hvordan påvirker dine læseres forventninger dig som forfatter?

Ikke meget. Jeg vil ikke sættes i bås, så jeg skriver det, jeg har lyst til. Det er som regel horror, men jeg har ikke afskrevet de andre genrer. Der, hvor det påvirker mig, er de gode anmeldelser. Jeg har været forkælet med rigtig god omtale på det sidste, så det sætter selvfølgelig en høj standard for de kommende projekter.

Jeg ved, at en del læsere venter på bøgerne og regner med noget godt, så jeg kan godt blive lidt presset over forventningerne. Men det er jo konstruktivt, for så presser jeg mig selv mere.

Der er lidt af en horrorbølge i tiden, både med udgivelse og Dansk Horror Selskab, som du også er en del af. Er horror ved at blive en del af det fine selskab?

Det tror jeg nu ikke. Horror er altid blevet betragtet som lidt underlødigt og bliver det stadig. Horrorudgivelser ryger nærmest pr. automatik på børnebiblioteket, med mindre det er meget tydeligt, at det er henvendt til voksne.

Jeg tror, horrorbølgen skyldes en stærk talentmasse, der elsker at skrive, og at forlagene kan se, at der er penge i skidtet. Jeg forventer ikke, at nogen af de store litteraturpriser går til horrorudgivelser lige foreløbig.

Hvad skal man som læser forvente sig af den del af fremtiden, der står Michael Kamp på?

Jeg er ved at nærme mig slutningen på endnu en horrorroman, der har været længe undervejs. Barsel og småbørn tager meget af skrivetiden, så min egen deadline i juni måned er for længst overskredet. Den udvikler sig stadig, så jeg tør ikke sætte en deadline igen.

Når den er sendt til forlaget, kaster jeg mig over Bobs Saga 4. Nu har læserne ventet siden 2009 på det sidste bind, så det er vist på høje tid. Indtil videre har hvert bind i serien været både en opskalering af den bagvedliggende konflikt og en udvikling hos Bob, så jeg glæder mig til at kunne smøge ærmerne op og bruge de store armbevægelser denne gang.

Efter Bob 4 har jeg ikke nogen planlagt rækkefølge, men der ligger rigeligt med idéer på harddisken at gå i gang med. Jeg kan mærke mindst én stor roman i murstensstørrelse simre bag i hovedet og har nogle idéer til historier, jeg ellers ville have forsværget, at jeg nogen sinde ville røre ved.

Min produktion skulle gerne sættes i vejret igen nu, så jeg kan stabilt kan levere gode læseoplevelser hvert år.

Og som afslutning i forlængelse af det filmiske – fem gode film, som man bør se ifølge Michael Kamp?

Er man til det kulørte, men stemningsfulde, er jeg helt vild med Sucker Punch. Jeg havde forventet en fæl omgang spekulation i stil med Paris-Hilton-som-actionstjerne, men den overraskede mig med en langt dybere historie og en legende tilgang til virkeligheden og metafortællinger.

Tentakler og B-film kan klares med Deep Rising fra 1998, hvor et krydstogtskib angribes af en godt, gammeldags søuhyre. Pirater, tentakler og attitude er et godt mix.

I zombiegenren er Dawn of the Dead fra 2004 en af de meget få film, jeg så to gange i træk. Fantastisk film.

John Carpenters The Thing fra 1982 har efterhånden nogle år på bagen, men det gøres ikke bedre.

Endelig er The Descent fra 2005 en lille overset filmperle, der demonstrerer klaustrofobisk horror bedre, end jeg har set det i nogen anden film. Toeren er ligegyldig, men etteren bør stå i enhver samling. Og selvfølgelig versionen med den originale slutning. Amerikanerne kan tilsyneladende ikke tåle rigtig horror, så deres version mangler det sidste, afgørende minut.

Links

Michael Kamps hjemmeside

“Bunker 137″ anmeldt på Horrorsiden

Silvestri er i løbet af ganske kort tid gået fra novelleudgivelser i danske fanzines til at have tre bogudgivelser på markedet. Han har tidligere optrådt på Fantastiske Forfattere med Køtere dør om vinteren. Den produktive skolelærer/forfatter står denne gang bag en mursten af en bog: 800 sider zombieaction.

Forlaget om Pandaemonium

Et sted i København begynder virkeligheden at skride i sømmene.
Fluer i græshoppestore sværme torpederer folk og skaber kaos.
Ondskaben kommer til verden i en lejlighed på Nørrebro. Presset ud af menneskekød. Mast til ukendelighed under fluesværme genopstår mennesker nu fra de døde.

Den makabre kamp for overlevelse begynder, og den er dømt ulige fra starten af. For hvordan overlever man når flænsende og hjernedøde zombier pludselig er i overtal i en millionby? En lille gruppe overlevende forskanser sig et sted i Danmark og tager kampen op mod ondskaben. Spørgsmålet er blot, om overlevelse overhovedet er mulig, når zombiehæren glubsk nærmer sig.

Interview

Hvad skal man forvente, når man samler Pandaemoniums 800 sider op og giver sig til at læse?

Som læser af Pandaemonium skal man forvente en B-film i bogform, komplet med corny one-liners, hurtig action, personer som noget af vejen er stereotyper og kropsvæsker, der flyver til alle sider. Man bør også forvente en meget grafisk bog, der ikke lægger fingrene imellem, når det kommer til at beskrive, præcis hvad f.eks et kastespyd gør ved en gennemrådden zombie. Ideen med B-film er så integreret, at den finder vej til selve måde at sætte teksten op på. Eksempelvis forlader en person ikke bare en bil. Man får at vide, hvordan han løsner sikkerhedsselen, åbner døren og sætter foden på asfalten. Men man bør også forvente noget helt andet. Nemlig en god historie, der blander ældgamle religiøse forestillinger fra blandt andet Egypten og Mesopotamien med kristen mytologi. Titlen er ikke tilfældig. Det er en episk tour de force gennem ondskaben og dens rådne tjenere. Og så er der faktisk en mening med zombierne. De er ikke bare hjernedøde ædemaskiner.

Kan du fortælle lidt om bogens tilblivelseshistorie? Den begyndte som flere bøger, men endte som et samlet værk. Hvordan gik det til?

I sommeren 2007 (mener jeg) skrev jeg den første af bøgerne, der dengang bar titlen Pandoras væske. Jeg havde egentlig ikke regnet med at skrive videre på den, men responsen fra de mennesker, der læste den, var enorm. De ville have mere. Så jeg tænkte: Hvad fanden…kan jeg skrive en opfølger? Det kunne jeg så, og det blev til hele to af slagsen. Jeg og forlaget (Valeta) snakkede meget frem og tilbage om, hvorvidt vi skulle udgive bogen som en trilogi. Det viste sig dog en smule problematisk, da første del er væsentligt kortere end de to andre. Vi endte med det samlede værk, fordi det signalerer det bombastiske i fortællingen. Det er en stor historie, så det kræver et lige så stort volumen. Jeg tror også, at enhver, der har løftet på et eksemplar, vil have på fornemmelsen, at det ikke er hverdagskost.

Dette er første gang, du får udgivet en roman, hvor du tidligere har skrevet noveller. Hvordan er det at arbejde med den længde lige pludselig?

