Jakob Brønnum er født 1959 og har en række bøger bag sig, både poesi og prosa, såvel som faglitterært arbejde. “Pinballmesterens drøm” er en novellesamling med undertitlen “9 metafysiske fortællinger”.

FORLAGET OM “PINBALLMESTERENS DRØM”

Pinballmesterens drøm indeholder 9 fortællinger om mænds magt og afmagt, og om mænds veje og afveje til kærligheden.

Tag for eksempel titelfortællingen Pinballmesterens drøm, der handler om en ung mand, der bliver træt af at stå ved sin udkårnes vindue hver aften i vinterkulden og går på værtshus, og da han efter nogle ugers forsøg er ved at slå rekorden på pinballautomaten, får han øje på hende ud af øjenkrogen.

Eller Bøddelen om den lille mand, der bliver klemt i systemet, da han får en lærling, der ikke ejer kærlighed til faget.

Den længste fortælling er samlingens hovedhistorie Store og Lille, en fortælling om to brødre, der rydder op efter forældrenes død og efter bedste evner søger at fordele boet. Det er en gribende historie, vel noget af det bedste, mest komiske og mest tragiske, der er skrevet på dansk om den situation, som næsten alle kommer ud for: at arve sine forældre.

Samlingen kommer særdeles vidt og bredt omkring, og hver eneste fortælling er engagerede og åbner et helt nyt univers.

Jakob Brønnum skriver poetisk og medrivende, hans fortællinger er både ganske fysiske og metafysiske, alle præget af overskridelser og længsler. På samme tid genkendelige og overraskende, og for såvel mænd og kvinder, unge som gamle, garvede og mindre garvede novellelæsere.

INTERVIEW

Kan du starte med at fortælle lidt om dig selv – hvem er Jakob Brønnum, og hvorfor begyndte han at skrive?

Jeg har skrevet siden jeg var 11-12 år, i mange år udelukkende digte, inspireret af den færøske digter Regin Dahl, der var gift ind i min familie, og min dansklærer Jørn Richter, der siden i en menneskealder har undervist i psykologi på sygeplejeskolen i Vejle. Egentlig debuterede jeg i Politiken, på avisens søndagsbørneside “mini-Politiken” som 12 -årig, hjulpet af digteren Erik Bing, som mine forældre kendte. Jeg ved helt ærligt ikke, hvorfor jeg begyndte at skrive – i dag er det blot sådan, at det er noget,
jeg på en eller anden måde hele tiden gør.

Hvilken oplevelse venter der læseren med “Pinballmesterens drøm” – og hvordan adskiller den sig fra, hvad du ellers har skrevet?

Jeg håber, der venter læseren en oplevelse af, at vi gennem humor og noget spræl og forhåbentligt også nogenlunde godt håndværk, får fortalt en forhåbentlig god historie, der måske får sagt noget om de temaer, fortællingerne kredser om – mænds magt og afmagt, i en sammenhæng, hvor det er aspekter af kærligheden, der driver de fleste fortællinger

Den adskiller sig fra det øvrige derved, at det er fortællinger (noveller, om man vil), og jeg har tidligere skrevet romaner og digte. Den humor og det forsøg på et vist eksistentielt perspektiv, jeg i al uformåenhed prøver at ramme, ikke mindst gennem en stram sproglig styring, har været der som kim i mine romaner og også i nogle af digtene, nok mest Vejen ud og vejen hjem, selvom det er et helt andet perspektiv.

Jeg tror, det er et lidt farligt spørgsmål at stille en forfatter – men hvilken novelle er du mest glad for?

Det må vel være Store og Lille, hvis jeg skal vælge én. Men jeg er også meget glad for … nej, jeg er glad for dem alle … men ok, særligt Sølvnæsen, Bøddelen og titelfortællingen

Novellen er desværre en lidt underkendt form på det danske bogmarked – hvad kendetegner en vellykket novelle, og hvad er det, en novelle kan, som en roman ikke kan?

Mange danske noveller før i tiden (dvs. fra 1930′erne eller måske lidt senere til slutningen af 1980′erne eller måske lidt senere) var ret kedelige, fordi de netop ikke ville det med at gå ind og kondensere en fortælling og forsøge at stikke snabelen i nogle af de gamle historier, der handler om det samme, Dante, Homer, Blicher, hvad véd jeg, men i stedet ofte var små realistiske klip with a twist in the end. Jorge Luis Borges, som jeg sætter meget højt, har kun skrevet kortprosa, men nogle af hans ting er jo omfangsrige som romaner, rent indholdsmæssigt. Jeg fatter ikke, at folk ikke læser flere noveller – det er noget, man kan nå i metroen, og mens børnene ser tv færdigt, inden de skal lægges.

Du har skrevet i mange forskellige former – fra poesi til artikler for “Vi unge”. Hvad kommer først: formen eller historien?

Ok, det med “Vi Unge” er 30 år siden (jeg interviewede CV, da han kun havde udgivet En stynet strejffer og T-Shirts, Terrylenebukser og Gummisko), men – da jeg skrev mine romaner, var det formen, der kom først, og det er det nye med de her ting, det er historien, der kommer først. Det er noget, jeg har besluttet for at – igen – kondensere mine ting: At for fremtiden er det historien, der kommer først. Så må vi se, om noget af det vokser til romaner – det var Store og Lille jo godt på vej til.

“Pinballmesterens drøm” har undertitlen “9 metafysiske fortællinger” – hvad lægger du i begrebet metafysisk i denne sammenhæng?

Det er min forlægger, der har fundet på det (jeg er helt enig). Jeg tror, han mener, at historierne forløser deres ting ligeså meget gennem det overordnede, eller måske snarere underliggende, tema som gennem handlingens i fortællingerne.

Så vidt jeg kan se, er det første gang, du bevæger dig uden for den realistiske ramme, i al fald i prosa – hvorfor dette spring, og hvad er det for historier, du kan fortælle der?

For mig selv har romanerne aldrig været realistiske, men jeg ved godt, de er blevet opfattet sådan. Fortællingerne i den nye bog er for mig på en eller anden måde mere stramme omkring deres tema. Det ligger nok i det med formen eller historien, jeg talte om før. Når jeg er alene med det her tænker jeg: hurra, med den her tilgang er der ingen historier, jeg ikke kan fortælle.

Du har en baggrund som teolog – spiller det religiøse ind i det, du skriver?

Det kommer an på, hvad jeg skriver om, tror jeg. Men det spiller helt sikkert ind som en fuldstændigt åndssvag tro på en mere åndelig (bvadr!) form for livsmåde. Nogle gange skriver jeg også mere religiøse ting, for eksempel 5-6 af de 120 digte i Vejen ud og vejen hjem, men for mig selv trækker de mere på nogle bibelske fortællinger, end de er egentligt religiøse.

Udover at skrive holder du også foredrag om Kierkegaard og Dostojevskij plus en række andre forfatterskaber, hvilket jo gør det nærliggende at spørge til dine inspirationskilder.

Borges, Dostojevskij, nogle unge kortprosaforfattere som svenskerne Kristian Petri og Magnus Florin, Sven Holm – Villy Sørensens tidlige noveller. Peter Seeberg, som jeg har været så heldig at kende gennem Forfatterforeningen og Hald, ligger der jo altid et eller andet sted, når jeg skriver, jeg har læst ham fra jeg var 14 år, og i en anden boldgade: Thomas Mann, Robert Musil. Og Kierkegaard, ja. Som teolog har jeg været heldig at få udleveret redskaberne til ovenikøbet at forstå en del af det, han skriver.

Når man har læst “Pinballmesterens drøm”, hvor synes du så, man skal læse videre – både hvis man vil videre med dit forfatterskab, og hvis man gerne vil læse noget andet, der måske har et fællesskab?

Forfølgeren, min forrige roman, hvor der som sagt er en del kim til dette her. For den novelleinteresserede ligger der en hel uskrevet samling af ideer, som hovedpersonen Peter Ulrik Hahn får undervejs. For den krimiinteresserede er der tale om en roman, hvor opklaringsfasen, grundelementet i den klassiske krimigenre, er lagt i hænderne på den anklagede selv, hvilket er lidt af et eksperiment, og for den klassiske romaninteressereede, er den – ligesom nogle af de gamle russeres uoverstigeligt vidunderlige romaner, bygget op af to fortællinger, der krydser rundt igennem hinanden, næsten uden at man kan se det: Krimihistorien, om forfatteren, der mistænkes for at have myrdet en kritiker, han vitterlig har forfulgt, og en kærlighedshistorie, hvor pigen er en person engang i fortiden (som kritikeren i sin tid snuppede fra forfatteren).

Man kunne selvfølgelig også læse min 2. roman fra 1996 Mørke, som handler om to mennesker som bliver indespærret i et hus, og så går det helt galt.

LINKS

Jakob Brønnums hjemmeside

“Pinballmesterens drøm” anmeldt hos Jyllandsposten og Den elektriske kanin.

Kort interview om bogen hos Kristeligt Dagblad

Facebookgruppe for “Pinballmesterens drøm”

Om Sven Damgaard Ørnstrup

Født 1978 i Tokyo, men nu bosat i Århus. Han er uddannet cand.mag. i Nordisk Sprog og Litteratur og Film og tv, nu med arbejde som feedtekniker. Han debuterer med fantasy-romanen “Vraggods”, første del i en serie.

Forlaget om “Vraggods”.

Det vidtstrakte rige Matinepia har længe blomstret under Atlefeldslægtens enevælde. Med oceanet på sin ene side og Daganrodsletten på den anden har landet skinnet som en ensom civilisationens lanterne midt i naturens og barbariets mørke. Men intet lys brænder evigt, og på trods af Kong Magni Atlefelds retskafne væsen breder fordærvet sig. Langsomt, men sikkert er landet ved at falde fra hinanden. Det er en tid med nat og blod. En tid hvor godt og ondt tørner sammen. Og let forveksles.

På samme tid rører en urgammel rædsel på sig. Endnu har truslens omfang ikke taget form for Matinepias indbyggere, selvom dens første forsigtige følere har lagt hele landsbyer øde. Fra en af disse landsbyer lykkes det tre unge mennesker at flygte, og snart må de stå ansigt til ansigt med verdens fortrædeligheder. Og ikke mindst dens fristelser.

Vraggods er første bind i den episke fantasyserie Abaddons Arv.

Interview

Til at starte med – kan du præsentere dig selv? Hvem er Sven Ørnstrup, og hvorfor begyndte han at skrive?

Sven Damgaard Ørnstrup er vild med episk fantasy. Og han synes, det er dødærgerligt, at den episke fantasygenre stort set ikke findes med dansk som originalsprog. Det har han derfor sat sig for at lave om på!

Jeg er født i 1978 i Tokyo, men har boet det meste af mit liv i Århus, hvor jeg er uddannet cand. mag. i Nordisk Sprog og Litteratur og Film og tv. Jeg har alle dage været bidt af en bindegal bogorm, så valget af studie faldt mig ret nemt.

Jeg skrev min første lille historie – vel en halv sides penge – da jeg var tolv eller tretten år gammel. Det foregik på mine forældres 2×86’er i programmet Word Perfect med den mindeværdige og flotte blå baggrund. Derefter gik der faktisk en del år, inden jeg forsøgte at skrive skønlitteratur igen. I de år oparbejdede jeg en stor interesse for fantasy og science fiction, så da jeg en dag på ny fik lyst til at fortælle en historie, var det helt naturligt, at valget faldt på netop én af de genrer.

Nu har jeg så fortalt, hvordan jeg begyndte at skrive. Men spørgsmålet er jo egentlig, hvorfor. Det er der ikke noget entydigt svar på. Et par af årsagerne er dog rimelig oplagte: jeg har alle dage været i besiddelse af et voldsomt narrativt begær forstået på den måde, at jeg ganske enkelt elsker en god fortælling af den slags, hvor plot, karakterer og beskrivelser smelter sammen til en højere enhed og hensætter mig som læser til en anden verden. Herudover er jeg ofte gennem min barndom blevet rost for mit gode sprogøre. Set i efterrationaliseringens lys betyder kombinationen af disse to ting, at jeg igennem mange år har haft en mere eller mindre ubevidst drøm om at skrive en bog. En dag da jeg var omkring 20 år, besluttede jeg mig så for, at den drøm skulle være mere end en drøm. Det var i forbindelse med et højskoleophold, og det var da også på højskolen, at de første spæde forsøg blev gjort.

Hvor meget tror du, der er nået at havne i skrivebordsskuffen inden 2010 – og hvad er det ved lige præcis ved Vraggods, der gjorde, at den slap gennem nåleøjet?

Der er faktisk ikke havnet voldsomt meget i skrivebordsskuffen inden 2010. Lige siden jeg besluttede mig for at gøre alvor af at skrive en bog, har jeg vidst, at det skulle være enten fantasy eller science fiction. Efter en 5- 10 påbegyndte historier, som blev skrevet i løbet af en tre års tid, fandt jeg ud af, at jeg er bedst til at skrive fantasy. Herefter har jeg på nær et par forsøgsvise og meget ungdommelige digte og nogle få noveller ikke haft lyst til at skrive andet. Det er i øvrigt meget sigende for mit virke som forfatter, at lysten til at skrive kommer først. Herefter kommer idéerne.

Hvilken oplevelse synes du selv, der venter læseren i Vraggods?

