Højbergs bibliografi dækker to novellesamlinger med hans eget navn på samt deltagelse i flere antologier. Han begår sig hovedsageligt inden for de fantastiske genrer og har siden dannet sit eget forlag, Kandor. Det er her, han har indkaldt til denne antologi, der behandler racisme og fremmedhad inden for horror/weird-genren.

Han har tidligere været på Fantastiske Forfattere med Vandringer i mørke og Lejlighed 42 – og andre mørke fortællinger.

Forlaget om Det sker igen

Racisme, kontrolmentalitet, fremmedgørelse, ringeagt af medmenneskelighed. Alle har haft gode vækstvilkår det sidste årti. Hvilken verden går vi i møde, hvis denne vækst får lov at fortsætte? Hvilken verden skal vores efterkommere vokse op i? Det er svært at spå om fremtiden, men med denne antologi gør elleve danske forfattere forsøget og giver deres bud på, hvilken verden vi går i møde.

Hvis den da ikke allerede er her.

Interview

Kan du starte med at præsentere antologien “Det sker igen” – hvad skal man forvente sig som læser?

Det kan du tro. Det sker igen består af 11 noveller, som alle er skrevet med fokus på fascisme og racisme. Novellerne er horror og kan læses som sådan på to planer: Horror ved at være uhyggelige, grusomme, klamme, modbydelige og sadistiske. Horror ved at førnævnte er funderet i bevidst politisk vanrøgt af medmenneskelighed.

Hvordan opstod ideen til en antologi med så tydeligt et budskab?

Det korte svar er lede ved Dansk Folkeparti. Et mere detaljeret svar skal findes en dag, hvor jeg oplevede DF proklamere, at menneskerettighederne er meningsløse og totalitære, samtidig med jeg læste en reklame for den engelske antologi Never Again. Denne handler nemlig om, hvorfor vi aldrig igen skal invitere fornægtere af menneskerettighederne ind i vores samfund.

Skal vi forvente flere antologier af den her slags fra Kandor?

Ja, jeg kan faktisk godt finde på, at udgive andre antologier centreret omkring et bestemt politisk emne. Det kan eksempelvis være noveller omkring konsekvenserne af den globale opvarmning, konsekvenserne af et komplet økonomisk sammenbrud i EU eller konsekvenserne af 10 år regeringsførelse med Enhedslisten som parlamentarisk grundlag.

Hvordan foregik arbejdet med bogen? Fik du mange noveller indsendt, og hvor meget arbejdede du med forfatterne om det færdige resultat’?

Fra jeg skød ‘konkurrencen’ i gang (nu skal jeg passe på ikke at få Internettets grønne havenisser på nakken) og frem til deadline, var der ikke meget arbejde med bogen, for jeg valgte at samle alle modtagne noveller i et chartek for at læse dem i ét hug. Det eneste, jeg gjorde, var at gøre omslaget færdigt og sætte trykfilen til antologien op, så de udvalgte noveller blot skulle sætte ind i den.

Da først deadlinen var ovre, var der derimod en del at lave. Jeg modtog ca. 35 noveller. Det tog ikke særlig lang tid at læse dem, for der var rigtig mange gode noveller, og de mindre gode kunne jeg sige nej-tak til allerede efter en side. Udvælgelsen tog der i mod længere tid, end jeg havde forventet, for der var en del noveller, jeg gerne ville have med, men som af den ene eller anden grund ikke passede ind i antologien, eksempelvis ved at være næsten identisk med en anden novelle.

Med hensyn til samarbejdet med forfatterne gik det glat. Et par af novellerne krævede næsten ingen redigering, et par andre krævede en del, og så var dem midt i mellem, som krævede en smule. Alt i alt vil jeg tro, jeg har brugt gennemsnitlig 15 timer per novelle.

Du har også tidligere redigeret antologien “Bag Adonais spejl”, ligesom du har fået udgivet et par af dine egne novellesamlinger - hvad er det, der gør novellen så spændende en form at arbejde med?

Det fede ved noveller er længden. Den er hurtig skrevet, og den er hurtig redigeret (og læst, men nu kikker jeg på novellen som forfatter og redaktør), hvilket vil sige, jeg har mulighed for at arbejde med rigtig mange forskellige historier og virkemidler på ganske kort tid. P.t. er jeg i gang med at redigere min roman, Dæmonolotria, og arbejdet med den har stået på i årevis, og det synes jeg er trættende. På den ufede måde. Den skal bare se at blive færdig, så jeg kan komme i gang med at skrive noveller igen, for jeg har en masse historier, der gerne vil ud og på forskellige måder. At redigere antologier undervejs er heldigvis en lindring for min utålmodighed af de førnævnte grunde. Og i tillæg lærer jeg en masse nyt om fortællerteknik og sprog.

Hvad kendetegner i dine øjne en god novelle?

Ud over at håndværket skal vær i orden, så skal den først og fremmest være original og underholdende. Jeg har hørt andre redaktører sige, de synes, det er meget vigtigt, at novellen også vil noget, altså den har et budskab, men det er jeg ikke enig i (med Det sker igen, jo, men det er en undtagelse). En forfatters fornemmeste opgave er at underholde. Men når det så er sagt; hvis jeg modtager en novelle, der er velskrevet, original, underholdende OG som vil noget, ja, så jubler jeg

Der er en del af forfatterne i “Det sker igen”, som er kendt fra diverse blade, antologier og egne bøger – sker der en opblomstring inden for de fantastiske genrer i disse år? Og hvordan ser du Kandors rolle i det?

Ja, jeg tror faktisk, der sker en opblomstring af de fantastiske genrer for tiden. En del af forklaringen, tror jeg, skal findes i, at læserne er ved at være træt af krimier, men da de ikke er træt af spændingslitteratur, så er det nærliggende at vende blikket mod de fantastiske genrer. En anden forklaring, tror jeg, skal findes i, at dem, der voksede op med fantastik som barn, også gerne vil læse fantastik som voksen. Der er bare ikke noget på dansk – i hvert fald kun meget lidt, og så er det for det meste oversat. De læser det derfor på engelsk, men higer efter dansk. Og så er det jo nærliggende at skrive det selv.

Med hensyn til Kandors rolle, så vil jeg bliver meget stolt, hvis man om ti år kan sige, Kandor spillede en rolle i, at de fantastiske genrer blomstrerede op.

Du har selv leveret novellen “Hvid chili” – hvordan opstod den, og var det før eller efter, du besluttede dig for at samle en hel antologi?

Jeg skrev novellen i september 2010 efter en nyhedsudsendelse, hvor en af DF’erne kom med en udtalelse omkring muslimer, hvor jeg tabte hat og fortænder og tænkte Hold da op. Hvis lige vi erstatter ordet muslim med jøde, så får du spontant minioverskæg og begynder at heile. Der var så meget had i udtalelserne, at der – i mine øre – ikke var langt til vold (det var vist nok den samme knark, der mente, det er i orden at bankeopdrage børn, så …). Derfor skrev jeg Hvid Chili, der handler om højreekstremistisk terror. Det var tæt på, jeg ikke tog novellen med i antologien af frygt for at blive anklaget for at slå plat på Breiviks handlinger, men jeg valgte i sidste ende at tage den med, da jeg synes, den er meget aktuel. Og som sagt er novellen skrevet før Breivik blev verdenskendt.

“Det sker igen” startede under en anden regering, end vi har nu – er der håb for fremtiden, tror du?

Nej, det tror jeg faktisk ikke. Nu fik danskerne nok af DF’s dæmonisering af alle ikke-danskere (hvilket inkluderer mig, da jeg er syvende generations indvandre fra Ukraine), men de nye fjendebilleder er allerede begyndt at sive fra vores nye regering og specielt fra deres parlamentariske grundlag med deres snak om Banditter i habitter. Fjendebilleder har det med at begynde i det små.

Det største problem, som jeg ser det, er jordens eksplosivt voksende befolkningstal. Der er simpelthen for mange af os til de resurser, der er, og resurseknaphed fører til frustrationr og årsagen til frustration skal helst placeres hos nogle ‘andre’, og så kører hademøllen. Det gør det så heller ikke fortrøstningsfuldt, at vi står midt i en finanskrise, der potentielt kan udvikle sig til noget, vi knap har mareridt til at forestille os, og som kan vare et årti eller mere. Og dårlig økonomi har altid været vand på hademøllen.

En anden ting, der også skræmmer mig, er den ensretning, der er i samfundet. Eks. på litteraturfronten, hvor mere eller mindre alt, der udgives af de store forlag, er ens. Krimier og biografier. Det, jeg husker som fedt ved at gå i boghandlen som barn, var den myriade af forskellige udgivelser, der var af vælge imellem, og jeg var specielt vild med det, fordi jeg vidste, jeg ville opleve forskellige menneske- og livssyn. Med den kommercialisering, der har været af litteraturen, synes jeg, der er sket en voldsom indsnævring af forfatterholdninger – for man skal jo være sikker på at kunne sælge det i store oplag. Spændvidden af menneske- og livssyn er skrumpet ind. I dag køber jeg stort set kun mine bøger på Amazon Kindle, og hovedmotivationen er det store udvalg af indieforfattere, altså selvudgivere som ikke kan slå igennem på de store forlag, fordi de ikke passer ind i normalrammerne. Det er nemlig ikke kvaliteten, der er noget i vejen med, den er fuldt på højde med forlagslitteraturen. Indielitteraturen er til gengæld meget mere interessant at læse, fordi man møder nye – og vigtigst af alt – forskellige livssyn.

Så nej, jeg ser ikke det store håb for fremtiden. Ikke med mindre vi træffer et bevidst valg om at bekæmpe ethvert tiltag til at skabe fjendebilleder.