Det har været en stor oplevelse at arbejde med en så voldsom tekstmængde. Undervejs i redigeringen er der røget flere kapitler, og bogen er blevet reduceret med 10-15%. I forhold til noveller, der selvfølgelig også redigeres, så jeg mig nødsaget til at have et ekstra dokument permanent åbent. I det stod hele historien i punktform, men det viste sig ikke at være det vigtigste. Det gjorde tværtimod personbeskrivelserne. Jeg fangede mig selv i nogle steder at have gjort en af personerne rødhåret, og andre steder var hun blond. Det holder jo ikke. Ligeledes var de i førnævnte beskrivelser også personernes holdninger og livssyn, så jeg sikrede, at de ikke trådte ud af karakter. En anden ting, jeg læste rigtig meget op på, var den mytologiske del. Jeg kan godt afsløre, at den egyptiske myte om Solen er ganske væsentlig, og jeg måtte konsultere mere end ét digert værk for at holde tungen lige i munden. Ud over alt det, var der pludselig mange steder, hvor jeg måtte søge hjælp udefra. Jeg har snakket i telefon med alt fra en retsmediciner til en radioamatør. Det nyttede jo ikke noget, at kløjs i sendefrekvenser eller forrådnelsesprocesser. Efter endt arbejde må jeg nok indrømme, at jeg i fremtiden stadig vil fokusere på novellerne frem for romanen. Dermed ikke sagt, at der ikke kunne falde endnu en roman af i svinget…selv om det sikkert vil være et ret stort sving.

Er “Pandaemonium” den første roman, du har skrevet, eller ligger der tidligere forsøg og simrer i skrivebordsskuffen?

Faktisk har jeg endnu en roman liggende på harddisken. Det er en større sag, men noget mindre end Pandaemonium. Den er meget historisk og kobler en næsten dokumentarisk viden om historiske begivenheder med tidsrejser og magi. Det lyder som noget af en sammenbygning, og det er det egentlig også. Om den nogensinde bliver hevet frem, ved jeg ikke. Ud over den, har jeg et par skitser liggende, men det er alt for tidligt at sige noget om dem.

Zombie-apokalypsen er næsten en genre i sig selv, og i dine noveller blander du gerne genrerne. Har du også gjort det her, eller holder du dig til formen?

Pandaemonium er faktisk meget genretro, og så alligevel ikke. Jeg har ændret stort set alle aspekter af zombie-apokalypsen og krydret den med træk fra blandt andet fuldblods-horror, dannelsesromanen og action-filmen. Og så er den betydeligt mere humoristisk end f.eks Romeros oprindelige univers. Det ændrer dog ikke ved, at enhver, der læser Pandaemonium, vil placere den solidt i zombie-genren, og det er også der, den hører til.

Zombierne bliver ved med at dukke op – i alle mulige forskellige afskygninger. Hvorfor er det lige, at de er så interessante?

Jeg tror at zombier er interessante, fordi det er mennesker, men samtidig monstre. Tag blot en klassisk zombie. En præst, komplet med pibekrave og sort kjortel. Når en læser får præsenteret en sådan zombie, ved de, at den engang har været en levende person, der forestod bryllupper, var til for sine sognebørn og stod for det gode. Kombiner præste-zombien med en grafisk fremstilling af, hvordan en rive har flået halvdelen af maveregionen ud, før den kilede sig selv ind mellem hans ribben, og du har det monstrøse. Det er krydsfeltet mellem det menneskelige, vores viden om hvad der engang var og det modbydelige, der næsten, men også kun næsten, har ødelagt det, vi forstår. Fordi vi ikke kan forbinde de to ting, bliver det så absurd, at vi tiltrækkes af det. Og så en anden ting: Zombier spiller på den måske ældste frygt mennesket har, nemlig at blive spist levende.

Zombierne ses som regel mest i film, men er der nogen litterære zombier, du har haft som inspirationskilder?

Jeg kan ikke undgå at nævne Kadavermarch af Dennis Jürgensen. Jeg har læst den bog utallige gange, og den er en massiv grund til, at jeg skrev Pandaemonium. Faktisk har jeg næsten ordret snuppet et par sætninger (som en cadeau) fra førnævnte bog og placeret dem i Pandaemoniums indre. Se, om I kan finde dem!

Du har været utroligt produktiv det sidste stykke tid. Har du allerede flere udgivelser på arbejdsbordet?

I skrivende stund arbejder jeg på min ”opfølger” til Køtere dør om vinteren. Den kommer til at følge samme model, med delvist realistiske noveller og delvist fantastiske af slagsen. Og så har jeg tænkt mig at fortsætte med at medvirke i diverse konkurrencer, selv om jeg nok skruer lidt ned for blusset. Mit arkiv med gamle noveller ser efterhånden også lidt slunkent ud.

Og til slut: 5 zombieværker (film, bøger eller andet), som A. Silvestri vil anbefale?

La Horde: Fransk zombiefilm fra 2009. Den følger en gruppe politifolk, der har taget loven i egne hænder, og nu indleder et overraskelsesangreb på den gruppe pushere, der slog deres kammerat ihjel. Problemet er blot, at zombier kommer med til festen. Den har en fed slutning og formår at forny genren en smule.

Dead Island: Computerspil fra 2011. Ret så nyt, og ret så underholdende. Man kan mest af alt kalde det en klassisk shooter, bare uden skydevåben. Det er sjovt at gå i clinch med de levende døde, og at det hele foregår i et tropisk paradis, er blot den ironiske glasur på kagen.

Pride and Prejudice and Zombies: Bog fra 2009. Forfatteren, Seth Grahame-Smith, har ganske enkelt kombineret Jane Austens gamle roman med zombier og japansk æreskodeks. Selv om jeg ikke var så vild med bogen, står den alligevel som et spændende forsøg på at udfordre genren.

Fido: Canadisk film fra 2006. I denne verden, der er en mærkelig variant over 50ernes USA, er zombie-apokalypsen overstået, og mennesket har vundet. Zombierne er reduceret til tjenende ånder, og det er fascinerende at se, hvor depraverede mennesker egentlig er, når de har hånd- og halsret over andre skabninger.

Død Snø: Norsk film fra 2009. Det er rendyrket underholdning. Der er masser af sne. Og zombierne er ikke bare zombier…de er NAZI-zombier! Need I say more?

Links

A Silvestris blog Forfatter på halv tid

A. Silvestri interviewet på Fantasticon (video)

Kamp debuterede i 2006 med første del i det humoristiske fantasy-epos “Bobs saga”. Siden har han på eget forlag udgivet både horror, humor og faglitteratur med begejstrede anmeldelser til følge. Novellesamlingen “Moln – jorden husker” er hans første udgivelse på et etableret forlag – en række noveller, der alle foregår i den fiktive by Moln og er horror med stor, mørkt H.

Forlaget om Moln – jorden husker

I fordums tid blev markedspladsen i Moln flittigt brugt til henrettelse af mordere og afbrænding af hekse.

Blodet flød og fedtet fra de afbrændte kroppe mættede mulden.

Mange år senere, på selv samme sted, anlagde man et sindssygehospital, hvor pinsler og det hvide snit var hverdagskost.

I dag er sindssygehospitalet erstattet af en skole, og alt det onde er glemt.

Interview

Til at starte med: kan du præsentere “Moln”? Hvad er det for en type bog, du har begået denne gang, og hvilken oplevelse håber du, at læseren sidder tilbage med?

Moln er et stemningsbillede fra et fortabt område. En mosaik, der langsomt løfter sløret for, hvad der foregår bag facaderne i det lille samfund og forhåbentlig trækker læseren med ind i bogens univers. Jeg har forsøgt at flette den store historie sammen gennem de forskellige vinkler på ondskaben i Moln, og der er flere lag i historierne, så de forhåbentlig er interessante for både voksne og unge.

Men først og fremmest er det en gyser. Rendyrket horror, så godt som jeg kan skrive det.