Vraggods er tænkt som en roman, der skal kunne det, jeg selv synes, en klassisk episk fantasyfortælling skal kunne. Den skal skildre kampen mellem godt og ondt. Og det skal foregå på en måde, så læseren indser, at godt og ondt ikke er skarpt adskilte størrelse, men at alle mennesker rummer potentialet til at begå både gode og onde handlinger – og at det i øvrigt i høj grad er kulturelle og normative forhold samt tid og sted, som afgør, hvad der betragtes som godt og ondt.

I øvrigt skal ovenstående tematik præsenteres ved hjælp af en kombination af plot, karakterer og beskrivelser, der formår at hensætte læseren til en tilstand, hvor man glemmer, at man læser og i stedet blot oplever historien. Dermed skulle man gerne først og fremmest læse romanen med sin forestillingsevne og sin fantasi. Herefter er man selvfølgelig mere end velkommen til at slå forstanden til og tænke lidt dybere over nogle af de ting, man er blevet præsenteret for.

Vraggods er første bind i en serie (er det en trilogi?), hvilket er et meget gængs foreteende inden for fantasy – hvorfor er det lige, at fantasy-genren har sådan en forkærlighed for historier, der ikke kan holde sig til et enkelt bind?

Abaddons Arv, som serien hedder, er ikke tænkt som en trilogi, men nok nærmere en serie i seks bind eller noget i den stil. Trilogier er ganske rigtigt meget populære inden for fantasygenren for tiden, og jeg har læst et eller andet sted, at du stort set ikke kan udgive episk fantasy på engelsksprogede forlag, med mindre det er en trilogi. Jeg synes, det er tosset at binde sig til en bestemt form på den måde.

Når det så er sagt, så er der selvfølgelig nogle træk, der går igen i genren, og som man dårligt kan afvige fra. Ét af dem er længden på bøgerne og serierne. Jeg tror i høj grad, at dette skyldes, at fantasy meget ofte følger flere forskellige personer på skift. Dette betyder naturligvis noget for omfanget af fortællingen – for hvis hver enkelt persons historie skal udfoldes, så kræver det altså noget plads. Herudover fortælles der ikke blot om forskellige personer, men også om en hel verden, som forfatteren som regel selv har opfundet. Hvis denne verden skal præsenteres, så den bliver levende, kræver det også en hel del sider.

Desuden tror jeg ganske enkelt, at mange fantasylæsere ville blive frygtelig skuffede, hvis ikke bøgerne og serierne var så lange. Jeg ved, at jeg ville!

Man mærker, at du også selv er læser af fantasygenren og kender dens virkemidler. Hvad er det, som den genre kan, og hvad kendetegner en god fantasy-roman?

Jeg har været inde på det før. En god fantasyroman skal kunne beskrive den evigtgyldige konflikt mellem godt og ondt, så man som læser får en fornemmelse af nuancerne i denne konflikt. Herudover skal den være skrevet i et sprog, der formår at gøre sig selv transparent, så man ikke læser historien, men oplever den. Det kræver meget at forfine sit sprog i en grad, så den effekt opnås, og derfor fortjener mange fantasyforfattere en stor hyldest for deres evne til at skrive levende.

Ud over dette skal en god fantasyroman præsentere sin læser for en original og troværdig verden, der på en og samme tid er genkendelig for læseren og byder på nyskabende og overraskende drejninger af disse genkendelige fænomener. Denne dobbelthed giver efter min mening læseren mulighed for at anskue sig selv og sin dagligdag på nye måder og derved blive rigere som menneske.

Slutteligt skylder jeg også at sige, at en af fantasygenrens allerstørste forcer i mine øjne er, at den kan fortælle en medrivende, actionfyldt, blomstrende, fantastisk og vedkommende fortælling, som ingen andre genrer kan. Nogle gange er det faktisk ikke så kompliceret – så har man bare brug for at høre en god historie.

Apropos at læse genren – hvem betragter du selv som dine inspirationskilder?

Mine to største inspirationskilder er genrerne episk fantasy og dystopi. Den episke fantasy forsyner mig med nogle billedskabende rutsjeture, der fremstiller alment gyldige problemstillinger på nye og interessante måder. Herudover har den ladet mig nyde mangt en sen nattetime med øjnene klistret til en fortælling, jeg ikke kan slippe. Det er en kvalitet i sig selv.

Dystopien som genre har en formidabel evne til at sætte forholdet mellem fællesskab og individ til debat. Netop forholdet mellem fællesskab og individ er et af de grundvilkår, jeg mener, at vi mennesker lever med og forhåbentlig aldrig bliver færdige med at diskutere. Forholdet mellem individ og fællesskab bliver også et tema i de kommende bind af Abaddons Arv.

Et udpluk af forfattere, jeg godt kan lide: George Orwell, Robin Hobb, George R. R. Martin, Yevgeny Zamyatin, Aldous Huxley, Robert Jordan, Arthur Koestler, Peter F. Hamilton, Michel Houellebecq.

Du er cand.mag. i nordisk sprog og litteratur & film og tv – hvordan synes du, at det skinner igennem i bogen?

Jeg håber, at det skinner igennem på to måder. Dels skulle mine studier gerne have bibragt mig en forståelse for litterære virkemidler, som jeg kan gøre brug af i forhold til det sproglige, således at teksten bliver lækker at læse. Og dels skulle de gerne være med til at gøre mig i stand til at fortælle om de problemstillinger, jeg tager op, på en reflekteret og velovervejet måde.

Hvor lang tid tog det at skrive Vraggods – og hvor meget af universet og historien havde du på plads, før du gik i gang med at skrive?

Jeg gik i gang med Vraggods, da jeg var omkring 25 år gammel – altså for ca. 6 år siden. Det var på det tidspunkt, at jeg fik den første spæde idé. Efter de første par sider vidste jeg med mig selv, at nu havde jeg fundet den rigtige melodi. Store forkromede idéer var der ikke mange af – faktisk vidste jeg kun, at romanen skulle starte på helt traditionel vis med nogle venner, der bor i en landsby, og at de skulle opleve noget livsomvæltende. Alt andet er kommet til hen ad vejen.

Det betyder også, at Vraggods anno 2010 overhovedet ikke indeholder noget af den tekst, jeg oprindeligt skrev. Dengang hed bogen heller ikke Vraggods. Men alligevel er det den samme bog. Det er i øvrigt meget sigende for mit virke som forfatter, at først kommer skrivelysten, så går jeg i gang, og så kommer idéerne.

Efterhånden som jeg har skrevet i et stykke tid, er jeg dog begyndt at indse, at det nogle gange kan være en fordel at planlægge, hvad man vil skrive, inden man skriver det. Det sparer en hel del slettet tekst og genskrivninger. Desuden får man et bedre sprogligt flow, når man ikke hele tiden skal stoppe op og tænke over, hvad der nu skal ske.

Hvordan har oplevelsen været af at debutere på det danske marked – drukner man i mængden, eller har du været i stand til at bryde gennem muren?

Alt i alt har det været en god oplevelse. Jeg er fx blevet fint modtaget af bibliotekerne. Det er min – endnu meget nylige – erfaring, at bibliotekerne vurderer det materiale, som de får tilsendt, meget professionelt, uanset om der er tale om debutanter eller etablerede forfattere. Man kan selvfølgelig diskutere stolpe op og stolpe ned om rimeligheden i lektørsystemet, hvor én person vurderer en roman. For mig at se er det dog et udmærket system, så længe lektørerne gør, hvad der står i deres magt, for at opretholde et højt professionelt niveau. Gør de det, tror jeg på, at lektørsystemet giver nye forfattere som mig selv en god mulighed for at nå ud til en masse læsere, fordi lektørerne er frie til at fokusere på indholdets faglige kvalitet, frem for om de tror på nogle bestemte økonomiske muligheder i et givent værk.

Mht. medierne er det en anden snak – i hvert fald når man ser på de brede af slagsen. Det er ikke nok at sende dem et anmeldereksemplar og så håbe på det bedste. Man bliver nødt til at rende dem lidt mere på dørene og gøre opmærksom på sig selv. Hidtil er det på den måde lykkedes mig at få et interview i en lokalavis og lovning på et mere i en anden. Og det er egentlig en fin start. Jeg tror simpelthen bare, at man skal være stædig. Høflig, men stædig.

I øvrigt tror jeg ikke så meget, at der er tale om en mur, der skal brydes igennem, som et tomrum, der skal udfyldes. Som jeg skrev tidligere, er episk fantasy med dansk som originalsprog stort set ikke eksisterende. Tricket må være at få folk til at opdage dette tomrum – og at der er blevet fyldt noget i det. Det kommer sikkert til at tage tid at vække den opmærksomhed, men jeg tror på, at det kan lade sig gøre.

Nu er Vraggods på gaden – er du i gang med næste bind? Er der planer for resten af serien?

Ja, jeg er i gang med næste bind. Jeg har skrevet omkring 300 sider, men mangler stadig nogle hundrede. Vraggods er – hvis jeg skal være helt ærlig – lige kort nok af en episk fantasyroman at være. Men det råder jeg bod på med Aiglans Garde, som bind II hedder. Aiglans Garde kommer til at handle om hovedpersonernes første rigtige møde med den fremmede magt, der truer Matinepia. Bogen bliver mere actionfyldt end Vraggods, og vi kommer til at se mere til de magiske elementer, som er at finde i universet. Blandt andet kan jeg afsløre, at hvis man gerne vil vide, hvor farlig en kampsnegl er, så er det en god ide at læse Aiglans Garde. Jeg har også en hel del idéer til det overordnede forløb i serien, men de mindre plot og historier fylder jeg ud, efterhånden som jeg kommer til dem.

Uden at det skal lyde for pompøst, så er planen med Abaddons Arv at skrive en solidt eksekveret og underholdende fortælling, der samtidig har noget på hjerte. Hvorvidt det kommer til at lykkes, må bero på reaktionerne fra læsere og anmeldere.

Links

Sven Damgaard Ørnstrups hjemmeside: fantascifi.org

Artikel i Lokalavisen Skanderborg

Vraggods anmeldt på Den elektriske kanin

Forside: Søren Klok

Om Christian Reslow

Christian Reslow blev født i 1985 og skrev sin første roman som 13-årig. Det var dog først i 2010, at hans debut udkom: science fantasy thrilleren “Miraklets fald”.

Forlaget om “Miraklets fald”

En anordning er blevet skabt. En teori er blevet afprøvet. Vi er ikke alene. For hver person, der lever i vores verden, findes et spejlbillede. En udgave af os selv, der lever i en anden udgave, af vores egen verden. En af dem har fundet en måde at bytte plads med sit eget spejlbillede.

Christian Reslows debutroman er en hæsblæsende science-fantasy thriller om kampen for overlevelse.

Interview

Til at starte med: kan du præsentere dig selv? Hvem er Christian Reslow, og hvorfor/hvornår begyndte han at skrive?

Min kære mor plejede at drille mig med, at jeg kom til verden i en toiletkumme og derfor har været nem at imponere lige siden. Om dét er sandt eller ej, det aner jeg ikke – jeg har simpelthen glemt det. Hvorom alt er, så var det i januar 1985, at jeg stiftede bekendtskab med porcelæn første gang. Et år senere snuble-løb jeg omkring, to år senere kævlede jeg løs, og tre år senere var ’hvorfor’ og ’hvordan’ blevet mine yndlingsord. Jeg tror, jeg var ret fremmelig, i hvert fald på det rent sproglige område. Og det har så kommet mig til gode i dag.

Jeg har en sadistisk gnaver i mit venstre øre og en hysterisk humorist i det højre, og jeg lader i høj grad mine instinkter råde over mit arbejde, frem for min sunde fornuft. (i hvert fald i første omgang)

Hvornår jeg begyndte at skrive? Selve processen med at skabe en historie tror jeg, at jeg har udøvet, siden jeg kunne gribe om en tusch og kom i nærheden af et stykke papir. Dengang var det nok kun tændstik-mænd, der var tale om, og der var næppe andre end mig selv, der forstod handlingen i historien (vil onde tunger nok påstå), men begæret var der, det er helt sikkert.

Jeg havde en lang årrække, mens jeg var teenager, hvor alt, hvad jeg skrev, altid endte i skraldespanden. Hvorfor ved jeg ikke. Det fik min hustru nu hurtigt sat en stopper for, da jeg mødte hende.

Så hvornår begyndte jeg at skrive? Jeg tror, jeg har været et sted mellem alderen elleve og tretten, da jeg første gang fuldendte en fortælling på skrift, men beviset er desværre gået tabt. Og hvorfor? Fordi jeg elsker det.

Forfatteren Christian Reslow er 30 procent fantast, 30 procent humorist og 40 procent psykopat, men som person tror jeg, at jeg er ret normal.

Hvordan har oplevelsen været med at få sin debutroman på gaden? Det er et stort marked – har det været muligt at skabe opmærksomhed om bogen?

Jeg har været ekstremt heldig med mit fund af forlægger (forlaget Valeta, Red.). Som et relativt nyt foretagende føler jeg mig ret beæret over, at de turde antage mig, og jeg har været rigtig positivt overrasket over, hvordan hele forløbet med udgivelsen har været. Det har været hårdt arbejde, men det har været sjovt. At høre, hvad folk mener om bogen efterfølgende, er endnu sjovere.

Markedsføringen er altid nødt til at være lidt ekstra aggressiv, når man skal have sin debut på markedet, for ellers bliver man ganske enkelt ikke bemærket. Igen har jeg kun rosende ord tilovers for min forlægger, der – ligesom jeg selv – ikke skyr nogen midler for at blive bemærket. Der har været konkurrencer på facebook, en særlig introduktionspris og en masse presseomtale i forbindelse med udgivelsen. Nu forlader jeg mig så blot på, at tilpas mange vil synes om bogen til at anbefale andre den. Det håber jeg i hvert fald.