Links

Nikolaj Højbergs hjemmeside

Jon Toft var blot femten år, da han skrev sin første bog, science fiction-romanen “Den knaldrøde zone”, men dog atten år, da den blev udgivet på Mellemgaard i 2005. Tre bøger er det blevet til i den serie, men de sidste to år har han udgivet to bind i fantasy-serien “Vampyrkrøniken”: “To sider, samme sag” og “Elliot”. Toft laver desuden musik, hvilket man kan finde flere eksempler på på hans hjemmeside.

Forlaget om første bind i Vampyrkrøniken: “To sider, samme sag”

Der er masser af spænding i vente med udgivelsen af første bind i Jon Brændsgaard Tofts nye eksotiske fantasyserie.

Toft, som tidligere har udgivet Den knaldrøde zone og Den Azurblå zone, lægger med udgivelsen af Vampyrkrøniken grunden for et nyt fantastisk univers.

Denne gang befinder vi os i en fantasyverden, der kan bringe mindelser om Tolkiens Ringenes Herre, hvor mennesker og vampyrer har delt døgnets lyse og mørke timer imellem sig. Da en mystisk sygdom lægger folk tidligt i graven i drengen Rudys landsby, beslutter den unge helt at drage ud og redde sin hjemstavn. På rejsen møder han Stella, som er ung, smuk og vampyr. De to finder ud af, at de, på trods af det indædte fjendskab deres racer imellem, har et fælles mål og slår følgeskab på en spændende rejse, der fører dem gennem en verden af jungle og hav.

Forlaget om andet bind i Vampyrkrøniken: Elliot

De flere tusinde år gamle vampyrfyrster, Thesmarein af Lamandir og Gorrun af Irrir, har aldrig været venner, men de har i lang tid ignoreret hinanden grundet de store geografiske afstande mellem dem. Men vampyrbestanden er vokset, og en fødevarekrise er under opsejling. Menneskene er en truet art. Konflikten er uundgåelig. Samtidig er den rebelske vampyr Elliot på flugt i Lamandir efter at have trodset sin fyrste. Undervejs på sin rejse lærer han at der er langt mere i spil end som så, og for ham gælder det derfor om at være vågen og flytte sine egne brikker bedst muligt.

Interview

Kan du starte med at præsentere dig selv – hvem er Jon Brændsgaard Toft, og hvad skal man forvente sig af serien “Vampyrkrøniken”?

Ja, mit navn er Jon, som bekendt. Jeg er 23 år, og jeg er født og opvokset i Århus. Jeg har gået på Rudolf Steiner-skolen og har derved allerede som lille fået serveret de basale skolefag med et kreativt twist. Jeg har altid været fascineret af idéen om andre verdener og væsener. Vampyrserien ser jeg som et eventyr, hvor man som læser kan leve sig ind i en fantasifuld verden og leve med karaktererne. De fleste vampyrhistorier og –film foregår i nutiden og er meget action- eller horror-prægede. “Twilight” kom så med en romantisk vinkel, men min serie er mere inspireret af traditionel middelalderfantasy, blot tilsat vampyrer.

Du har udgivet fem bøger indtil videre. Hvornår og hvordan begyndte du at skrive? Og hvor lang tid tog det, før du blev udgivet?

Jeg begyndte at skrive min første bog i 9. klasse i en matematiktime. Der blev repeteret et emne, som jeg havde opfattet første gang, så i ventetiden begyndte jeg at skrive en historie. Et halvt år efter var den færdig. Jeg var 15 år på det tidspunkt. Året efter var jeg på efterskole og havde derfor travlt med andre ting, men gav mig dog tid til at få sendt bogen ind til nogle forlag, der dog pænt takkede nej. To et halvt år efter besluttede jeg mig for at prøve igen. Jeg fik fat i det fynske forlag Mellemgaard, og i februar 2005 udkom “Den Knaldrøde Zone”, tre år efter den var blevet skrevet. I mellemtiden var jeg begyndt på opfølgeren, som skulle vise sig indtil videre at være den bog, jeg har været længst tid om at skrive, med flere måneders pauser ind i mellem, men i maj 2007 udkom “Den Azurblå Zone”. Begge bøger foregår i fremtiden, hvor menneskene har forladt Jorden for at kolonisere nye kloder. Tre unge klassekammerater opnår kontakt med nogle aliens, der advarer menneskene om, at en aggressiv fjende er på vej. Det er nu op til disse unge teenagere at rejse ud og finde måder, hvorpå de kan sikre sig menneskehedens overlevelse. Efter jeg havde skrevet de to, tænkte jeg at jeg ville prøve noget nyt, og en af mine venner foreslog mig, at jeg opfandt en verden, hvor den ene halvdel af befolkningen var vampyrer og den anden halvdel var mennesker med en blodsygdom. Dér var skelettet til første del af “Vampyrkrøniken”.

Du debuterede med en serie, et science fiction-drama i tre bind, og nu er du i gang med en ny – hvad er det, der tiltrækker dig ved romanserier?

Jeg tror egentlig, at det har været tilfælde på tilfælde. Hverken “Den Knaldrøde Zone” eller “Vampyrkrøniken” var tænkt som serier, før jeg fandt mig selv i fuldt sving med at skrive fortsættelser. I tilfældet med zone-serien var det som at skrive et nyt kapitel i den samme bog, da jeg begyndte på “Den Azurblå Zone”, selvom jeg introducerer nye karakterer og har en mere detaljeret historie at fortælle der. “Vampyrkrøniken” er anderledes. Jeg var blevet glad for universet og den verden, historien foregik i, men 2. del har absolut intet med 1. del at gøre. Hvor 1. del ses fra menneskenes synspunkt, hvor de skal forsøge at finde oprindelsen på den førnævnte blodsygdom, handler 2. del nærmest kun om vampyrer og deres interne stridigheder i en helt anden, mørkere del af verdenen. Det samme kan man egentlig sige om “Den Flaskegrønne Zone” i forhold til de to første zone-bøger. Den deler serietitel, nogle bipersoner og nogle få referencer med de andre, men ellers er det en helt selvstændig historie, der ikke fokuserer på overlevelse, men mere eventyr og udforskning.

Vampyrer er i vælten for tiden, men mere i den romantiske litteratur, hvor du begår dig i den rene fantasy. Har du haft nogle forbehold overfor at bruge vampyren som figur, eller har dens popularitet ligefrem været en fordel?

Ærligt talt havde jeg ikke skænket det en tanke, før “Twilight” rigtig tog fat (eller før det gik op for mig, hvor populær serien er), og der var jeg halvvejs igennem “Vampyrkrøniken 2: Elliot”. Men jeg tænker da, at det må være en fordel. Hvis vampyrer er in for tiden, er jeg da kun glad for at kunne levere noget til samlingen.

To bind er der indtil videre kommet i “Vampyrkrøniken” – Hvor meget af serien havde du planlagt, før du begyndte at skrive, og hvad er de videre planer for den?

“Vampyrkrøniken” består egentlig som tidligere nævnt af selvstændige historier, der bare foregår i samme verden, i samme univers. Begivenheder i de enkelte bind kan have indflydelse på hinanden, men slet ikke i så høj en grad som i en egentlig serie. Man kan derfor også læse bøgerne enkeltvis og i den rækkefølge, man falder over dem i. Jeg har nogle små, spirende idéer til et tredje bind, og min gode ven Charlie, der har tegnet landkortene til bøgerne, har leveret ét til næste bind. Det er kun et spørgsmål om tid, før jeg begynder at samle inspiration til den næste vampyrbog.

Førhen har du skrevet science fiction, men her er det ren fantasy. Hvor stor forskel er der på at skrive i de to genrer?

Jeg har nemmest ved at skrive sci-fi. Det føler jeg mig mest tilpas i. Ude i rummet er der ingen regler, udover nogle helt elementære såsom iltbehov og den slags. Men jeg kan finde på alt selv. Nye alien racer, gamle civilisationer osv. Jeg har, inspireret af Tolkien, lavet en tidstabel over hele den galakse, zone-bøgerne foregår i, som strækker sig over 5.000 år. Den tabel beskriver så, hvad der har været af store begivenheder, og hvad de enkelte folkeslag og aliens har opnået og gjort på de givne tidspunkter, der er nævnt. Når jeg skal skrive en ny zone-bog, skal jeg nu blot bestemme mig for en æra i historien at tage udgangspunkt i, samt hvilken begivenhed, jeg vil beskrive. På den måde vil man som læser, når man er kommet igennem en hel stak zone-bøger, kunne danne sig en rød tråd, der binder alle de enkeltstående historier sammen, selvom de umiddelbart ikke er beslægtet, og selvom der kan være gået 1.000 år siden begivenhederne i den forrige bog.

Fantasy har jeg ikke så stor erfaring i. Traditionel fantasy omhandler ofte troldmænd, dværge, drager og en ond magt, der må bekæmpes på den ene eller anden måde. Det er lidt sværere for mig at skulle forholde mig til så mange fastsatte retningslinier, når jeg er vant til at kunne opfinde alting selv. I tilfældet med “Vampyrkrøniken” er alt det magiske og forunderlige erstattet af vampyrer, som jeg kan forholde mig til. Lige nu er jeg i gang med min 6. bog, som er en helt traditionel fantasyroman, der indeholder alle de førnævnte elementer. Det skal jo prøves, og jeg har nu også indtryk af at resultatet nok skal blive godt. Men jeg glæder mig til at tage hul på endnu en zone-bog, når jeg når dertil.

Fordelen ved at skrive inden for faste genrer, såsom science fiction og fantasy, er vel, at man kan have nogle forventninger til sine læsere. Har du nogle forestillinger om den typiske læser, der samler en af Jon Brændsgaard Tofts bøger op?