Jeg var så opsat på, at hver enkelt historie skulle være oprigtigt skræmmende, at jeg gav testlæserne en ekstra opgave, da manuskriptet blev sendt ud. De skulle pege på de to uhyggeligste historier og de to mindst uhyggelige. Jeg havde regnet med at sortere en eller to historier fra, hvis de ikke var skræmmende nok, men jeg blev ret overrasket. Hver eneste historie har været på en testlæsers top-to.

Det havde jeg ikke regnet med, men det varmede da, at gyset er solidt til stede.

Sidste gang, du optrådte på Fantastiske Forfattere, var med “Fordærv” fra 2007 – hvad er der sket med forfatteren Michael Kamp i mellemtiden?

Uh, der er sket meget.

Den største forandring er, at jeg er blevet gift og har fået to sønner. Det vender livet på hovedet og ændrer fundamentalt dit syn på verden. Jeg har opdaget en helt ny dimension af rædsel, når det går op for mig, at man kan miste sine børn derude. At der i virkelighedens verden er ting, der er langt mere forfærdelige end noget, jeg kan finde på.

Det tager også meget tid, så min skrivetid derhjemme har fået et ordentligt hug.

Til gengæld har jeg skiftet karriere i det professionelle liv. Jeg har været skolelærer i otte år, men arbejder nu som nattevagt på et kollegium i KBH. Et kollegium der er oprettet i et gammelt hospital, så der hører en masse historie med til bygningerne. Det betyder, at jeg har væsentlig mere tid til at skrive om natten, hvis der ellers er ro på kollegiet, end jeg har i fritiden, så jeg vender desværre ikke tilbage til skoleverden. Det nye job er simpelthen for perfekt.

Endelig er jeg gået fra at være selvudgivet til at skrive kontrakt med Tellerup, så det er næsten samtlige områder af mit liv, der har ændret sig.

En enkelt af novellerne har været udgivet før. Hvor lang tid har bogen været undervejs – og har den fra starten været tænkt som en sammenhængende novellesamling?

Jeg fik idéen til at skrive en fortælling, der var sammenflettede af flere selvstændige historier i 2007. Konceptet var mere eller mindre lagt fast fra starten, og jeg havde en ret tydelig idé om, hvad jeg ville med bogen. Da jeg så blev inviteret til at bidrage med en novelle til Horror.dk, skrev jeg den første af historierne, Cornelia. Den var altså helt fra start ment som en del af et større billede.

“Moln” bringer dig flere gange tilbage til folkeskolen – bortset fra, at du er skolelærer, hvad er det så, der er så fascinerende ved det miljø?

Det er nok en kombination af to ting.

1) Skriv om det, du kender. En grundregel for forfattere, som jeg er meget glad for. At jeg kender miljøet så godt, hjælper mig til at gøre det troværdigt. Jeg ved, hvordan de unge taler, hvad de laver, hvordan snakken går på lærerværelset, og specielt hvordan de unge har det med forældrene.

2) Hvilket bringer mig til nr. 2. Historierne. Der er *så* mange historier, der er værd at fortælle fra skolen. Så mange skæbner og forskellige livsforløb. Så mange vilkår de slås med. Dynamikken i en klasse er noget helt særligt, og fordi jeg kender den så godt, kan jeg undgå at gøre eleverne til klicheer.

Hidtil har du selv stået for udgivelsen af dine bøger, men denne gang er du udkommet på Tellerup. Hvordan har den forandring været?

Det er en stor omvæltning.

Det er rigtig rart at slippe for al bøvlet med at skaffe kunstnere og redigere manus og hele tiden skulle sælge sig selv udadtil. Alt det står forlaget for, så jeg kan koncentrere mig om at skrive.

Til gengæld skulle jeg lige vænne mig til, at jeg ikke længere selv bestemmer det hele.

Når forlaget skyder en masse penge i en udgivelse, har de også et langt større aftryk på det færdige produkt. Heldigvis er det forløbet meget nemt, og jeg er meget glad for den forside, udgivelsen har fået.

At jeg så også fik en lancering i en boghandel og blev præsenteret på et Tellerup-træf, var jo ren bonus. Netop gennemslagskraften var det, jeg savnede allermest som selvudgivet. Det *er* svært at gøre sig gældende i det offentlige rum, når man selv skal stå for alt PR.

Tidshorisonten er også helt anderledes, så jeg udgav slet ikke noget 2010, hvilket piner mig lidt. Tellerup har jo en del forfattere i stald, så de kan ikke kaste sig over alt, hvad jeg aflevere lige med det samme.

Dine bøger har antaget meget forskellige former: episk/humoristisk fantasy-serie, letlæst zombie-satire, mere straight horror – og denne gang er det en novellesamling med historier, der hænger sammen. Går du bevidst efter at skifte form?

Nja – jeg kan selv lide mange forskellige genrer, og da jeg skriver meget lystbetonet, så er der en del variation i de forskellige projekter. Jeg vil helst ikke ende i en bås, men lige nu er jeg fanget solidt i en horror-stime.

Heldigvis er den genre også så bred, at der er rig mulighed for variation.

Du prøver forskellige måder at skabe uhygge på i “Moln” – hvad synes du er novellens styrke frem for romanens i den forbindelse?

Det er klart novellens styrke, at den kan bæres af en enkel idé. En stemning eller en episode, der dukker op i hovedet og virker som godt materiale, kan udforskes i en novelle, hvor romanen kræver en langt mere kompliceret tilgang. Novellen er også så kort, at man ikke når at gå død i historien. Der er ikke plads til en masse løs udenomssnak – fokus er skarpere end i romanen.

Fortællingen skal være stram.

Det giver også plads til at eksperimentere med forskellige former.

Ideen med at skabe en fiktiv by som centrum for sine historier er ret brugt i horror – har du et bud på, hvorfor det er så tiltalende (og regner du med at vende tilbage til Moln senere)?

Det er praktisk at opfinde en by, for ellers skal du ud og lede længe efter den rigtige. Jeg kender både Roskilde og Holbæk, men deres fortid passer ikke ind, de er for store, og de ligger ved havet. Så er det smartere at konstruere sin egen. Plus der er ikke nogle borgere, der pludselig blive gale på dig, fordi du f.eks. præsenterer Vipperød som en by af kannibaler.

Jeg kan sagtens forestille mig at vende tilbage til Moln, enten som fokus i en historie, eller som baggrund i andre. Jeg kan godt lide, når forfattere krydsreferer til deres andre udgivelser, så længe det ikke dominerer historien.

Hvad så nu? Arbejder du på noget nyt, og kan du løfte sløret for noget af det?

Den næste roman (min 10. udgivelse) er allerede på vej igennem systemet hos Tellerup. Det er igen horror, men også en anderledes vinkel end de andre.

Jeg vil ikke afsløre for meget endnu, men den foregår under 2. verdenskrig, og jeg holder absolut ikke igen. Der er ingen afvæbnende humor eller kække bemærkninger, kun rå, rendyrket horror.

Mens jeg venter på den udgivelse, skriver jeg selvfølgelig på livet løs på den næste i rækken. Det bliver den tredje horrorudgivelse i træk (fjerde, hvis man regner Velkommen til Dybet med), og det er igen-igen en ny vinkel.

Jeg er dog kun ca. halvvejs, så detaljerne må vente, til jeg sidder med færdige manuskript i hånden.

Jeg har heldigvis masser af idéer liggende parat, så jeg bør hele tiden være i gang med et projekt.

Min produktivitet er jo anstændig, så jeg forventer at skrive ca. to romaner om året fremover, men store projekter tager længere tid, og jeg skal lige have forlaget med på dem alle sammen.