Hvilken oplevelse synes du, der venter læseren ved “Miraklets fald”?

En god oplevelse (ha ha!). Nej, jeg håber, at læseren vil føle en trang til både at trække i nødbremsen og snyde foran til sidste side, hele bogen igennem. Miraklets Fald skulle meget gerne være en oplevelse, som man ikke behøver lægge mere i, end man har lyst til. Jeg satser på, at mit persongalleri er så elskværdigt, at man som læser vil føle sig tilpas forarget, stødt, pinligt berørt og retfærdigt hævngerrig, når jeg smider dem ud i nogle rigtigt røvsyge situationer. Miraklets Fald har fart på og er af en rimelig længde. Hvis jeg har gjort mit arbejde ordentligt, vil læseren forhåbentligt aldrig nå at kede sig. Hvis man har lyst, kan man begynde at spekulere over teorier og de få større spørgsmål i fortællingen, men det er ikke et krav. Jeg håber, at bogen er godt gammeldags spændende.

“Miraklets fald” er din første udgivelse, men du har skrevet i mange år. Hvad synes du, den bog rummer, som gjorde, at den overskred den magiske grænse og brød igennem hos et forlag?

Jeg har faktisk slet ikke forsøgt at få noget udgivet særligt længe… Det er sandt, at jeg har brugt mange år på at skrive mine små særheder ned, men jeg besluttede mig først endeligt for at få noget udgivet i 2009. Og der fik jeg næsten øjeblikkeligt min vilje, da jeg fik lov at være med i Forlaget Valetas debut-antologi ’Begyndelser’. På daværende tidspunkt havde jeg et manuskript (ikke MF, men et andet) inde hos et andet forlag, og da de afslog den, besluttede jeg mig for at sende den til Valeta også. Det blev dog ikke den, men i stedet Miraklets Fald, der blev antaget, og det tror jeg er meget godt. Miraklets Fald er ikke den værste debut, jeg kunne ønske mig. Hvordan den overskred den magiske grænse? Jeg tror, at bogen rummer tilpas meget personlighed og opfindsomhed til at kunne slå igennem på et meget smalt (og meget kritisk) marked. Jeg tror, at bogens alsidighed vil kunne nå læsere af flere genrer, og hvis jeg er heldig, så kan jeg måske fange deres interesse i fremtiden.

Noget af det, der slog mig ved “Miraklets fald”, var, hvor kontrolleret den virkede. Hvordan har din arbejdsproces med bogen været, og hvor meget af den havde du på plads, før du gik i gang med at skrive?

Først og fremmest tak for komplimenten. Det er ret svært at forklare min måde at arbejde på, medmindre jeg tager den i to halvdele – og derefter i omvendt rækkefølge.

Når mit rå-manuskript er færdigt, så printer jeg det ud, læser det igennem og så skriver jeg hele historien ind igen, denne gang med væsentlige (og forhåbentligt bedre) forskelle. Dernæst printer jeg den igen, lader min hustru læse den og venter ængsteligt hendes dom. Hendes kritik er nok den, jeg lytter allermest til, hvilket hun nok ikke vil give mig helt ret i (ha ha!). Med de nye ændringer bliver manuskriptet printet i tre eksemplarer og sendt til beta-læsning. Når beta-læsernes forslag er blevet overvejet og (i visse tilfælde) taget til efterretning, sender jeg det endelige manuskript til forlæggeren. Og så sender hun mig gudhjælpemig endnu flere forslag! Nuvel, men hele den proces er hovedsageligt den sværeste, og den kan tage op til omkring tre måneder (to en halv, i MF’s tilfælde).

Selve rå-manuskriptet sidder jeg helt alene med. Jeg bruger folk omkring mig (især min hustru) som sparringspartner, når jeg sidder fast, men langt det meste af arbejdet kan bedst sammenlignes med en form for rus. Da jeg skrev Miraklets Fald, følte jeg det meste af tiden, at jeg løb fem hundrede meter bagefter handlingen – i sandaler – og forsøgte at skrive, mens jeg løb. Det var skidesjovt!

Det eneste jeg havde på plads, da jeg påbegyndte historien, var én ide; Et barn stod på et klippeudspring med et reb om halsen. I den ene ende af rebet stod en kvinde (jeg tænkte på daværende tidspunkt, at kvinden muligvis var barnets mor) og i den anden ende var en urokkelig sten. Imellem kvinden og barnet stod en mand, med en kniv i hånden. Hvad der videre skulle ske, anede jeg ikke.

Det virker, som om der er lagt en del arbejde i byen Pinaceae Falls, som en del af historien foregår i, og man kunne formode, at den ville komme til at optræde igen andetsteds – Er det med i dine fremtidige planer?

Ha! Din snydetamp! Jeg burde nok sige, at det vil tiden vise, men jeg har altid haft lidt for nemt ved at tale over mig. Pinaceae Falls er skabt, for better or worse. Og ja, den forbandede by dukker ganske sikkert op igen. Så glæd dig <- Indsæt modbydelig latter her.

“Miraklets fald” kaldes en science fantasy thriller – hvad lægger du selv i den tredelte genrebetegnelse?

Jeg tænker aldrig selv på, hvilken genre jeg befinder mig i, når jeg skriver. Historien bliver til, ligegyldigt om den passer ind i en bestemt genres rammer eller ej, og for mit eget vedkommende betyder det ikke så meget. Jeg er dog ret forundret over, at den genrebetegnelse, som bogen i sidste ende fik, skulle være en kombination af tre af mine egne favoritter. Havde jeg fået sneget horror med, så var det helt perfekt. Men så skulle jeg nok have lagt mere vægt på afarterne, tror du ikke? Hvad jeg synes om den? Jeg synes, at den er så speciel, at man som læser forhåbentligt er nødt til at finde ud af, hvad den præcist indeholder.

Du indrømmer selv en forkærlighed for de fantastiske genrer – hvad er det, som de kan, som f.eks. socialrealismen ikke formår?

De kan ikke altid noget, som socialrealismen ikke formår… Men ofte.

Vi lever i en verden, hvor vi bliver tvangsfodret med kendsgerninger og sandheder, reality-programmer i fjernsynet og åbenlyse tilståelser fra folk, der ikke kan finde ud af at tabe sig, at enes med sin partner, at gøre rent, at holde styr på sin økonomi, at holde sin have eller opdrage sine børn og kæledyr. En gang imellem er det altså rart at kunne fordybe sig i en historie om noget, som man ikke har hørt eller tænkt over før. Jeg elsker de fantastiske genrer, fordi de bryder med reglerne for, hvad man kan og ikke kan, hvad der er rigtigt eller forkert, og fordi de udfordrer læserens evne til at godtage en virkelighed, som vi ikke kan se hver dag i ’God aften Danmark’.

Genrelitteratur bliver ofte set som underlødig litteratur (selv om krimien da er i vælten for tiden). Hvad synes du, at en genrebetegnelse giver læser og forfatter?

Ja, det gør den. Men vi ved bedre (ha ha ha!). Mange af mine foretrukne forfattere har en tendens til at sprede sig i et lettere kaotisk mønster henover genrerne i løbet af deres karriere, og det beundrer jeg. Jeg tror, at man som læser hurtigt finder de forfattere, der er i stand til at bevæge én. Og den forfatter holder man så ved, indtil vedkommende til sidst får én skræmt væk med noget ganske oprigtigt makværk.

Når jeg selv skal søge nye forfattere kigger jeg naturligvis også på genrer, men dét, der afgør, hvorvidt jeg køber en bog eller ej, er nok, hvor originalt plottet lyder. Hvis idéen er tilpas god, så kan jeg læse stort set alt. Og jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der har det sådan.

Når det så er sagt, så er min bogreol nu stadig mest præget af de fantastiske genrer. Man er måske ikke altid garanteret et originalt plot, men man kan være sikker på, at forfatteren i det mindste har prøvet at skabe et.

“Miraklets fald” foregår (til dels) i USA, og umiddelbart virker den, som om den er skrevet i en amerikansk tradition. Hvilke forfattere ser du som dine inspirationskilder?

Miraklets fald var nødt til at foregå i USA, omkring det havde jeg ikke noget valg. Det har intet at gøre med, at jeg beundrer det store land, men simpelthen kun at Anni, Harry, Jack, Tobin og Hal var amerikanere. Jeg kommer til at skrive historier, der foregår i Danmark også, men det bliver, når historien byder det. Indtil da må handlingen udspille sig, hvor den nu engang gør.

Det kan næppe overraske nogen, at jeg har læst størstedelen af Stephen Kings samlede værker – eller at jeg holder meget af dem. King driller nemlig læseren med sine krydsreferencer og påskeæg, som kun meget få har været i stand til. Og jeg er tilpas meget nørd til at sætte stor pris på det.

Udover ham kan jeg nævne Howard Lovecraft, Neil Gaiman, Henry Refstrup, Dean Koontz, Douglas Adams, John Wyndham, Richard Matheson, E.A. Poe, Orson Scott, Max Brooks og Dennis Jürgensen. Skal jeg blive ved? Listen er lang.

Links

Christian Reslows hjemmeside

Uddrag og andet på forlagets hjemmeside

Miraklets fald anmeldt på Den elektriske kanin, Bogvægten og Bogmania

Jesper Frederik Gottlieb har en kandidatgrad i historie med sidefag i statskundskab og debuterer med fantasy-romanen “Veiled in a Sunlit Haze”, skrevet på engelsk og udgivet på forlaget Booklocker.com

Forlaget om Veiled in a Sunlit Haze

Veiled in a Sunlit Haze følger historien om Askillen og hans indædte kamp for at træffe det rigtige valg samtidig med, at fremtiden for den verden han tilhører balancerer skæbnesvangert på en knivsæg. Askillen er tvunget til at komme til erkendelse af sandheden om den undervisning og opdragelse han har fået af sin adoptivfar Eliphas for selv at kunne opdage, hvad ægte kærlighed og loyalitet indebærer, hvis han vil ændre sin skæbne og afværge en endegyldig katastrofe. Kun ved at opnå den rette erkendelse kan han komme i besiddelse af en magt stærkere end noget andet, han nogensinde har kendt til og besejre Eliphas – den mægtigste i denne verden næstefter guderne selv.

Mere end 10 års tilblivelse betyder, at Veiled in a Sunlit Haze har indoptaget episke strejf fra Tolkiens Lord of the Rings og kompleksitet fra Robert Jordan’s Wheel of Time uden dog at give afkald på en helt egen karakter og stemning. Denne roman tilbyder læseren de bedste oplevelser fra den underholdende fantasygenre og udfordrer med tankevækkende filosofiske og eksistentielle spørgsmål om magtens natur, loyalitet, ansvar og familie.

Kan du starte med at præsentere dig selv – hvem er Jesper Frederik Gottlieb, og hvorfor begyndte han at skrive?

Født 1974 i Næstved. Jeg er vokset op mange forskellige steder, primært i og omkring København og Århus. Derudover har jeg boet 2 år i England og 1 år i Grønland. Måske netop pga. af min sociale ’mobilitet’ eller ’nysgerrighed’ om man vil, har jeg altid beskæftiget mig med mange forskellige interesser, som Taekwondo, dykning, klatring, vandring, alpin ski, guitar og skrivning. Det er gennem disse mange – primært meget hårde fysiske – aktiviteter, jeg har fundet min egentlig identitet og livsbekræftelse. Jo flere jern i ilden jo bedre.

Siden folkeskolen har jeg læst utrolig meget og interesseret mig for stort set al slags litteratur, såvel faglitteratur som skønliteratur. Denne litterære lidenskab, om man vil, afspejlede sig således også i mit studievalg som blev historie og statskundskab med et parallelt forløb på Danmarks Journalisthøjskole.

Den direkte årsag til, at jeg begyndte at skrive, må siges at være meget tilfældig. Jeg skrev i gymnasiet en fristil i netop fantasy-genren, som fik meget ros. Min dansklærer, som ellers kun roste mig yderst sjældent, fortalte mig, at hun fornemmede et skjult talent og syntes, at historien var så dragende, at den skulle runddeles og læses højt for hele klassen. I min konstante søgen i tilværelsen efter det lidenskabelige og nye fik det mig til at starte min bog. Helt tilfældigt og i begyndelsen altså uden formål og mål. Men det er en af de beslutninger, som jeg aldrig har fortrudt, og selv om begyndelsen var lidt tilfældig, blev afslutningen planlagt i detalje.

Hvilken oplevelse venter der læseren, når man går i gang med “Veiled in a Sunlit Haze”?

Selv om bogen er skrevet i fantasy-genren, synes jeg, at der er meget filosofi og psykologi vinklet levende ind i fortællingen. På den måde betragter jeg den ikke som en klassisk fantasy bog og bryder mig egentlig ikke om at kategorisere den som sådan, selv om det nok er der, den bedst hører hjemme. Egentlig synes jeg, at bogen er meget socialrealistisk, hvor typiske temaer som brudte familier og drømme, kærlighed og misforstået loyalitet over for sine nærmeste er meget vigtige pointer i bogen, men selvfølgelig sat i nogle helt specielle rammer – fantasy-genren.