Jeg har ikke som sådan nogen forventninger til læserne, men jeg håber da, at de sætter pris på en god, eventyrlig historie, der måske ikke er så teknisk detaljeret, men meget fantasifuld. Forfatterskabet er jo ligesom ethvert andet håndværk noget, man bliver bedre til, jo mere man gør det, og jo mere erfaring, man får. De første bøger er meget handlingsorienterede. Der sker noget hele tiden, hvilket jo også afspejler, at jeg kun var 15 år, da jeg begyndte. I de seneste bøger, og især den helt nye, “Vampyrkrøniken 2: Elliot”, har jeg fokuseret meget på de forskellige karakterer, deres måde at følge og forstå begivenhederne og deres måde at tænke på. Jeg vil gerne opnå det, at mine læsere i løbet af historien når at lære mine karakterer så godt at kende, at de kan komme med nogle realistiske bud på, hvordan karaktererne vil reagere i forskellige situationer. Det er noget, jeg er blevet meget bedre til på det sidste, og som jeg stadig lægger stor vægt på.

Du laver både musik og skriver bøger – findes der et fælles element i de to meget forskellige kunstformer?

Levende billeder er nok det tætteste, man kommer på en forening af de to kunstformer. Historien er stadig i centrum, men i modsætning til en bog er der musik til, der understøtter handlingen og stemningen i historien. Når jeg skriver, forestiller jeg mig tit nogle af handlingsforløbene som filmscener, alt fra hvilken vinkel det skal ses fra til belysning, og naturligvis også hvilken type musik, der passer til. Et af mine mest interessante projekter til dato vil jeg mene at være den cd, jeg indspillede med hele “Vampyrkrøniken 1: To Sider, Samme Sag”. Jeg omskrev hele historien til korte, opsummerende sangtekster og skrev musik til, hvorefter jeg indspillede sangene som et konceptalbum, hvor man, hvis man hører pladen fra start til slut, får hele historien at høre. Musikken består af elementer som hård guitarrock, der holder tempoet oppe, mens diverse inspirationer fra folkemusik verden over bidrager til den middelalderagtige stemning, der hører sig til i en fantasyverden. Instrumenter som klarinet, harmonika, sækkepibe og banjo optræder på pladen som krydderier og stemningsskabende elementer.

Jeg har også lavet musik, der intet har med mine historier at gøre, som er selvstændige sange. Både elektrisk rock og akustiske bluesinspirerede sange. Efter at have taget et kursus i Pro Tools kan jeg selv indspille og producere min musik, hvilket gør, at der ikke er så uoverskueligt langt fra en idé til et færdigt nummer.

Et fælles element mellem de to kunstformer sådan rent kunstnerisk vil jeg mene består af indlevelsen. Musikken skal opleves på samme måde, som historierne skal. Fordomsfrit og fantasifuldt. Det tror jeg, man vil få mest ud af.

Fantasy er en genre med sine store klassikere – hvilke bøger har været med til at gøre dig til læser af genren?

Store værker som “Ringenes Herre” og “Harry Potter” har naturligvis sat sine præg, og Philip Pullmans trilogi om “Det Gyldne Kompas” har også haft sin indflydelse. Af dansk litteratur er det nok mest Dennis Jürgensen, jeg kan takke, samt alt hvad Højbjerg Bibliotek havde stående på deres fantasy/sci-fi hylde. I 7. klasse læste jeg en bog om dagen stort set. Jeg var på biblioteket flere gange om ugen og var helt vild med næsten alt, jeg kunne finde, blot det havde nogle overnaturlige elementer. Nu om stunder, når jeg går efter nye bøger, er det oftest Stephen King og Dean Koontz, der fanger mig. Jeg vil gerne udvide mit repertoire til også at indeholde bøger, der foregår her på vores egen planet, i vores egen tid, men jeg tror der går nogle år endnu, før jeg er klar til at skrive sådanne historier, så indtil videre er det kun fantasien, der sætter grænser.

Links

Jon Brændsgaard Tofts hjemmeside

Jon Toft på MySpace

Jon Toft på Youtube

Om Sven Damgaard Ørnstrup

Født 1978 i Tokyo, men nu bosat i Århus. Han er uddannet cand.mag. i Nordisk Sprog og Litteratur og Film og tv, nu med arbejde som feedtekniker. Han debuterer med fantasy-romanen “Vraggods”, første del i en serie.

Forlaget om “Vraggods”.

Det vidtstrakte rige Matinepia har længe blomstret under Atlefeldslægtens enevælde. Med oceanet på sin ene side og Daganrodsletten på den anden har landet skinnet som en ensom civilisationens lanterne midt i naturens og barbariets mørke. Men intet lys brænder evigt, og på trods af Kong Magni Atlefelds retskafne væsen breder fordærvet sig. Langsomt, men sikkert er landet ved at falde fra hinanden. Det er en tid med nat og blod. En tid hvor godt og ondt tørner sammen. Og let forveksles.

På samme tid rører en urgammel rædsel på sig. Endnu har truslens omfang ikke taget form for Matinepias indbyggere, selvom dens første forsigtige følere har lagt hele landsbyer øde. Fra en af disse landsbyer lykkes det tre unge mennesker at flygte, og snart må de stå ansigt til ansigt med verdens fortrædeligheder. Og ikke mindst dens fristelser.

Vraggods er første bind i den episke fantasyserie Abaddons Arv.

Interview

Til at starte med – kan du præsentere dig selv? Hvem er Sven Ørnstrup, og hvorfor begyndte han at skrive?

Sven Damgaard Ørnstrup er vild med episk fantasy. Og han synes, det er dødærgerligt, at den episke fantasygenre stort set ikke findes med dansk som originalsprog. Det har han derfor sat sig for at lave om på!

Jeg er født i 1978 i Tokyo, men har boet det meste af mit liv i Århus, hvor jeg er uddannet cand. mag. i Nordisk Sprog og Litteratur og Film og tv. Jeg har alle dage været bidt af en bindegal bogorm, så valget af studie faldt mig ret nemt.

Jeg skrev min første lille historie – vel en halv sides penge – da jeg var tolv eller tretten år gammel. Det foregik på mine forældres 2×86’er i programmet Word Perfect med den mindeværdige og flotte blå baggrund. Derefter gik der faktisk en del år, inden jeg forsøgte at skrive skønlitteratur igen. I de år oparbejdede jeg en stor interesse for fantasy og science fiction, så da jeg en dag på ny fik lyst til at fortælle en historie, var det helt naturligt, at valget faldt på netop én af de genrer.

Nu har jeg så fortalt, hvordan jeg begyndte at skrive. Men spørgsmålet er jo egentlig, hvorfor. Det er der ikke noget entydigt svar på. Et par af årsagerne er dog rimelig oplagte: jeg har alle dage været i besiddelse af et voldsomt narrativt begær forstået på den måde, at jeg ganske enkelt elsker en god fortælling af den slags, hvor plot, karakterer og beskrivelser smelter sammen til en højere enhed og hensætter mig som læser til en anden verden. Herudover er jeg ofte gennem min barndom blevet rost for mit gode sprogøre. Set i efterrationaliseringens lys betyder kombinationen af disse to ting, at jeg igennem mange år har haft en mere eller mindre ubevidst drøm om at skrive en bog. En dag da jeg var omkring 20 år, besluttede jeg mig så for, at den drøm skulle være mere end en drøm. Det var i forbindelse med et højskoleophold, og det var da også på højskolen, at de første spæde forsøg blev gjort.

Hvor meget tror du, der er nået at havne i skrivebordsskuffen inden 2010 – og hvad er det ved lige præcis ved Vraggods, der gjorde, at den slap gennem nåleøjet?

Der er faktisk ikke havnet voldsomt meget i skrivebordsskuffen inden 2010. Lige siden jeg besluttede mig for at gøre alvor af at skrive en bog, har jeg vidst, at det skulle være enten fantasy eller science fiction. Efter en 5- 10 påbegyndte historier, som blev skrevet i løbet af en tre års tid, fandt jeg ud af, at jeg er bedst til at skrive fantasy. Herefter har jeg på nær et par forsøgsvise og meget ungdommelige digte og nogle få noveller ikke haft lyst til at skrive andet. Det er i øvrigt meget sigende for mit virke som forfatter, at lysten til at skrive kommer først. Herefter kommer idéerne.

Hvilken oplevelse synes du selv, der venter læseren i Vraggods?

Vraggods er tænkt som en roman, der skal kunne det, jeg selv synes, en klassisk episk fantasyfortælling skal kunne. Den skal skildre kampen mellem godt og ondt. Og det skal foregå på en måde, så læseren indser, at godt og ondt ikke er skarpt adskilte størrelse, men at alle mennesker rummer potentialet til at begå både gode og onde handlinger – og at det i øvrigt i høj grad er kulturelle og normative forhold samt tid og sted, som afgør, hvad der betragtes som godt og ondt.

I øvrigt skal ovenstående tematik præsenteres ved hjælp af en kombination af plot, karakterer og beskrivelser, der formår at hensætte læseren til en tilstand, hvor man glemmer, at man læser og i stedet blot oplever historien. Dermed skulle man gerne først og fremmest læse romanen med sin forestillingsevne og sin fantasi. Herefter er man selvfølgelig mere end velkommen til at slå forstanden til og tænke lidt dybere over nogle af de ting, man er blevet præsenteret for.

Vraggods er første bind i en serie (er det en trilogi?), hvilket er et meget gængs foreteende inden for fantasy – hvorfor er det lige, at fantasy-genren har sådan en forkærlighed for historier, der ikke kan holde sig til et enkelt bind?