Jeg har notater liggende til ca. 10 romaner på computeren, som bare venter på, at jeg får tid til at gå i gang, så der burde komme noget løbende fra min hånd.

Og til sidst: fem bøger, som horrorlæseren burde gribe fat i lige nu ifølge Michael Kamp?

“De sorte symboler” af Nick Clausen er langt bedre, end lektørudtalelsen giver udtryk for.

“Blood Parasites” af Jack Yeovil, hvis man er til det mere pulpede horror.

“Sort Hul” af Charles Burns – en graphic novel med et meget anderledes udtryk.

“Dødens Jagt” af Joe Hill – det er spændende at følge Stephen Kings søn ud i sin faders håndværk.

Endelig bør alle horror-elskere kaste sig over tegneserien “The Walking Dead” af Robert Kirkman. Glem miniserien på DVD (som ellers er udmærket), det er tegneserien, der trækker tænder ud. Jeg tror aldrig, at en tegneserie har påvirket mig så dybt, så mange gange som The Walking Dead har. Der, hvor serien skiller sig ud, er personskildringerne. Man føler noget for hovedpersonerne. Man holder af dem. Og Kirkman er fuldstændig nådesløs overfor dem.

De er nået til nr. 83, og jeg er stadig halv-chokeret efter at have læst bladet. Puha.

Links

Michael Kamps hjemmeside

“Moln – jorden husker” anmeldt på Horrorsiden

Kamps Facebookside

Dansk forfatter, der tidligere har optrådt bl.a. i fanzines og antologier. “Legetøj” er hendes første bog og rummer 16 noveller, der spreder sig inden for de fantastiske genrer.

Forlaget om Legetøj

Legetøj er en karruseltur i magisk realisme, gys og science fiction. Med lune serveres flyveøgler, influenza-flagermus og afvigende personportrætter.

I åbningsnovellen møder vi den unge kvinde, alene på en ødegård med babytvillinger. Stormen raser, strømmen er gået og ude på gårdspladsen går en øgle omkring.

På industrihavnen afskibes bananer af travle daglejere. Et tragisk dødsfald er kun det første i rækken. Edderkopperne er kommet til byen.

Ikke så langt derfra har den ældre dame Vera omsider fået det lidt rart efter et voldeligt ægteskab. En dag møder hun tre drenge på beboervaskeriet.

Intet er i virkeligheden, hvad det synes at være.

Interview

Kan du starte med at præsentere dig selv? Hvem er Mikala Rosenkilde, og hvorfor begynde du at skrive?

Med fornøjelse. Jeg er 42 år og har skrevet fiktion siden 2007. Jeg har altid læst meget, men i mange år ledte jeg forgæves efter en helt særlig type bøger på bibliotekernes hylder og i boghandlerens vindue. Det smagte af fugl, når jeg læste ”Jurassic Park” og andre bøger om mærkelige dyr og væsner, men det var stadig ikke helt det, jeg ledte efter. Så var det, jeg besluttede at skrive det selv.

Jeg skrev i øvrigt dagbog fra jeg var 13 til 33 år. og jeg tror, at det var med til at styrke og udvikle mit sprog, og at det hjalp mig, da jeg begyndte at forme ordene til fiktion. I en periode boede jeg på den anden side af kloden, og her rev og flåede det i mig for at skrive noget konkret om det, jeg så og oplevede. Da jeg så begyndte at notere, opdagede jeg, at det var mig umuligt at holde mig til sandheden, og pludselig vrimlede siderne med underlige væsner og sære personligheder.

Hvad skal man som læser forvente sig af “Legetøj”? Hvilken oplevelse håber du på, at man sidder tilbage med?

Jeg håber, at man har følt sig underholdt. Det er nok mit primære ærinde. Og så håber jeg at sætte gang i læserens fantasi. Det er måske lidt usædvanligt, at der lander en flyveøgle på taget af carporten, eller at der falder en meteorit ned midt i storbyen, men i min fantasi slet ikke umuligt. Verden er i forvejen et fantastisk og underligt sted.

“Legetøj” er din debut i bogform, men enkelte af novellerne har været trykt før. Kan du fortælle lidt om bogens tilblivelse – hvor længe har den været undervejs, hvordan har samarbejdet med forlaget været og så videre?

Mine historier fandt ret hurtigt et publikum på www.fyldepennen.dk. Jeg opdagede, at der var andre end mig, der kunne lide muterede edderkopper og andre sære væsner. Skægt nok var der også en del, der forsøgte at tale mig til fornuft og syntes (og vel stadig gør), at jeg virkelig burde skrive noget ’ordentligt’. Ikke så mange flyveøgler og underlige varaner, tak. Roste mig, hvis jeg skrev en historie, hvor persongalleriet ikke blev spist. Mente generelt, at jeg nok skulle skrive mig gennem ’en fase’. Den er så ikke helt overstået endnu, kan jeg mærke. Jeg fik undervejs et par henvendelser om at sende ind til antologier og kom med i flere. En af dem, der fulgte mig på Fyldepennen, var Forlaget Kandor, et relativt nystartet forlag, der selv gjorde sig i ’den slags’. Jeg blev kontaktet og spurgt, om jeg var interesseret i at udgive en samling af mine historier. Samarbejdet har været meget inspirerende og givende, og det har været mindre smertefuldt end ventet at få sakset så hårdt i mine tekster, som det er sket. Jeg er rigtig glad for resultatet.

Du bruger bl.a. Fyldepennen.dk – betragter du dig selv som en del af et særligt litterært miljø?

Ja, det tror jeg. Da jeg opdagede Fyldepennen i sommeren 2007, opdagede jeg samtidig en veritabel skatkiste af undergrundslitteratur. En hel del brugere derinde drømte/drømmer om udgivelse, og hvert år er der også en del, der springer ud med en bog – men en del af miljøet handler egentligt ikke så meget om udgivelse, men mere om processen. Håndværket ’at skrive’. Brugerne giver gode råd til hinanden. Kommenterer, begejstrer og bærer deres favoritter frem. Det er meget opbyggeligt og præget af stor hjælpsomhed at være derinde. Det er et helt unikt forum, som jeg er stolt af at være en del af. Senest har jeg taget initiativ til interviews med forskellige danske bestsellerforfattere, som løfter sløret lidt omkring blandt andet skriveteknik. Det har været inspirerende at interviewe blandt andet Jussi Adler-Olsen. Flere interviews med andre forfattere er undervejs og bringes fortløbende derinde. Jeg kan kun anbefale alle at kigge forbi. Der ligger mange gode tekster, lige til at kaste sig over, og lige præcis omkring de fantastiske genrer er der både et stort publikum derinde, men også en del brugere, der skriver i genren.

Der er sammenhænge på tværs af de enkelte noveller i “Legetøj” – var det tænkt sådan fra starten, eller opstod det hen ad vejen?

Faktisk sådan lidt hen ad vejen. I starten troede jeg, at når jeg lukkede en historie, så tav de personer, der optrådte i den. Men jeg opdagede, at flere af dem tilsyneladende nærmere havde fået luft i lungerne, og at den lerklump, jeg havde haft i fingrene i, nu selv trak vejret. En gennemgående person i flere noveller er den tyvagtige vicevært Arne Jørgensen, som af en eller anden årsag dukker op i en del historier. Ham er jeg stadig ikke helt færdig med. Den katolske præst Olav Eggerts er en anden gennemgående person, der altid står midt i en livskrise. I reglen koncentreret om hans tro. Han er også med i en anden novelle, jeg lige har skrevet, der skal bruges til en antologi.