Først og fremmest er Veiled in a Sunlit Haze en fortælling om at turde at leve sin drømme i en verden fuld af knuste håb og modgang, hvor fortidens sorger hænger som et tungt åg om ens hals. Men håbet hænger der hele tiden, men ikke som et lavthængende frugt, og selv om der er altid er konsekvenser ved at turde at leve sin drømme ud, er konsekvenserne ved ikke at turde langt mere gennemgribende og destruktive. I mange år hed bogen faktisk ”To Live a Dream”, hvilket dog blev skiftet ud med det mere poetiske og abstrakte ”Veiled in a Sunlit Haze”, som er en lånt sætning fra Franz Kafkas ”Amerika”, og Kafkas stil var jo meget apropos netop en blanding af realisme og fantasi. Titlen forsøger et male et billede af Askillen, hovedpersonen i min bog, som en tvivlende person, tilbageskuende på sin egen fortid, nærmest omgivet af en tåge af uvished og en uhyggelig fortid, men en tåge som på trods af sin tilslørende egenskab flere steder brydes af solstråler. Dette er en væsentlig pointe i bogens generelle budskab.

Kort fortalt er Veiled in a Sunlit Haze en fortælling om en ung fyr, som i en tidlig alder mister sin biologiske far og adopteres af en hård og kynisk stedfar, som tilmed er hans folks enehersker. Vi følger historien om Askillen og hans indædte kamp for at træffe det rigtige valg samtidig med, at fremtiden for den verden, han tilhører, balancerer skæbnesvangert på en knivsæg. Askillen er tvunget til at komme til erkendelse af sandheden om den undervisning og opdragelse, han har fået af sin adoptivfar Eliphas, for selv at kunne opdage, hvad ægte kærlighed og loyalitet indebærer, hvis han vil ændre sin skæbne og afværge en endegyldig katastrofe. Kun ved at opnå den rette erkendelse kan han komme i besiddelse af en magt stærkere end noget andet, han nogensinde har kendt til, og besejre Eliphas – den mægtigste i denne verden næstefter guderne selv. Men Askillen må erkende at opnåelsen af de højeste drømme ikke er uden en væsentlig pris.

10 år har det taget at skrive “Veiled in a Sunlit Haze” – hvad er det, der har gjort den til så monumentalt et stykke arbejde? Og har det været svært at bevare en rød tråd i arbejdet gennem så lang tid?

Der er ingen tvivl om, at den meget lange tilblivelse er et udtryk for mangel på tid og fordybelse snarere end en lang research a la Ringenes Herre og Avatar. Jeg synes egentlig ikke, at man kan se, at bogen har haft så lang en fødsel. Da jeg gik i gang med at skrive bogen, vidste jeg, hvad den ville ende med, og hvad budskabet skulle være. I virkeligheden har jeg haft langt flere udfordringer end fordele ved at trække bogen i langdrag, især det at bevare den røde tråd og bevare min egen motivation til at gøre den færdig. Dernæst kom min egen personlige udvikling, som handlingen i bogen skulle tilpasses.

Robert Jordan og Tolkien nævnes som inspirationskilder, og der er dømt episk, storladen fantasy – Det er en genre, der i de seneste år også har haft større gennembrud på det hvide lærrred. Hvad er det, tror du, der gør genren så fascinerende? Hvad er det, vi som læsere får ud af den?

Med hånden på hjertet tror jeg næppe, jeg er den eneste, der har ladet sig inspirere af de helt store forfattere inden for genren. Det er nok uundgåeligt, og jeg tror ikke rigtig, nogen bøger er unikke længere, unikt opfattet som noget gennemgribende nyt. Vi andre bruger de byggesten, som Tolkien og Jordan har efterladt os – og selv de byggede jo bl.a. på andre mytologier, herunder den nordiske – og vi må forsøge at opbygge vores egen historie lidt anderledes. Men fantasyverdenen er jo skabt, og jeg mener, det handler om at finde sin egen historie inden for disse rammer og nyfortolke. Hvor Sci Fi-genren drager pga. sine dystre tolkninger om fremtiden, og hvad der muligvis venter os i en fjern verden, drager fantasy-genren os modsat på en nostalgisk og eventyrlig facon, ligesom vikingetiden, renæssancen og middelalderen har gjort det i århundreder. Det er jo ikke blot filmatiseringen af Tolkiens trilogi, som startede denne fascination. Fascinationen var der også, da Braveheart ramte det hvide lærred, og det er her, jeg mener, at den nostalgiske og storslåede historie forenes med fantasy-genren i et fællesskab. Genren giver os alt det, som drager os som mennesker, en storslået fortælling om heltedåd, krig og kærlighed.

Hvad er dine egne forventninger i forhold til fantasy-genren, og i hvor høj grad har de spillet ind, mens du har skrevet historien?

I princippet kunne jeg lige så godt have iklædt min historie en anden genre, og som sagt kunne jeg godt ønske mig at abstrahere fra netop genre og form og hellere tale om indhold. Men samtidig, og måske en anelse paradoksalt, må jeg også forholde mig til den forunderlige og eventyrlige verden, som jeg nu engang ganske bevidst har valgt som rammer for min fortælling. Og jeg synes, at fantasy-genren er fantastisk på alle måder, fordi den forener netop det historiske aspekt, som beskrevet ovenfor med noget social realistisk og fantasifuldt. Fantasy-genren passede som hånd i handske med mit budskab om at turde bryde fri af fortidens lænker og leve sine drømme – på den storladne måde.

Du har en kandidatgrad i historie med sidefag i statskundskab – er det noget, du mener, der har sat sine spor i “Veiled in a Sunlit Haze”?

Absolut, lige fra romertiden til renæssancen og absolutismen. Jeg har brugt megen tid på at sætte mig grundigt ind i, hvordan folk levede tidligere, hvilke vilkår de havde, hvordan den politiske magt blev brugt, hvordan krige blev udkæmpet og med hvilke konsekvenser. Der er en klar historisk og socio-økonomisk vinkel i min bog, som især er let at få øje på, hvis man er historieinteresseret. Eliphas f.eks. – som er en af hovedpersonerne – har både Machiavelliske og romerske træk i sin måde at tænke militærstrategi og offensiv krigsførelse på, og beskrivelserne af ridderne er ligeledes inspireret fra virkelige ordener i middelalderen.

Bogen er udgivet på et selvstændigt forlag og på engelsk. Hvorfor ikke på dit modersmål, og har du været i kontakt med de mere etablerede forlag?

Da jeg skulle skrive bogen, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle være på engelsk. Jeg har altid befundet mig godt med dette sprog og synes, det rummer så mange flere facetter til at beskrive en situation end det danske. Før jeg valgte booklocker som forlag, brugte jeg megen tid på at alliere mig med en agent eller et forlag. Det er utrolig svært og ekstremt tidskrævende, og selv om jeg fik mange positive henvendelser, opgav jeg til sidst pga. de mange afslag og krav. Mange forlag og agenter kræver, at man kun henvender sig til en ad gangen, og da de ofte skal bruge mange måneder, ville det tage år at komme igennem til den rette. Jeg fandt ud af, at jeg kunne nå mine mål langt hurtigere ved at styre det hele selv gennem et online POD (print on demand, også ofte benævnt publish on demand) forlag. Ulempen er selvfølgelig langt større omkostninger, og at man skal sætte sig lidt ind i det at markedsføre en bog på nettet. Ja, man skal gøre alt selv, og det koster penge og er tidskrævende. Jeg skal afslutningsvis sige, at jeg har allieret mig med i alt 3 forskellige professionelle amerikanske editorer, så bogen har været igennem megen korrektur.

Hvilke bøger har betydet mest for dig som forfatter?

Nu har jeg nævnt nogle stykker inden for fantasy-genren, så jeg tillader mig at nævne nogle stykker i en anden genre. Troldmanden af John Fowles, Alkymisten af Paulo Coelho og Det Lykkelige Arabien af Thorkild Hansen er nogle af de bøger, jeg oftest tænker tilbage på og mindes. Det psykologiske spil i Troldmanden, det historiske i Det Lykkelige Arabien og det fantasifulde i Alkymisten.

Efter ti år er du færdig med din første bog – er du så gået i gang med noget nyt?

Jeg tror næppe, at der kommer en bog mere. Det skulle kun være, hvis jeg landede en stor kontrakt på Veiled in a Sunlit Haze – eller hvis jeg skulle få oceaner af tid tilovers som pensionist. Men lysten til at skrive er der og vil altid være der, men jeg må erkende, at med et fuldtidsjob som projektleder og 2 små børn, er der ikke overskud til mere.

Links

Læs et uddrag af Veiled in a Sunlit Haze hos Booklocker.

Ea Philippa udgav sin debut-CD i 2005 – nu romandebuterer hun med en bog, der blander musik ind i historien. “Lotuskabinettet” er ganske enkelt trykt med en indbygget MP3-afspillet, som rummer musik komponeret af Ea Philippa til historien.

Forlaget om “Lotuskabinettet”

Eventyrets hovedperson Philililippa vågner i et eventyrrige i en fjern galakse, uden erindring om hvem hun er. Det bliver begyndelsen på en lang rejse gennem eventyrlige riger for at genfinde sin identitet.

Undervejs møder hun Drømme-væveren, elvernes dronning i Pastelskoven, den smukke Galaxerytter og andre fantastiske væsner i deres magiske verdner. Hun indvies i rigets dystre gåder, og hun lærer fra rigets viseste kvinder, at mestre livets kunst.

Ganske langsomt begynder hun at forstå, at hun er på en mission, som hun er nøje udvalgt til at udføre. Hun tvinges til at finde ind til sin egen dybeste kraft og indsigt for at kunne fuldføre missionen.

Plug’n'read eventyrroman

I et magisk udseende bogcover der forestiller grønne blade og flagrende sommerfugle, præsen-terer Ea Philippa eventyret “Lotus-kabinettet, hvortil hun også har komponeret musik til hvert kapitel. Bogen udgives i plug’n'read format så du – gennem en indbygget mp3 afspiller i bogens omslag – kan lytte til musikken mens du læser.

En verdensnyhed

Plug’n'read er som bogformat en interessant nyhed på verdens bogmarked, som forener tekst og musik til en helhedsoplevelse.

“Lotuskabinettet” er i sig selv en verdensnyhed, da det er første gang derudgives en plug’n'read bog med samme forfatter, komponist og sanger.

Interview

Til at starte med: kan du præsentere forfatteren og musikeren Ea Philippa? Hvem er du, og hvordan kom du på “Lotuskabinettet”.

Jeg er selvvært komponist, producer, forfatter og sangerinde, 33 år og født og opvokset på Mors, men har boet i København siden 1998. Jeg udgav i 2005 mit debutalbum Fjerne Himle i eget navn og spiller magiske koncerter med mit 9 kvinders orkester. Min første drøm som barn var at blive forfatter og allerede dengang skrev jeg små historier. Lotuskabinettet har ligget og slumret i mig i mange år og har langsomt taget form til det, det er blevet til i dag. Inspirationen er kommet mange steder fra. Både fra mine natlige drømme, fra en mystisk indre rejse hos en shaman dybt inde i de svenske skove, som jeg besøgte for nogle år siden, fra Gudindeskolen, hvor jeg har gået gennem flere år og lært en masse om den feminine kraft og om at udleve sit største potentiale. Jeg har altid haft en stor  forkærlighed for det fantastiske – det magiske og eventyrlige og disse verdener har altid levet i mig.

Hvorfor skal man læse “Lotuskabinettet”? Hvilken oplevelse venter der én?

Man skal først og fremmest læse Lotuskabinettet for at blive forført til et eventyrligt rige gennem flere sanser og lade sig indhylle i en magisk fortælling. Noget af det, jeg selv elsker allermest ved bogen, er
universbeskrivelserne – næsten at kunne dufte elverne i Pastelskovene og mærke disen omkring Drømmevæverens Spindelvævspalads på huden. Men man kan også vælge at dykke dybere ned i historien og suge af den visdom, som rigets væsner giver videre til Philililippa – bogens hovedperson, og måske endda bruge den i sit eget liv.

Var det musikken, der kom først, eller historien? Og hvordan har formatet været med til at påvirke historien?

Musikken og historien er faktisk kommet synkront til mig. Formatet har egentlig ikke påvirket historien, men nærmere været med til at gøre den mere levende og vedkommende.

Hvilke fordele og ulemper har formatet givet dig frem for en “almindelig bog” eller en “almindelig cd”?

Rent praktisk har det selvfølgelig givet en masse besvær med at få det til at lykkes i praksis – det er første gang, at et dansk trykkeri laver en bog med indbygget MP3 afspiller, og det har givet nogle udfordringer, men det er fantastisk at have muligheden for at udtrykke mig på flere platforme, og det betyder meget for mig at kunne få musik og bog til at smelte sammen og dermed opnå en stærkere indlevelse i universet.

“Lotuskabinettet” er ikke den første fantasyroman, der afprøver formatet med musik og tekst, og sangtekster optræder meget ofte i fantasyromaner ­ Hvad er den særlige forbindelse mellem fantasygenren og musikken?

Det tror jeg bestemt der er. Fantasygenren er så filmisk i sig selv, at det lokker musikken frem til at underbygge disse stemninger.

Havde du gjort dig nogle tanker om genre og forventninger til dette, før du gik i gang?

Ja, det var fra starten helt klart for mig, at det skulle være en fantasyroman.

Hvilke bøger og hvilken musik har haft betydning for dig som kunstner?

Rent musikalsk er Tori Amos nok en af dem, der har haft størst betydning for mig, men bestemt også navne som Björk, Stina Nordenstam, Tom Waits, The Beatles – ja jeg kunne i virkeligheden lave en meget lang liste …
Litterært er det i virkeligheden de store klassikere, der har betydet rigtig meget – som f.eks. Ringenes Herre og Den Uendelige Historie, men Tågerne omkring Avalon af Marion Zimmer Bradley har også virkelig gjort stort indtryk.