Abaddons Arv, som serien hedder, er ikke tænkt som en trilogi, men nok nærmere en serie i seks bind eller noget i den stil. Trilogier er ganske rigtigt meget populære inden for fantasygenren for tiden, og jeg har læst et eller andet sted, at du stort set ikke kan udgive episk fantasy på engelsksprogede forlag, med mindre det er en trilogi. Jeg synes, det er tosset at binde sig til en bestemt form på den måde.

Når det så er sagt, så er der selvfølgelig nogle træk, der går igen i genren, og som man dårligt kan afvige fra. Ét af dem er længden på bøgerne og serierne. Jeg tror i høj grad, at dette skyldes, at fantasy meget ofte følger flere forskellige personer på skift. Dette betyder naturligvis noget for omfanget af fortællingen – for hvis hver enkelt persons historie skal udfoldes, så kræver det altså noget plads. Herudover fortælles der ikke blot om forskellige personer, men også om en hel verden, som forfatteren som regel selv har opfundet. Hvis denne verden skal præsenteres, så den bliver levende, kræver det også en hel del sider.

Desuden tror jeg ganske enkelt, at mange fantasylæsere ville blive frygtelig skuffede, hvis ikke bøgerne og serierne var så lange. Jeg ved, at jeg ville!

Man mærker, at du også selv er læser af fantasygenren og kender dens virkemidler. Hvad er det, som den genre kan, og hvad kendetegner en god fantasy-roman?

Jeg har været inde på det før. En god fantasyroman skal kunne beskrive den evigtgyldige konflikt mellem godt og ondt, så man som læser får en fornemmelse af nuancerne i denne konflikt. Herudover skal den være skrevet i et sprog, der formår at gøre sig selv transparent, så man ikke læser historien, men oplever den. Det kræver meget at forfine sit sprog i en grad, så den effekt opnås, og derfor fortjener mange fantasyforfattere en stor hyldest for deres evne til at skrive levende.

Ud over dette skal en god fantasyroman præsentere sin læser for en original og troværdig verden, der på en og samme tid er genkendelig for læseren og byder på nyskabende og overraskende drejninger af disse genkendelige fænomener. Denne dobbelthed giver efter min mening læseren mulighed for at anskue sig selv og sin dagligdag på nye måder og derved blive rigere som menneske.

Slutteligt skylder jeg også at sige, at en af fantasygenrens allerstørste forcer i mine øjne er, at den kan fortælle en medrivende, actionfyldt, blomstrende, fantastisk og vedkommende fortælling, som ingen andre genrer kan. Nogle gange er det faktisk ikke så kompliceret – så har man bare brug for at høre en god historie.

Apropos at læse genren – hvem betragter du selv som dine inspirationskilder?

Mine to største inspirationskilder er genrerne episk fantasy og dystopi. Den episke fantasy forsyner mig med nogle billedskabende rutsjeture, der fremstiller alment gyldige problemstillinger på nye og interessante måder. Herudover har den ladet mig nyde mangt en sen nattetime med øjnene klistret til en fortælling, jeg ikke kan slippe. Det er en kvalitet i sig selv.

Dystopien som genre har en formidabel evne til at sætte forholdet mellem fællesskab og individ til debat. Netop forholdet mellem fællesskab og individ er et af de grundvilkår, jeg mener, at vi mennesker lever med og forhåbentlig aldrig bliver færdige med at diskutere. Forholdet mellem individ og fællesskab bliver også et tema i de kommende bind af Abaddons Arv.

Et udpluk af forfattere, jeg godt kan lide: George Orwell, Robin Hobb, George R. R. Martin, Yevgeny Zamyatin, Aldous Huxley, Robert Jordan, Arthur Koestler, Peter F. Hamilton, Michel Houellebecq.

Du er cand.mag. i nordisk sprog og litteratur & film og tv – hvordan synes du, at det skinner igennem i bogen?

Jeg håber, at det skinner igennem på to måder. Dels skulle mine studier gerne have bibragt mig en forståelse for litterære virkemidler, som jeg kan gøre brug af i forhold til det sproglige, således at teksten bliver lækker at læse. Og dels skulle de gerne være med til at gøre mig i stand til at fortælle om de problemstillinger, jeg tager op, på en reflekteret og velovervejet måde.

Hvor lang tid tog det at skrive Vraggods – og hvor meget af universet og historien havde du på plads, før du gik i gang med at skrive?

Jeg gik i gang med Vraggods, da jeg var omkring 25 år gammel – altså for ca. 6 år siden. Det var på det tidspunkt, at jeg fik den første spæde idé. Efter de første par sider vidste jeg med mig selv, at nu havde jeg fundet den rigtige melodi. Store forkromede idéer var der ikke mange af – faktisk vidste jeg kun, at romanen skulle starte på helt traditionel vis med nogle venner, der bor i en landsby, og at de skulle opleve noget livsomvæltende. Alt andet er kommet til hen ad vejen.

Det betyder også, at Vraggods anno 2010 overhovedet ikke indeholder noget af den tekst, jeg oprindeligt skrev. Dengang hed bogen heller ikke Vraggods. Men alligevel er det den samme bog. Det er i øvrigt meget sigende for mit virke som forfatter, at først kommer skrivelysten, så går jeg i gang, og så kommer idéerne.

Efterhånden som jeg har skrevet i et stykke tid, er jeg dog begyndt at indse, at det nogle gange kan være en fordel at planlægge, hvad man vil skrive, inden man skriver det. Det sparer en hel del slettet tekst og genskrivninger. Desuden får man et bedre sprogligt flow, når man ikke hele tiden skal stoppe op og tænke over, hvad der nu skal ske.

Hvordan har oplevelsen været af at debutere på det danske marked – drukner man i mængden, eller har du været i stand til at bryde gennem muren?

Alt i alt har det været en god oplevelse. Jeg er fx blevet fint modtaget af bibliotekerne. Det er min – endnu meget nylige – erfaring, at bibliotekerne vurderer det materiale, som de får tilsendt, meget professionelt, uanset om der er tale om debutanter eller etablerede forfattere. Man kan selvfølgelig diskutere stolpe op og stolpe ned om rimeligheden i lektørsystemet, hvor én person vurderer en roman. For mig at se er det dog et udmærket system, så længe lektørerne gør, hvad der står i deres magt, for at opretholde et højt professionelt niveau. Gør de det, tror jeg på, at lektørsystemet giver nye forfattere som mig selv en god mulighed for at nå ud til en masse læsere, fordi lektørerne er frie til at fokusere på indholdets faglige kvalitet, frem for om de tror på nogle bestemte økonomiske muligheder i et givent værk.

Mht. medierne er det en anden snak – i hvert fald når man ser på de brede af slagsen. Det er ikke nok at sende dem et anmeldereksemplar og så håbe på det bedste. Man bliver nødt til at rende dem lidt mere på dørene og gøre opmærksom på sig selv. Hidtil er det på den måde lykkedes mig at få et interview i en lokalavis og lovning på et mere i en anden. Og det er egentlig en fin start. Jeg tror simpelthen bare, at man skal være stædig. Høflig, men stædig.

I øvrigt tror jeg ikke så meget, at der er tale om en mur, der skal brydes igennem, som et tomrum, der skal udfyldes. Som jeg skrev tidligere, er episk fantasy med dansk som originalsprog stort set ikke eksisterende. Tricket må være at få folk til at opdage dette tomrum – og at der er blevet fyldt noget i det. Det kommer sikkert til at tage tid at vække den opmærksomhed, men jeg tror på, at det kan lade sig gøre.

Nu er Vraggods på gaden – er du i gang med næste bind? Er der planer for resten af serien?

Ja, jeg er i gang med næste bind. Jeg har skrevet omkring 300 sider, men mangler stadig nogle hundrede. Vraggods er – hvis jeg skal være helt ærlig – lige kort nok af en episk fantasyroman at være. Men det råder jeg bod på med Aiglans Garde, som bind II hedder. Aiglans Garde kommer til at handle om hovedpersonernes første rigtige møde med den fremmede magt, der truer Matinepia. Bogen bliver mere actionfyldt end Vraggods, og vi kommer til at se mere til de magiske elementer, som er at finde i universet. Blandt andet kan jeg afsløre, at hvis man gerne vil vide, hvor farlig en kampsnegl er, så er det en god ide at læse Aiglans Garde. Jeg har også en hel del idéer til det overordnede forløb i serien, men de mindre plot og historier fylder jeg ud, efterhånden som jeg kommer til dem.

Uden at det skal lyde for pompøst, så er planen med Abaddons Arv at skrive en solidt eksekveret og underholdende fortælling, der samtidig har noget på hjerte. Hvorvidt det kommer til at lykkes, må bero på reaktionerne fra læsere og anmeldere.

Links

Sven Damgaard Ørnstrups hjemmeside: fantascifi.org

Sven Damgaard Ørnstrup skriver om fantasybøger for voksne og for børn

Artikel i Lokalavisen Skanderborg

Vraggods anmeldt på Den elektriske kanin

Forside: Søren Klok

Om Christian Reslow

Christian Reslow blev født i 1985 og skrev sin første roman som 13-årig. Det var dog først i 2010, at hans debut udkom: science fantasy thrilleren “Miraklets fald”.

Forlaget om “Miraklets fald”

En anordning er blevet skabt. En teori er blevet afprøvet. Vi er ikke alene. For hver person, der lever i vores verden, findes et spejlbillede. En udgave af os selv, der lever i en anden udgave, af vores egen verden. En af dem har fundet en måde at bytte plads med sit eget spejlbillede.

Christian Reslows debutroman er en hæsblæsende science-fantasy thriller om kampen for overlevelse.

Interview

Til at starte med: kan du præsentere dig selv? Hvem er Christian Reslow, og hvorfor/hvornår begyndte han at skrive?