I ”Hypnotisøren” optræder Anine, en danskgift thailandsk massagepige/hypnotisør, som jeg allerede ved kommer til at spøge i andre historier. Hun forlanger allerede mere plads.

Du bevæger dig inden for de fantastiske genrer – gør du dig nogle tanker om genren og dens læsere, før du går i gang med den enkelte novelle?

Jeg har aldrig været helt klar over, hvad kategorien egentligt hed. Jeg skrev bare. Så var der nogen, der fortalte mig, at jeg skrev sci-fi, og så troede jeg på det en tid. Senere er jeg blevet bekendt med, at det kaldes ’magisk realisme’ eller måske er en afart af ’fantasy’.

Jeg har egentlig aldrig tænkt så meget over målgruppen, men jeg får da hilsner fra alle aldersgrupper. De mere bizarre historier om kannibalisme har så nok et smallere publikum.

Novellen ”Veras vaskedag” (om hjemmerøveri), troede jeg fx ville interessere et mere modent publikum, men nu skal den bruges i danskundervisning i folkeskolen. Så det er altid en overraskelse at opdage, hvem historien interesserer.

Hvad synes du er novellens styrke, frem for de længere tekster?

Jeg gik selv i gang med at skrive noveller, fordi det så en del mere overskueligt ud end at skulle knække en hel roman. Men mediet – internettet og bare det at læse noget på skærmen fordrer en anden måde at læse på end tidligere. Synes jeg i hvert fald. Skal en tekst læses på en almindelig computerskærm, kan jeg selv langt bedre overskue en kortere tekst (under 7000 ord), end 30 kapitler anlagt i tunge tekstblokke. Jeg har tit tænkt på, at novellen måske vil opleve en renæssance i disse år, fordi e-bøger og tekster på nettet mere indbyder til den kortere form.

Hvem vil du selv betragte som dine inspirationskilder?

Jeg inspireres af rigtig meget og af mange slags mennesker, men jeg holder også meget af at bore mig ned i internettet og hente inspiration her. Jeg samler på et efterhånden større arkiv af henvisninger og artikeldele om alverdens forskellige emner. Alt fra artikler om kæmperotter, set i Danmark, til tegn på skarntydeforgiftning, én notits om, at nu kan man hacke pacemakere, noget om kannibalisme, én om, at kun hver 5. dyreart menes at være opdaget endnu, og én om at verdenshistorien er det pure opspind. – Altså lidt af hvert, der hver især gav et kort inspirationsglimt til en mulig historie.

Hvad så nu? Er du i gang med at skrive noget nyt, og kan du i så fald løfte lidt af sløret for, hvad det er?

Jeg har en kortroman under udarbejdelse. Den har sovet rævesøvn, men nu skal den altså afsluttes. Handler om en karismatisk sektleder, der drømmer om verdensherredømmet, og hvad hans steddatter mener om den sag. Historien om Herbert Prater, som hovedpersonen hedder, ligger i en påbegyndt skitse på nettet og har fået en regn af kommentarer med på vejen. Den historie vil jeg gerne lukke, og så har jeg en del ufuldendte historier, der også mangler det sidste. Lige nu skriver jeg på et bidrag til en fantasy-konkurrence.

Og til sidst: fem gode bøger, som man burde læse efter “Legetøj” ifølge Mikala Rosenkilde?

Jeg synes, der er skudt en skov af rigtig god litteratur op indenfor min favoritkategori i de seneste år. Af ny dansk litteratur, vil jeg gerne fremhæve ’Mutagen’ af Jonas Wilmann. Den sidder stadig i mig. Hans miljøbeskrivelser betyder, at jeg lige kigger mig over skulderen, når jeg kommer forbi Søerne i København eller passerer Islands Brygge.

Nikolaj Højberg: ’Lejlighed 42 og andre mørke fortællinger’. Uhyggelige, realistiske noveller til ’ikke efter midnat’. Mørke, mørke uhyggelige tekster, der sidder i én længe efter endt læsning.

Carina Evytt skrev for et par år siden en skøn monsterhistorie med ’Let bytte”. En herlig bog om et nyt dyr, øverst i fødekæden. Den vender stadig tilbage til mig indimellem.

Hvis jeg må nævne to ældre bøger, så hiver jeg tit fat i Michael Crichtons ’Jurassic Park’ og også efterfølgeren ’The lost World’. Kan de bøger forfra og bagfra, og de er slidt i stykker til løsark, men jeg bladrer fortsat i dem år efter år. De indeholder nogle af mine favoritmonstre, og så holder bøgerne et dejlig højt tempo. Det samme gælder de tidlige bøger af Stephen King.

Links

Mikala Rosenkildes hjemmeside

Rosenkilde på Twitter

Rosenkilde på Fyldepennen

“Legetøj” anmeldt på Den elektriske kanin og Fyldepennen

Dansk forfatter, der debuterede med den engelsksprogede og selvudgivede “The End”, der blandede postapokalypse med masser af horrible billeder. Med hans anden bog er han udkommet på forlaget Valeta, men genrevalget er stadig i samme boldgade.

Forlaget om Mutagen

Hvad er menneskelighed?

Og er det værd at overleve for en hver pris?

Også hvis det er på bekostning af menneskeligheden …?

Minna er gravid i syvende måned og er på en rejse igennemet hærget Danmark sammen med sin mands morder.

De er på vej mod laboratorierne i syd, hvor hendes ufødtebarns skæbne skal afgøres; barnet er nemlig arveligt disponeret for den genetiske streng der har forvandlet enhel generation af mennesker til blodtørstige uhyrer …

Interview

Du har før optrådt på Fantastiskeforfattere.dk med “The End” – “Mutagen” er din anden bog. Kan du starte med at præsentere den? Hvad skal man forvente sig?

Man skal forvente sig masser af suspense, uhygge og forhåbentlig også en del stof til eftertanke. Historien udspiller sig i en ultranær fremtid (3-4 år fra nu), hvor noget så snigende som madmutagener har forvandlet en hel ung generation til mutanter. Den værste synder er ”mutagen 6”, et vækstfremmende hormon brugt til kvæg. De mennesker, der har været udsat for det, har fået børn, der er som tidsindstillede bomber – de er født med en celle, der ligner en almindelig hormoncelle til forveksling, men som forårsager en voldsom forvandling, når de når puberteten; de bliver til overudviklede, aggressive uhyrer kun opsat på at dræbe alt omkring sig.

Dette er præmissen for den postapokalyptiske verden, vi får et glimt af, og man følger så en række overlevende, og ser hvad de vil gøre for at holde sig i live – og med hvilke omkostninger.

Det var ikke “Mutagen”, du arbejdede på lige efter “The End”. Hvornår opstod ideen til den, og hvordan udviklede den sig?

Efter ”The end” fulgte jeg mere eller mindre planen og kastede mig som annonceret over ”Svovlild”, en meget voldsom dark fantasy roman om drager, som er færdig og ligger og ulmer, til den en dag slippes løs.

”Mutagen” begyndte jeg at skrive på i september sidste år, så vidt jeg husker. Jeg ville gerne skabe en ny slags monstre; zombier, mutanter – og kom på ideen, at det i stedet for et giftudslip eller en virus (som det ofte er) kunne være noget, der allerede var i samfundet. En snigende, langsom, men komplet irreversibel udvikling, der lige pludselig med et brag blev synlig og lagde verden ned.

Det var ud fra den målsætning, jeg fik trukket hele polemikken om hormonforstyrrende stoffer ind i det, og jeg kunne mærke, at det fungerede, fordi katastrofen spirede fra noget ægte, og noget som allerede florerer i samfundet lige nu.

