A. Silvestri har lynhurtigt bevæget sig fra at være et navn, der optrådte i fanzines og antologier, til at have ikke mindre end tre bøger under bæltet: den blandede novellesamling Køtere dør om vinteren, zombie-eposet Pandaemonium og nu denne rene science fiction-samling Faderens sønner.

Forlaget om Faderens sønner

Med denne samling kommer vi langt rundt i A. Silvestris science fiction-forfatterskab. Silvestri skriver i mange genrer, men her har vi koncentreret os om science fiction-novellerne. Indenfor denne genre, kan han også en del forskelligt. Stort set alle Silvestris historier har to niveauer. Det første er den spændende historie i sig selv, det andet er budskabet. Det kan være menneskets generelle dumhed overfor nyt, overbefolkningsproblemer, tåbelige krige, kærlighed – og følgerne af disse. Dette er ikke Silvestris første bog, men det er hans første novellesamling udelukkende med science fiction-historier.

Interview

Kan du starte med at præsentere “Faderens sønner” – hvad kan man forvente?

Man kan forvente science fiction, der har solid rod i de gamle historier fra 50erne og 70erne, men som samtidig er krydret af tiden efter. Man skal forvente en stor håndfuld satire, både over samfundet og over mennesket. Ligeledes kan man forvente historier, der spiller på andre genrekonventioner end netop science fiction. De fleste genrer har godt af at blive blandet med andre, og science fiction er ingen undtagelse.

Hvordan er samlingen opstået? Er der tale om gamle eller nye noveller – har du samlet dem efter en rød tråd? Er der et bevidst valg i den store bredde i tone og temaer i historierne?

Samlingen opstod, i tanken, for omkring to år siden. På daværende tidspunkt havde jeg endnu ikke nogen selvstændig udgivelse bag mig, og det ærgrede SFC (og mig selv), da de så en del potentiale i mine tekster. Derfor spurgte de, om jeg havde nok noveller til en hel novellesamling…og ja, det havde jeg. Novellerne er en blanding mellem gamle og helt nye. Jeg tror, den ældste er Evolutionært (2006) og den nyeste Stævnemøde (sommeren 2011). Novellerne er ikke samlet efter en rød tråd – tværtimod har jeg bevidst stilet efter at forsøge at vise genrens bredde. Hvis man vil sætte fingeren på en fællesnævner, er det nok, at mine historier ofte tager udspring i ganske almindelige mennesker. For selv fremtiden er fuld af den slags.

Det er ikke din første novellesamling, men dog første science fiction-samling. Hvordan er dit forhold til den genre? Kan den nogle ting, som du ikke kan slippe af sted med i andre genrer?

Rigtig mange af mine tidlige læseoplevelser hænger sammen med science fiction. Jeg var en flittig læser og låner af bøgerne fra Stig Vendelkærs forlag. Måske fordi jeg er vokset op med science fiction, er genren integreret i mig. Både i min skrivning og i den måde, jeg ser verden. Science fiction er en slags fantasy, uden letheden ved at bortforklare alt med magi. Du kan skrive om alt i science fiction, da den er rig på tidsrejser, alternative virkeligheder, dimensionsforskydninger og så videre og så videre. Men i science fiction afkræves du en eller anden form for forklaring. Du skal kunne viderebringe din læser, hvordan det præcis fungerer, at flyve med overlys-hastighed. Det forklaringselement kan jeg godt lide. Så for at svare, er der noget i science fiction, jeg IKKE kan slippe af sted med. Man kan ikke være doven eller sløset, når det kommer til den slags.

Der er meget langt fra disse korte historier til din zombie-mursten “Pandaemonium” – bl.a. i og med at disse gerne forholder sig til verden. Er science fiction mere tilbøjeligt end f.eks. horror til at rumme et budskab?

Selv om Pandaemonium og Faderens sønner udkom samme dag, ligger de meget fjernt fra hinanden, både hvad angår tone og temaer. Science fiction er meget tilbøjelig til at indeholde et budskab, så længe det ikke er space opera, men jeg tror egentlig ikke, at det har flere budskaber end f.eks. horror. Science fictions budskaber er store, og til tider ret forkromede, fordi de fortæller noget om os alle sammen, menneskeheden, vores plads i universet og så videre. Horrors budskaber er mere kompakte og handler ofte om en individuel erkendelse eller forståelse af noget grusomt og/eller modbydeligt. Dog kan jeg i skrivende stund finde eksempler på værker, der modsiger min teori – men i min boghorisont er det undtagelserne, der bekræfter reglen.

Det er lidt som at bede en forælder vælge mellem sine børn – men har du en favorit mellem novellerne i “Faderens sønner”?

Som du selv siger, så er det en lidt umulig opgave. Jeg synes, alle novellerne er gode på hver deres måde, men selvfølgelig er der visse af dem, der skinner klarest, når jeg tænker på samlingen. Jeg er personligt rigtig glad for novellen Det lille billede, der handler om nuttethed og gensplejsning. Den har bare noget over sig. Men også titelnovellen er rigtig god, og da jeg genlæste den for nylig, holdt den stadig vand. En tredje kandidat er Træk!, som til stadighed morer mig med dens cornyness.

Der er tale om din tredie bog – på dit tredie forlag – allesammen mindre forlag. Er drømmen en dag at udkomme på Gyldendal, eller giver de små forlag dig nogle fordele som forfatter?

Selvfølgelig kunne det være fedt at udkomme på et stort forlag, men for at være ganske ærlig, er det ikke noget, jeg overhovedet tænker på. Det gjorde jeg engang, men ikke længere. Jeg holder af de små forlag, fordi rigtig mange af de mennesker, der står bag selvsamme, har det lidt på samme måde som jeg selv. De vil gerne prøve at skabe noget, der ikke er set (alt for meget) før. Jeg ser det ikke som idealisme, men mere som et oprigtigt ønske om at prøve noget andet. Hvis et forlag som Gyldendal ikke er interesseret i det, så tænker jeg, at det kan være det samme. Med det sagt, hvis de en dag banker på min dør, vil jeg nok seriøst overveje deres tilbud.

Apropos genre-forlag – der sker meget inden for de fantastiske genrer for tiden, men det er stadig den realistiske roman, der løber af med prestigen. Hvorfor tror du, at de fantastiske genrer kan være svære for nogle at læse?

Det er et svært spørgsmål, og jeg vælger mine ord med omhu. Jeg mener overhovedet ikke, at de fantastiske genrer er vanskelige at læse, men bliver serveret som vanskelige at læse. Som noget, der kun interesserer børn/unge eller et udvalgt, og ofte lille, segment. Det er ikke rigtige bøger. Hvilket er lidt vanvid. På de fleste lister over de bøger, man skal læse, er alle de fantastiske genrer rigt præsenteret. Fra 1984 over Dorian Greys billede til Ringenes Herre. Enhver jeg har snakket med, husker bøger som disse og de spor, de har slidset i dem. Rigtig mange af de nye, og meget populære bøger, har fantastiske elementer i sig. Tag blot Kaspar Colling Nielsens Mount København eller meget af Svend Åge Madsens forfatterskab. Måske kræver de lidt mere af læseren end den gennemsnitlige bog, men jeg tror på, at folk som flest vil kunne nyde de fantastiske genrer. Så problemet, som jeg ser det, er, at folk ikke bliver præsenteret for horror, fantasy og science fiction som lødige genrer, men derimod som noget, der helt skal undgås, læses i smug eller på gode dage, henvises til som allerhøjst en sidebemærkning eller et sekundært plot i en realistisk roman.

Har du nogle ønsker til, i hvilken retning den danske fantastik skal bevæge sig?

Jeg håber på, at den danske fantastisk bryder med nogle af overgenrens regler og blander endnu mere frit. Fantasien skal tilbage til overdrevet, og et rigt og frodigt land ser jeg i weird fiction, noget der er hverken eller, men samtidig helt tydelig fantastik. Jeg ser hybrider vokse frem. Slægtsromanen, der kobles med science fiction. En horror-biografi. Et kig ind i en western-fantasy. Det er en spændende tid at være i live i, og jeg ser virkelig frem til at udforske den nærmere. Der må meget gerne komme flere romaner, der tager genrerne seriøst og endnu flere noveller, der sætter genrernes forcer på spidsen.

Hvad har du så gang i nu? Hvad byder fremtiden på?

I øjeblikket arbejder jeg som vanligt hårdt på at skrive. Jeg begynder at kunne se enden på redigeringen af min næste novellesamling, der indeholder både massive mængder af modbydelig realisme og en god håndfuld fantastik. På sidelinjen opbygger jeg et arkiv med henblik på en horror-samling, og så har jeg hevet et gammelt science fiction-manus frem fra gemmerne. Det kommer jeg til at arbejde meget med her i sommerferien. Og som en sidste ting samler jeg gode ideer ind til noget, jeg håber virkelig bliver en anderledes roman…måske flere.

Og til afslutning: Fem gode sf-romaner ifølge A. Silvestri?

Aldous Huxley – Fagre nye verden

Det kan være svært at nævne Fagre nye verden uden at skæve til 1984. Men jeg tænker, at Huxley ramte meget præcis ned i hele medineringen af samfundet og inddelingen af mennesker i grupper, et element som Orwell ikke berørte så meget. For ikke at nævne ideen om, at apati er lig med lykke, og derfor findes ingen vilje til oprør.

Daniel Keyes -Blomster til Algernon

En novelle, ikke en roman. Den er så simpel i sin opbygning, at det næsten gør ondt, men står til dato for mig som et af de mest rørende momenter i science fiction. En mand, Charlie med en IQ på 68, indrulleres i et eksperiment, der skal gøre ham klogere. Undervejs kæmper han i intelligens mod musen Algernon. Men efterhånden som Charlie vitterligt bliver klogere, går verden op for ham. Og det er ikke en rar åbenbaring.

Fallout 3

Computerspil. Sat i en verden ødelagt af atomkrig. Men det er ikke bare et dommedagsscenarie. Skaberne har dannet en hel, alternativ verden, der arkitektonisk og kulturelt er blevet hængende i de amerikanske 1950ere. Spillet er en konstant oplevelse, fyldt med masser af underfundigheder og selvfølgelig bestrålede mutanter. Det er et skydespil, men den mest udbyggede shooter, jeg til dato har set.

Jack L. Chalker – The Saga of the Well World

De syv bøger om Sjælenes Brønd gjorde virkelig noget for min opfattelse af, hvordan science fiction kan sættes sammen. Det er vel strengt taget space opera, men proppet med teknologi, etiske problemstillinger og personerne forståelse af, at der er noget højere og større end dem, der er ansvarlig for deres eksistens. Det kan lyde guddommeligt og kan også sagtens tolkes sådan. Men for mig var det en eventyrlig historie fyldt med underværker.

Douglas Adams - The Hitchhikers Guide To The Galaxy

Jeg kan ikke undlade at nævne HHGTTG. Jeg har læst den bog mindst ti gange og moret mig kosteligt hver eneste gang. Douglas Adams håndtering af det engelske sprog er ikke mindre end fabelagtig. Som en lille bonus læste jeg sidste år Eoin Colfers selvstændige fortsættelse And Another Thing… , der var en ganske anderledes oplevelse, men alligevel et syn værd. Og i øjeblikket kan man få den for 30 kroner i de fleste boghandler!

Links

A. Silvestris blog

Faderens sønner anmeldt Den elektriske kanin

Ordenen er en gyser skrevet af tre personer: David Meinke, Caroline Ørsum og Ina Bruhn, som tidligere har arbejdet sammen om spændingsserien “Genstart”. Hver forfatter har skrevet en trediedel af bogen, som tilsammen fortæller én historie (og flere små). I den anledning er interviewet her anderledes end normalt på Fantastiske Forfattere – vi har nemlig fået de tre forfattere til at interviewe hinanden.

Forlaget om Ordenen

En historisk inspireret gyser om et broderskab af læger, der er parate til at ofre de få for at hjælpe de mange. Forfatterteamet bag den roste ungdomskrimi-serie Genstart er tilbage med et nyt, eksperimenterende bogprojekt. På skift har de indlogeret sig 14 dage på samme værelse på Koldingfjord Hotel og brugt bygningens rammer som inspiration til en historie om magt, mystik og medicinske eksperimenter. I hver sin tidsperiode kæmper den unge læge Erik, den psykiatriske patient Inger og rigmandssønnen Gil mod at blive suget ind i broderskabets kyniske planer, men der er stærke og dunkle kræfter på spil ?

Interview

David spørger Caroline

Hvad er egentlig det sjove i at skrive sammen med andre?

Det sjove er, at man ikke behøver skrive hele bogen selv. Ha ha. Nej, det sjove er nok, at der kommer et element af uforudsigelighed ind i skrivningen. Jeg var virkelig spændt på, hvad det var for noget tekst, der lå til mig, da jeg skulle tage over efter dig, David – hvad du sådan ligesom havde fundet på, men også hvordan din del så ud sådan mere stemningsmæssigt, og hvad for nogle beskrivelser du gav af stedet. Alt sådan noget, som jeg jo ville skulle bygge videre på i min del på en måde, der gav mening. Så det synes jeg klart var et plus og en sjov udfordring for mig.