Min kære mor plejede at drille mig med, at jeg kom til verden i en toiletkumme og derfor har været nem at imponere lige siden. Om dét er sandt eller ej, det aner jeg ikke – jeg har simpelthen glemt det. Hvorom alt er, så var det i januar 1985, at jeg stiftede bekendtskab med porcelæn første gang. Et år senere snuble-løb jeg omkring, to år senere kævlede jeg løs, og tre år senere var ’hvorfor’ og ’hvordan’ blevet mine yndlingsord. Jeg tror, jeg var ret fremmelig, i hvert fald på det rent sproglige område. Og det har så kommet mig til gode i dag.

Jeg har en sadistisk gnaver i mit venstre øre og en hysterisk humorist i det højre, og jeg lader i høj grad mine instinkter råde over mit arbejde, frem for min sunde fornuft. (i hvert fald i første omgang)

Hvornår jeg begyndte at skrive? Selve processen med at skabe en historie tror jeg, at jeg har udøvet, siden jeg kunne gribe om en tusch og kom i nærheden af et stykke papir. Dengang var det nok kun tændstik-mænd, der var tale om, og der var næppe andre end mig selv, der forstod handlingen i historien (vil onde tunger nok påstå), men begæret var der, det er helt sikkert.

Jeg havde en lang årrække, mens jeg var teenager, hvor alt, hvad jeg skrev, altid endte i skraldespanden. Hvorfor ved jeg ikke. Det fik min hustru nu hurtigt sat en stopper for, da jeg mødte hende.

Så hvornår begyndte jeg at skrive? Jeg tror, jeg har været et sted mellem alderen elleve og tretten, da jeg første gang fuldendte en fortælling på skrift, men beviset er desværre gået tabt. Og hvorfor? Fordi jeg elsker det.

Forfatteren Christian Reslow er 30 procent fantast, 30 procent humorist og 40 procent psykopat, men som person tror jeg, at jeg er ret normal.

Hvordan har oplevelsen været med at få sin debutroman på gaden? Det er et stort marked – har det været muligt at skabe opmærksomhed om bogen?

Jeg har været ekstremt heldig med mit fund af forlægger (forlaget Valeta, Red.). Som et relativt nyt foretagende føler jeg mig ret beæret over, at de turde antage mig, og jeg har været rigtig positivt overrasket over, hvordan hele forløbet med udgivelsen har været. Det har været hårdt arbejde, men det har været sjovt. At høre, hvad folk mener om bogen efterfølgende, er endnu sjovere.

Markedsføringen er altid nødt til at være lidt ekstra aggressiv, når man skal have sin debut på markedet, for ellers bliver man ganske enkelt ikke bemærket. Igen har jeg kun rosende ord tilovers for min forlægger, der – ligesom jeg selv – ikke skyr nogen midler for at blive bemærket. Der har været konkurrencer på facebook, en særlig introduktionspris og en masse presseomtale i forbindelse med udgivelsen. Nu forlader jeg mig så blot på, at tilpas mange vil synes om bogen til at anbefale andre den. Det håber jeg i hvert fald.

Hvilken oplevelse synes du, der venter læseren ved “Miraklets fald”?

En god oplevelse (ha ha!). Nej, jeg håber, at læseren vil føle en trang til både at trække i nødbremsen og snyde foran til sidste side, hele bogen igennem. Miraklets Fald skulle meget gerne være en oplevelse, som man ikke behøver lægge mere i, end man har lyst til. Jeg satser på, at mit persongalleri er så elskværdigt, at man som læser vil føle sig tilpas forarget, stødt, pinligt berørt og retfærdigt hævngerrig, når jeg smider dem ud i nogle rigtigt røvsyge situationer. Miraklets Fald har fart på og er af en rimelig længde. Hvis jeg har gjort mit arbejde ordentligt, vil læseren forhåbentligt aldrig nå at kede sig. Hvis man har lyst, kan man begynde at spekulere over teorier og de få større spørgsmål i fortællingen, men det er ikke et krav. Jeg håber, at bogen er godt gammeldags spændende.

“Miraklets fald” er din første udgivelse, men du har skrevet i mange år. Hvad synes du, den bog rummer, som gjorde, at den overskred den magiske grænse og brød igennem hos et forlag?

Jeg har faktisk slet ikke forsøgt at få noget udgivet særligt længe… Det er sandt, at jeg har brugt mange år på at skrive mine små særheder ned, men jeg besluttede mig først endeligt for at få noget udgivet i 2009. Og der fik jeg næsten øjeblikkeligt min vilje, da jeg fik lov at være med i Forlaget Valetas debut-antologi ’Begyndelser’. På daværende tidspunkt havde jeg et manuskript (ikke MF, men et andet) inde hos et andet forlag, og da de afslog den, besluttede jeg mig for at sende den til Valeta også. Det blev dog ikke den, men i stedet Miraklets Fald, der blev antaget, og det tror jeg er meget godt. Miraklets Fald er ikke den værste debut, jeg kunne ønske mig. Hvordan den overskred den magiske grænse? Jeg tror, at bogen rummer tilpas meget personlighed og opfindsomhed til at kunne slå igennem på et meget smalt (og meget kritisk) marked. Jeg tror, at bogens alsidighed vil kunne nå læsere af flere genrer, og hvis jeg er heldig, så kan jeg måske fange deres interesse i fremtiden.

Noget af det, der slog mig ved “Miraklets fald”, var, hvor kontrolleret den virkede. Hvordan har din arbejdsproces med bogen været, og hvor meget af den havde du på plads, før du gik i gang med at skrive?

Først og fremmest tak for komplimenten. Det er ret svært at forklare min måde at arbejde på, medmindre jeg tager den i to halvdele – og derefter i omvendt rækkefølge.

Når mit rå-manuskript er færdigt, så printer jeg det ud, læser det igennem og så skriver jeg hele historien ind igen, denne gang med væsentlige (og forhåbentligt bedre) forskelle. Dernæst printer jeg den igen, lader min hustru læse den og venter ængsteligt hendes dom. Hendes kritik er nok den, jeg lytter allermest til, hvilket hun nok ikke vil give mig helt ret i (ha ha!). Med de nye ændringer bliver manuskriptet printet i tre eksemplarer og sendt til beta-læsning. Når beta-læsernes forslag er blevet overvejet og (i visse tilfælde) taget til efterretning, sender jeg det endelige manuskript til forlæggeren. Og så sender hun mig gudhjælpemig endnu flere forslag! Nuvel, men hele den proces er hovedsageligt den sværeste, og den kan tage op til omkring tre måneder (to en halv, i MF’s tilfælde).

Selve rå-manuskriptet sidder jeg helt alene med. Jeg bruger folk omkring mig (især min hustru) som sparringspartner, når jeg sidder fast, men langt det meste af arbejdet kan bedst sammenlignes med en form for rus. Da jeg skrev Miraklets Fald, følte jeg det meste af tiden, at jeg løb fem hundrede meter bagefter handlingen – i sandaler – og forsøgte at skrive, mens jeg løb. Det var skidesjovt!

Det eneste jeg havde på plads, da jeg påbegyndte historien, var én ide; Et barn stod på et klippeudspring med et reb om halsen. I den ene ende af rebet stod en kvinde (jeg tænkte på daværende tidspunkt, at kvinden muligvis var barnets mor) og i den anden ende var en urokkelig sten. Imellem kvinden og barnet stod en mand, med en kniv i hånden. Hvad der videre skulle ske, anede jeg ikke.

Det virker, som om der er lagt en del arbejde i byen Pinaceae Falls, som en del af historien foregår i, og man kunne formode, at den ville komme til at optræde igen andetsteds – Er det med i dine fremtidige planer?

Ha! Din snydetamp! Jeg burde nok sige, at det vil tiden vise, men jeg har altid haft lidt for nemt ved at tale over mig. Pinaceae Falls er skabt, for better or worse. Og ja, den forbandede by dukker ganske sikkert op igen. Så glæd dig <- Indsæt modbydelig latter her.

“Miraklets fald” kaldes en science fantasy thriller – hvad lægger du selv i den tredelte genrebetegnelse?

Jeg tænker aldrig selv på, hvilken genre jeg befinder mig i, når jeg skriver. Historien bliver til, ligegyldigt om den passer ind i en bestemt genres rammer eller ej, og for mit eget vedkommende betyder det ikke så meget. Jeg er dog ret forundret over, at den genrebetegnelse, som bogen i sidste ende fik, skulle være en kombination af tre af mine egne favoritter. Havde jeg fået sneget horror med, så var det helt perfekt. Men så skulle jeg nok have lagt mere vægt på afarterne, tror du ikke? Hvad jeg synes om den? Jeg synes, at den er så speciel, at man som læser forhåbentligt er nødt til at finde ud af, hvad den præcist indeholder.

Du indrømmer selv en forkærlighed for de fantastiske genrer – hvad er det, som de kan, som f.eks. socialrealismen ikke formår?

De kan ikke altid noget, som socialrealismen ikke formår… Men ofte.

Vi lever i en verden, hvor vi bliver tvangsfodret med kendsgerninger og sandheder, reality-programmer i fjernsynet og åbenlyse tilståelser fra folk, der ikke kan finde ud af at tabe sig, at enes med sin partner, at gøre rent, at holde styr på sin økonomi, at holde sin have eller opdrage sine børn og kæledyr. En gang imellem er det altså rart at kunne fordybe sig i en historie om noget, som man ikke har hørt eller tænkt over før. Jeg elsker de fantastiske genrer, fordi de bryder med reglerne for, hvad man kan og ikke kan, hvad der er rigtigt eller forkert, og fordi de udfordrer læserens evne til at godtage en virkelighed, som vi ikke kan se hver dag i ’God aften Danmark’.