Det er lidt over et år siden, at du udgav “The End” – hvordan vil du sige, at du har udviklet dig som forfatter i mellemtiden?

Der er faktisk sket en helvedes masse på det halvandet års tid, hvilket nok er fordi, jeg har skrevet sindssygt meget. I 2010 fik jeg produceret over 700 siders manuskript, hvilket vist er omkring en fordobling i forhold til de foregående år.

Selvom jeg ikke undsiger mig nogle af mine ældre værker, kom den virkelige udvikling vist med ”Mutagen”. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor, men jeg tillod mig selv at være mere lyrisk i sproget og generelt arbejde mere frit omkring synopsen, end jeg plejer. Det var mere historien, der styrede mig, end det var omvendt, og det var en vild – og nogle gange lidt uhyggelig – oplevelse.

Det virker umiddelbart, som om du har skruet lidt ned for virkemidlerne her i forhold til “The End”. De grumme elementer er stadig til stede, men har du holdt dig mere tilbage? Og hvorfor/hvorfor ikke?

Hvis man kigger på mine værker over årene, er ”The end” nok egentlig ”the odd man out”. Det var en bevidst beslutning at gå fuldstændig amok i overdrevet tegneserieagtig eller B-filmisk splatter, og den skulle først og fremmest tages som en kærlighedserklæring til hele den æra, jeg var vokset op med og elsker.

”Mutagen” er klart en dyster historie og er også meget voldsom visse steder, men det var vigtigt for mig denne gang at fortælle en mere realistisk historie, og volden er dermed også mere realistisk. Med ”The end” forventede jeg ikke, at læseren ville blive bange, men måske mere more sig over de røde kaskader, der sprøjtede til højre og venstre – på det punkt har min intention med ”Mutagen” været helt anderledes.

Den skræmte mig i hvert fald selv, da jeg skrev den. Jeg skrev hele bogen på en måned, hvilket er uhørt kort tid – og det fik virkeligheden til at flyde lidt ud. Det var fedt, at historien gled sådan af sted, men det sled også lidt. Jeg rendte rundt med sådan et ildrødt øje af at have siddet og stirret ind i computerskærmen hele tiden, og om natten havde jeg de vildeste mareridt, som gav mig nye ideer til bogen.

Du har en erklæret forkærlighed for det dystre, og Mutagen er da også (endnu) en dystopi. Hvad er det ved tilværelsens skyggesider, der er så tiltalende?

Ha, ha, en alternativ formulering af det spørgsmål kunne være: ”Hvad er navnet på din lidelse?”

Jeg havde lidt på fornemmelsen, at det spørgsmål ville dukke op, når jeg nu kom valsende med min anden bog om verdens undergang (faktisk er det min femte postapokalyptiske fortælling, hvis man medregner en gammel tegneserie).

Jeg har ikke nogen god forklaring på min fascination af det dystre og brutale, andet end at det må være … jeg vil ikke sige en hjerneskade, men i hvert fald noget ’mentalt betinget’. Ellers er der ikke noget, der forklarer, at jeg allerede som to et halvt år gammel plagede Dracula blade, og at min yndlingslæsning som otte-ni årig var Fangoria. Hvad fanden blev der af Bamses billedbog?

Så hvis vi antager, at jeg har en slags disposition for det dystre, blandet med en indignation over alle de grimme ting, folk gør ved hinanden, så er vi vist ved at være der.

Sidste gang skrev du på engelsk, denne gang på dansk. Hvad har været grunden til det, og har det påvirket din måde at skrive på?

Igen er det ”The end”, der stikker ud. Det er den eneste bog, jeg har skrevet på engelsk. Dansk skriftsprog har været mit foretrukne gennem alle årene, og jeg er vist også bedst på dansk.

Generelt kan man sige, at en af de store forskelle mellem at skrive på engelsk og dansk er, at der findes langt færre ord på dansk. Man skal være mere kreativ for at ramme de virkelige sprogblomster, men det er der absolut også noget spændende i.

Du er også kommet i stalden hos et forlag denne gang, Valeta. Hvordan har samarbejdet været det – har der været fordele og ulemper i forhold til at udgive selv?

Umiddelbart har der kun været fordele, selvom jeg som forhenværende selvudgiver af og til har lidt svært ved at få det ind i kraniet, at jeg ikke skal gøre så meget selv – andet end at skrive bogen.

Samarbejdet har været rigtig godt, og meget anderledes end den kontakt, jeg har haft til andre forlag gennem årene. Valeta giver forfatteren utrolig meget frihed og prøver ikke at strømligne og ensrette manuskripterne – noget der virkelig er brug for i den skov af metervarer, der har domineret fantastik markedet i lang tid. Og så har der ikke lydt en eneste kritisk røst omkring mængden af vold og sex i mit manuskript, noget der ellers har forfulgt mig siden folkeskoletiden. Vi har selvfølgelig været igennem et konstruktivt redigeringsforløb, men der er ikke en bloddråbe, der har flyttet sig siden rå-manuskriptet.

Begge dine bøger har været science fiction med et anstrøg af horror. Umiddelbart er det meget forskellige genrer – men hvad er det i dine øjne, der får dem til at spille så godt sammen?

Det er nok et stretch at kalde ”Mutagen” for science fiction, i og med at den foregår så kort tid ud i fremtiden, og der ikke rigtig er nogen futuristiske elementer med. Men grunden til, at jeg er så glad for netop postapokalypse, som man måske kan kalde en slags blanding af sci-i og horror, er først og fremmest, at det er et minimalt samfund skåret ind til benet, hvor menneskets inderste karakteristika nemt kan folde sig ud – det er et meget nøgent miljø, hvor menneskelige følelser også er fuldstændigt blottede.

Og det, jeg holder af ved dystopier generelt, er muligheden for at tage nogle små ildevarslende strømninger i nutidens samfund, rykke dem et stykke ud i fremtiden og sætte dem helt på spidsen.

Samtidig er jeg vist meget glad for genrehybrider. Jeg har meget svært ved at skrive klokke-ren genrelitteratur og ser bestemt ikke mig selv som f.eks. en science fiction forfatter i den klassiske forstand. Jeg tror f.eks. ikke, man skal forvente sig, at jeg skriver en bog med rumskibe og laservåben, ej heller traditionelle varulve og vampyrer, som de er portrætteret i myterne.

Dog elsker jeg det dystre, det makabre, det gotiske, det mytiske – og når jeg har fået blandet det sammen i en pærevælling, der virker frisk, er der en ny manuskript-idé, der banker på.

“Mutagen” foregår i et fremtidigt Danmark, hvor du før ikke har været så geografisk. Science fiction ekstrapolerer jo gerne – hvordan er du gået til det at tage udgangspunkt i en genkendelig verden? Er det en udfordring eller en genvej at bruge som baggrund?

Indenfor de sidste par år er jeg i stigende grad begyndt at lade mine handlinger udspille sig i Danmark. Da jeg startede med at skrive for mange år siden, foregik det altid i USA, eller et unavngivent land hvor de alle sammen hed Stan og Joe og Blake osv. Sjovt nok siger de fleste, at forfattere bør starte ved det helt nære og bevæge sig udad, men for mig har det været omvendt. Ligesom jeg startede med at udgive en engelsk bog på det danske marked. Jeg er måske lidt omvendt.

Med postapokalypse har jeg opdaget, at det trækker det værst tænkelige scenario, jordens undergang, meget tæt på, når man lader det udspille sig i det nære og genkendelige – når man fokuserer på detaljer, som f.eks. hvornår ville du løbe tør for tandpasta, når der ikke længere var nogen Brugs? Hvad skal man bruge genopladelige batterier til i en verden uden strøm? Osv. osv. Det gør det nært og gør, at man bedre kan relatere sig til katastrofen.