Er du færdig med at skrive gys?

Det ved jeg ikke. For nu er jeg nok, men jeg vil heller ikke udelukke, at jeg kunne finde på det igen. Gys har på en eller anden måde altid betydet noget for mig, nok fordi jeg selv læste en del gysere, da jeg var 12-13-14 år gammel. Og det var helt sikkert sjovt at prøve at skrive det i Ordenen.

Hvordan forestiller du dig, at Ingers liv har været, efter at hun stak af fra Fjordhotellet?

Jeg er ikke sikker. Måske tog hun bare hjem til Tyskland og nød en rolig og lettere melankolsk alderdom. Men selv om jeg egentlig ikke rigtig selv tror på overnaturlige kræfter og meget tænkte, da jeg oprindelig fik idéen til Inger, at det meget ville blive et psykologisk gys, så er der også et eller andet tilpas utilregneligt og uforståeligt ved Ingers forvandling til Skabningen til, at jeg egentlig tænker, at hendes forvandling på tidspunkt godt kunne blive varig. Uha. Lock your doors

Caroline spørger Ina

Hvordan var det at skulle samle alle mine og Davids med gavmild hånd udkastede tråde i din del?

Det var kun en fornøjelse at skrive sidst. Der var masser af gode karakterer at tage af – selvom mange selvfølgelig var døde knapt 60 år senere. Men jeg var især glad for, at portøren Tom kunne genbruges – “stadig en høj, flot mand.” Jeg er faktisk ofte den, der skriver “sidst” på fællesprojekter. Har bl.a. skrevet to afsnit 24 på to julekalendere – og fik begge gange redaktøren til at tude. Så det med at afslutte ligger til mig. Det er dejligt at binde plot-sløjfer. Det er også altid de sidste kapitler, der går nemmest for mig i egne bogprojekter.

Vidste du fra starten, hvordan du gerne ville have, at slutningen skulle være?

Jep, havde fra starten en god foremmelse af, hvordan det hele skulle ende for Ordenen – men havde i første omgang lyst til et væsentligt højere “body count”. Men det blev så sat lidt ned. Det er faktisk ikke så nemt at tage livet af mange mennesker i en realistisk, dansk setting. Det er jo et trygt samfund vi lever i. Mht. min hovedperson, Gil, så var han i starten mest bare en rod – og en slags afvikler af plot. Men efter et stykke tid fandt jeg ud af, at han også havde en smertefuld forhistorie, som skulle fortælles. Og det var nok godt. Ellers var han blevet ret ulidelig. Og ret ligegyldig også. Det var vigtigt, at han selv havde noget på spil i forhold til sin onde farfar.

Har du nogensinde været på det dér speedwaystadion i Vojens, hvor Gil flipper ud i starten af din del, eller fik du bare lige lyst til at forestille dig, hvordan der så ud?

Har skam været i Vojens ofte i forbindelse med noget på- og afstigning af toge. Men har aldrig sat mine ben på et speedway-stadion. Det er bare lissom det, jeg forbinder med Vojens. Og jeg skulle finde en sydjysk by, som kunne nås med tog. Og da jeg ikke gider researche, så nappede jeg bare en station, som jeg selv har været på før i tiden.

Ina spørger David

Er der overhovedet noget som helst af dig selv i den unge læge Erik? Jeg synes det nemlig ikke, og derfor er jeg så imponeret over, hvor godt du skriver ham?

Hmmm. Det lette svar er: Jeg har jo tænkt ham og digtet ham. Ergo er der noget. Men lette svar er kedelige svar. Et andet svar er: Ja, han er et menneske, jeg frygter at være. Han er en kastebold og tager aldrig fat i sin skæbne. Han er en talentfuld kunstner, fri til at gøre, hvad han vil, og alligevel hænger han fast i det, der gør ham ulykkelig. For at tage det op på et højere plan: Han er valget mellem det, man bør og det, man har lyst til. Fx. have et job, man ikke gider og et liv, man ikke gider, fordi man er bange for, hvad der sker, hvis man træder ud, hvor man ikke kan bunde. Så Erik er en person, jeg selv er bange for at være.

Har du fået medicinsk blod på tanden i forhold til skriveprojekter i fremtiden? Det virkede nemlig, som om du egentlig var ret vild med den medicinske horror – og researchen til samme.

Jeg har altid haft medicinsk blod på tanden. Mit første forsøg på at skrive en historie handlede om en russisk videnskabsmand, der fremavlede en indvoldsorm, som han via krage sendte til Amerika. Jeg var 14, ok? Jeg har også altid været pjattet med horror, så jeg kunne nok finde ned ad den vej igen.

Hvad forestiller du dig, Erik har bedrevet mellem 1915 og 1934, hvor han vender tilbage til Fjordhospitalet?

Tænk et godt spørgsmål. Han har været nede hos Calmette – den franske videnskabsmand – og studeret. Han har arbejdet på at lukke sig selv ned, lukke sine lyster ned. Han har sviret lidt rundt i Paris, nydt kvinderne og vinen, måske, men aldrig tilladt sig selv at falde for noget af det. Jeg tror ærligt talt ikke, at han har været fantastisk som videnskabsmand, men ikke ret hæderlig. I Ordenen har de fundet ud af, at der ville være flere penge i psykofarmaka. Her har Erik fundet fred – han har fået lov at beskæftige sig med psyken og medicinen. Jobbet som forstander for et sindssygehospital er jo ikke den største stilling, og i Ordenen har de syntes, at det var passende.

Caroline spørger David:

Skriv fra en fiktiv anmeldelse den sætning i verden, du allerhelst ville høre.

Med min sidste bog (Siden for evigt) var der en anmelder, der skrev, at han havde fået tårer i øjnene af at læse den, og det følte jeg sgu faktisk, at det var noget af det allerbedste, jeg kunne få at vide – at det netop er det dér med virkelig at kunne røre folk, som er noget af det flotteste og sværeste og mest fantastiske ved at skrive, og som jeg derfor også altid håber på, at jeg kan, selv om jeg også altid tvivler på det. Men ud over det må det være noget med, at jeg også synes, det er rigtig imponerende med bøger og film, hvor der sker ting undervejs i handlingen, der for alvor kan overrumple og overraske folk – fordi man slet ikke havde set det komme og virkelig bliver nærmest chokeret over det, der sker. Det er virkelig flot og elegant plotarbejde, som jeg er meget misundelig på folk, der kan lave. Så det må kort sagt være noget i retning af: ”Et helt enormt rørende og rystende værk”.

Hvad synes du om research, der ikke kan lade sig gøre fra computeren?

Altså, jeg synes, det kommer meget an på, hvad man skal bruge researchen til. Til Ordenen kunne jeg sagtens researche på medicinhistorie og psykofarmaka fra computeren, men for at få et lidt mere stemningsfuldt billede af, hvordan der kan tænkes at have været på sådan en psykiatrisk afdeling i 1950’erne, fandt jeg også nogle biblioteksbøger med bl.a. breve fra patienter og beretninger fra folk, der havde arbejdet på sådan nogle afdelinger i 1950’erne og deromkring. Det gav mig meget – men var jo også ligesom den eneste mulighed, der var ikke lige nogen tidsmaskine at hoppe ind i. Jeg tror måske også tit, at de idéer, jeg får, egentlig finder sted i nogle miljøer, der ligner noget, jeg kender, men hvis jeg nu fik en idé, der lå meget langt fra, hvad jeg kender til, så ville jeg nok føle, at jeg var nødt til at undersøge det miljø lidt grundigere for at kunne skrive om det.

Du plejer at skrive i en meget realistisk verden, måske også hvor selve det realistiske er en pointe i sig selv – at det er realiteterne, der presser sig på. Nu har du været ovre i en anden form for grøft. Var det meget anderledes?

Det var faktisk ikke så meget anderledes, synes jeg – noget af det mest anderledes var egentlig, at hvor nogle af mine andre bøger egentlig har handlet ret meget om nogen, der er i tvivl om, hvad de vil, så var der ikke nogen tvivl for Inger, fordi jeg har været så flink at spærre hende inde på en lukket afdeling, er der også ét ønske, der overskygger alt andet for hende: Hun vil bare ud, ud, ud. Og det gav en fin drivkraft for mig i forhold til at skrive historien, synes jeg. Det, der har været mest anderledes i forhold til mine tidligere romanprojekter, har nok været spøgelserne og så både at skulle fortælle en forholdsvis afsluttet historie – Ingers – og en historie, der løber gennem min del uden hverken at starte eller slutte dér, nemlig historien om Ordenen.

Caroline spørger Ina

Tror du på spøgelser?

Nej, det gør jeg faktisk ikke. Men jeg er åben – lad os sige det sådan. Har dog ikke for fem øre clairvoyantiske evner, så hvis der nogensinde kommer et spøgelse forbi, så bliver det ikke mig, der opdager det. Tror dog på, at steder på en eller anden måde kan bære spor af ting, der er sket der tidligere. Men det er ikke det samme, som at der fast render genfærd af afdøde rundt.

Var der et sted i din tredjedel af bogen, som du følte dig særligt uhyggeligt til mode over at skrive?

Måske fordi jeg ikke tror på spøgelser, så var det ikke spøgelses-delene af bogen, der berørte mig mest. Det var aborthistorien om Gil og hans kæreste. Men generelt var jeg sgu ikke særligt skræmt eller traumatiseret over genren eller handlingen. Det var bare fuld fart afsted med historien. Det var sjovt.

Du har efterhånden skrevet et ret imponerende antal bøger – er der nogen bestemt måde, som Ordenen adskiller sig fra dine tidligere projekter på?

Ordenen er første bog, jeg har skrevet, der skulle være uhyggelig og skræmmende. Det gjorde den anderledes. Det gjorde skrive-location selvfølgelig også – jeg har aldrig prøvet før, at de fysiske rammer betød så meget. OG så er det uden sammenligning den bog, hvor jeg har skrevet flest sider på så kort tid.

Ina spørger David

Du drømmer om at skrive en bestseller (hvem gør ikke det?). Kan vi lige få opskriften på sådan en i overskrifter?

Ja, opskriften kommer her… Nej, jeg har glemt den. Jeg tror, at det vigtigste er historien. Ikke sproget eller kompositionen, men historien.
Og så skal man prøve mange gange, og hvis man prøver mange gange nok, så skal det nok komme. Sådan er det med “nok.”

I det daglige skrivearbejde – hvad er så det sværeste for dig? (selvdisciplin, sprog, plot, karakter, tid …)?

DET er et godt spørgsmål. Selvdiscinplin er slemt, men det værste er min tilgang til den historie, jeg gerne vil lave. Jeg tror (måske: troede. Lad os se ad), at jeg kan sætte mig ved tastaturet og skrive derudaf uden at have en idé om, hvad der skal ske, før jeg skriver det. Nej, jeg arbejder normalt ikke med synopser, kapiteloversigter mv. Men præcis i vores samarbejder med Genstart og Ordenen har jeg haft de ting, og så har jeg kunne arbejde både hurtigt og disciplineret.
Jeg føler mig ikke som den store plothaj, men det er noget, jeg arbejder på ved konkret at lave plots og ved at læse på lektien.

Har du en voksenbog i tænkehatten? Og i så fald – hvilken slags?

Ja, jeg har en voksenbog eller to i tænkehatten. Den ene handler om en kvinde, der bliver kidnappet fra sin lille provinslandsby. Men selvom folk tilsammen nok kunne regne ud, hvem kidnapperen er, så vil ingen sige det, fordi alle folk har noget på hinanden. Jeg HAR skrevet første kapitel, men jeg har fået at vide, at det var for surt. Den anden idé er et sjovt samtidsbillede af en mand. Fuld af skilsmisser, nybagte fædre, drukture og sex.

Links

Forfatternes hjemmesider: David Meinke – Caroline Ørsum

Ordenen anmeldt på Politiken, Jyllandsposten,  Horrorsiden, Æseløre og EMU

Wilmann debuterede i 2009 med den selvudgivne postapokalyptiske “The End“. Senere udkom han på forlaget Valeta med “Mutagen“, der ligeledes foregik efter verdens undergang – med sit seneste værker er han tilbage som forlægger, men har slået en helt anden tone an.

Forlaget om Smukke Anna

Den smukke romapige Anna bor i et nedlagt fabrikskvarter lidt udenfor Prags bymidte.

Hendes skønhed er ikke gået ubemærket hen: I byens underverden er der folk, der har store planer for hende.

Snart bliver hun ledt på en blodig rejse ind i vanviddet – en kamp for genoprejsning for hendes folk, og en færd hvor hun krydser skæbner med de for længst afdøde.

Horrorroman til voksne fra forfatteren bag Mutagen

Interview

 Kan du starte med at præsentere “Smukke Anna”? Hvilken oplevelse skal man forvente, hvis man samler den op?