“Lotuskabinettet” har mange kvinder i rollerne, og man mærker et spirituelt element i historien. Gemmer der sig et budskab i det, ­ og har du en tiltænkt læser?

Der er helt sikkert masser af femininitet i bogen, og jeg spår også, at det primært er piger og kvinder, der vil læse den. Der findes masser af fantasybøger skrevet primært til mænd og drenge med mange sværdkampe, krige osv. Jeg længtes efter en fantasybog, hvor de indre kampe og det feminine var i fokus, og det har jeg forsøgt at skabe med Lotuskabinettet.

Du har blandet trykt tekst og teknologi ­ er det bogens fremtid?

Det er svært at spå om – mange mener jo, at det er e-bogen, der er fremtiden, men jeg har svært ved at forene det med fantasygenren, og derfor synes jeg, at det med at blande den trykte tekst og teknologien er fabelagtigt.

Nu er du både musiker og forfatter ­ hvad byder fremtiden på? Mere af det samme eller noget nyt?

Det må tiden vise. Men der ligger i hvert fald mere musik og flere bøger og slumrer i mig og venter på, at jeg vækker dem af deres dvale, så mon ikke de også får lov at komme ud i verden.

Links

Ea Philippas hjemmeside

Steffen Nohr har tidligere skrevet en faglitterær bog om det hemmeligholdte Area 51. For nylig udkom han romandebut på forlaget Siesta – romanen “Det 14. punkt”.

Forlagets omtale af Det 14. punkt

En forrygende, eventyrlig blanding af Ian Flemings Bond-bøger og Indiana Jones-filmene – i dansk bogform af forfatteren Steffen Nohr, som her i bogstaveligste form springer ud på dybt vand.

Fire uafhængige eksperter shanghajes i Det 14. punkt i ly af natten. Forude venter deres mest betydningsfulde mission nogen sinde…

I en sen nattetime i New York kimer mobiltelefonen på natbordet. Freelance computerekspert Anders Kloder, med danske rødder, tilbydes en yderst lyssky opgave – mod en fyrstelig betaling. I ly af natten, flankeret af tre andre intetanende eksperter, shanghajes han til sin mest betydningsfulde mission nogen sinde. En opgave, der skal føre de fire om på den anden side af kloden, til et afsides område, der gemmer på en velbevaret hemmelighed. Dybt nede i Marianer-graven.

Inden længe går det op for dem alle, at ikke alt er, hvad det udgiver sig for at være – hvem kan de stole på, og er de blot en lille brik i et større puslespil?

Interview

Kan vi allerførst fra en præsentation af Steffen Nohr – hvem er du, og hvordan/hvornår begyndte du at skrive?

”Steffen Nohr (f.1981) arbejder til dagligt som køletekniker i Århus-området, men drømmer om en fuldtidsbeskæftigelse, som forfatter. Han har et kreativt sind, en stærk fantasi, og så suger han inspiration til sig og er videbegærlig.” Sådan vil jeg beskrive mig selv. Jeg har en stor forkærlighed for det videnskabelige, og siden barnsben har jeg altid fordybet mig i Illustreret Videnskab, og i nyere tid også i Illustreret Videnskab Historie. Herudover søger jeg gerne nettet tomt for alskens former for myter, mere eller mindre kendte teorier, esoterisk viden og konspirationsteorier. Jeg opstøver fakta og myter.
Jeg har altid mange jern i ilden og i mit daglige job kommer jeg vidt omkring, hvilket ofte bidrager med inspiration til personer eller miljø i mine historier. I bund og grund er jeg en ivrig forfatter, med masser på hjertet.

Hele idéen med et forfatterskab begyndte tilbage i 2004, hvor jeg researchede en del omkring Area 51 og myten bag stedet. Jeg fandt frem til overvældende mængder af oplysninger, herunder mange afklassificerede dokumenter, og fik et dybere indblik i virkeligheden bag militærbasen og myten, der nægter at dø – så meget materiale, at jeg slutteligt overvejede at sammensætte det i bogform. Processen var lang, men spændende. Og knap fire år efter sad jeg tilbage med et færdigt manuskript og blod på tanden til at kaste mig over den skønlitterære genre.

Hvilken oplevelse vil du mene, at der venter læseren i “Det 14. punkt”?

Helt bestemt en anderledes oplevelse, end man er vant til fra en dansk forfatter. Begyndelsen på en længere rejse, med vores nye helt Anders Kloder, ind i et omspændt mysterium. Jeg har forsøgt at kombinere elementer af spænding, adventure, pseudovidenskabelige teorier og en smule science fiction. Og det har været mit mål at sammensætte en fortælling, som rækker langt ud over den trivielle dagligdag og giver læseren en oplevelse, så han eller hun er fanget fra start til slut. Forlaget skriver: ”En forrygende, eventyrlig blanding af Indiana Jones-filmenes drama og Dan Browns romanunivers”, hvilket egentlig er dét, jeg sigtede efter med udgivelsen.

“Det 14. punkt” er din romandebut, men du har tidligere skrevet en fagbog. Fag- og skønlitteratur er to meget forskellige typer – er der en rød tråd imellem de to bøger? Imellem det, du skriver i det hele taget?

Dreamland – som min fagbog om Area 51 hedder – og Det 14. Punkt er to vidt forskellige bøger. Det var netop med arbejdet på Dreamland, at jeg blev bevidst om, at et forfatterskab var min vej at gå. Interessen for Area 51 har altid været der – lige siden Discovery Channel sendte de første dokumentarer om stedet. Så det var her, jeg startede – der, hvor jeg følte mig godt hjemme i materialet. Og arbejdet som nyudklækket forfatterspire inspirerede mig til at fortsætte skriveriet. Men der er ingen rød tråd imellem de to udgivelser. Jeg følte blot, at den skønlitterære genre måske mere var vejen frem for mig, da den giver mulighed for, at jeg kan udfolde min fantasi og nedfælde den på papir. At arbejde på en fagbog er langt mere tungt, og her bliver hvert postulat, man fremsætter, vejet og brugt imod en, hvis det er usandt. Desuden føler jeg heller ikke, at jeg har mere at byde på inden for fagbogsgenren.

Den dygtige (eller dedikerede) læser vil muligvis opdage små referencer i kommende titler; måske til nogle personer eller organisationer i Det 14. Punkt. Selvom mine fremtidige udgivelser overordnet ikke måtte have noget med hinanden at gøre, vil jeg ikke udelukke, at de måske alligevel har det. Personerne og organisationerne eksisterer jo alle i samme univers – i mit univers.

Det virker, som om der er gået en del research i “Det 14. punkt” – kan du fortælle lidt om arbejdet med baggrunden for bogen?

Det 14. Punkt var mit første skønlitterære projekt. Jeg legede med tanken om at skabe en fortælling, som foregik i Marianergraven. Jeg er dybt fascineret af stedet og den enorme dybde og har ofte funderet over, hvilke hemmeligheder et sted som dette kunne gemme på. Så der var bestemt belæg for at lade en interessant handling foregå der, tænkte jeg. Men jeg manglede et plot. Helt tilfældigt, ved mere held end forstand, stødte jeg på en forholdsvis ukendt teori på nettet. Den appellerede til mig, og jo mere jeg researchede emnet, desto mere blev jeg sikker på, at dette var et brugbart plot i bogen. Teorien stammer fra halvfjerdserne og falder under kategorien ”pseudovidenskab”, men ikke desto mindre giver den alligevel en følelse af, at ”der-kunne-jo-være-noget-om-det”. Derudover er historien tilsat et strejf af science fiction. Men jeg forsøger at holde alle locations og gadgets så autentiske, som muligt. Det kræver naturligvis også en del research. Mit forarbejde til bogen varede omtrent 4½ måned.

Du stod selv for at udgive din tidligere bog, “Dreamland – Area 51 Deklassificeret”, mens “Det 14. punkt” er udkommet på forlaget Siesta? Hvordan har overgangen til det samarbejde været?

Da jeg efter fire år stod færdig med et 352 siders manuskript kaldet Dreamland, helt grøn i forfatterverdenen, var jeg sikker på udgivelse. Jeg mente selv at have bidraget med noget spændende litteratur, som måske ikke var en verdensnyhed i USA, men som ikke før var set på dansk. Og det mener jeg stadig. Men trods positive tilbagemeldinger og rosende ord for det omfattende researcharbejde fik jeg afslag alle steder. Forlagene var ganske enkelt ikke sikre på, hvem målgruppen var, og om bogen overhovedet ville kunne tjene sig selv hjem. Det var mit første møde med den skindbarlige virkelighed, for det er utrolig svært at komme igennem nåleøjet. Men jeg nænnede ikke at se alle disse timers arbejde blive henlagt i en skrivebordsskuffe og samle støv, så derfor valgte jeg udgivelse gennem BoD (Books On Demand), der kun trykker på bestilling. Og selvom det ikke just var drømmen, der gik i opfyldelse, så giver det alligevel interesserede muligheden for at læse mere fra min pen.
Overgangen til så at udgive på et rigtigt forlag har været helt fantastisk. Uden sammenligning. BoD trykker hvad du afleverer, og hvis der skal coaches eller sparres eller lignende, betaler man for det. Markedsføring står man også selv for – med mindre man igen betaler sig fra det. Siesta-forlaget derimod har et godt knowhow og en lang række udgivelser bag sig. De har kontakter og kanaler ud på bogmarkedet og til medierne, som de benytter sig af. Der er en redaktør ind over manuskriptet og korrekturlæsere og opsætning af bogen. Og vigtigst af alt: Så har forlaget en naturlig interesse i, at bogen sælger. Det betyder selvsagt, at Det 14. Punkt er blevet markedsført i langt større omfang end Dreamland. Problemet med min udgivelse på BoD er desuden, at boghandlerne ikke er interesserede i at tage bogen hjem. Mange regner ikke denne form for udgivelser for meget, da stort set alle og enhver kan udgive hvad som helst på et Print-on-demand-forlag. Så det kan ikke understreges nok, at et rigtigt forlag til enhver tid er at foretrække – også selvom der sommetider er lang vej igennem nåleøjet.

Det er en meget amerikansk genre, du forsøger dig med i “Det 14. punkt”. Hvad er det, en dansk forfatter kan bidrage med der?

Det er helt bestemt en amerikansk genre. Det, tror jeg, vi forbinder den med, fordi fortællingerne ofte er meget filmiske. Sådan skriver jeg også bedst, for i min verden må hele handlingen gerne være meget visuel for læseren – næsten som om den er taget ud af en Hollywood-produktion. Genren, tror jeg, er populær i USA, fordi filmindustrien derovre også producerer den slags blockbustere på det store lærred. Men de har ikke patent på genren. I bund og grund handler det om, at kunne udtænke et hidtil uset plot med elementer af alle de ting, som blockbuster-filmene og bestseller-bøgerne har. Det sælger, fordi folk får muligheden for at drømme sig væk fra den trivielle dagligdag. Det handler om at give læseren en oplevelse i et andet og mere spændende univers, som man selv kreerer. Jeg mener at kunne bidrage med en masse fremtidige fortællinger, fordi jeg har en stærk fantasi, en stor passion for mit forfatterskab og en enorm videbegærlighed, der skaffer mig oceaner af inspiration. Mine udkast til fremtidige romaner er langt flere, end jeg kan følge med at skrive og researche.
Men i bund og grund håber jeg blot på, at der er læsere derude, som vil lægge mærke til mig og følge spændt med i mit videre forfatterskab.

I forlængelse deraf kunne det også være interessant at høre, hvilke forfattere du betragter som dine forbilleder.

Jeg vil ikke direkte sige, at der findes nogle forfattere, som agerer forbilleder for det, jeg skriver. Men jeg synes, Leif Davidsen er interessant at læse, for han har en helt unik måde at bygge en handling op på, et flydende og levende sprog og evnen til at holde læseren fanget. Også Clive Cussler giver mig inspiration. Han begår sig mere i action-genren med dykning som element. Det fanger mig, da jeg selv dykker i fritiden. Jeg er desuden også begejstret for Ole Cliffords Det 11. Bud. Og selvfølgelig, Dan Brown. Hans univers af kodebrydning og måde at bygge en historie op på, giver en pageturner-effekt, som er inspirerende og underholdende – også selvom mange kritikere af og til giver ham stryg. Ellers sværger jeg nok mest til technothriller-genren, men læser herudover også mange fagbøger og videnskabelige artikler og publikationer, om alt fra efterretningsanekdoter til elitesoldater, til fly- og våbenteknologi, og om universet generelt. Alt, der kan inspirere mig. Og inspiration finder jeg mange steder fra – også i høj grad på det store lærred. De forskellige genrer, som omkranser film som Indiana Jones, James Bond, Bourne Identity o.l., må siges at være en stor drivkraft i mit forfatterskab. Dette kombineret med Dan Browns kodebrydningsunivers og gamle myter og konspirationsteorier bragt til live igen.

Jeg har betegnet bogen som “science fiction med en god del pseudovidenskab” – har du selv gjort dig nogle tanker om genre i forbindelse med bogen? Og har det haft betydning for, hvordan historien har udfoldet sig?