Hvad byder fremtiden på for Jonas Wilmann? Arbejder du på noget nyt?

Jeg er lige færdig med endnu en genrehybrid, der inkorporerer horror, socialrealisme, surrealisme, folklore og lidt indisk gudemytologi (!).

Titlen er ”Smukke Anna”, og den handler om en ung, meget smuk romapige, der bor i et nedlagt fabrikskvarter i Cihelna lidt udenfor Prags bymidte. Hun er omgivet af gribbe; alfonser og grumme karle, der kan se en indbringende fremtid i hendes kønne fjæs.

Uden at afsløre for meget, overgår der den unge pige nogle ubehageligheder, og hun går ud på en kurs for at få hævn og genoprejsning for sit lidende folk – en surrealistisk rejse ind i vanviddet, der inkorporerer både hinduistiske guder, en blodkult og bristede vener ad hoc.

Ud over det går jeg og leger lidt med en novellesamling, der indtil videre har den let ironiske titel ”Arketyper”. Her giver jeg meget alternative bud på klassiske gys og monstre.

Links

Jonas Wilmanns hjemmeside

Wilmanns Facebook-side.

Wilmann på Horrorsiden

A. Silvestri er endnu et af de navne, der er dukket op af den danske undergrund af det sidste stykke tid. Han har udgivet noveller i forskellige blade og antologier og inden for flere forskellige genrer, både fantastiske og realistiske. “Køtere dør om vinteren” er hans debut, udgivet på forlaget Hexameter.

Forlaget om “Køtere dør om vinteren”

Chokolade. Mening. Broderskab. Erindring. Sex. Kulde. Gæld. Svømmehal. Dobbeltmord. Lys. Opofrelse. Voldtægt. Støv. Malerier. Fortid. Forstad. Katte. Helvede. Savn. Trææske. Utroskab. Kontrakt. Arv. Bilulykke. Funktionær. Skøjter. Kærlighed. Tøjdyr. Statister. Impotens. Ubudne gæster.

31 noveller om alt, hvad der er virkeligt. Og om alt det, der ikke er.

Interview

Kan du starte med at præsentere dig selv og “Køtere dør om vinteren”? Hvem er A. Silvestri, og hvad skal man forvente sig af bogen?

Ikke overraskende er mit navn A.Silvestri. Det er et pseudonym, som jeg antog for en del år siden, og det er blevet hængende. I døgnets lyseste timer arbejder jeg som lærer i udskolingen og har derved litteratur helt inde på livet. Privat læser jeg rigtig meget og har altid sat de fantastiske genrer meget højt. Sjovt nok har fantasy aldrig haft den samme tiltrækning på mig som horror og science fiction, så det er sjældent, jeg skriver i den genre. En anden side af mig finder menneskesindet fascinerende, og det kommer til udtryk i mine realistiske noveller. Jeg må dog indrømme, at det er sjældent, jeg kan holde mig helt til en ren stil – der plejer at snige sig mange træk ind fra andre genrer, selv om overgenren f.eks er science fiction. Den hyppigste blanding er nok science fiction/realisme.

Novellesamlingen “Køtere dør om vinteren” er blevet en meget stor bog. Den indeholder 31 noveller! Man kan forvente sig at blive snøret godt og grundigt, når man læser. Mange af historierne indeholder uventede twists. Ligeledes er en del af novellerne eksperimenter i stil. Nogle af dem har stor vægt på dialog, andre på metaforik. Jeg mener ikke, at der på noget tidspunkt i bogen findes to på hinanden følgende historier, der bruger de samme greb. Så læseren kan godt finde livrem og seler frem. It’s going to be a bumpy ride.

Hvordan har vejen til “Køtere dør om vinteren” været? Hvor længe har du skrevet, og hvad fik dig i gang?

Køteres fødsel har været længe undervejs, og jeg står tilbage med en god mavefornemmelse. Efter at have forsøgt de større forlag vendte jeg blikket mod de noget mindre, der stadig havde lysten til at forsøge sig med noget anderledes. Ved det andet af de mindre, Hexameter, var der bid. Redaktøren, der ellers først udviste skepsis overfor hele novellegenren, så nogle kvaliteter i novellerne, og så er resten vel næsten historie. På min blog er der et helt indlæg, der i kolde facts beskriver forløbet.

Jeg begyndte med at skrive poesi, da jeg var 16. Så stoppede jeg. Da jeg var 23-24, begyndte jeg igen og fandt frem til det nu hedengange digte.dk. Der skrev jeg i mange år, og efterhånden som tiden gik, blev mine tekster længere og længere. Jeg lagde digtene fra mig og fokuserede i stedet på novellerne. Når jeg ser tilbage, står det mig meget klart, at selv i mine digte havde jeg en tendens til at fortælle historier. Der var handling frem for følelser. Det er svært at sige, hvad det var, der fik mig i gang. Men jeg skal jo prøve. Så jeg vil sige lige dele eskapisme og fortællelyst. Allerede som barn drømte jeg mig tit væk i andre virkeligheder, og jeg elskede de klassiske hvad-nu-hvis-historier. Som 9-årig skrev jeg et rollespilssystem og fik et pænt afslag fra Borgen. Det hele var skrevet i hånden, og med tegnede kort. Så måske var det i virkeligheden, før jeg var 16? På den måde har skrivningen altid været en del af mit liv, og det bliver den forhåbentligt ved med.

“Køtere dør om vinteren” startede tilværelsen som to forskellige novellesamlingen – hvilket tanker er der gået i arbejdet med at udvælge og sammenredigere? Er der en rød tråd?

På min computer lå der omkring 100 noveller. Nogle af dem er selvfølgelig bedre end andre, og jeg gik meget frem efter, hvilke der havde den der ekstra edge. Da nogle af dem var gamle, blev de støvet af og kraftigt omskrevet. Der sker meget skriveudvikling på fem år. Samtidig var jeg meget bevidst om, at jeg gerne ville vise, hvad jeg kunne, så der skulle være forskelle i stil. Enkelte historier blev siet fra, fordi de mindede lidt for meget om hinanden. Andre skiftede fortællerstemme, tid og dialog. Efter en lang proces stod jeg med to samlinger; en fantastisk og en realistisk. Heldigvis viste det sig, at de fungerede helt godt sammen. De realistiske fortællinger havde tilstrækkeligt meget tankespind til at pirre min hvad-nu-hvis-nerve, og de fantastiske nok virkelighed til, at de måske kunne ske.

Den røde tråd er det normale. Det frygteligt normale, der nogle gange fortaber sig i stille desperation. Eller det frygteligt normale, der tager en drejning over i bidende hunde, talende katte, levende malerier og kontrakter med Djævlen. I Køtere er der ingen alternative virkeligheder. Der er kun vores virkelighed, som så falder ud til en af de to sider.

Novellerne anbringer sig inden for et bredt spektrum af genrer og former – fra hvilke kilder trækker du din inspiration?