Man skal forvente sig noget nyt. Noget, det i virkeligheden ikke er særlig nemt at forberede sig på, fordi sammenligningsgrundlaget ikke er ret stort. Men hvis man bereder sig på noget, der er mørkt og brutalt, og samtidig let og luftigt, og så ellers læser med et åbent sind – selv når det bliver rigtig mærkeligt – så skal det nok gå alt sammen.

Bogen foregår i Prag. Stammer ideen derfra, og hvor meget research gik der forud for romanen?

Jeg har et tidligere uudgivet værk, hvor en delegation danske politikere besøger et tjekkisk bordel. I den forbindelse snublede jeg over en case, der omhandlede halvtreds familier, der boede i det forladte fabrikskvarter, Cihelna, og tænkte så ikke videre over det. Et års tid efter var jeg i Prag, og der fik jeg en masse indtryk ved at kigge på folk i gaderne osv. og var også en tur på det famøse Torturmuseum ved Karls Broen. Alt blev skrevet ned i en lille notesbog, og en historie om en smuk gadetøs i et brutalt miljø begyndte at skrive sig selv. Den blev dog skrinlagt i et halvt års tid, fordi den på daværende tidspunkt var ren socialrealisme og manglede den rette horror-vinkel. Denne kom så til mig en dag, da jeg var på vej over til banken på min cykel. Jeg fik pludselig et billede i hovedet af en smuk, ung pige med en bloddrivende ragekniv (spørg mig ikke hvorfor) og vidste i det sekund, hvad det var for en historie, jeg ville skrive. Notesbogen fra Prag blev gravet frem, og så kørte det ellers. Ud over det, var der godt en måneds research omkring gypsy legends, hinduistiske guder osv., da jeg skulle stykke bogens mere surrealistiske sekvenser sammen.

“Smukke Anna” virker lidt som en ny retning for dig i forhold til “The End” og “Mutagen”, både med sproget og historien – er det tilfældet?

Hmm … Jeg skrev den faktisk lige efter ”Mutagen”, og det var ikke noget bevidst valg at ændre retning. Men jeg har det sådan, at min skrivestil tilpasser sig den stemning, jeg slår an på bogens første sider. Man sporer sig ind på et eller andet, der bliver selvforstærkende, jo mere man skriver, og pludselig er man bare i dét mindset. Anna er selvfølgelig meget anderledes end ”Mutagen”, som var et mere lige-ud-ad-landevejen-adrenalinsus, men jeg skriver egentlig meget forskelligt og har en ny tilgang til hvert projekt, jeg nærmer mig. Nogle kan måske have sat mig i bås som hr. postapokalypse, men det er også noget med, hvor hurtigt man kan få sine ting udgivet – det tager simpelthen tid og et par udgivelser at markere alle de forskellige personer, man er som forfatter.

Dine tidligere romaner har været mere splattede og visuelle, hvor “Smukke Anna” mere slår på atmosfæren og historien. Har du haft nogle særlige inspirationskilder til denne bog?

Jeg kan ikke tænke på en specifik bog eller film, der direkte har inspireret mig, da historien er opstået ud fra personlige iagttagelser, artikler etc., men jeg har efterfølgende tænkt over, at den ligger meget godt på linje med den franske horror, der både er voldsom, og hvor kvinderne ikke kun er i offerrollerne, men også kan agere bødler og virkelig have bukserne på.
Jeg er vild med martyrer (mine sidste tre manuskripter har haft forpinte kvinder i hovedrollen … skønt den ene var en drage), så derved kunne man nævne f.eks. den franske film ”Martyrs”, ”Twin Peaks” med den smukke Laura Palmer, der bliver misbrugt af alt og alle, eller søde, promiskuøse Lucy fra ”Dracula”. Og så har jeg læst meget Frank Miller som yngre, hvor kvinderne både bliver udnyttet og efterfølgende sparker røv – det har alt sammen lagret sig et eller andet sted. Men ud over det, har der ikke været specifikke inspirationskilder.

Med “Smukke Anna” er du tilbage som din egen forlægger med forlaget KAOS. Er det et rent Wilmann-forlag, eller pønser du også på at udgive andre forfattere?

Jeg vil kun udgive mine egne ting. Det er i hvert fald planen, som det ser ud nu.

Hvad er det, der er så tiltalende ved at være sin egen udgiver? Hvilke fordele giver det?

Hvis man er en relativt ukendt forfatter i en snæver genre, og ellers har mod på at kaste sig ud i det, synes jeg, der er god fornuft i at gøre det selv. Små forlag kæmper på samme måde som små forfattere med at slå deres navn fast og har sjældent nogen kæmpe rækkevidde. Så hvis det umiddelbare, realistiske mål er at sælge f.eks. 200 bøger (hvilket desværre er meget normalt med små udgivelser), så siger min logik mig, at man lige så godt kan gøre det selv – for så får man en større fortjeneste. Hvis man som forfatter i mit sted skulle drage fordel af at være på et forlag, ville det kræve, at den ret store bid af omsætningen, der ryger, manifesterede sig i en større spredning, dvs. repræsentation i boghandlere, bred markedsføring etc.
Udover disse tørre, økonomiske betragtninger, er det selvfølgelig også super fedt, at man helt selv kan bestemme, hvad man vil udgive, hvem der skal være betalæser, hvordan forsiden skal se ud etc., etc. Det er i hvert fald det helt rigtige til mit gemyt.

Der sker meget med dansk horror lige i tiden. Føler du dig selv som en del af litterær strømning?

Ja, helt afgjort. Og det er ikke bare noget, jeg føler, det er noget, jeg kan se, hvor end jeg kigger hen. Der er uhørt mange upcoming horrorforfattere p.t., det er interviewsene på denne side, og ikke mindst stiftelsen af Dansk Horror Selskab jo bevis på. Der er en stor spredning i, hvad feltet skriver, men generelt ses der mere og mere, der henvender sig til et voksent publikum, og det er jeg meget glad for.

Hvilken retning ser du gerne, at dansk horror bevæger sig i?

Jeg håber, at horror bliver mindre bevidst om sig selv som glimt-i-øjet genrelitteratur og i stedet fokuserer på at være litteratur, punktum. Selvom det måske lyder lidt voldsomt, synes jeg rent faktisk, horror har brug for at tage sig selv mere seriøst. Vi har nærmest haft to årtier, hvor det eneste, der har fået plads i boghandlere såvel som i medier, har været børne/unge horror, og det har pisset mig umådeligt af.

Og som en forlængelse heraf kun jeg godt tænke mig, at horror var mere farlig. Den skal bryde grænser og chokere, for ellers er der jo ikke noget horribelt ved den. Den skal være perfid, ubehagelig, kvalmefrembringende og få det til at løbe koldt ned ad nakken på én. Den skal turde vise, at morderen ikke bare er et uhyre, en skurk, der skal fanges til sidst af ”de gode”, men at han er et helt almindeligt menneske, og du skal få lov at være hans øjne, når han hakker og flår.

Og så skal horror være Original! Vi skal have nye ideer i stedet for at dykke ned i smeltegryden af fortærskede klicheer, hver gang vi vil sige ”bøh!” Det er derfor, det er fedt, når f.eks. Teddy Vork sidder ovre ved Vesterhavet (tror jeg nok) og blander oldnordiske sagn med det gysende, eller når Nikolaj Højberg skriver geologi-horror. Vi vil have originalitet, for fanden!

Hvad byder fremtiden så på? Arbejder du allerede på en ny udgivelse?

Jeg har en novellesamling, der hedder ”Frygt-filerne”, som er mere eller mindre færdig, og jeg satser på at slippe den løs engang til foråret. Der er vi igen ovre i en helt anden boldgade. Det er otte horror-noveller om nutidige menneskeskæbner, der vikles ind i skrækscenarier, der egentlig mere hører gotikken til. Moderne gotik kunne man måske kalde det, med det twist, at det er sindssygt eksplicit materiale. Jeg har brudt mine egne grænser op til flere gange under skrivningen, og der er enkelte af novellerne, jeg nok ville have svært ved at læse højt uden at rødme eller stivne i frygt for flyvende, mugne genstande. Der er til gengæld én af novellerne, der er så uhyggelig, at jeg følte mig svimmel, da jeg vendte tilbage for at redigere den – den kunne jeg godt tænke mig at turnere lidt rundt med. Det kunne være fedt at få én til at besvime!

Og som afslutning: 5 gode bøger, man burde læse lige nu ifølge Jonas Wilmann?

Jeg har været meget til horror-klassikere de sidste par år, og vil på det strengeste anbefale, at man f.eks. får læst Richard Mathesons ”I am legend”, hvis man skulle have misset den – jeg fik fat på den, efter at flere havde gjort mig opmærksom på, at min forrige bog ”Mutagen” gik den lidt i bedene, og det er helt rigtigt, Matheson har bare skrevet sin bog i 1956, han er genial!

William Peter Blattys ”The exorcist” er også en fremragende bog, som man SKAL læse, også selvom man har set filmen halvtreds gange – og så er der Clive Barkers noveller ”Books of blood”, som nærmest er blevet en bibel for min generation, det er simpelthen noget af det mest opfindsomme og grænseflyttende horror, der er set.

Af nyere stof, og hvis vi lige kigger til mine danske kollegaer, vil jeg anbefale Teddy Vorks ”Diget”, som var en meget anderledes horror-oplevelse. Der var mange mærkelige fraser i den, der hang fast i hovedet bagefter. Nogle gange når jeg har været lidt kvæstet, har jeg taget mig selv i at gå og mumle, at ”Gammen har drukket halvt mit hjerteblod”.

Nikolaj Højberg er også et interessant bekendtskab, fordi han styrer fuldstændig uden om alle genreklicheerne, og er helt sin egen. Der var klart nogle pletskud i hans novellesamling ”Lejlighed 42”.

Links

Jonas Wilmanns hjemmeside

Wilmann på Horrorsiden

“Smukke Anna” anmeldt på Gyseren og Horrorsiden

Evytt er uddannet laborant, men arbejder som graver og kirketjener. Og så skriver hun bøger – i 2006 monsterromanen “Let bytte”, i 2007 fantasy med “Sværdet fra Odin” og nu hendes tredie bog,  “Jack the Rippers lærling”. Hun er vendt tilbage til horrorgenren, men med en mere voksen tone end i debuten.

Forlaget om Jack the Rippers lærling

Kirurgen Thomas Lindberg er en stor beundrer af Jack the Ripper, som han anser for at være et misforstået, kunstnerisk geni.

Et stressrelateret sammenbrud koster Thomas en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, og da han atter udskrives, har han mistet både kone og job.

Thomas finder dog ny mening med livet, da han møder en reinkarnation af selveste Jack the Ripper, som tilbyder at tage ham i lære …

Interview

Kan du starte med at præsentere dig selv og Jack the Rippers lærling? Hvem er Carina Evytt, og hvad skal man forvente sig, hvis man samler bogen op?

Jeg er født i 1971, opvokset i Hillerød og bor nu med mand og to teenagebørn langt ude på landet, hvor jeg arbejder som graver og kirketjener ved en landsbykirke.

Jeg er nærmest afhængig af rockmusik, og det er herfra, jeg ofte henter min inspiration.  I “Jack the Rippers lærling” skinner dette nok meget tydeligt igennem, da jeg har givet Alice Coopers musik og tekster en birolle, og – måske knapt så synligt – har forsøgt at ramme stemningen fra shock rock.

Derfor har det meste af romanen været ren legetime for forfatteren, men samtidig har den også forårsaget, at jeg måtte nedbryde nogle personlige, skrivemæssige barrierer. Personen Thomas’ adfærd er på mange områder temmelig grænseoverskridende, og jeg havde fra starten besluttet, at hvis jeg skulle skrive fra hans vinkel, måtte jeg ikke lade min egen tryghedszone blive hans begrænsning. Så han har fået lov til at tænke, føle og handle, som jeg – efter bedste overbevisning – tror, at en mand som ham ville gøre, og dermed er romanen forhåbentlig blevet generelt hæmningsløs og pletvist grænseoverskridende.

I hvert fald skal man være forberedt på en del amoralsk opførsel og sort humor, men måske også en større identifikation, end de fleste ville forvente at finde hos en seriemorder. For Thomas er ikke et uhyre, men simpelthen et menneske, der opfører sig uhyrligt.

Du har tre bøger på gaden indtil videre. Hvornår og hvordan begyndte du at skrive?

På det punkt er jeg en omvandrende kliché. Jeg har skrevet, siden jeg lærte at stave nogenlunde genkendeligt, og jeg gjorde det, fordi jeg ikke kunne lade være.
Jeg kommer fra en typisk – hvis sådan en findes – arbejderfamilie, hvor min storesøster er familiens første student, og det stod derfor ikke ligefrem skrevet i kortene, at jeg skulle være forfatter. Omvendt har jeg heller aldrig følt, at jeg havde et valg. Historierne kom og ville ud, så mit eneste bevidste valg i den sammenhæng var at arbejde med selve håndværket at
skrive og at forsøge at få mine historier udgivet.