Genrelitteratur bliver ofte set som underlødig litteratur (selv om krimien da er i vælten for tiden). Hvad synes du, at en genrebetegnelse giver læser og forfatter?

Ja, det gør den. Men vi ved bedre (ha ha ha!). Mange af mine foretrukne forfattere har en tendens til at sprede sig i et lettere kaotisk mønster henover genrerne i løbet af deres karriere, og det beundrer jeg. Jeg tror, at man som læser hurtigt finder de forfattere, der er i stand til at bevæge én. Og den forfatter holder man så ved, indtil vedkommende til sidst får én skræmt væk med noget ganske oprigtigt makværk.

Når jeg selv skal søge nye forfattere kigger jeg naturligvis også på genrer, men dét, der afgør, hvorvidt jeg køber en bog eller ej, er nok, hvor originalt plottet lyder. Hvis idéen er tilpas god, så kan jeg læse stort set alt. Og jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der har det sådan.

Når det så er sagt, så er min bogreol nu stadig mest præget af de fantastiske genrer. Man er måske ikke altid garanteret et originalt plot, men man kan være sikker på, at forfatteren i det mindste har prøvet at skabe et.

“Miraklets fald” foregår (til dels) i USA, og umiddelbart virker den, som om den er skrevet i en amerikansk tradition. Hvilke forfattere ser du som dine inspirationskilder?

Miraklets fald var nødt til at foregå i USA, omkring det havde jeg ikke noget valg. Det har intet at gøre med, at jeg beundrer det store land, men simpelthen kun at Anni, Harry, Jack, Tobin og Hal var amerikanere. Jeg kommer til at skrive historier, der foregår i Danmark også, men det bliver, når historien byder det. Indtil da må handlingen udspille sig, hvor den nu engang gør.

Det kan næppe overraske nogen, at jeg har læst størstedelen af Stephen Kings samlede værker – eller at jeg holder meget af dem. King driller nemlig læseren med sine krydsreferencer og påskeæg, som kun meget få har været i stand til. Og jeg er tilpas meget nørd til at sætte stor pris på det.

Udover ham kan jeg nævne Howard Lovecraft, Neil Gaiman, Henry Refstrup, Dean Koontz, Douglas Adams, John Wyndham, Richard Matheson, E.A. Poe, Orson Scott, Max Brooks og Dennis Jürgensen. Skal jeg blive ved? Listen er lang.

Links

Christian Reslows hjemmeside

Uddrag og andet på forlagets hjemmeside

Miraklets fald anmeldt på Den elektriske kanin, Bogvægten og Bogmania

Jesper Frederik Gottlieb har en kandidatgrad i historie med sidefag i statskundskab og debuterer med fantasy-romanen “Veiled in a Sunlit Haze”, skrevet på engelsk og udgivet på forlaget Booklocker.com

Forlaget om Veiled in a Sunlit Haze

Veiled in a Sunlit Haze følger historien om Askillen og hans indædte kamp for at træffe det rigtige valg samtidig med, at fremtiden for den verden han tilhører balancerer skæbnesvangert på en knivsæg. Askillen er tvunget til at komme til erkendelse af sandheden om den undervisning og opdragelse han har fået af sin adoptivfar Eliphas for selv at kunne opdage, hvad ægte kærlighed og loyalitet indebærer, hvis han vil ændre sin skæbne og afværge en endegyldig katastrofe. Kun ved at opnå den rette erkendelse kan han komme i besiddelse af en magt stærkere end noget andet, han nogensinde har kendt til og besejre Eliphas – den mægtigste i denne verden næstefter guderne selv.

Mere end 10 års tilblivelse betyder, at Veiled in a Sunlit Haze har indoptaget episke strejf fra Tolkiens Lord of the Rings og kompleksitet fra Robert Jordan’s Wheel of Time uden dog at give afkald på en helt egen karakter og stemning. Denne roman tilbyder læseren de bedste oplevelser fra den underholdende fantasygenre og udfordrer med tankevækkende filosofiske og eksistentielle spørgsmål om magtens natur, loyalitet, ansvar og familie.

Kan du starte med at præsentere dig selv – hvem er Jesper Frederik Gottlieb, og hvorfor begyndte han at skrive?

Født 1974 i Næstved. Jeg er vokset op mange forskellige steder, primært i og omkring København og Århus. Derudover har jeg boet 2 år i England og 1 år i Grønland. Måske netop pga. af min sociale ’mobilitet’ eller ’nysgerrighed’ om man vil, har jeg altid beskæftiget mig med mange forskellige interesser, som Taekwondo, dykning, klatring, vandring, alpin ski, guitar og skrivning. Det er gennem disse mange – primært meget hårde fysiske – aktiviteter, jeg har fundet min egentlig identitet og livsbekræftelse. Jo flere jern i ilden jo bedre.

Siden folkeskolen har jeg læst utrolig meget og interesseret mig for stort set al slags litteratur, såvel faglitteratur som skønliteratur. Denne litterære lidenskab, om man vil, afspejlede sig således også i mit studievalg som blev historie og statskundskab med et parallelt forløb på Danmarks Journalisthøjskole.

Den direkte årsag til, at jeg begyndte at skrive, må siges at være meget tilfældig. Jeg skrev i gymnasiet en fristil i netop fantasy-genren, som fik meget ros. Min dansklærer, som ellers kun roste mig yderst sjældent, fortalte mig, at hun fornemmede et skjult talent og syntes, at historien var så dragende, at den skulle runddeles og læses højt for hele klassen. I min konstante søgen i tilværelsen efter det lidenskabelige og nye fik det mig til at starte min bog. Helt tilfældigt og i begyndelsen altså uden formål og mål. Men det er en af de beslutninger, som jeg aldrig har fortrudt, og selv om begyndelsen var lidt tilfældig, blev afslutningen planlagt i detalje.

Hvilken oplevelse venter der læseren, når man går i gang med “Veiled in a Sunlit Haze”?

Selv om bogen er skrevet i fantasy-genren, synes jeg, at der er meget filosofi og psykologi vinklet levende ind i fortællingen. På den måde betragter jeg den ikke som en klassisk fantasy bog og bryder mig egentlig ikke om at kategorisere den som sådan, selv om det nok er der, den bedst hører hjemme. Egentlig synes jeg, at bogen er meget socialrealistisk, hvor typiske temaer som brudte familier og drømme, kærlighed og misforstået loyalitet over for sine nærmeste er meget vigtige pointer i bogen, men selvfølgelig sat i nogle helt specielle rammer – fantasy-genren.

Først og fremmest er Veiled in a Sunlit Haze en fortælling om at turde at leve sin drømme i en verden fuld af knuste håb og modgang, hvor fortidens sorger hænger som et tungt åg om ens hals. Men håbet hænger der hele tiden, men ikke som et lavthængende frugt, og selv om der er altid er konsekvenser ved at turde at leve sin drømme ud, er konsekvenserne ved ikke at turde langt mere gennemgribende og destruktive. I mange år hed bogen faktisk ”To Live a Dream”, hvilket dog blev skiftet ud med det mere poetiske og abstrakte ”Veiled in a Sunlit Haze”, som er en lånt sætning fra Franz Kafkas ”Amerika”, og Kafkas stil var jo meget apropos netop en blanding af realisme og fantasi. Titlen forsøger et male et billede af Askillen, hovedpersonen i min bog, som en tvivlende person, tilbageskuende på sin egen fortid, nærmest omgivet af en tåge af uvished og en uhyggelig fortid, men en tåge som på trods af sin tilslørende egenskab flere steder brydes af solstråler. Dette er en væsentlig pointe i bogens generelle budskab.

Kort fortalt er Veiled in a Sunlit Haze en fortælling om en ung fyr, som i en tidlig alder mister sin biologiske far og adopteres af en hård og kynisk stedfar, som tilmed er hans folks enehersker. Vi følger historien om Askillen og hans indædte kamp for at træffe det rigtige valg samtidig med, at fremtiden for den verden, han tilhører, balancerer skæbnesvangert på en knivsæg. Askillen er tvunget til at komme til erkendelse af sandheden om den undervisning og opdragelse, han har fået af sin adoptivfar Eliphas, for selv at kunne opdage, hvad ægte kærlighed og loyalitet indebærer, hvis han vil ændre sin skæbne og afværge en endegyldig katastrofe. Kun ved at opnå den rette erkendelse kan han komme i besiddelse af en magt stærkere end noget andet, han nogensinde har kendt til, og besejre Eliphas – den mægtigste i denne verden næstefter guderne selv. Men Askillen må erkende at opnåelsen af de højeste drømme ikke er uden en væsentlig pris.

10 år har det taget at skrive “Veiled in a Sunlit Haze” – hvad er det, der har gjort den til så monumentalt et stykke arbejde? Og har det været svært at bevare en rød tråd i arbejdet gennem så lang tid?

Der er ingen tvivl om, at den meget lange tilblivelse er et udtryk for mangel på tid og fordybelse snarere end en lang research a la Ringenes Herre og Avatar. Jeg synes egentlig ikke, at man kan se, at bogen har haft så lang en fødsel. Da jeg gik i gang med at skrive bogen, vidste jeg, hvad den ville ende med, og hvad budskabet skulle være. I virkeligheden har jeg haft langt flere udfordringer end fordele ved at trække bogen i langdrag, især det at bevare den røde tråd og bevare min egen motivation til at gøre den færdig. Dernæst kom min egen personlige udvikling, som handlingen i bogen skulle tilpasses.

Robert Jordan og Tolkien nævnes som inspirationskilder, og der er dømt episk, storladen fantasy – Det er en genre, der i de seneste år også har haft større gennembrud på det hvide lærrred. Hvad er det, tror du, der gør genren så fascinerende? Hvad er det, vi som læsere får ud af den?