Egentlig har jeg været i tvivl om, hvad genren skulle klassificeres som. Og tilsyneladende er jeg ikke den eneste, for den er både blevet placeret under ”bøger uden genre” og ”spændingsroman”. Men technothriller må være den rette betegnelse, efter min mening. Definitionen af denne genre er et hybrid mellem spion-, krigs-, thriller- og science fiction genren. Hvilket kendetegner mit forfatterskab godt. Jeg gør brug af stort set alle elementer heri – science fiction hidtil kun i Det 14. Punkt.
Jeg har bevidst undladt at gøre bogen til en ren sci-fi-roman. I stedet har jeg ladet plottet flirte med en snert af science fiction og benyttet mig af pseudovidenskab i store dele af fortællingen. Men helt fra begyndelsen af har jeg, gennem min research, haft en helt klar idé om, hvad historien skulle gå på.

Angående pseudovidenskaben kunne man være fristet til at spørge hvorfor – hvorfor bruge pseudovidenskab i stedet for at forsøge at tilpasse historien til den gængse videnskabelige forståelse af verden? Taler pseudovidenskab til læserne på en anden måde?

Brugen af pseudovidenskab giver mig, som forfatter, mere handlefrihed. Hvis man konsekvent postulerer, at alt er fakta og vil forsøge at tilpasse sin fortælling inden for den gængse videnskabelige accept, skal man være meget påpasselig med alle detaljer – ellers risikerer man at blive utroværdig. Pseudovidenskab er mere spændende, føler jeg, da det giver mulighed for at præsentere relativt ukendte teorier og lege med tanken ”hvad nu hvis det var sandt? Og det skete i virkeligheden?”. Det er nu engang et værk af fiktion, og tanken med min fortælling er også blot at sende læserne ud på en rejse, der tager dem væk fra den trivielle dagligdag og ind i et univers, hvor videnskaben måske ikke helt er, som vi tror, den er – eller at vi måske har meget at lære endnu.

Hvad indeholder fremtiden? “Det 14. punkt” afslører, at “Kloder will return”, men arbejder du med andet?

Kloder er min helt, som jeg måske på mange områder kan se mig selv i. Inspireret af Michael Shanks. Derfor skal vi selvfølgelig se mere til ham og have et større indblik i opdagelsen, han gør i dybet i Det 14. Punkt. Men lige p.t. arbejder jeg på sidste del af en lidt anderledes historie kaldet Dobbeltliv, der forsøger at kombinere Ian Flemings univers med Young Indiana Jones. Denne gang flirtes der ikke med sci-fi-genren, men i stedet med action og adventure. Efter planen skulle 1. kladde være færdig til sommer (2010).
Udgangspunktet for historien lyder således:
”I 2. verdenskrigs sidste timer sænkes en tysk ubåd i dansk farvand. Med sig i dybet tager den sin besætning og en uvurderlig, tophemmelig last.
Imens i nutiden forulykker den elskede og vellidte bedsteforælder, Kristian Pendergast. Og da barnebarnet, sammen med sin far, rydder dødsboet, falder den unge Thomas Pendergast over et skjult rum i kælderen, der gemmer på en ufortalt hemmelighed – et ufortalt liv, der pludselig stiller spørgsmålstegn ved hvem morfaren i virkeligheden var. Inden længe begiver Thomas sig ud på sit livs største rejse nogen sinde: Han drages i morfarens fodspor og genoptager jagten på dét, morfaren aldrig fandt.
Men snart går det op for Thomas, at visse hemmeligheder aldrig var ment for alle – og at kende til sandheden kan have sin pris…”
På mit forfatter-site kan nysgerrige følge med i mine nuværende og fremtidige projekter, og læse bonusinfo om bøgerne.

Links

Steffen Nohrs hjemmeside

Det 14. punkt anmeldt på Den elektriske kanin og Boggnasker.

Flemming Rasch har skrevet en del noveller, har i flere år stået for Fantasticon og har dannet forlaget Ny Science Fiction, hvor “Refleksioner” indtil videre er tredje udgivelse.

Forlagets omtale af Refleksioner

Al fiktion er i en eller anden forstand refleksioner over vores virkelighed eller afspejlinger af dele af vores virkelighed. Det kunne være hvad manden laver i sit hobbyrum nede i kælderen, hvad der sker på en rejse til et fjernt land eller det kunne være en historie fra det gamle Sovjetiske rumprogram. Afspejlingen kunne også være underligt forvrænget: Hvad hvis det ikke bare var en gammel radio manden rodede med dernede? Og kunne der være stadig skjulte hemmeligheder i det sovjetiske rumprogram? I denne bog præsenteres tolv sådanne refleksioner.

Interview

Kan du starte med at præsentere dig selv – hvem er Flemming Rasch, og hvorfor har han startet sig eget forlag?

Sjovt nok læste jeg for nogle dage siden en artikel der handlede om at nutidens mennesker er blevet alt for narcissistiske. Det hele kommer til at handle om personens identitet, uanset hvad der ellers står på dagordenen. Hvad synes du selv? uanset om din mening er interessant, for det drejer sig slet ikke om sagen, men om hvad den lige i øjeblikket betyder for dig. Men for nu at blive i tidsånden, så er jeg en, der siden jeg var ganske lille har interesseret mig meget for fortællinger og litteratur, og som har en vis forkærlighed for science fiction. Mit forlags opståen har en ganske konkret årsag, nemlig at jeg blev uenig med et andet forlag om nogle redaktionelle valg i den antologi, jeg var ved at samle, og valgte at starte mit eget forlag. At forlaget så stadig lever, skyldes vel, at jeg fik en del positive anmeldelser på den første bog, og at den økonomisk kunne løbe nogenlunde rundt.

Hvorfor skal man læse “Refleksioner” – hvad er det, den kan byde på?

Det var et godt spørgsmål. Af forskellige årsager blev bogen meget forsinket, så det er faktisk et stykke tid siden, jeg sidst har læst den. Det, den byder på, er vel en række forskellige bud på en moderne science fiction-historie, skrevet af forfattere fra Danmark. Med moderne mener jeg, at det er historier, som fortolker genren i et nutidigt perspektiv.

“Ny Science Fiction” hedder forlaget, så der er jo en klar stillingtagen til genren. Hvad er det, sf-genren gør så godt?

Det korte svar er, at science fiction er en genre, som ikke kan være neutral. Uanset hvad du skriver, så tager du stilling til et eller andet vedrørende vores samfund, vores teknologi eller vores verdensbillede. Mange har sagt, at science fiction foregiver at handle om fremtiden, men i virkeligheden handler om nutiden. Jeg synes, at al litteratur handler om nutiden, uanset hvilken tid den i øvrigt foregiver at foregå i, men science fiction er bare mere bevidst om det. Det er det utopiske element i genren – hvordan vi gerne vil have, at vores fremtid skal se ud eller ikke skal se ud.

Meget science fiction, og i særdeleshed mange science fiction-film, er slet ikke bevidste om, hvad science fiction er for en genre. Det kan der komme nogle ret tåbelige historier ud af, som dog kan være spændende og mere eller mindre frivilligt morsomme. Men ofte er de bare dårlige. Som mad, der er lavet af en kok, der ikke har nogen smagssans og bare stopper ting i gryden ud fra, hvad han gætter sig til hører til den ret, han vil lave. Man behøver ikke være ekspert i alle de teknologier og videnskaber, der indgår i ens historie, men man bør vide nok om dem til, at man kan overbevise sin læser om, at man er det.

Hvad kendetegner en science fiction-novelle, som slipper forbi redaktøren og ender i en af dine udgivelser?

Da jeg indtil videre primært har trykt noveller af forfattere, jeg har inviteret til at bidrage, er det ikke noget, jeg kan tale om ud fra erfaring. Det, jeg går efter, er, om folk kan skrive. Dernæst at jeg tror på, at de kan få noget interessant ud af genren science fiction, fordi det ligesom er skriveøvelsen i det her, at det skal være i den genre. Med hensyn til at udvælge, så har jeg været dommer i en del novellekonkurrencer efterhånden, så jeg kan godt udtale mig generelt om at udvælge: Ofte er det svært at sætte noveller op overfor hinanden. Det er forskellige ting, der er gode og dårlige i dem. Men hvis man læser en novelle flere gange, får man som regel en fornemmelse for, hvor den ligger i forhold til de andre. Der er – eller bør i hvert fald efter min mening være – noget subjektivt og ikke er retteskema, der afgør, hvilke man vælger ud, og hvilke man smider tilbage i kassen.

Generelt vil jeg nok sige, at jeg er mere interesseret i eksperimentet, der måske ikke er helt vellykket, end i nok en udgave af en historie, jeg har læst 100 gange før, selv om den er godt skrevet. Men eksperimentet behøver ikke at være i science fiction-delen af historien – det kan lige så godt være i formen eller det sproglige. Deri adskiller jeg mig nok fra en del andre science fiction fans. Jeg har haft lange perioder, hvor jeg læste alt muligt andet litteratur end science fiction, og ser flere ligheder end forskelle mellem god science fiction og de andre gode tekster.

Hvordan er udvælgelsen til “Refleksioner” foregået? Har du udvalgt forfatterne på forhånd, eller har der været åbent for bidrag?

Begge dele. Men jeg har kun fået ganske få uopfordrede bidrag.

Du har udsendt tre bøger på Ny Science Fiction – udover at de alle er novellesamlinger, er der så en rød tråd, der binder dem sammen?

Cirkler og Refleksioner havde de helt klare ambitioner, at jeg ville finde nogle danske forfattere, som kunne skrive god science fiction. En del af dem gav næsten sig selv, da de allerede havde skrevet udmærket science fiction til bl.a. danske fanzines. Andre var nogle, jeg kendte eller fandt frem til, som ikke havde skrevet science fiction-noveller før.

Gwyneth Jones-bogen var noget helt andet. Hun var den ene af de to æresgæster, vi havde inviteret til Fantasticon 2009, og da vi fandt ud af, at Science Fiction Cirklen – helt uafhængigt af at vi inviterede Charles Stross i øvrigt – allerede var i gang med en Stross-novellesamling, var det naturligt at prøve at få lavet en tilsvarende bog med Gwyneth Jones. Mit forlag var så meget nærliggende som udgiver, da det i forvejen var sponsor for Fantasticon. Bogen endte med at blive noget rodsammen af selvstændige noveller samt et par artikler. I bagklogskabens lys var der nok kommet en bedre bog ud af at have udvalgt tekster med bedre sammenhæng, men på den anden side synes jeg også, bogen fint afspejler, at Gwyneth Jones er svær at sætte i bås.

Hvad er det, en god redaktør bidrager med?

Der er jeg nok lidt inhabil. Men jeg kan jo sige, hvad jeg selv gør. Det er blandt andet at tilbyde forfatterne hjælp med at få rettet novellerne til. Det er et tilbud, ikke et krav fra min side. Men en redaktør er jo normalt en af de første – hvis ikke den første – læsere, en forfatter har, så det er en sidste chance for gå i en dialog med sin læser om det, man har skrevet, før det kommer på tryk og bliver ren envejskommunikation. Nogle af historierne er trykt, som jeg modtog dem, andre har været igennem adskillige omskrivninger.

Du er både redaktør og bidragyder til “Reflektioner” – hvordan holder man en distance til sit eget skriveri, når man har det overordnede ansvar?

Det kan man ikke. Man kan bare holde igen på fristelsen til at sætte for mange af sine egne ting i. Jeg tror for eksempel aldrig, jeg selv vil udgive noget, som jeg har skrevet hovedparten af. Novellen i Refleksioner har jeg haft en læser på, som kom med nogle kommentarer, og det kom der en ekstra omskrivning ud af.

Dit eget bidrag hedder “Den sande historie om, hvordan jeg overvandt min skriveblokering” – hvordan opstod den historie?

Den startede faktisk som et bidrag til en af Knud Larns konkurrencer. Den skulle handle om en danskers møde med en alien, og jeg kunne ikke rigtig se, hvorfor en alien skulle ønske at møde en dansker. Jeg fik så en lidt fjollet ide med, at hovedpersonen skulle få sin fod inficeret med en alien mikroorganisme. Men jeg gik helt i stå med den novelle og endte med at sende en anden novelle ind til konkurrencen. Senere fik jeg en ide til, hvordan jeg kunne komme videre med den første novelle. Om det var der jeg fandt på at lade visse af personerne ligne kendte nulevende mennesker, kan jeg ikke huske, men det var vel på en måde oplagt, når hovedpersonen var inspireret af mig selv. Skriveblokering er nok et af de temaer, der er skrevet flest historier om, hvilket vel er naturligt, da historierne er skrevet af forfattere, som kan komme ud for netop det. Men med mindre man har en rigtig god ide, bør man nok holde sig fra det tema. Det bliver nemt til noget underligt narcissistisk noget. I dette her tilfælde mener jeg, titlen blev sat på til sidst, da jeg havde skrevet mig for langt fra den oprindelige titel og syntes, novellen var kommet til at handle en del om skriveblokering. Så jeg kunne ikke gøre for det!

Hvilke bøger har betyder meget for dig, som læser og forfatter?

Den første bog, jeg kan huske gjorde indtryk på mig, var Lille Nanok, som handlede om en lille isbjørn, hvis mor blev dræbt af de onde mennesker. Eller noget i den retning. Dybt tragisk og meget simpel. Jeg holder utroligt meget af historier, som er skåret ind til det mest væsentlige. På bogforum købte ieg nogle små børnebøger i science fiction-genren. En om rejser i rummet, en om tidsrejser o.s.v. Bøgerne har de mest kendte historieelementer fra de forskellige undergenrer af science fiction med, men i superforkortede versioner. De kan læses på et minut eller deromkring, modsat de dagevis det kan tage at komme igennem en murstensroman, der ofte ikke har ret meget mere at byde på. Men der er selvfølgelig grænser for, hvor interessante så korte historier kan være.