Hvad er dit forhold til Jack the Ripper – havde du en forudgående fascination, og hvor meget research har du lagt i bogen?

Jeg var 10-11 år, da jeg første gang stødte på Jack the Ripper (i en faglitterær bog om seriemordere, som min mor vist ikke kendte indholdet af), og jeg blev omgående fascineret af den “historie”, som de fleste af os kender. Dvs historien om verdens første seriemorder, der myrdede først, maltrakterede bagefter og legede med politiet, indtil han forsvandt lige så pludseligt, som han var dukket op. På mange måder en romantiseret fortælling, hvor morderens frækhed og arrogance næsten overskygger det voldelige.

Siden da har fascinationen hængt ved, men indtil for nogle år siden kun i den skitseformede udgave, som jeg nævner her. For nogle år siden gik jeg dog i gang med at skrive en roman, hvor hovedpersonen er bedste veninde med Mary Jane Kelly (Rippers sidste offer). I den forbindelse kastede jeg mig ud i en ret grundig research med basis i mordet på Mary Jane, men selvfølgelig – som research har for vane – voksede den hurtigt ud i alle retninger. På den net-side jeg hovedsageligt brugte, kan man finde alt fra samtidens avisartikler til lister over mistænkte, og sågar billeder af ligene og obduktionsrapporterne.

Sidstnævnte fjerner forbløffende effektivt ethvert romantiseret skær der måtte ligge over myten.

Omtalte roman blev ikke til noget, men research-arbejdet herfra kunne jeg til gengæld bruge i “Jack the Rippers lærling”. Denne roman er dog på ingen måde en afhandling om Jack the Ripper som historisk person, og jeg har derfor valgt kun at indsparke nogle få oplysninger, der – på den ene eller anden måde – har betydning for hans lærlings historie.

“Jack the Rippers lærling” er meget bundet op på hovedpersonen, Thomas, men har det hele tiden været ham, der har skullet være det bærende element? Hvordan og i hvilken for opstod ideen til bogen?

Historien om Thomas og hans kunstneriske eskapader startede for snart ti år siden som en novelle (“Slagterlærlingen”), hvori kun Thomas og et enkelt offer optræder. Idéen bag den var delvist en gætteleg – Gæt, hvem det er, Thomas kopierer – og delvist mit bidrag til den daværende aktiveringspolitik. Da jeg publicerede den på nettet, viste det sig, at flere læsere lod sig fascinere af Thomas’ forskruede tankegang, og de ville gerne have mere. Umiddelbart havde jeg svært ved at se en spændingskurve i en række mord set fra morderens side, så jeg forkastede tanken om at udbygge historien.

Personen Thomas havde dog præsteret at knytte sig til det Alice Cooper-album, jeg refererer til både i novellen og i romanen, og derfor blev jeg med jævne mellemrum mindet om ham, indtil jeg gav mig til at lede efter en nøgle til hans historie. Nøglen syntes at være et sidekick, han kunne tale med og reagere på, men det virkede som – meget bogstaveligt – overkill at have to psykotiske lystmordere farende rundt.

Først da min nyanskaffede og yderst provokerende kattekilling truede med at hvæsse kløer i min pladesamling, faldt historien på plads. I begyndelsen som en humoristisk og lidt splatterpræget actionroman, men i takt med at karakteren Thomas blev tilpasset den “gængse” lystmorderprofil, fik både han og historien mere tyngde, og det splattede kunne træde i baggrunden for persontegningen.

Dine to første bøger var mere rettet mod unge læsere, mens man mærker en lidt mere voksen tone i denne. Har du en tiltænkt læser eller aldersgruppe, når du skriver?

Egentlig ikke. Jeg har altid haft mig selv som målgruppe, og derfor er det heller ikke bevidst at de to første bøger synes rettet mod unge.

At “Jack the Rippers lærling” virker mere voksen i tonen end de første, skyldes derfor nok mere historiens hovedpersoner end et forsøg på at skifte målgruppe.

To af dine bøger, inklusive denne, har været horror – hvad er det ved den genre, der tiltaler dig som forfatter?

Jeg har tidligere omtalt horrorgenren som litteraturens svar på rockmusik, og det er nok den sammenligning, der stadig forklarer min tiltrækning af genren bedst. Horror giver forfatteren grænseløs frihed, men samtidig stiller den nogle krav til både teknik og troværdighed, som jeg ikke har oplevet i nogen anden genre.

Selv skrev jeg tidligere hovedsageligt associerende. Jeg startede på side 1 med samme viden om historien som læseren, og så lod jeg historien folde sig ud, uden at gøre forsøg på at styre den. Den metode er ikke mulig for mig, når jeg skriver horror. Her er spændingskurven så synlig og aktiv en del af historien, at jeg ikke bare kan føle mig frem, men er nødt til at vide, hvor jeg egentlig er på vej hen, og hvad der skal ske undervejs. Der er stadig plads til at improvisere, men jeg skal som minimum kende slutningen og et par vigtige scener undervejs, før jeg overhovedet begynder at skrive.

Højbergs bibliografi dækker to novellesamlinger med hans eget navn på samt deltagelse i flere antologier. Han begår sig hovedsageligt inden for de fantastiske genrer og har siden dannet sit eget forlag, Kandor. Det er her, han har indkaldt til denne antologi, der behandler racisme og fremmedhad inden for horror/weird-genren.

Han har tidligere været på Fantastiske Forfattere med Vandringer i mørke og Lejlighed 42 – og andre mørke fortællinger.

Forlaget om Det sker igen

Racisme, kontrolmentalitet, fremmedgørelse, ringeagt af medmenneskelighed. Alle har haft gode vækstvilkår det sidste årti. Hvilken verden går vi i møde, hvis denne vækst får lov at fortsætte? Hvilken verden skal vores efterkommere vokse op i? Det er svært at spå om fremtiden, men med denne antologi gør elleve danske forfattere forsøget og giver deres bud på, hvilken verden vi går i møde.

Hvis den da ikke allerede er her.

Interview

Kan du starte med at præsentere antologien “Det sker igen” – hvad skal man forvente sig som læser?

Det kan du tro. Det sker igen består af 11 noveller, som alle er skrevet med fokus på fascisme og racisme. Novellerne er horror og kan læses som sådan på to planer: Horror ved at være uhyggelige, grusomme, klamme, modbydelige og sadistiske. Horror ved at førnævnte er funderet i bevidst politisk vanrøgt af medmenneskelighed.

Hvordan opstod ideen til en antologi med så tydeligt et budskab?

Det korte svar er lede ved Dansk Folkeparti. Et mere detaljeret svar skal findes en dag, hvor jeg oplevede DF proklamere, at menneskerettighederne er meningsløse og totalitære, samtidig med jeg læste en reklame for den engelske antologi Never Again. Denne handler nemlig om, hvorfor vi aldrig igen skal invitere fornægtere af menneskerettighederne ind i vores samfund.

Skal vi forvente flere antologier af den her slags fra Kandor?

Ja, jeg kan faktisk godt finde på, at udgive andre antologier centreret omkring et bestemt politisk emne. Det kan eksempelvis være noveller omkring konsekvenserne af den globale opvarmning, konsekvenserne af et komplet økonomisk sammenbrud i EU eller konsekvenserne af 10 år regeringsførelse med Enhedslisten som parlamentarisk grundlag.

Hvordan foregik arbejdet med bogen? Fik du mange noveller indsendt, og hvor meget arbejdede du med forfatterne om det færdige resultat’?

Fra jeg skød ‘konkurrencen’ i gang (nu skal jeg passe på ikke at få Internettets grønne havenisser på nakken) og frem til deadline, var der ikke meget arbejde med bogen, for jeg valgte at samle alle modtagne noveller i et chartek for at læse dem i ét hug. Det eneste, jeg gjorde, var at gøre omslaget færdigt og sætte trykfilen til antologien op, så de udvalgte noveller blot skulle sætte ind i den.

Da først deadlinen var ovre, var der derimod en del at lave. Jeg modtog ca. 35 noveller. Det tog ikke særlig lang tid at læse dem, for der var rigtig mange gode noveller, og de mindre gode kunne jeg sige nej-tak til allerede efter en side. Udvælgelsen tog der i mod længere tid, end jeg havde forventet, for der var en del noveller, jeg gerne ville have med, men som af den ene eller anden grund ikke passede ind i antologien, eksempelvis ved at være næsten identisk med en anden novelle.

Med hensyn til samarbejdet med forfatterne gik det glat. Et par af novellerne krævede næsten ingen redigering, et par andre krævede en del, og så var dem midt i mellem, som krævede en smule. Alt i alt vil jeg tro, jeg har brugt gennemsnitlig 15 timer per novelle.

Du har også tidligere redigeret antologien “Bag Adonais spejl”, ligesom du har fået udgivet et par af dine egne novellesamlinger - hvad er det, der gør novellen så spændende en form at arbejde med?

Det fede ved noveller er længden. Den er hurtig skrevet, og den er hurtig redigeret (og læst, men nu kikker jeg på novellen som forfatter og redaktør), hvilket vil sige, jeg har mulighed for at arbejde med rigtig mange forskellige historier og virkemidler på ganske kort tid. P.t. er jeg i gang med at redigere min roman, Dæmonolotria, og arbejdet med den har stået på i årevis, og det synes jeg er trættende. På den ufede måde. Den skal bare se at blive færdig, så jeg kan komme i gang med at skrive noveller igen, for jeg har en masse historier, der gerne vil ud og på forskellige måder. At redigere antologier undervejs er heldigvis en lindring for min utålmodighed af de førnævnte grunde. Og i tillæg lærer jeg en masse nyt om fortællerteknik og sprog.

Hvad kendetegner i dine øjne en god novelle?

Ud over at håndværket skal vær i orden, så skal den først og fremmest være original og underholdende. Jeg har hørt andre redaktører sige, de synes, det er meget vigtigt, at novellen også vil noget, altså den har et budskab, men det er jeg ikke enig i (med Det sker igen, jo, men det er en undtagelse). En forfatters fornemmeste opgave er at underholde. Men når det så er sagt; hvis jeg modtager en novelle, der er velskrevet, original, underholdende OG som vil noget, ja, så jubler jeg

Der er en del af forfatterne i “Det sker igen”, som er kendt fra diverse blade, antologier og egne bøger – sker der en opblomstring inden for de fantastiske genrer i disse år? Og hvordan ser du Kandors rolle i det?

Ja, jeg tror faktisk, der sker en opblomstring af de fantastiske genrer for tiden. En del af forklaringen, tror jeg, skal findes i, at læserne er ved at være træt af krimier, men da de ikke er træt af spændingslitteratur, så er det nærliggende at vende blikket mod de fantastiske genrer. En anden forklaring, tror jeg, skal findes i, at dem, der voksede op med fantastik som barn, også gerne vil læse fantastik som voksen. Der er bare ikke noget på dansk – i hvert fald kun meget lidt, og så er det for det meste oversat. De læser det derfor på engelsk, men higer efter dansk. Og så er det jo nærliggende at skrive det selv.

Med hensyn til Kandors rolle, så vil jeg bliver meget stolt, hvis man om ti år kan sige, Kandor spillede en rolle i, at de fantastiske genrer blomstrerede op.

Du har selv leveret novellen “Hvid chili” – hvordan opstod den, og var det før eller efter, du besluttede dig for at samle en hel antologi?

Jeg skrev novellen i september 2010 efter en nyhedsudsendelse, hvor en af DF’erne kom med en udtalelse omkring muslimer, hvor jeg tabte hat og fortænder og tænkte Hold da op. Hvis lige vi erstatter ordet muslim med jøde, så får du spontant minioverskæg og begynder at heile. Der var så meget had i udtalelserne, at der – i mine øre – ikke var langt til vold (det var vist nok den samme knark, der mente, det er i orden at bankeopdrage børn, så …). Derfor skrev jeg Hvid Chili, der handler om højreekstremistisk terror. Det var tæt på, jeg ikke tog novellen med i antologien af frygt for at blive anklaget for at slå plat på Breiviks handlinger, men jeg valgte i sidste ende at tage den med, da jeg synes, den er meget aktuel. Og som sagt er novellen skrevet før Breivik blev verdenskendt.

“Det sker igen” startede under en anden regering, end vi har nu – er der håb for fremtiden, tror du?

Nej, det tror jeg faktisk ikke. Nu fik danskerne nok af DF’s dæmonisering af alle ikke-danskere (hvilket inkluderer mig, da jeg er syvende generations indvandre fra Ukraine), men de nye fjendebilleder er allerede begyndt at sive fra vores nye regering og specielt fra deres parlamentariske grundlag med deres snak om Banditter i habitter. Fjendebilleder har det med at begynde i det små.