Med hånden på hjertet tror jeg næppe, jeg er den eneste, der har ladet sig inspirere af de helt store forfattere inden for genren. Det er nok uundgåeligt, og jeg tror ikke rigtig, nogen bøger er unikke længere, unikt opfattet som noget gennemgribende nyt. Vi andre bruger de byggesten, som Tolkien og Jordan har efterladt os – og selv de byggede jo bl.a. på andre mytologier, herunder den nordiske – og vi må forsøge at opbygge vores egen historie lidt anderledes. Men fantasyverdenen er jo skabt, og jeg mener, det handler om at finde sin egen historie inden for disse rammer og nyfortolke. Hvor Sci Fi-genren drager pga. sine dystre tolkninger om fremtiden, og hvad der muligvis venter os i en fjern verden, drager fantasy-genren os modsat på en nostalgisk og eventyrlig facon, ligesom vikingetiden, renæssancen og middelalderen har gjort det i århundreder. Det er jo ikke blot filmatiseringen af Tolkiens trilogi, som startede denne fascination. Fascinationen var der også, da Braveheart ramte det hvide lærred, og det er her, jeg mener, at den nostalgiske og storslåede historie forenes med fantasy-genren i et fællesskab. Genren giver os alt det, som drager os som mennesker, en storslået fortælling om heltedåd, krig og kærlighed.

Hvad er dine egne forventninger i forhold til fantasy-genren, og i hvor høj grad har de spillet ind, mens du har skrevet historien?

I princippet kunne jeg lige så godt have iklædt min historie en anden genre, og som sagt kunne jeg godt ønske mig at abstrahere fra netop genre og form og hellere tale om indhold. Men samtidig, og måske en anelse paradoksalt, må jeg også forholde mig til den forunderlige og eventyrlige verden, som jeg nu engang ganske bevidst har valgt som rammer for min fortælling. Og jeg synes, at fantasy-genren er fantastisk på alle måder, fordi den forener netop det historiske aspekt, som beskrevet ovenfor med noget social realistisk og fantasifuldt. Fantasy-genren passede som hånd i handske med mit budskab om at turde bryde fri af fortidens lænker og leve sine drømme – på den storladne måde.

Du har en kandidatgrad i historie med sidefag i statskundskab – er det noget, du mener, der har sat sine spor i “Veiled in a Sunlit Haze”?

Absolut, lige fra romertiden til renæssancen og absolutismen. Jeg har brugt megen tid på at sætte mig grundigt ind i, hvordan folk levede tidligere, hvilke vilkår de havde, hvordan den politiske magt blev brugt, hvordan krige blev udkæmpet og med hvilke konsekvenser. Der er en klar historisk og socio-økonomisk vinkel i min bog, som især er let at få øje på, hvis man er historieinteresseret. Eliphas f.eks. – som er en af hovedpersonerne – har både Machiavelliske og romerske træk i sin måde at tænke militærstrategi og offensiv krigsførelse på, og beskrivelserne af ridderne er ligeledes inspireret fra virkelige ordener i middelalderen.

Bogen er udgivet på et selvstændigt forlag og på engelsk. Hvorfor ikke på dit modersmål, og har du været i kontakt med de mere etablerede forlag?

Da jeg skulle skrive bogen, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle være på engelsk. Jeg har altid befundet mig godt med dette sprog og synes, det rummer så mange flere facetter til at beskrive en situation end det danske. Før jeg valgte booklocker som forlag, brugte jeg megen tid på at alliere mig med en agent eller et forlag. Det er utrolig svært og ekstremt tidskrævende, og selv om jeg fik mange positive henvendelser, opgav jeg til sidst pga. de mange afslag og krav. Mange forlag og agenter kræver, at man kun henvender sig til en ad gangen, og da de ofte skal bruge mange måneder, ville det tage år at komme igennem til den rette. Jeg fandt ud af, at jeg kunne nå mine mål langt hurtigere ved at styre det hele selv gennem et online POD (print on demand, også ofte benævnt publish on demand) forlag. Ulempen er selvfølgelig langt større omkostninger, og at man skal sætte sig lidt ind i det at markedsføre en bog på nettet. Ja, man skal gøre alt selv, og det koster penge og er tidskrævende. Jeg skal afslutningsvis sige, at jeg har allieret mig med i alt 3 forskellige professionelle amerikanske editorer, så bogen har været igennem megen korrektur.

Hvilke bøger har betydet mest for dig som forfatter?

Nu har jeg nævnt nogle stykker inden for fantasy-genren, så jeg tillader mig at nævne nogle stykker i en anden genre. Troldmanden af John Fowles, Alkymisten af Paulo Coelho og Det Lykkelige Arabien af Thorkild Hansen er nogle af de bøger, jeg oftest tænker tilbage på og mindes. Det psykologiske spil i Troldmanden, det historiske i Det Lykkelige Arabien og det fantasifulde i Alkymisten.

Efter ti år er du færdig med din første bog – er du så gået i gang med noget nyt?

Jeg tror næppe, at der kommer en bog mere. Det skulle kun være, hvis jeg landede en stor kontrakt på Veiled in a Sunlit Haze – eller hvis jeg skulle få oceaner af tid tilovers som pensionist. Men lysten til at skrive er der og vil altid være der, men jeg må erkende, at med et fuldtidsjob som projektleder og 2 små børn, er der ikke overskud til mere.

Links

Læs et uddrag af Veiled in a Sunlit Haze hos Booklocker.

Ea Philippa udgav sin debut-CD i 2005 – nu romandebuterer hun med en bog, der blander musik ind i historien. “Lotuskabinettet” er ganske enkelt trykt med en indbygget MP3-afspillet, som rummer musik komponeret af Ea Philippa til historien.

Forlaget om “Lotuskabinettet”

Eventyrets hovedperson Philililippa vågner i et eventyrrige i en fjern galakse, uden erindring om hvem hun er. Det bliver begyndelsen på en lang rejse gennem eventyrlige riger for at genfinde sin identitet.

Undervejs møder hun Drømme-væveren, elvernes dronning i Pastelskoven, den smukke Galaxerytter og andre fantastiske væsner i deres magiske verdner. Hun indvies i rigets dystre gåder, og hun lærer fra rigets viseste kvinder, at mestre livets kunst.

Ganske langsomt begynder hun at forstå, at hun er på en mission, som hun er nøje udvalgt til at udføre. Hun tvinges til at finde ind til sin egen dybeste kraft og indsigt for at kunne fuldføre missionen.

Plug’n'read eventyrroman

I et magisk udseende bogcover der forestiller grønne blade og flagrende sommerfugle, præsen-terer Ea Philippa eventyret “Lotus-kabinettet, hvortil hun også har komponeret musik til hvert kapitel. Bogen udgives i plug’n'read format så du – gennem en indbygget mp3 afspiller i bogens omslag – kan lytte til musikken mens du læser.

En verdensnyhed

Plug’n'read er som bogformat en interessant nyhed på verdens bogmarked, som forener tekst og musik til en helhedsoplevelse.

“Lotuskabinettet” er i sig selv en verdensnyhed, da det er første gang derudgives en plug’n'read bog med samme forfatter, komponist og sanger.

Interview

Til at starte med: kan du præsentere forfatteren og musikeren Ea Philippa? Hvem er du, og hvordan kom du på “Lotuskabinettet”.

Jeg er selvvært komponist, producer, forfatter og sangerinde, 33 år og født og opvokset på Mors, men har boet i København siden 1998. Jeg udgav i 2005 mit debutalbum Fjerne Himle i eget navn og spiller magiske koncerter med mit 9 kvinders orkester. Min første drøm som barn var at blive forfatter og allerede dengang skrev jeg små historier. Lotuskabinettet har ligget og slumret i mig i mange år og har langsomt taget form til det, det er blevet til i dag. Inspirationen er kommet mange steder fra. Både fra mine natlige drømme, fra en mystisk indre rejse hos en shaman dybt inde i de svenske skove, som jeg besøgte for nogle år siden, fra Gudindeskolen, hvor jeg har gået gennem flere år og lært en masse om den feminine kraft og om at udleve sit største potentiale. Jeg har altid haft en stor  forkærlighed for det fantastiske – det magiske og eventyrlige og disse verdener har altid levet i mig.

Hvorfor skal man læse “Lotuskabinettet”? Hvilken oplevelse venter der én?

Man skal først og fremmest læse Lotuskabinettet for at blive forført til et eventyrligt rige gennem flere sanser og lade sig indhylle i en magisk fortælling. Noget af det, jeg selv elsker allermest ved bogen, er
universbeskrivelserne – næsten at kunne dufte elverne i Pastelskovene og mærke disen omkring Drømmevæverens Spindelvævspalads på huden. Men man kan også vælge at dykke dybere ned i historien og suge af den visdom, som rigets væsner giver videre til Philililippa – bogens hovedperson, og måske endda bruge den i sit eget liv.

Var det musikken, der kom først, eller historien? Og hvordan har formatet været med til at påvirke historien?

Musikken og historien er faktisk kommet synkront til mig. Formatet har egentlig ikke påvirket historien, men nærmere været med til at gøre den mere levende og vedkommende.

Hvilke fordele og ulemper har formatet givet dig frem for en “almindelig bog” eller en “almindelig cd”?

Rent praktisk har det selvfølgelig givet en masse besvær med at få det til at lykkes i praksis – det er første gang, at et dansk trykkeri laver en bog med indbygget MP3 afspiller, og det har givet nogle udfordringer, men det er fantastisk at have muligheden for at udtrykke mig på flere platforme, og det betyder meget for mig at kunne få musik og bog til at smelte sammen og dermed opnå en stærkere indlevelse i universet.