Som teenager læste jeg tonsvis af bøger. Blandt andet alt det science fiction, jeg kunne få fat i på det lokale bibliotek. Af danske forfattere var det stort set kun Niels E. Nielsen, der fandtes. Så de fleste bøger var oversatte – ikke alle lige godt, har jeg senere fundet ud af. En af de bøger, jeg kan huske gjorde størst indtryk på mig fra den periode, var Delanys The Einstein Intersection. Jeg forstod ikke helt, hvad den gik ud på, men var dybt fascineret af den. Men der har været så mange bøger, der har betydet noget for mig, og ikke kun science fiction. Det vil nok blive et meget langt interview, hvis jeg skulle nævne dem alle. Så lad mig springe frem til Stanislaw Lem: For ca. femten år siden holdt jeg næsten op med at læse science fiction. De forfattere, jeg læste dengang, blandt andet David Brin og Larry Niven, skrev mest kedelige fortsættelser af deres gode, gamle ting, synes jeg. Men ti år efter jeg havde opgivet science fiction, fandt jeg så på at genlæse Lems Solaris, og pludselig så jeg science fiction-genren som noget meget større, end hvad den havde været for mig som ung. Mange har den holdning til science fiction, at det er en genre, som hører hjemme i det tyvende århundrede og er ved at dø ud. Det er da rigtigt, at mange af de bedste ting – så som Lems Solaris – blev skrevet for mange år siden, men det er blot naturligt, at de seneste ti års mesterværker er færre end de foregående næsten hundrede års. Nu er jeg så i gang med at prøve at finde ud af, hvad det bedste, der skrives i dag, er, men det kniber lidt med tiden til få det læst op, med alt det andet jeg skal nå, herunder selv at få skrevet noget.

Det, jeg selv har skrevet, er ikke skevet med nogle bestemte bøger eller forfattere i tankerne som inspirationskilde. Men naturligvis er jeg påvirket af det, jeg har læst. Der var en, som for ca. fem år siden sagde til mig, at de noveller, jeg skrev dengang, mindede om Stanislaw Lems tidlige noveller. På det tidspunkt havde jeg ikke læst en eneste af Lems noveller, men her bagefter kan jeg godt se det. Jeg tror bare, det skyldes, at jeg har visse ting til fælles med Lem: En interesse for naturvidenskab og science fiction, kombineret med en vis mængde respektløshed eller skepsis overfor dem, der praktiserer det.

Dansk forfatter, født 1988. Clausen debuterede med horror-romanen “Tidevandet” og udsendte senere “Prinsessen fra Paradisgade”, der var en omgang socialrealistisk humor.

Forlagets omtale af De døde brødre

Adam fik pludselig øje på drengen der stod med ryggen til, midt ude på græsplænen.
Selv om det var mørkt og regnen silede ned, kunne Adam tydeligt se at han havde bukket nakken, som om han stirrede på sine fødder.
„Hej, du der!“ kaldte Adam tøvende og gik nærmere. „Hvem er du?“
Først nu opdagede han at drengen på mystisk vis ikke var blevet det mindste våd …

For at finde ud af om der virkelig eksisterer spøgelser, beslutter Adam og Troels sig for at tilbringe weekenden i en gammel jagthytte, som efter sigende er hjemsøgt af to døde brødre.

Interview

Kan du starte med at præsentere dig selv? Hvem er Nick Clausen, og hvorfor begyndte han at skrive?

Nick Clausen er en mærkelig blanding.

Jeg plejer at sige, at jeg er en nørd fanget i en sportsidiots krop. Med så forskellige egenskaber har det været svært at finde en uddannelsesvej. For på den ene side elsker jeg fysiske aktiviteter som løb, boksetræning, svømning og håndværkerarbejde. Jeg har en uafsluttet tømreruddannelse, som jeg snart vender tilbage til, fordi jeg savner at arbejde fysisk, at bruge kroppen hver dag.

På den anden side lever jeg lige så meget på indvendig side af hjerneskallen. Jeg er vild med naturvidenskabelige emner som astronomi og psykologi, og jeg læser selvsagt meget. Filosofiske spørgsmål som fx meningen med livet eller religion rumsterer dagligt i mit hoved, og lige nu går jeg på HF med det mål at skulle på lærerseminariet bagefter.

Forfatteren startede i de spæde, forvirrede teenageår, hvor jeg allerede havde pløjet mig igennem reolhylde efter reolhylde af bøger. Som 15-årig klarede jeg mit første forsøg på en roman, og Tellerup fortalte mig høfligt, hvor elendigt det var, og opfordrede mig til at fortsætte. Først tre år senere (på et tidspunkt, hvor jeg var halvvejs igennem tømreruddannelsen) besluttede jeg mig pludselig for, at jeg ville forfølge min skøre, men meget lidenskabelige barnedrøm og give skriveriet en seriøs chance. Efter halvandet års hårdt slid med et snit på 1.000 ord dagligt, skrev jeg Tidevandet – min første bog.
Om jeg kommer til at arbejde som folkeskolelærer eller tømrer, kan jeg ikke give et svar på lige nu, men jeg har på fornemmelsen, at det bliver en blanding. Desuden er det kun sekundært, hvad min beskæftigelse bliver – for dybest inde ligger historiefortælleren.

Hvorfor skal man læse “De døde brødre” – hvad har den at byde på?

Man skal læse De døde brødre, hvis man er til en creepy spøgelseshistorie. Jeg synes, der mangler (især danske) historier, hvor genfærdene får en virkelig skræmmende status af ophøjet, koldblodig overlegenhed, i stil med film som Devil’s Backbone eller The Grudge. Det forsøgte jeg at skrive, samtidig med at der selvfølgelig er en fordækt og blodig fortid, der skal graves frem. Så historien byder både på snigende gys, en del ubehageligt kriminalarbejde, og jeg synes heller ikke, den skuffer på punktet action – til tider endda ret grafisk.

Hvordan opstod ideen til “De døde brødre”?

Ideen opstod på en ret bizar måde. En af mine nære venner skulle i sommers tilbringe en weekend alene hos sin bedstefar i dennes hus i udkanten af en skov på egnen, hvor vi begge er vokset op. Bedstefaren er efterhånden godt døv og ser ikke særlig godt. Om natten vågnede min kammerat og fornemmede, at han ikke var alene i værelset, så han tog et billede med mobilen. Næste dag sendte han billedet til mig, og jeg fik nærmest omgående ideen til De døde brødre. Fotoet optræder i bogen og – det har fået en rolle i historien. Harald (Tellerup, red.) syntes, det var en skam, at det kun kunne være i sort-hvid, så han fik lavet postkortet som følger med bogen, hvor fotoet er i farver og så høj kvalitet, som det nu er muligt med et mobil-billede.

“De døde brødre” er anden gang, du gør dig inden for horror – hvad er det, der er så fedt ved den genre?

Jeg tror, at det tiltrækkende ved horror for mig som fortæller er, hvor simpel en genre det er. Den behøver i sin grundform ikke andet end at skræmme læseren, få ham/hende til at gyse, sætte pulsen i vejret. Hvis den kan dét, er det i mine øjne en vellykket historie.

Som læser forventer jeg heller ikke særlig meget mere af en horrorfortælling, selvom det bestemt er fedt, hvis historien samtidig kan rejse spørgsmål i mit hoved, som bliver hængende efterfølgende (som Skyggespil af Teddy Vork: hvad var virkeligt, og hvad var indbildning?), hvis der krydres med overraskende twists (som Monsteret i kælderen af Dennis Jürgensen), eller hvis plottet er så velkomponeret, at jeg nærmest kommer til at tænke på det som en virkelig hændelse (som Deadline af Dean Koontz).

Spøgelseshistorien er en meget klassisk genre – hvad har du gjort for at sikre dig, at du bidrager med noget, der ikke er set før?

Jeg elsker de klassiske genrer. Vampyrer, spøgelser, blaffere & babysittere. Hvis man tilfører nyt blod (ret bogstaveligt) og sørger for at spare på klichéerne, holder de gamle koncepter fuldt ud.
Jeg ved ikke, om jeg har gjort noget i De døde brødre, som ikke er set før, men jeg forsøgte som sagt at lade spøgelserne optræde meget subtile og godt gemt, men alligevel med en modbydelig intelligens og en lige så modbydelig plan. Jeg ville gerne have slutningen til at slå benene lidt væk under læseren ved, at tæppet, som er blevet løftet mere og mere, pludselig trækkes helt til side. Min plan var oprindeligt at lade slutningen stå åben, at sætte mig midt imellem de to modstridende holdninger hos hovedpersonerne, men jeg syntes alligevel, det ville være fesent. Når man ligger op til døde drenge, bliver man nødt til at lade øksen falde.

“De døde brødre” er din tredje bog – hvordan adskiller den sig fra dine tidligere udgivelser, og hvad synes du især er blevet vellykket i denne omgang?

Jeg har vist taget et større skridt med De døde brødre i forhold til mine to første bøger, end jeg først var klar over. Sprogligt flyder fortællingen bedre, personerne har større dybde, og plottet er mere kompliceret og udspekuleret. Jeg synes stadig, jeg skriver frygtløst (som den ubeskedne modstander af Janteloven, jeg efterhånden er blevet til), og jeg håber, det kan mærkes i form af, at historien ikke nødvendigvis følger en stram dagsorden, men stadig ’leverer varen’ og samtidig fremstår opfindsom og nuanceret.
Nu brugte jeg ordet ’udspekuleret’, men hvis jeg må tillade mig en hurtig reklame, er plottet i min næste bog Ulm endnu mere nederdrægtigt hjernevridende – og jeg udfordrer den mest garvede horror- eller krimilæser til at gennemskue, hvem (eller hvad) morderen er!

Hvilke forfattere og bøger vil du selv betragte som inspirationskilder?

Dennis Jürgensen og Stephen King er giganterne i min verden. Igennem min barndom sås jeg aldrig uden en Dennis-bog i hånden, og senere (men stadig tidligt nok til, at jeg utvivlsomt har taget skade) begyndte King at overtage. Jeg nyder stadig at læse begge to.

I periferien har forfattere som Thomas Harris, Dean Koontz og Kenneth Bøgh Andersen også indirekte indflydelse på mine læse- og skrivevaner.

Jeg brugte meget Dennis og Kenneth til at ’finde’ og opbygge mit eget sprog. Sproget er en ting, som jeg synes er fantastisk vigtig, for det er dét, som mere end alt andet får mig til at vende næste side. De amerikanske herrer bidrager mest til de ’højere’ lag i fortællingerne som stemning, plot og personkarakteristikker – ting, som efter min opfattelse først kan udvikles, når de lever i et godt sprog.

Hvis man skal længere tilbage efter inspirationskilder, har vi naturligvis de forrige århundreders ikoner som Edgar Allan Poe, Bram Stoker, Arthur Conan Doyle og Mary Shelley, mennesker som stort set er forfædre til alle senere (horror/krimi-)forfattere, og hvis værker vi alle kender.

Du er skiftet til Tellerup fra forlaget Facet. Hvordan er det gået til?

Jeg sendte mine første mange historier til Tellerup. Jeg betragtede dem som et meget professionelt forlag, og så udgav de jo Dennis Jürgensen. De gav mig meget kritik og vejledning, og med deres hjælp udviklede jeg mig en smule for hver historie. Da jeg sendte Tidevandet til dem, takkede de nej, selvom de roste mig for at have taget et stort skridt i den rigtige retning. Så vidt jeg forstod, var den største fejl ved historien, at den var for kort. Det var en stor sejr for mig, at jeg fik, hvad jeg betragtede som et næsten-ja, men i samme ombæring foreslog de mig – fulde af beklagelse – at prøve at sende til et andet forlag, for efter disse 12 frugtløse forsøg havde de efterhånden oparbejdet en portion dårlig samvittighed, som i mine øjne var uberettiget. Jeg havde på ingen måde indtrykket af, at de ’fejede mig af’, men jeg sendte med blandede følelser Tidevandet til forlaget Facet, og de sagde ja til at udgive historien. Jeg sagde pænt farvel til Tellerup uden sure miner, men med masser af taknemlighed, og de lykønskede mig. Den næste historie – Prinsessen fra Paradisgade – blev også udgivet på Facet.

Så kontaktede Tellerup mig pludselig en eftermiddag og fortalte til min enorme overraskelse, at de havde fortrudt de ikke havde ’holdt bedre fast’ i mig, og bad mig overveje at vende tilbage og skrive for dem.

Jeg så det som en kæmpe kompliment, og det tog mig ikke mange dage at komme til beslutningen at skifte tilbage. Facet er et fint og ambitiøst forlag, men Tellerup er på en måde, hvor jeg hører hjemme, og jeg føler, at hvad jeg måtte have af talent er i de tryggeste hænder hos dem.

Hvilke bøger har betyder mest for dig – som forfatter og læser?

Når jeg bliver spurgt om de bedste og mest inspirerende historier jeg har læst, som barn og som voksen, dukker mange forskellige op, af mange forskellige forfattere. Et udpluk kunne være: Hannibal-bøgerne af Thomas Harris. Baskervilles Hund af Conan Doyle. Heksen-serien af Phillip Reynolds-Naylor. 1984 af Georg Orwell. Immortalis af Peter James. Novellen Værtinden af Roald Dahl.
I Dennis’ forfatterskab huserer Dystopia, Relief og Kadavermarch som uddødelige klassikere.

Derudover har Kings Desperation og The Stand også sat deres præg i mig.