Det største problem, som jeg ser det, er jordens eksplosivt voksende befolkningstal. Der er simpelthen for mange af os til de resurser, der er, og resurseknaphed fører til frustrationr og årsagen til frustration skal helst placeres hos nogle ‘andre’, og så kører hademøllen. Det gør det så heller ikke fortrøstningsfuldt, at vi står midt i en finanskrise, der potentielt kan udvikle sig til noget, vi knap har mareridt til at forestille os, og som kan vare et årti eller mere. Og dårlig økonomi har altid været vand på hademøllen.

En anden ting, der også skræmmer mig, er den ensretning, der er i samfundet. Eks. på litteraturfronten, hvor mere eller mindre alt, der udgives af de store forlag, er ens. Krimier og biografier. Det, jeg husker som fedt ved at gå i boghandlen som barn, var den myriade af forskellige udgivelser, der var af vælge imellem, og jeg var specielt vild med det, fordi jeg vidste, jeg ville opleve forskellige menneske- og livssyn. Med den kommercialisering, der har været af litteraturen, synes jeg, der er sket en voldsom indsnævring af forfatterholdninger – for man skal jo være sikker på at kunne sælge det i store oplag. Spændvidden af menneske- og livssyn er skrumpet ind. I dag køber jeg stort set kun mine bøger på Amazon Kindle, og hovedmotivationen er det store udvalg af indieforfattere, altså selvudgivere som ikke kan slå igennem på de store forlag, fordi de ikke passer ind i normalrammerne. Det er nemlig ikke kvaliteten, der er noget i vejen med, den er fuldt på højde med forlagslitteraturen. Indielitteraturen er til gengæld meget mere interessant at læse, fordi man møder nye – og vigtigst af alt – forskellige livssyn.

Så nej, jeg ser ikke det store håb for fremtiden. Ikke med mindre vi træffer et bevidst valg om at bekæmpe ethvert tiltag til at skabe fjendebilleder.

Links

Nikolaj Højbergs hjemmeside

Kamp startede med at udgive sine egne bøger, men er siden kommet i stald hos forlaget Tellerup, hvor “Bunker 137″ er hans anden udgivelse. Han skriver både romaner og noveller inden for de fantastiske genrer, men dog især horrorgenren. Han har tidligere været på Fantastiske Forfattere med “Moln – jorden husker” og “Fordærv“.

Forlaget om Bunker 137

Det er krigens sidste dage.
De allierede rykker frem mod Berlin på trods af desperat modstand og gør klar til det afgørende fremstød.
En lille gruppe tyske soldater må søge tilflugt i en forladt bunker, men mørket gemmer på hemmeligheder med langt værre rædsler end krigens.

Tiden er knap og vanviddet er over dem!

 Interview

Kan du starte med at præsentere Bunker 137? Hvad er det for en type bog, du har begået denne gang?

Bunker 137 er min første krigshorror-udgivelse. Den tager udgangspunkt i de sidste dage af 2. Verdenskrig et stykke uden for Berlin, hvor de allierede rykker frem og møder desperat modstand fra tyskerne.

De fleste krigshistorier har jo de allierede som hovedpersoner, men jeg har valgt at man følger en lille gruppe Waffen-SS-soldater, der forskanser sig i en øde beliggende bunker og forsøger at holde de allierede fra livet.

Det er en meget barsk og direkte historie, hvor jeg ikke forsøger mig med humor eller andre ting til at opbløde stemningen, men først og fremmest er det horror med et lovecraftiansk twist.

Den er blevet beskrevet som: ”Lovecraft overnatter på Ørneborgen.”

Nazister er, ligesom zombier og andre, en fast ingrediens inden for horrorgenren. Men hvor de andre monstre er fiktive, har nazisterne deres basis i virkeligheden – er det det, der gør dem så interessante?

Nja – jeg tror nazisterne er evigt interessante, fordi de var den sidste simple fjende. Under 2. Verdenskrig stod fronterne meget klart overfor hinanden (i hvert fald i bagklogskabens klarsyn) med tydeligt definerede skurke og helte. Nazisterne var de umenneskelige, og de, der bekæmpede dem, var heltene. Alle efterfølgende krige har været mere mudrede.

Derudover havde de jo en ideologi, vi har meget svært ved at forstå i dag, og den fik en popularitet, som er fuldstændig uforståelig for os. Der er et evigt spørgsmål om, hvorfor gik de med til det? Hvorfor valgte så mange mennesker nazismen?
Endelig var de indre kredse omkring Hitler jo nogle meget farverige skikkelser. Der blev både udforsket okkultisme, sær videnskab og bizarre teorier som Arisofi.

Kan du fortælle lidt om “Bunker 137”s tilblivelse – hvornår opstod ideen, og hvordan foregik arbejdet med bogen?

Bunker 137 er en af de projekter, hvor selve historien og universet har udviklet sig meget fra idé til fuldførelse. Oprindeligt var projektet ment som en ”Custer’s Last Stand” historie om en lille gruppe allierede, der skulle holde stand mod en horde af nazi-zombier.

Det er bare ikke særlig originalt, så idéen udviklede sig til en noget anden type historie. Jeg ville gerne have nazister som hovedpersoner, både fordi det er anderledes, men også fordi det var en udfordring som forfatter. Hvordan giver du læserne sympati for dem, vi alle ved er skurkene?

Og endelig opdagede jeg, da jeg begyndte på historien, at det er en vinkel, vi sjældent hører. Og måske en vigtig vinkel. Der er en tilbøjelighed til, at nazister bliver til en slags robotter i krigshistorier. De har ingen følelser og kan bare slås ihjel. Men de var jo mennesker ligesom os andre. De havde familie, var loyale overfor vennerne og havde et sammenhold, vi sjældent oplever. Så det blev en rejse ind i, hvordan en Waffen-SS-nazist tænker.

Jeg mener nemlig helt oprigtigt, at det er farligt, når vi dæmoniserer folk. Hvis vi gør Hitler og nazisterne til monstre, så distancerer vi os samtidig fra dem. De bliver gjort lidt uvirkelige, som om det er noget, der ikke kan ske i dag. Men de var jo nogens naboer.

Det var almindelige mennesker, der valgte nazismen, og den vinkel ville jeg gerne prøve at belyse.

Selve arbejdet med historien bar præg af en heftig research. Jeg ville gerne have alle detaljerne korrekte, så der skulle være styr på udstyr, forholdene i Waffen-SS, situationen i de sidste dage osv. I praksis sendte jeg løbende hvert kapitel til en ven, der er historiker med speciale i 2. Verdenskrig, så han kunne rette alle de forkerte ting og fortælle mig, hvordan det rigtigt foregik.
Jeg har fundet en ret stor glæde ved den slags research, for det giver historien et skær af troværdighed, som er meget vigtigt. Man kan faktisk lærer noget af at læse den.

Dine bøger har gerne været kategoriseret som ungdomsbøger, men denne gang virker det, som om du sigter lidt bredere. Er det sandt og i så fald hvorfor?

Nej, jeg skriver altid (med få undtagelser) til mig selv. Jeg gider kun skrive de bøger, jeg gerne selv ville læse. Dog foretrækker jeg et simpelt, effektivt sprog, så unge har muligheden for at læse med, hvis emnet fanger dem. Jeg skriver ikke direkte til unge, så det er misvisende at kalde mig børne- og ungdomsforfatter, men det er en stor diskussion i sig selv. Dansk Horror Selskab er jo stiftet for at gøre opmærksom på horror som voksenlitteratur, så det rammer ikke kun mig.

Til gengæld kan jeg mærke, at mit fokus ændres. Jeg har selv kaldt min genre for social-horror, da en del titler både er horrorhistorier og sætter fokus på nogle sociale problemstillinger, men jeg bevæger mig mere og mere i retning af noget, man kunne kalde forældrehorror. Altså hvor det er rollen som forældre, der er bærende i forhold til hovedpersonerne. Jeg tror ikke, man for alvor forstår Jürgen i Bunker 137, med mindre man selv har børn.

Nogle af de fremtidige titler har endnu større fokus på dette, så temaerne er i hvert fald ikke målrettet unge.

“Bunker 137” er meget filmisk i sin opbygning – kan man spørge til dine inspirationskilder i den forbindelse?

Det er lidt sjovt med de inspirationskilder. Jeg har hørt både Event Horizon, Deathwatch, From Beyond og Outpost forslået som inspiration, men faktisk kommer det et helt andet sted fra.

Jeg fik den første idé efter en lang nattesession med computerspillet Call of Duty: World at War, hvor vi spillede zombiebanerne. Det var stemningen, der inspirerede mig. Den klaustofobiske, paniske stemning, hvor soldaterne løber igennem de mørke gange og forsøger at holde en fjende fra livet, der hele tiden kommer væltende.

Det ændrede sig hurtigt til noget helt andet, for den anden vigtige inspirationskilde var en bog, jeg læste som ung om Philadelphia-eksperimentet skrevet af den gamle røver Charles Berlitz.

Myten fortæller, at USA i 1943 eksperimenterede med at gøre skibe usynlige for radar ved at omgive dem med stærke magnetfelter. Ifølge de mere farverige beskrivelser blev skibene også usynlige for det blotte øje, og det havde frygtelige konsekvenser for besætningen, der i nogle tilfælde smeltede sammen med skibene.

Det er naturligvis en sejlivet myte, men idéen er spændende, specielt da jeg tænkte: ”Hvor fik de idéen fra?”

Mere kan jeg ikke skrive uden at afsløre for meget af Bunker 137.

Jeg har skam set de pågældende film, men inspirationen kommer hovedsageligt fra den gamle røverhistorie tilsat en skvæt Lovecraft.

Du har en længere bibliografi tilknyttet dit navn nu og en del faste læsere, må man formode – hvordan påvirker dine læseres forventninger dig som forfatter?

Ikke meget. Jeg vil ikke sættes i bås, så jeg skriver det, jeg har lyst til. Det er som regel horror, men jeg har ikke afskrevet de andre genrer. Der, hvor det påvirker mig, er de gode anmeldelser. Jeg har været forkælet med rigtig god omtale på det sidste, så det sætter selvfølgelig en høj standard for de kommende projekter.

Jeg ved, at en del læsere venter på bøgerne og regner med noget godt, så jeg kan godt blive lidt presset over forventningerne. Men det er jo konstruktivt, for så presser jeg mig selv mere.

Der er lidt af en horrorbølge i tiden, både med udgivelse og Dansk Horror Selskab, som du også er en del af. Er horror ved at blive en del af det fine selskab?

Det tror jeg nu ikke. Horror er altid blevet betragtet som lidt underlødigt og bliver det stadig. Horrorudgivelser ryger nærmest pr. automatik på børnebiblioteket, med mindre det er meget tydeligt, at det er henvendt til voksne.

Jeg tror, horrorbølgen skyldes en stærk talentmasse, der elsker at skrive, og at forlagene kan se, at der er penge i skidtet. Jeg forventer ikke, at nogen af de store litteraturpriser går til horrorudgivelser lige foreløbig.

Hvad skal man som læser forvente sig af den del af fremtiden, der står Michael Kamp på?

Jeg er ved at nærme mig slutningen på endnu en horrorroman, der har været længe undervejs. Barsel og småbørn tager meget af skrivetiden, så min egen deadline i juni måned er for længst overskredet. Den udvikler sig stadig, så jeg tør ikke sætte en deadline igen.

Når den er sendt til forlaget, kaster jeg mig over Bobs Saga 4. Nu har læserne ventet siden 2009 på det sidste bind, så det er vist på høje tid. Indtil videre har hvert bind i serien været både en opskalering af den bagvedliggende konflikt og en udvikling hos Bob, så jeg glæder mig til at kunne smøge ærmerne op og bruge de store armbevægelser denne gang.

Efter Bob 4 har jeg ikke nogen planlagt rækkefølge, men der ligger rigeligt med idéer på harddisken at gå i gang med. Jeg kan mærke mindst én stor roman i murstensstørrelse simre bag i hovedet og har nogle idéer til historier, jeg ellers ville have forsværget, at jeg nogen sinde ville røre ved.

Min produktion skulle gerne sættes i vejret igen nu, så jeg kan stabilt kan levere gode læseoplevelser hvert år.

Og som afslutning i forlængelse af det filmiske – fem gode film, som man bør se ifølge Michael Kamp?

Er man til det kulørte, men stemningsfulde, er jeg helt vild med Sucker Punch. Jeg havde forventet en fæl omgang spekulation i stil med Paris-Hilton-som-actionstjerne, men den overraskede mig med en langt dybere historie og en legende tilgang til virkeligheden og metafortællinger.

Tentakler og B-film kan klares med Deep Rising fra 1998, hvor et krydstogtskib angribes af en godt, gammeldags søuhyre. Pirater, tentakler og attitude er et godt mix.

I zombiegenren er Dawn of the Dead fra 2004 en af de meget få film, jeg så to gange i træk. Fantastisk film.

John Carpenters The Thing fra 1982 har efterhånden nogle år på bagen, men det gøres ikke bedre.