“Lotuskabinettet” er ikke den første fantasyroman, der afprøver formatet med musik og tekst, og sangtekster optræder meget ofte i fantasyromaner ­ Hvad er den særlige forbindelse mellem fantasygenren og musikken?

Det tror jeg bestemt der er. Fantasygenren er så filmisk i sig selv, at det lokker musikken frem til at underbygge disse stemninger.

Havde du gjort dig nogle tanker om genre og forventninger til dette, før du gik i gang?

Ja, det var fra starten helt klart for mig, at det skulle være en fantasyroman.

Hvilke bøger og hvilken musik har haft betydning for dig som kunstner?

Rent musikalsk er Tori Amos nok en af dem, der har haft størst betydning for mig, men bestemt også navne som Björk, Stina Nordenstam, Tom Waits, The Beatles – ja jeg kunne i virkeligheden lave en meget lang liste …
Litterært er det i virkeligheden de store klassikere, der har betydet rigtig meget – som f.eks. Ringenes Herre og Den Uendelige Historie, men Tågerne omkring Avalon af Marion Zimmer Bradley har også virkelig gjort stort indtryk.

“Lotuskabinettet” har mange kvinder i rollerne, og man mærker et spirituelt element i historien. Gemmer der sig et budskab i det, ­ og har du en tiltænkt læser?

Der er helt sikkert masser af femininitet i bogen, og jeg spår også, at det primært er piger og kvinder, der vil læse den. Der findes masser af fantasybøger skrevet primært til mænd og drenge med mange sværdkampe, krige osv. Jeg længtes efter en fantasybog, hvor de indre kampe og det feminine var i fokus, og det har jeg forsøgt at skabe med Lotuskabinettet.

Du har blandet trykt tekst og teknologi ­ er det bogens fremtid?

Det er svært at spå om – mange mener jo, at det er e-bogen, der er fremtiden, men jeg har svært ved at forene det med fantasygenren, og derfor synes jeg, at det med at blande den trykte tekst og teknologien er fabelagtigt.

Nu er du både musiker og forfatter ­ hvad byder fremtiden på? Mere af det samme eller noget nyt?

Det må tiden vise. Men der ligger i hvert fald mere musik og flere bøger og slumrer i mig og venter på, at jeg vækker dem af deres dvale, så mon ikke de også får lov at komme ud i verden.

Links

Ea Philippas hjemmeside

Per Vadmand er kendt som både musiker, oversætter og forfatter til såvel bøger som tegneserier. Senest har han bevæget sig ud i den fantastiske genre med bogen “Mit liv som fugl”. Det er historien om Mikael Helmer, som kastes ud i et fantastiske eventyr mellem verdener i en blanding af science fiction og fantasy.

Forlagets omtale

Hvad gør man, når man i sin nabos viktualiekælder pludselig står over for et skællet uhyre af en drage, der tilsyneladende mener, at man skylder den en tjeneste?

For Mikael Helmer blev dette begyndelsen til en hæsblæsende rejse gennem tid og rum, der betød en voldsom omvæltning for denne jordbundne seniorforsker ved Københavns Universitet – og meget vel kunne betyde enden på verden, som vi kender den.

Per Vadmand forlader med denne bog den mere realistiske og hverdagsagtige stil fra sine tidligere romaner og kaster sig nu ud i en blanding af fabel, fantasy og science Fiction.

Interview

Først og fremmest: hvorfor skal man læse “Mit liv som fugl”? Hvad kan den byde på?

Tja, vel af samme grund, som man læser alle andre bøger: for et høre nye fortællinger og opleve verden på en ny måde. Og, nå ja, jeg synes faktisk, det er en god bog.

Hvordan opstod ideen til den, og hvordan var udviklingen til det færdige resultat?

Som mange af mine bøger opstod den af en enkelt sætning, som også blev indledning til bogen: “Mikael Helmer havde aldrig i andet end sin vildeste fantasi forestillet sig, at han en dag skulle sidde og konversere en drage.” Jeg tror, det var formuleringen “aldrig i andet end sin vildeste fantasi”, der inspirerede mig til en hovedperson, der bag sit kedelige ydre rummer uanede muligheder.

Dine tidligere bøger har været meget bundet i realismen – hvorfor dette meget store spring?

Jeg begyndte faktisk på “Mit liv som fugl”, endnu før jeg var blevet færdig med min første roman, “Bag Døren”. Jeg havde hørt fra kolleger, at man let falder ned i “et sort hul”, når man er færdig med en bog, indtil man kommer i gang med den næste, og for at undgå dette, begyndte jeg på en ny, før jeg var færdig. Jeg har så skrevet på den sideløbende, mens jeg skrev de to næste, og da jeg så var færdig med “Flyttedag”, besluttede jeg, at nu skulle den altså være færdig. Men da den altså er skrevet over et tidsrum af næsten seks år, er det klart, at der er blevet gennem- og omskrevet en del, før den blev færdig. Men det var vist for resten slet ikke det, du spurgte om. Jeg tror, jeg følte trang til at prøve kræfter med noget HELT andet. At der så alligevel er et vist slægtskab mellem Mikael Helmer og hovedpersonerne i mine andre bøger, er en anden sag.

Du har arbejdet både med tegneserier og bøger – hvad er forskellen på at arbejde med de to forskellige medier? Hvilken betydning har det for historien?

Jeg har for nylig prøvet at omskrive en af mine korte “Ole & Linda”-historier, der aldrig er blevet udgivet som tegneserie, til en novelle. Jeg fandt ud af, at det er enormt forskellige måder at fortælle en historie på. I en tegneserie kan man fx lave store spring og lade flere ting foregå samtidig. Hvis man i en tegneserie vil have en person et andet sted
hen, tegner man ham bare dér på næste billede, så ved læseren, at han har flyttet sig. I en roman eller novelle er man nødt til at fortælle eller beskrive bevægelsen fra sted til sted. Til gengæld har man i en bog nogle muligheder for at lege med sproget – og man er ikke begrænset af, hvad man selv (eller tegneren, hvis man skriver manus til andre, som jeg ofte har gjort) kan tegne.

Der er nogle henvisninger til tegneserier i “Mit liv som fugl”, og du nævner også Douglas Adams og Terry Pratchett som inspirationskilder. Hvad har du taget med andre stedet fra, og hvad har du selv tilsat?

Jeg tror, jeg har en meget dansk indstilling til hele historien. I virkeligheden er der nok mere Claus Deleuran end Douglas Adams i historien.
Men jeg har da “lånt” en alien fra en af mine egne tegneserier, det hoppende gummibold-snabelvæsen – der i øvrigt også optræder i “Felix og Rumolympiaden”, som jeg skrev til Ole Munk Rasmussen.

Du arbejder også som oversætter – påvirker det ens egen måde at skrive på? Eller omvendt?

I høj grad. Som oversætter får man en fantastisk øvelse i at formulere sig sprogligt – og i at ramme en bestemt sprogtone. Du skriver selv i din anmeldelse, at min bog til tider er lidt “altmodisch”, og det er faktisk helt bevidst, at jeg henviser til den gammeldags fortællestil, med kapiteloverskrifter, der begynder med “i hvilket”, alvidende fortæller, der
kommenterer historien, og så videre, noget, jeg helt har afholdt mig fra i mine mere realistiske romaner, men som har været rigtigt sjovt. Når man oversætter en bog, læser man den meget tæt og intensivt og bliver derved i stand til at gennemskue en masse dramaturgisk og sproglig teknik, fortællerytme, hvad er kedeligt, hvad er spændende o.s.v. Når man fx sidder med et amerikansk retssalsdrama og skal oversætte hvert ord, finder man ud af, i hvor høj grad fx et “expert witness”, som forfatteren bruger til at prale af al sin grundige research om krudtslam og blodsprøjt, sætter
handlingen i stå og faktisk er fuldstændigt overflødigt i de fleste tilfælde. Sat ind i en Fantasy-SF-sammenhæng kan man sige, at det egentlig er ret ligegyldigt, hvordan et hyperspace warp drive virker. Det vigtige er, AT det virker.

Der er en meget personlig fortællerstemme i “Mit liv som fugl”. Hvor meget af det er Per Vadmand, og hvor meget er en persona skabt til fortællingen?

Det er jeg nok ikke den rette til at udtale mig om. Men når man som her fortæller eventyr, så har man nok sin personlige stemme.

Når man er færdig med “Mit liv som fugl”, hvad vil du så foreslå, at man læser?

Noget helt andet, tror jeg, i en helt anden genre. Jeg har selv lige opdaget den danske forfatter Martin Jensen, der skriver både historiske og moderne romaner, og jeg holder meget af Ole Frøslevs krimier fra besættelsestiden. I
den mere fantastiske genre har jeg mange favoritter lige fra Ursula LeGuin til Keith Laumer, for nu at tage nogle absolutte modsætninger. Jeg er også kommet i den alder, hvor man læser biografier. Og så genlæser jeg det meste
af Aksel Sandemoses forfatterskab sådan cirka hvert femte-tiende år. Men intet af dette kan jo siges at minde ret meget om “Mit liv som fugl”.

Og sidst: hvilke bøger ville du gerne selv have skrevet?

Sandemoses “En flygtning krydser sit spor”. Rushdies “Midnatsbørn”. Harry Harrisons “The technicolor time machine”. Rifbjergs “Arkivet”… Jeg kunne blive ved. Der er så forbandet mange gode bøger, og for en forfatter er den bedste måde at lære at skrive bedre på at læse og læse og læse – også “dårlige” bøger, så man kan se, hvordan man IKKE skal gøre

Links

Per Vadmands hjemmeside

“Mit liv som fugl” anmeldt på Den elektriske kanin og Egtved Posten.

Interviewet er oprindelig bragt på fanzine.dk