Min inspiration kommer, ikke overraskende, fra mange steder. De realistiske ting tager udspring i kommentarer hørt i bussen, en tanke i Kvicklys kø og samtaler med andre mennesker. Det er utroligt, hvor surrealistisk en liter skummetmælk kan være. De fantastiske ideer udspringer meget af en skæv sætning, eller dobbeltbetydningen af ord. F.eks det faste udtryk ”For Satan” har jeg brugt til at skrive en skæv fortælling, hvor det der sker både kan ses som værende FOR Satan, en tjeneste man gør ham, eller et udtryk for, hvordan det hele kan køre af sporet. Jeg holder meget af The Twilight Zone, den gamle serie fra halvtredserne. Den gør netop det, jeg sætter så højt. Hvad-nu-hvisheden. Eftersom jeg læser meget, falder der også tit finker af andre forfatteres fad, og dem griber jeg. En enkelt sætning, et enkelt ord. Et citat. Det kan være hvad som helst. Der er ikke nogle konkrete forfattere, som jeg vil sige er en kilde til inspiration. Alt, hvad jeg har sagt om bøger, gør sig også gældende med musik og film. Har man ørerne åbne, gemmer der sig en splatterhistorie i Bamses Hvorfor går Louise til bal?

“Køtere dør om vinteren” rummer både noveller inden for de fantastiske genrer og realismen – hvad er det ved de to forskellige former, der tiltaler dig?

Realismen er helt fantastisk som genre. Egentlig er der ikke brug for så mange andre, for den verden, der omgiver os, har det hele. De mest modbydelige handlinger, de smukkeste oplevelser, det kuldsejlede og det evige. Det, jeg fascineres af, er dog det absurde og morbide i mennesket. Hvordan vi så let narrer os selv, eller lader som om. Hvordan vi smilende kan stikke folk i ryggen, og samtidig fortælle os selv, at vi gjorde det for deres skyld. Alt det, der er mistet, og alt det, man håber på at få igen. Så der er ikke megen fletten fingre i mine realistiske noveller. De har en udtalt tendens til at beskrive de mørke sider af mennesket.

De fantastiske genrer tiltaler mig, fordi i horror, science fiction og andet lurer de historier, der bare må fortælles. Det onde og det gode findes, bevares, men det er ikke altid lige til at sige, hvem eller hvad der er hvad. I de fantastiske genrer får jeg lov til at vikle mig ind i hele menneskehedens backlist. Jeg trækker grådigt på græske myter, fortolkningen af vanvid, erindringens væsen og det, dår får os til at grine.

Egentlig ser jeg ikke de to ting som modsætninger. De er to sider af den samme mønt, men de er stadig den samme mønt!

Hvor meget betyder genren for dig? Har novellerne fundet deres ståsted fra starten, eller skriver du dig ind i en genre, mens du arbejder?

Genren som et fængsel betyder meget lidt for mig. Nogle gange siger jeg til mig selv, at det er en horror, jeg skal skrive…men så kan den sagtens ende med at blive realistisk. Det samme gør sig gældende den anden vej. Omkring ¾ af novellerne har fundet deres ståsted fra starten af. Den resterende fjerdedel har taget røven på mig, og selv valgt, hvad den skulle være. Der er en sandhed i, at en tekst til tider kan bestemme sig selv. Selvfølgelig hænder det, at en novelle fra første færd har en fed genremærkat på sig. En historie om robotter og rumrejser vil altid være til dels science fiction.

I modsætning til mit forhold til genren er jeg meget fokuseret på at udvikle en stil. Forstået på den måde, at jeg ved hver novelle sætter parametre op. Det kan være, at jeg skal øve mig i dialog, så derfor skal dialogen være i klart fokus. Det kan være, at jeg vil forsøge mig med den notoriske svære anden person, ental. Eller at et enkelt ord skal være den bærende metafor gennem hele historien. Det finder jeg bedre, da jeg konstant udfordrer mig selv med ting, som jeg har det mindre godt med.

Hvad står centralt for dig i en novelle – ide, handling, sprog eller noget helt andet?

Det veksler rigtig meget. Nogle af de kortere ting har helt klart ideen som fokus. De længere slår på handling og ide. Sproget er derimod konstant vigtigt. Det skal passe til historien. Det nytter f.eks ikke noget at skrive en action-præget fortælling og så pakke den ind i et lyrisk sprog. Jeg har lidt en kæphest med metaforer. De skal simpelthen passe til stemningen. En blodig, ond splatter kan ikke bruge humoristiske sammenligninger til det mindste.

Du har tidligere udgivet en del noveller i forskellige magasiner og antologier – betragter du dig som en del af et særligt litterært miljø i Danmark?

Det var et vanskeligt spørgsmål. Jeg synes ikke, at jeg tilhører et konkret miljø, men der er en masse mennesker, som jeg støder på igen og igen. I mange af de novellesamlinger, jeg har medvirket i, er der gengangere. Folk, der de sidste par år har fået en del ting igennem, og som man regner med at se, når der kommer en ny antologi på gaden. Et mere svævende miljø tilhører jeg dog. En gruppe relativt unge mennesker, der stille og roligt er på vej frem. I det svævende miljø hersker der en god tone, og man er villig til at hjælpe hinanden, selv om man samtidig er konkurrenter. Jeg kommunikerer ikke direkte med andre i miljøet, men når vi mødes, snakker vi. Ofte om, hvad vi har gang i, og om hvilke konkurrencer, der findes. Nogle gange udveksler man tips eller gode råd. Egentlig kunne det være, man skulle oprette en forening for kommende forfattere. De fantastiske genrers undergrund kunne have gavn af noget sådan.

Nu er du så ude med en novellesamling – hvad byder fremtiden på for A. Silvestri?

Fremtiden ser rigtig lys ud for A.Silvestri. Til næste år udkommer min romandebut på forlaget Valeta. Det drejer sig om en murstens zombie-splatter-roman, der indtil videre har titlen “Pandoras Væske”. Den foregår i Danmark, med nogle lidt anderledes locations, bl.a. Christiansø. Den er også ret sjov, og ikke proppet med store, eksistentialistiske tanker. Jeg ser den som en behagelig pendant til Køtere.

Til efteråret kommer så min næste novellesamling. Den bliver udgivet af Science Fiction Cirklen og er udelukkende science fiction. Der er nogle rigtig gode historier på vej, og eftersom der ikke er noget science fiction i Køtere, får jeg derved udgivet en anden side af mig selv.
Udover det arbejder jeg med en ny novellesamling, jeg skriver til konkurrencer, og inden længe har jeg på fornemmelsen, at en gammel ide kan udvikle sig til en roman.

Fem gode bøger, man bør læse ifølge A. Silvestri?

Terry Pratchett: The Truth. Pratchett har skrevet mange bøger i Discworld-universet. Den her er den femogtyvende, og i min verden kulminationen på hans forfatterskab. Den er hysterisk morsom, har en fantastisk (og dybsindig) historie, og jonglerer det store spørgsmål om, hvad der egentlig er sandheden.

Julian Barnes; The history of the world in 10½ chapters. Barnes tager os gennem hele verdens historie, men på en anderledes måde. Alene det første kapitel, hvor Noahs ark anskues fra termitternes synsvinkel er ren creme på en forfatters repertoire.

Stefano Benni: Elianto. Det er ikke helt science fiction. Det er heller ikke helt fantasy. Det er en mærkelig blanding af ingen af delene og så alligevel. Det er en voksenbog forklædt som børnebog og meget svær at beskrive. Så jeg vil nøjes med at sige, at det er en oplevelse af format.

Oscar Wilde: The picture of Dorian Gray. En ægte, fantastisk fortælling. Jeg ser den som en blandingsroman. Den er nutidig nok til at have en stærk historie, og gammeldags nok i sprog og stil til at passe ind i de gotiske rammer. Vil man skrive old school-horror, bør man læse denne her bog.

Dennis Jürgensen: Relief. Hans helt klart bedste bog. Det er horror godt blandet med hverdagen, undergang, splatter og en absurd måde at se virkeligheden på. Den er i fire bind, men de mange sider gør ikke spor. Jeg ville ønske, at han stadig skrev den slags.

Links

A. Silvestris hjemmeside