Endelig er The Descent fra 2005 en lille overset filmperle, der demonstrerer klaustrofobisk horror bedre, end jeg har set det i nogen anden film. Toeren er ligegyldig, men etteren bør stå i enhver samling. Og selvfølgelig versionen med den originale slutning. Amerikanerne kan tilsyneladende ikke tåle rigtig horror, så deres version mangler det sidste, afgørende minut.

Links

Michael Kamps hjemmeside

“Bunker 137″ anmeldt på Horrorsiden

Lunøe er født 1978 og cand.mag i engelsk og filosofi fra Københavns universitet. Novellesamlingen “En dag uden sol”, der rummer 10 forskellige historier, er hans debut, udgivet på forlaget Ostenfeld.

Forlaget om En dag uden sol

Benjamin Lunøe har i ’En dag uden sol’ skabt en række fabulerende og farverige noveller – alle med filosofi og menneskeligt tankegods som præmis. De livsfølte fortællinger fører læseren fra så forskellige steder som Romerriget, Rummet og Jørgen Nashs´ sommerhus. Alle med en ramme, der sætter de store spørgsmål i livet under lup på fornøjelig og eftertænksom vis. Måske har du selv kigget op mod stjernerne og undret dig…

Interview

Først: kan du starte med at præsentere dig selv? Hvem er Benjamin Lunøe, og hvad skal man forvente, hvis man samler hans novellesamling op?

Jeg er 33 år, Cand. Mag. i engelsk og filosofi og netop debuteret som forfatter. De sidste 4 år har jeg arbejdet for Røde Kors, men sagde for nylig op for at skrive i stedet. Min novellesamling består af historier, der gerne skulle indeholde alt det, jeg selv finder interessant i verdenshistorien. Det er visionen. Der er fortællinger fra fortid og fremtid, og litteraturhistorien er en levende medfortæller.

“En dag uden sol” er din første udgivelse – hvornår og hvordan begyndte du at skrive?

Jeg begyndte at skrive, da jeg gik i folkeskole. Jeg var inspireret af de eventyrbøger, jeg læste dengang, og forsøgte at efterligne dem. Senere fik jeg øjnene op for den store litteratur, men fornemmelsen for eventyr har aldrig helt forladt mig. Jeg kan godt lide bøger, der transporterer læseren til en anden verden. Som underholder og oplyser på samme tid. Faktisk mener jeg, at værker som Odysseen og Iliaden kan betragtes som den oprindelige fantasy-litteratur.

Hvordan foregik arbejdet med samlingen? Leverede du en færdig samling noveller til forlaget, blev de lavet på bestillinger eller hvordan?

Jeg skrev novellerne i en sommerferie. Det var tale om en af de dér sjældne eksplosioner af energi og inspiration, som man desværre ikke oplever så ofte. Det tog ikke meget mere end en måned at skrive den grundlæggende tekst, som så er blevet revideret utallige gange siden. Jeg opsøgte selv forlaget. Der skal gøres et vist arbejde, når man er debutant.

Historierne i “En dag uden sol” er rammer meget bredt i tone og temaer. Synes du selv, der er en rød tråd i dine fortællinger?

Den røde tråd er glæden ved at fortælle. Det er rigtigt, at samlingen spænder meget vidt – måske for vidt – men jeg blev selv grebet og båret med, da jeg skrev det. Historierne har det tilfælles, at de vil tage læseren ud af hverdagen og med et andet sted hen.

På din hjemmeside betegner du dig selv som klassicist – kan du forklare lidt nærmere, hvad du lægger i det?

Det jeg skriver, er meget referentielt. Jeg lader mig gerne inspirere af de store fyrtårne i litteraturhistorien fra Homer til Borges, og jeg synes, det klæder ethvert værk at vise sine rødder frem. Jeg er klassicist i den forstand, at jeg elsker historiens store forfattere og aldrig kan få nok af dem. Jeg ser det som en modpol til postmodernismen, som jeg aldrig er kommet overens med.

Hvad vil du gerne opnå i mødet mellem læser og historie? Har du et formål med det, du skriver?

Jeg forestiller mig hverdagen som en støvet hylde med bøger, og mine fortællinger som det vindpust, der blæser alt støvet væk. Mine fortællinger bliver ikke skabt ud af en indre tvang, som andre forfattere taler om, men ud af et overskud – en lyst til at glæde læseren og vende ham eller hende væk fra det trivielle i livet til det fantastiske. Jeg hader selv, når jeg kommet til at synke ned i hverdagens trummerum, og bøger er dét, der bærer mig ud.

I “En dag uden sol” virker det flere steder, som om du leger med genrerne. Hvad er dit forhold til de litterære afgrænsninger?

Egentlig leger jeg ikke bevidst med genrerne, det skete nærmest organisk, at værket kom til at stritte i så mange retninger. Jeg gjorde en historie færdig, og så kom den næste helt af sig selv – tilfældigvis foregik den nu bare i Romerriget eller det ydre rum. Hvis man som jeg skriver af lyst, er man måske nødt til at favne bredt.

Hvad byder fremtiden på? Er drømmen at leve som forfatter, og arbejder du allerede på noget nyt?

Det er helt klart min drøm at leve af det her, men jeg ved, at det selvfølgelig er svært. Lige nu skriver jeg fuld tid, og da jeg er a-menneske, er det virkelig dejligt at kunne bruge sin bedste tid på dagen til at lave noget, man elsker, i stedet for altid at måtte gøre det om aftenen efter arbejdet. Jeg har et princip om altid at være i gang med et værk, så jeg har andet at bekymre mig om end anmeldelser eller afslag. Jeg er ved at skrive en digtsamling baseret på en form, jeg har lånt fra kinesisk guldalderpoesi, som jeg finder meget inspirerende, og også en novellesamling mere, der bibeholder det fantastiske element, men som kommer til at fremstå lidt mere samlet, da alle historier foregår i nutiden og har danskere i hovedrollerne. Derefter er det planen, at jeg vil forsøge mig med en roman.

Til sidst: fem bøger, som man ifølge Benjamin Lunøe burde læse?

Det er svært at begrænse sig til fem. I dag har jeg udvalgt nedenstående, men hvis man spurgte mig i morgen, blev det måske nogle helt andre.
Aleffen af Jorge Luis Borges – intellektuelle, labyrintiske fortællinger, der bliver bedre for hver læsning.
The Ebony Tower af John Fowles – især titelnovellen er en drøm af en fortælling.
Pan af Knut Hamsun – for skærgårdsstemningen.
The Great Gatsby af Scott Fitzgerald – en nærmest fuldkommen roman.
Skaknovelle af Stefan Zweig – for sproget og formatet.

Links

Benjamin Lunøes hjemmeside

Litterær efterårssol, interview på Litteratursiden

En dag uden sol anmeldt på Den elektriske kanin

Silvestri er i løbet af ganske kort tid gået fra novelleudgivelser i danske fanzines til at have tre bogudgivelser på markedet. Han har tidligere optrådt på Fantastiske Forfattere med Køtere dør om vinteren. Den produktive skolelærer/forfatter står denne gang bag en mursten af en bog: 800 sider zombieaction.

Forlaget om Pandaemonium

Et sted i København begynder virkeligheden at skride i sømmene.
Fluer i græshoppestore sværme torpederer folk og skaber kaos.
Ondskaben kommer til verden i en lejlighed på Nørrebro. Presset ud af menneskekød. Mast til ukendelighed under fluesværme genopstår mennesker nu fra de døde.

Den makabre kamp for overlevelse begynder, og den er dømt ulige fra starten af. For hvordan overlever man når flænsende og hjernedøde zombier pludselig er i overtal i en millionby? En lille gruppe overlevende forskanser sig et sted i Danmark og tager kampen op mod ondskaben. Spørgsmålet er blot, om overlevelse overhovedet er mulig, når zombiehæren glubsk nærmer sig.

Interview

Hvad skal man forvente, når man samler Pandaemoniums 800 sider op og giver sig til at læse?

Som læser af Pandaemonium skal man forvente en B-film i bogform, komplet med corny one-liners, hurtig action, personer som noget af vejen er stereotyper og kropsvæsker, der flyver til alle sider. Man bør også forvente en meget grafisk bog, der ikke lægger fingrene imellem, når det kommer til at beskrive, præcis hvad f.eks et kastespyd gør ved en gennemrådden zombie. Ideen med B-film er så integreret, at den finder vej til selve måde at sætte teksten op på. Eksempelvis forlader en person ikke bare en bil. Man får at vide, hvordan han løsner sikkerhedsselen, åbner døren og sætter foden på asfalten. Men man bør også forvente noget helt andet. Nemlig en god historie, der blander ældgamle religiøse forestillinger fra blandt andet Egypten og Mesopotamien med kristen mytologi. Titlen er ikke tilfældig. Det er en episk tour de force gennem ondskaben og dens rådne tjenere. Og så er der faktisk en mening med zombierne. De er ikke bare hjernedøde ædemaskiner.

Kan du fortælle lidt om bogens tilblivelseshistorie? Den begyndte som flere bøger, men endte som et samlet værk. Hvordan gik det til?

I sommeren 2007 (mener jeg) skrev jeg den første af bøgerne, der dengang bar titlen Pandoras væske. Jeg havde egentlig ikke regnet med at skrive videre på den, men responsen fra de mennesker, der læste den, var enorm. De ville have mere. Så jeg tænkte: Hvad fanden…kan jeg skrive en opfølger? Det kunne jeg så, og det blev til hele to af slagsen. Jeg og forlaget (Valeta) snakkede meget frem og tilbage om, hvorvidt vi skulle udgive bogen som en trilogi. Det viste sig dog en smule problematisk, da første del er væsentligt kortere end de to andre. Vi endte med det samlede værk, fordi det signalerer det bombastiske i fortællingen. Det er en stor historie, så det kræver et lige så stort volumen. Jeg tror også, at enhver, der har løftet på et eksemplar, vil have på fornemmelsen, at det ikke er hverdagskost.

Dette er første gang, du får udgivet en roman, hvor du tidligere har skrevet noveller. Hvordan er det at arbejde med den længde lige pludselig?

Det har været en stor oplevelse at arbejde med en så voldsom tekstmængde. Undervejs i redigeringen er der røget flere kapitler, og bogen er blevet reduceret med 10-15%. I forhold til noveller, der selvfølgelig også redigeres, så jeg mig nødsaget til at have et ekstra dokument permanent åbent. I det stod hele historien i punktform, men det viste sig ikke at være det vigtigste. Det gjorde tværtimod personbeskrivelserne. Jeg fangede mig selv i nogle steder at have gjort en af personerne rødhåret, og andre steder var hun blond. Det holder jo ikke. Ligeledes var de i førnævnte beskrivelser også personernes holdninger og livssyn, så jeg sikrede, at de ikke trådte ud af karakter. En anden ting, jeg læste rigtig meget op på, var den mytologiske del. Jeg kan godt afsløre, at den egyptiske myte om Solen er ganske væsentlig, og jeg måtte konsultere mere end ét digert værk for at holde tungen lige i munden. Ud over alt det, var der pludselig mange steder, hvor jeg måtte søge hjælp udefra. Jeg har snakket i telefon med alt fra en retsmediciner til en radioamatør. Det nyttede jo ikke noget, at kløjs i sendefrekvenser eller forrådnelsesprocesser. Efter endt arbejde må jeg nok indrømme, at jeg i fremtiden stadig vil fokusere på novellerne frem for romanen. Dermed ikke sagt, at der ikke kunne falde endnu en roman af i svinget…selv om det sikkert vil være et ret stort sving.

Er “Pandaemonium” den første roman, du har skrevet, eller ligger der tidligere forsøg og simrer i skrivebordsskuffen?

Faktisk har jeg endnu en roman liggende på harddisken. Det er en større sag, men noget mindre end Pandaemonium. Den er meget historisk og kobler en næsten dokumentarisk viden om historiske begivenheder med tidsrejser og magi. Det lyder som noget af en sammenbygning, og det er det egentlig også. Om den nogensinde bliver hevet frem, ved jeg ikke. Ud over den, har jeg et par skitser liggende, men det er alt for tidligt at sige noget om dem.

Zombie-apokalypsen er næsten en genre i sig selv, og i dine noveller blander du gerne genrerne. Har du også gjort det her, eller holder du dig til formen?

Pandaemonium er faktisk meget genretro, og så alligevel ikke. Jeg har ændret stort set alle aspekter af zombie-apokalypsen og krydret den med træk fra blandt andet fuldblods-horror, dannelsesromanen og action-filmen. Og så er den betydeligt mere humoristisk end f.eks Romeros oprindelige univers. Det ændrer dog ikke ved, at enhver, der læser Pandaemonium, vil placere den solidt i zombie-genren, og det er også der, den hører til.

Zombierne bliver ved med at dukke op – i alle mulige forskellige afskygninger. Hvorfor er det lige, at de er så interessante?

Jeg tror at zombier er interessante, fordi det er mennesker, men samtidig monstre. Tag blot en klassisk zombie. En præst, komplet med pibekrave og sort kjortel. Når en læser får præsenteret en sådan zombie, ved de, at den engang har været en levende person, der forestod bryllupper, var til for sine sognebørn og stod for det gode. Kombiner præste-zombien med en grafisk fremstilling af, hvordan en rive har flået halvdelen af maveregionen ud, før den kilede sig selv ind mellem hans ribben, og du har det monstrøse. Det er krydsfeltet mellem det menneskelige, vores viden om hvad der engang var og det modbydelige, der næsten, men også kun næsten, har ødelagt det, vi forstår. Fordi vi ikke kan forbinde de to ting, bliver det så absurd, at vi tiltrækkes af det. Og så en anden ting: Zombier spiller på den måske ældste frygt mennesket har, nemlig at blive spist levende.

Zombierne ses som regel mest i film, men er der nogen litterære zombier, du har haft som inspirationskilder?

Jeg kan ikke undgå at nævne Kadavermarch af Dennis Jürgensen. Jeg har læst den bog utallige gange, og den er en massiv grund til, at jeg skrev Pandaemonium. Faktisk har jeg næsten ordret snuppet et par sætninger (som en cadeau) fra førnævnte bog og placeret dem i Pandaemoniums indre. Se, om I kan finde dem!

Du har været utroligt produktiv det sidste stykke tid. Har du allerede flere udgivelser på arbejdsbordet?

I skrivende stund arbejder jeg på min ”opfølger” til Køtere dør om vinteren. Den kommer til at følge samme model, med delvist realistiske noveller og delvist fantastiske af slagsen. Og så har jeg tænkt mig at fortsætte med at medvirke i diverse konkurrencer, selv om jeg nok skruer lidt ned for blusset. Mit arkiv med gamle noveller ser efterhånden også lidt slunkent ud.

Og til slut: 5 zombieværker (film, bøger eller andet), som A. Silvestri vil anbefale?

La Horde: Fransk zombiefilm fra 2009. Den følger en gruppe politifolk, der har taget loven i egne hænder, og nu indleder et overraskelsesangreb på den gruppe pushere, der slog deres kammerat ihjel. Problemet er blot, at zombier kommer med til festen. Den har en fed slutning og formår at forny genren en smule.

Dead Island: Computerspil fra 2011. Ret så nyt, og ret så underholdende. Man kan mest af alt kalde det en klassisk shooter, bare uden skydevåben. Det er sjovt at gå i clinch med de levende døde, og at det hele foregår i et tropisk paradis, er blot den ironiske glasur på kagen.

Pride and Prejudice and Zombies: Bog fra 2009. Forfatteren, Seth Grahame-Smith, har ganske enkelt kombineret Jane Austens gamle roman med zombier og japansk æreskodeks. Selv om jeg ikke var så vild med bogen, står den alligevel som et spændende forsøg på at udfordre genren.

Fido: Canadisk film fra 2006. I denne verden, der er en mærkelig variant over 50ernes USA, er zombie-apokalypsen overstået, og mennesket har vundet. Zombierne er reduceret til tjenende ånder, og det er fascinerende at se, hvor depraverede mennesker egentlig er, når de har hånd- og halsret over andre skabninger.

Død Snø: Norsk film fra 2009. Det er rendyrket underholdning. Der er masser af sne. Og zombierne er ikke bare zombier…de er NAZI-zombier! Need I say more?

Links

A Silvestris blog Forfatter på halv tid

A. Silvestri interviewet på Fantasticon (video)

Anders Jørgen Mogensen er født i 1980 og uddannet lærer. “Virkeligheden er ikke virkelig” er den første bog med has navn på titelbladet, men han har tidligere lavet musik og skrevet manuskript til tegneserien “Skæbnen er en ådselsæder”, som Simon Bukhave illustrerede.

Forlaget om Virkeligheden er ikke virkelig

David Lynch for børn!

De 13 fortællinger i Virkeligheden er ikke virkelig omhandler alle børn, deres hverdag og familien. Hovedpersonerne – som alle er børn – møder her det overnaturlige, dunkle og ret ofte makabre.

Som i historien om “VandAnna”, der opdager, at hun uheldigvis er lavet af vand, og at hendes klassekammerater er tørstige …

Eller i den noget større fortælling “Inde i betjentens mave”, hvor drengen Peter befinder sig i en besynderlig situation; fanget i en betjents indre efter at have revet armen af sin lillebror ved et uheld.

Alle fortællingerne tager udgangspunkt i hverdagen og familien, og temaer som død, tab, genfødsel og forvandling går flittigt igennem dem alle. De er bredt tilgængelige for børn i mange aldersgrupper og har et enkelt og billedrigt sprog, som stiler efter at underholde, men også berige børnenes kreativitet, fantasi og lyst til at læse.

Interview

 Til at starte med: kan du præsentere dig selv og “Virkeligheden er ikke virkelig”? Hvem er Anders Jørgen Mogensen, og hvilken type bog har han begået her?

Jeg har siden 1998 mest bevæget mig inden for musikken og har udgivet plader og turneret med mit band KLoAK og senere duoen Alle med balloner og terrasser. I 2005 dannede jeg sammen med tre venner pladeselskabet ESCHO, som siden da har udsendt over 20 plader, senest med bands som Iceage og Thulebasen. Vi har også arrangeret en masse koncerter i København. Jeg tjener til dagen og vejen på Bordings Friskole på Østerbro, hvor jeg er dansklærer.

De sidste fire år har jeg brugt på at skrive, og novellesamlingen Virkeligheden er ikke virkelig er den første kulmination af dette.

Virkeligheden er ikke virkelig er en samling fantastiske og surreale fortællinger, der forhåbentlig henvender sig til alle og kan være med til at udfordre folks ide om, hvad en fortælling med et barn i centrum kan være.

Du har lavet musik og manuskript til en tegneserie før – og nu en novellesamling. Er der en rød tråd i den produktion, et samlende element, eller har du bare svært ved at holde dig til ét område?

Det hele hænger helt klart sammen. I alt, hvad jeg foretager mig, foregår der hele tiden en kamp for at bryde ud af det vante, og det er måske den røde tråd. Nogle gange tror jeg, at alt, hvad jeg har lavet i mit liv indtil nu, bare har været overspringshandlinger frem til at skulle udgive bøger. Jeg føler helt klart, at jeg har fundet det sted, jeg hører til, men jeg tror også altid, jeg vil forsøge mig inden for forskellige former. Det er på sin vis ikke mig selv, der bestemmer, hvilke ideer jeg får, og i hvilken form jeg forsøger at tvinge dem ud af min hjerne, så ideerne også kan konfrontere andre.

Hvornår og hvordan begyndte du at skrive – og hvornår begyndte du at forsøge at få det udgivet?

I gymnasiet sad jeg og rodede med en masse historier, men da jeg så i 1998 dannede bandet KLoAK, gled det hele lidt i baggrunden, indtil jeg tog det op igen i 2002, hvor jeg begyndte at skrive digte. Der gik dog ikke lang tid, før jeg forstod, at mine digte ikke var særligt gode, og derefter skiftede jeg til prosa. Så kom der nogle år, hvor jeg havde meget travlt med musikken, og jeg havde ikke så meget tid til at skrive. I 2007 kom jeg hjem fra en turne i Skandinavien med KLoAK. Den var gået fantastisk godt, og derfor var jeg fuld af energi. I stedet for at sidde og brokke mig over, at turneen var færdig, som jeg plejede, satte jeg mig foran computeren og begyndte at arbejde med nogle af de historier, jeg havde i mit hoved, og man kan sige, at jeg på sin vis aldrig har rejst mig. I december 2009 holdt jeg en måneds pause fra at skrive, men ellers har jeg nærmest skrevet hver dag siden den dag i september 2007, hvor jeg begyndte. Alle historierne i Virkeligheden er ikke virkelig er fra denne periode og frem.

Jeg tror, jeg sendte de første ting ud til forlag i 2008. Jeg fik nogle pæne ord med på vejen, men intet blev antaget. Inden jeg sendte det ud, havde det været forbi min ven T.S Høeg, som jeg kender gennem musikken. Han er en erfaren forfatter og musiker, og jeg vidste, at jeg kunne stole på, hvad han havde at sige. Jeg afleverede tre historier til ham, og da jeg næste gang kom forbi, sagde han bare, at han syntes, jeg havde godt styr på det og bare skulle fortsætte.

På sin vis var det det bedste, nogen kunne sige til mig, da jeg var så optaget af, hvad jeg havde gang i. Hvis han var kommet med en masse råd og ideer, tror jeg bare, det havde bremset mig.

Hvordan opstår historien for dig – med et plot, en ide, et billede eller noget helt andet? Og hvordan videreudvikler du den derfra?

Jeg lærte ret hurtigt, at jeg ikke kan bruge en god ide til noget, hvis den ikke også har rod i noget sprogligt. Det skal altså være en sætning, som sætter det hele i gang. En sætning, som danner grobund for hele historien. Mit hoved er fyldt med masser af historier, men når jeg ikke ved, hvordan jeg skal skrive dem, kan jeg ikke rigtig bruge dem til noget. Men generelt er det et svært spørgsmål at svare på, fordi historierne netop bare opstår i mig, og det kan være som plot, som billede, som ide. Jeg er ligeglad, bare det lever.

13 noveller er der samlet i bogen. Hvordan er arbejdet med samlingen gået? Har du haft et stort udvalg, eller har du skrevet dem specifikt til denne udgivelse? Og hvordan har samarbejdet med forlaget/redaktøren været?

Efter jeg havde skrevet en fire, fem historier, vidste jeg, at en samling var ved at tage form, og derefter kom der bare flere og flere historier til. Der var 10 noveller i den samling, som forlaget antog, og mens jeg arbejdede med at redigere de noveller, kom der tre nye til. Generelt slettede jeg en masse, og jeg mener, at samlingen med 13 noveller endte med at blive lidt kortere end den, jeg sendte ud med 10. I øvrigt skrev jeg også en novelle, som ikke kom med. Det var den eneste gang, min forlægger var uenig i et valg, jeg foretog. Når jeg ser på det nu, havde han ret, selv om jeg er meget glad for novellen. Den er bare mere kompleks og vil et andet sted hen end de andre historier. Generelt har jeg været rigtig glad for at arbejde med Mikael på forlaget. Han har haft stor tiltro til mig og hele tiden stolet på min vision.

“Virkeligheden er ikke virkelig” bevæger sig i det surrealistiske – hvorfor tiltaler denne form dig som forfatter?

Det er på sin vis ikke noget, jeg har bestemt mig for, men så snart jeg går i gang med at skrive, tager min underbevidsthed bare fortællingen derhen. Jeg tror, at virkeligheden er meget flagrende for mig, og derfor har jeg let ved at forestille mig dens principper ophævet. Jeg har altid, siden jeg var barn, været tiltrukket af det surreale. Min hjerne tillader i hvert fald, at grænser blive overskredet, uden at jeg føler et behov for at trampe i jorden og pointere det.

Hvilke forfattere ser du selv som dine inspirationskilder?

Preben Major Sørensen, Knud Holten, Ulla Ryum, Poul Vad, Birgit Munch, Jeppe Brixvold, Louis Jensen, Thomas Pynchon, Don DeLillo, Cormac McCarthy, Herman Melville, Bret Easton Ellis, Samuel Beckett, Knut Hamsun, J.G. Ballard, Samuel R. Delaney, Stanislaw Lem, Michael Moorcock, Jeff Vandermeer, Clive Barker og så har jeg sikkert glemt en masse.

Du har en roman på vej med titlen “Kødet” – kan du fortælle lidt om den og forskellen på at arbejde med historier i kort og lang form?

Kødet er en ungdomsroman om sex og selvkannibalisme. Historien følger drengen Thomas, som går i 8.klasse. I hans familie skærer faren kød af sig selv og serverer det for sine børn. Thomas, der er ved at bliver voksen, begynder selv at få den evne, men det fatter han selvfølgelig ikke, og det er ligesom romanens omdrejningspunkt. Derudover forsvinder pigen, han er forelsket i, og han må flere gange til en parallel verden kaldet Uvirkeligheden. Romanen er til tider surreal, absurd og forhåbentlig sjov og underholdende. Men jeg er spændt på, hvad folk siger til den, da hele det seksuelle til tider bliver meget konkret konfronteret.

Kødet blev over dobbelt så lang, som jeg havde forventet, og det er måske den største forskel på at arbejde i kort og lang form. Ved en novelle prøver jeg at gøre den så skarp som mulig, mens der i en roman er mere tid til at flyde. Jeg skrev den, samtidig med at jeg skrev Virkeligheden er ikke virkelig, og derfor føler jeg også, at de hører sammen. Generelt arbejder jeg altid på flere ting samtidig, da jeg føler, det giver mig en frihed. Hvis jeg ikke kan komme videre med det ene, går jeg bare videre til det andet.

Kødet er i øvrigt smukt illustreret af Simon Bukhave, og specielt hans forside bejler til prisen som årets bedste. Romanen udkommer engang i november via Forlaget Fahrenheit.

Og hvad byder fremtiden så på? Arbejder du allerede på noget nyt, eller vil du forsøge dig inden for en anden kunstform?

Den 14. oktober udkom Grønflammeskoven. Det er en billedbog med musik, som jeg har lavet sammen med folk fra bandet Oh No Ono og en masse andre. Bag i bogen er der en cd, hvorpå historien bliver læst op, samt 10 nyskrevne sange. Jeg har skrevet bogen sammen med Nicolai Koch, og så har jeg skrevet en sang og synger en anden sang på pladen.

Derudover har jeg skrevet en roman færdig med titlen Pludselig vågnede jeg, som igen er en ungdomsroman. Lige nu prøver jeg at finde ud af, hvordan den skal udkomme. Min plan var at skrive en blanding af Saint-Exupérys Den lille prins og Cormac McCarthys The Road, men jeg er vist endt op med at skrive en roman, der er så sørgelig, at den nok bliver lidt sværere at få ud end som så. Til gengæld er jeg meget glad for den, og jeg føler virkelig, at jeg har fået sagt alt det, jeg ville sige. Historien handler kort fortalt om en dreng, der vågner op begravet i skoven. Han kan intet huske, men en stor flænge i hans pande gør, at han indser, at noget forfærdeligt er gjort mod ham. Bogen handler om hans jagt på svar, og der går ikke lang tid, før han forstår, at han også selv har gjort noget forfærdeligt.

Lige nu arbejder jeg på en trilogi om seksuel frustration, som uden tvivl henvender sig til voksne. Trilogien hænger kun sammen tematisk og er meget mere eksperimenterende, end hvad jeg tidligere har lavet. Den første bog hedder Dryppende glorie, og jeg er cirka 90% færdig med den. Den anden hedder Skravl, og den er jeg cirka 60% inde i. Den sidste har arbejdstitlen Hurra, og der har jeg skrevet en 30-40%. Der går nok en halvanden års tid, før jeg er færdig med dem alle, men jeg håber på, at Dryppende Glorie udkommer i 2012. Det har været vigtigt for mig at tage min forfattergerning et andet sted hen, og det, synes jeg, er lykkedes. Jeg er meget spændt på, hvad folk siger til det, men jeg er selv meget tilfreds og føler, det er det bedste, jeg endnu har formået at skrive. Alle tre bøger bevæger sig stadig inden for det fantastiske.

Og så arbejder jeg på en plade med mit nye band Nikolas. Forhåbentlig er vi færdig med den i starten af næste år.

Og til slut: fem gode bøger ifølge Anders Jørgen Mogensen

Kattens anatomi af Poul Vad

Denne roman burde være obligatorisk læsning for alle. Historie på historie væves ind i hinanden. Utroligt, at en forfatter kan have så meget fantasi i sig og få det hele ned i en bog. Når man har læst den, vil man aldrig glemme rottekongen!

Blood Meridian af Cormac McCarthy

Cormac McCarthy har i de seneste år opnået noget af et gennembrud. Jeg har læst de fleste af hans bøger, men Blood Meridian er det største for mig. Sjældent er verdens ondskab blevet beskrevet så smukt.

Af en engels erindringer af Preben Major Sørensen

Preben Major Sørensen har været dansk litteraturs freak, siden han debuterede i 60erne. Jeg har med undtagelse af 3-4 værker læst alt, hvad han har skrevet, og jeg er lige imponeret hver gang. Af en engels erindringer er hans første roman ud af kun tre. Ellers har han primært beskæftiget sig med kortprosa.

City of saints and madmen af Jeff Vandermeer

Bogen foregår i verdenen Ambergris, som Vandermeer har brugt i tre romaner. City of saints and madmen er den første, og det er derfor, jeg vælger den frem for fortsættelsen Shreik, an afterword, som måske er den bedste i trilogien. Jeg synes, at Vandermeer er det mest interessante, der kommer fra USA i øjeblikket, da han har formået at tage fantasy et helt andet sted hen og henvender sig til folk, der ikke er interesseret i genrelitteratur.

Forbrydelse og fremgang af Jeppe Brixvold

Denne roman har vel allerede en form for nyklassiker-status, og den fortjener al den ros, den har fået. Flere historier (måske med den samme hovedperson?) væves sammen, lige indtil Brixvold serverer en historisk roman om Alexander den store på 200 sider, hvorefter romanen pludselig vender tilbage til sin mere eksperimenterende form. Hvis han kun havde udsendt delen omkring Alexander den store, var romanen blevet en bestseller, men det hele står stærkere i den form, Brixvold har valgt.

Links

Forfatterside på forlaget Ostenfeld

Virkeligheden er ikke virkelig anmeldt på Den elektriske kanin, Himmelskibet og Bogblogger

Adam O er en tegneserieskaber, der debuterer med science fiction-værket “Ruiner” – en postapokalyptisk fortælling fra Danmark, med politiske undertoner.

Forlaget om Ruiner

Tag med Ask på vandring i København i en ikke så fjern fremtid. En tænkt fremtid, hvor historiens forfatter leger med tanken om, hvad der vil ske, hvis dagens terrorlovgivning føres ud i yderste konsekvens. I fortællingen går hovedpersonen rundt og beretter, hvordan der gradvist strammes op på sikkerhed og overvågning, hvordan minoriteter af befolkningen udsættes for opsyn og siden interneres, hvordan den resterende del af befolkningen accepterer det, indtil de samme loves opstramninger rammer dem selv. “Ruiner” er et fiktivt tankeeksperiment til debat og eftertanke, og samtidig kan man nyde tegneren Adam O’s overdådige grafiske fabulering om Danmarks hovedstad, forladt og tilgroet i tiden umiddelbart efter, det danske samfund af en eller anden grund er brudt sammen.

Interview

Du er kommet lidt ud af det blå og debuterer med “Ruiner” – kan du starte med at præsentere Adam O? Hvem er du, og hvordan kom du i gang med at lave tegneserier?

Jeg er 35 år og er i færd med at uddanne mig til grafiker. Jeg er desuden ansat på et hjem for hjerneskadede, et arbejde jeg holder meget af. Jeg læste tegneserier som knægt, men har egentlig først for nyligt genopdaget genren, som jo er en helt fantastisk måde at fortælle historier på.

Hvilken type tegneserie er “Ruiner”? Hvilken oplevelse håber du på, at læseren sidder tilbage med efter endt læsning?

Ruiner er en fremtidsfortælling, som finder sted, efter menneskenes tid er forbi. Man kan kalde det en utopisk eller dystopisk historie, alt efter hvilket humør man er i. Men det har ikke været min hensigt at male det sædvanlige mareridtsscenarie op om, hvor forfærdelig verdenen vil være uden os.

Historien tager afsæt i den terrorlovgivning, som er blevet indført her til lands de sidste år, særligt logningsreglerne som trådte i kraft i 2007.

Nogen vil måske påstå, at man skal være paranoidt anlagt for at mene, at disse regler er den direkte vej til det totale overvågningssamfund, som jeg beskriver i tegneserien. Men allerede nu betyder de nye love, at hver eneste dansker, ifølge IT og Telebranchen, gennemsnitligt bliver registreret 100.000 gange årligt. –Hver gang vi modtager et telefonopkald eller en sms, bliver afsender, modtager, tid og ikke mindst vores lokalitet lagret i en databank.  Vores e-mail korrespondancer og alle de hjemmesider, vi besøger, bliver registreret og gemt hos internetudbyderne i minimum et år. Alt sammen i et forsøg på at bekæmpe et begreb, som lovgiverne stadig ikke har evnet at give en klar definition af, nemlig terrorisme.

Hvis læseren efter endt læsning får lyst til at samle bøger om terrorlovgivningen op, og der findes en del, skrevet af klogere mennesker end mig, ville jeg da ikke protestere. Men hvis man har haft en lang dag med kø i supermarkedet, kø på motorvejen, ubehagelige naboer og bare ønsker resten af befolkningen hen hvor pepperet gror, så kan tegneserien måske også tilfredsstille dét behov.

Du er debutant – hvordan er du blevet modtaget af det danske tegneseriemiljø og læserne?

De personer, jeg har mødt fra det danske tegneseriemiljø, har været sympatiske folk, der brænder for tegneserier og ikke er bange for at gøre plads til nogle anderledes eller skæve indspark. Til gengæld har udgivelsen været under heftig beskydning i diverse tegneserie-internet fora, selv før den overhovedet var udkommet, og folk havde læst den. Jeg havde forventet, at Ruiner ville dele vandene, men er dog en smule overrasket over, at folk hverken holder sig tilbage fra at skyde på min person eller mit forlag. Når det er sagt, har jeg også fået mange positive tilbagemeldinger, og den første avisanmeldelse er lige kommet i Weekendavisen (19 maj), og den er god. Vi har desuden solgt en fjerdedel af oplaget på den første uge, hvilket jo tyder på en vis interesse for albummet.

Hvordan har “Ruiner” udviklet sig? Hvor lang tid er der gået fra ide til færdigt produkt, og hvor megen lighed er der mellem de to?

Jeg startede med at skrive i april 2010 og har arbejdet ret intensivt med projektet siden da. Der er foretaget visse ændringer undervejs, men der er ikke langt fra den originale idé til det færdige resultat.

Science fiction-tegneserier er ikke ligefrem et boomende marked i Danmark. Hvad er dit forhold til science fiction-genren?

Science fiction er en taknemmelig måde at behandle nutidige problemstillinger på. Tingene kan stilles på spidsen, eller køres ud i så voldsomme ekstremer, at de pludselig står lysende klart. Jeg holder selv meget af de mere skarpe fortællinger som Orwell’s ”1984”, Huxley’s ”Fagre nye verden” og Alan Moore’s tegneserie ”V-for Vendetta”. Men jeg kan jo se, at der også er danske forfattere, der tager emnet op for tiden.

“Ruiner” anbringer sig i traditionen af post-apokalyptiske historier – hvad er det, der er så tiltalende ved verdens undergang?

Jeg vil tro, at det hænger sammen med vores fascination af døden og dét faktum, at vi hver især ville være noget ganske særligt, hvis vi var den sidste generation af mennesker på jordens overflade. Men dét, som der oftest spilles på i historier om verdens undergang, er, hvor forfærdeligt det vil være, når vores civilisation bryder sammen, og at kloden derefter vil blive et ondt og goldt sted, fordi de menneskelige hyrder ikke er der til at passe på den. Men det er ikke dén vinkel, jeg har valgt i Ruiner, nærmest tværtimod.

Jeg slår ikke på tromme for vores races udryddelse, men jeg synes, det er en oplivende tanke, at planeten rent faktisk er hårdfør nok til at overleve menneskene, selvom det vil tage mange år, før alle vores efterladenskaber er brudt ned og kan optages i den naturlige cyklus igen. En rigtig god bog om emnet er Alan Weisman’s ”The World Without Us”. Der findes også en tv-serie fra The History Channel af næsten samme navn, men den bør man skåne sig selv for.

Påvirker formen historien? Ville “Ruiner” have været en anden fortælling, hvis den ikke havde været en tegneserie, men i stedet en roman?

Det, jeg har forsøgt at gøre med ruiner, er at lade en ret bidsk tekst står i kontrast til de, som regel, fredfyldte, farve-intense billeder af et mennesketomt og overgroet København. Dét havde ikke været muligt at gøre på samme måde med ord alene. Dertil kommer at jeg holder af at tilføje små detaljer i baggrunden af billederne, som den tålmodige læser kan gå på opdagelse efter.

Nu er “Ruiner” på gaden – hvad sker der så nu? Arbejder du på noget nyt? Og kan du i så falde løfte sløret for det?

Jeg skal til at renovere vores køkken, så blyant og tusch bliver skiftet ud med brækjern og boremaskine for en tid, men mon ikke jeg snart finder vej igennem byggerodet, tilbage til tegnebordet?

Og som afslutning – 5 tegneserier, som man bør læse lige nu ifølge Adam O.?

Læs eller genlæs Claus Deleuran’s to ”Thorfinn” albums! Det er de to eneste tegneserier, jeg har haft siden min barndom, og min kære bibliotekarmor havde dem med hjem fra arbejde med et stort ”kasseret” stempel på innercoveret. Det må simpelthen være den bedste danske tegneserie nogensinde: Lindorme, rom i tønder så store som huse og pirater der slås med toppen af det danske erhvervsliv, iklædt superheltekostumer. Sådan!
”676’er”-tegneserierne er også en opløftende påmindelse om, hvor sprælsk og uforudsigelige tegneseriemediet kan være. Tre andre tegneserier jeg har læst for nyligt og varmt kan anbefale er Joe Sacco’s ”Palestine”, Kristoffer Zielers ”Stejl Fart” og Vittorio Giardino’s ”No Pasaran”.

Links

Ruiner.dk – tegneseriens hjemmeside med smagsprøver

Ruiner anmeldt på Litteraturnu.dk, Podia, Nummer9 og netavisen P77