Underbygget af min voldsomme fascination af verdensrummet må science-fiction nok være min favoritgenre. En af de mest gennemførte værker i denne genre er Kings Dreamcatcher. Spædet op med rigeligt af horror (naturligvis) og en udforskning af menneskets mentale univers sammen med et kig på vores kære race udefra, bliver det næsten ikke bedre. Den bog står som min uovertrufne yndling, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har drømt om den, siden jeg læste den første gang.

Arbejder du på noget nyt nu – og er det noget, du kan fortælle om?

Jeg arbejder altid på noget nyt – hvis jeg påstår andet, lyver jeg. Hvis man betragter idefasen og plotudvikling som at arbejde på en bog, arbejder jeg hele året rundt, selv når jeg sover. Og jeg skriver næsten også altid på en historie.

Udfordringen, som jeg synes, jeg står over for på nuværende tidspunkt, er at bevæge mig væk fra gys. Ikke for altid, bestemt ikke. Men jeg vil forsøge at udvide mig.

Lige nu skriver jeg på en fantasyhistorie, som bliver meget længere end noget andet, jeg har skrevet. Jeg er kun alt for klar over, hvor store og gennemførte fantasyromaner der bliver udgivet i disse tider, og det er klart, at kvalitetsnivauet er højt. Om det lykkes mig at lave en historie, som forlaget kan godtage, er ikke givet – men jeg gør altid mit bedste.

Derudover har jeg mindst tre-fire ideer på skitsebordet, og spørgsmålet er bare, hvilke jeg kaster mig over først. De breder sig over genrer som krimi og science-fiction. Og forrest i køen står en gyser, som godt kunne blive en opfølger på De døde brødre – ikke en to’er, men en fortsættelse i genre, tema og stil.

Links

De døde brødre anmeldt af Maria Elmvang.

Forfatterens hjemmeside: NickClausen.dk

Dansk forfatter og tegner, der på sit eget forlag har udsendt flere sprudlende børnebøger og dertil zombie-tegneserien Exodus, hvor andet bind netop er udkommet.

Forlagets omtale af Exodus, bind 2

Hassan, Viola og Bernt er undsluppet zombieangrebet på hotellet men er nu fanget på hotellets tag og omringet af endnu flere zombier.

Men pludselig kommer redningen fra en uventet kant. Eller gør den?

Og hvad betyder Bernts besøg hos en spåkone for deres fremtid?

Interview

Hvem er Jacob Rask Nielsen, og hvorfor begyndte han at lave tegneserier?

Jacob Rask Nielsen er bare den her lidt nørdede fyr, du ved, der kan li’ at tegne og fortælle historier og lytte til rockmusik. Jeg har en kæreste, en lille datter og en orange kat, der hedder Otto. Jeg er også cand.mag. i engelsk og kulturformidling og har bl.a. arbejdet i reklamebranchen som tekstforfatter. På et eller andet tidspunkt blev jeg træt af reklamecirkusset, og så startede jeg mit eget forlag. Det hedder Tjubang, og det har jeg hygget mig med siden.

Jeg laver tegneserier, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg begyndte vel, da jeg var en bette knægt i en forstad til Aalborg. Faktisk har jeg tegnet så længe, jeg kan huske. Jeg har altid fundet på små historier, når jeg kedede mig. Derfor blev alt papir fra folkeskolen, gymnasiet og universitetet fuldstændigt overtegnet med mærkelige mænd og eksplosioner. På grænsen til det tvangsneurotiske måske.

Så et eller andet sted har jeg altid lavet tegneserier. Det er bare først for nylig, at jeg begyndte at udgive dem selv.

Bonusinfo: Jeg har også haft tegneserier i Free Comics og andre obskure kulturmagasiner. I 2006 vandt jeg en stor tegneseriekonkurrence i Berlingske Tidende med serien om Carlo Garn.

Hvorfor skal folk læse Exodus? Hvad kan den byde på?

Folk skal læse Exodus, fordi den er sjov og underholdende, fyldt med action, og den har en sød kærlighedshistorie. Noget for enhver smag, synes jeg. Og tegningerne er også meget seje.

Den er ikke kun for folk, der kan lide zombier.

Og så håber jeg også lidt på, at den kan inspirere andre vordende tegneserietegnere derude til at udgive deres egne ting. Hvis jeg kan, så kan de også.

Hvornår opstod ideen til serien, og hvad var oprindelsen til den?

Det er svært at sætte en specifik dato på Exodus. Den er stille og roligt kommet snigende de sidste par år. Jeg har altid gerne villet lave en “rigtig” tegneserie. Altså, en lang en med plot og personudvikling og den slags. Jeg havde et par ideer at vælge fra, men zombieserien virkede som den sjoveste at starte med. Det skulle også være relativt ligetil at lave, så jeg ikke brækkede nakken på mit første projekt. Så tænkte jeg, at et hotel kunne være en interessant kulisse. Og jeg ville også gerne lave noget med en hovedperson, der hed Hassan. Man ser ikke særligt mange danske tegneserier med folk, der hedder Hassan. Jeg ville også lave noget anti-stereotypt, så min Hassan er en rollespilskæmpende tegneserienørd.

Min inspiration kommer fra mange ting. Da jeg var yngre så jeg vanvittigt mange horrorfilm og slugte et par gyserbøger om ugen. Det gør jeg ikke så meget mere, men interessen for genren er der stadig. Men ellers kommer inspirationen bl.a. fra tegneserier, film, musik, street art, computerspil og kunst. Det ryger altsammen op i en eller anden kreativ grød, der bobler rundt oppe i mit hoved. Så kommer det ud som noget helt andet. Det er en mærkelig proces.

Hvad er det, der er så fedt ved zombier?

Der er et eller andet basalt skræmmende ved zombier. De er så ekstremt fokuserede på én ting: At æde dig. Og de bliver ved og ved og ved og ved. Som en tsunami af hjernevaskede kannibaler. Den enkelte zombie er ikke så svær at stoppe, men der kommer altid en mere. Og en mere. Og en mere.

Der er en stor grad af håbløshed i at kæmpe mod zombier. Det er som at slå i en kæmpepude. På den måde reflekterer de måske den evige menneskelige tilstand. Kampen for livet. Kampen mod døden. Eller et eller andet i den stil.

Desuden er det tilladt at gøre hvad som helst mod en zombie, og det er sjovt for mig som tegner. Så kan man rigtigt slå sig løs, når zombierne skal molesteres. Der er en scene i “Exodus Bind 2″, hvor en flok zombier bliver skudt fuldstændigt i smadder af en kamphelikopter. Det morede jeg mig vældigt med at tegne.

Exodus blander horror og humor – hvorfor er det, at de to ting, der virker så forskellige, ofte fungerer så godt sammen?

Jeg ved det ikke helt, men det virker som regel som en god combo. Instruktøren Sam Raimi er en mester til at blande de to ting. Først skræmmer han livet af en for derefter at få en til at grine højt. Så slapper man af, og derfor virker det næste gys endnu værre (eller bedre alt efter hensigten). Det er pisseirriterende men samtidigt virkeligt effektivt.

Der er ret meget humor i Exodus. Personerne kan stadig grine efter et zombieoverfald. Men er det ikke også en måde at håndtere livet på? Selv efter en begravelse fortæller folk sjove historier om den afdøde for at lette stemningen. Jeg tror, de to ting hænger sammen. Humor og horror. Grin og gys. Hvis man kun laver horror uden humor, så bliver det lidt trættende i længden. Det synes jeg i hvert fald. Jeg er heller ikke meget for den nye bølge af tortur-horrorfilm som Saw og Hostel. De har efter min mening misset pointen.

Hvad er det, tegneserien gør så godt her? Kunne Exodus fortælles lige så godt i en anden form?

Alle medier har deres styrker og svagheder. Exodus kunne sagtens fortælles i en helt anden form, men det ville også blive en helt anden Exodus. Det kunne være sjovt at høre den som et radiospil.

Men jeg elsker tegneserier. Jeg elsker også film og bøger, men tegneserien kan nogle ting som tiltaler mig umådeligt meget.

Tegneserien har en evne til at dvæle ved øjeblikket. Tegneserien giver læseren fuld magt over tempoet i oplevelsen, og man kan sagtens bladre frem og tilbage under læsning. Tegneserien har en fantastisk og unik sammensmeltning af ord og billeder, som transcenderer dens enkeltdele og skaber et helt selvstændig tredje univers. Det er vist nok mit favoritmedie.

Jeg kan rigtigt godt lide at lege med tegneseriens flow. Den måde, man kan lave tempo ved at sætte billedrammer sammen på specielle måder. Overraskelsen, der venter lige på næste side. Alt betyder noget i en tegneserie. Det er svært at mestre men enormt nemt at lære. Alle kan i bund og grund lave tegneserier. Det er enormt nemt at gå til. Det eneste, man skal bruge, er papir og pen, og så er det af sted.

Du udgiver selv dine egne bøger og tegneserier. Hvorfor, og hvordan har oplevelsen med det været?

I 2005 fik jeg udgivet en børnebog (”Texas Tex og Chico Tjubang: Jagten på Rumfolket”) hos Gyldendal, men det var ikke så god en oplevelse for mig. Blandt andet tog det et helt år at få den udgivet. Og deres PR afdeling gjorde nul og niks for at få den promoveret. Et par år senere havde jeg skrevet en ny bog (”Familien Firling og Rejsen til Zambukistan”), og denne gang fik jeg den udgivet af en af mine bekendte, der havde et forlag. Men igen gik det altså ikke helt, som jeg ville have det.

Da jeg så blev fyret fra et reklamebureau med tre måneders løn i bagagen, tænkte jeg: Nu gør jeg det faneme selv. Og så lavede jeg mit eget forlag. Det tog tre minutter på internettet, og så havde jeg et firma. Og siden dengang har jeg udgivet titler i en lind strøm, lavet en masse fejl undervejs og hele tiden haft det fantastisk med at bestemme alting selv. Jeg skriver og tegner kun det, jeg selv kan lide, og når det er færdigt, går der en lille måneds tid, før det rammer butikkerne. Det er en tidsfrist, jeg kan forholde mig til.

Jeg har et vældigt behov for at se mine ting realiseret, og derfor fungerer det perfekt for mig at have mit eget forlag. Ingen redaktionsmøder, ingen forsinkelser, ingen fnidder fnadder. Det er mit helt eget show. Til gengæld laver jeg også en masse fodfejl, men jeg prøver hele tiden at lære af dem. Jeg øver mig og bliver bedre. Nu er bibliotekerne også så småt begyndt at lægge mærke til mig, så det går stille og roligt den rigtige vej.

Hvad arbejder du på nu, og hvornår skal vi forvente at se tredje bind i Exodus-serien?

Lige nu arbejder jeg faktisk på tredje bind i Exodus trilogien. Jeg vil helst ikke røbe for meget, men zombierne er ikke Hassans eneste problem i bind 3. Det blev antydet i bind 2 (ja, faktisk allerede i bind 1), men der er en langt større trussel på vej til byen. Og så kan man forvente sjove jokes, seje eksplosioner og lidt mere på kærlighedsfronten. Den burde udkomme engang til april næste år. I god tid til tegneseriefestivalen Komiks.dk i Øksnehallen til maj.

Til Komiks.dk har jeg også planlagt at udgive en samlet hardcover luksusudgave af Exodus trilogien. Den bliver toplækker. Og så er jeg så småt gået i gang med de indledende strækøvelser til min næste tegneserie. Den skal være for de voksne. En af de såkaldte graphic novels, som er så meget oppe i tiden. Fyldt med komplekse problemstillinger og voksenrelationer. Og måske en enkelt joke eller to.

Hvem betragter du som dine inspirationskilder?

Der er vist for mange til at nævne. Det er ligesom at skrive en liste over yndlingsfilm på Facebook: Det er ikke til at stoppe igen! Jeg læser et hav af tegneserier men er ligeså inspireret af film, bøger, musik osv. Men jeg har meget svært ved at fremhæve en frem for andre.

Jo, en ting jeg godt vil have med er James Kochalkas ”The Cute Manifesto.” Det er en lille tegneserie, der fungerer som et slags opråb til alle, der nogensinde har overvejet at lave en tegneserie, men ikke turde på grund af præstationsangst. Især i kapitlet ”Craft is the Enemy” siger han nogle rigtigt gode ting om at give los og ikke være bange for at fejle. Lad være med at tænke så meget på teknikken. Den tegneserie blev jeg fantastisk inspireret af. Den kom til mig på et helt rigtigt tidspunkt, og siden har jeg bare givet den gas uden at bekymre mig så meget. Den vil jeg anbefale til alle med en drøm om at tegne tegneserier eller i det hele taget lave noget kreativt.

Og ikke så meget inspiration, men måske mere misundelse: hvilke tegneserier ville du gerne selv have lavet?

Ha ha, så skal jeg til det alligevel. Okay, her kommer en håndfuld tegneserier, som gav mig nogle virkelig gode oplevelser og viste mig, hvor sublim en kunstart det kan være: ”Watchmen” af Alan More og Dave Gibbons. ”Jimmy Corrigan: The Smartest Kid on Earth” af Chris Ware. ”Black Hole” af Charles Burns. ”Epileptic” af David B. ”The Frank Book” af Jim Woodring. ”Bone” af Jeff Smith. ”American Elf” af James Kochalka. ”Bottomless Bellybutton” af Dash Shaw og en stor håndfuld tegneserier af Dan Clowes og Jason. Hvis jeg bare kan komme en lille smule i nærheden af deres talent indenfor de næste 20-30 år, vil jeg være en lykkelig mand.

På den danske front synes jeg, at folk som Allan Haverholm, Cav Bøgelund, Johan F. Krarup, Thomas Thorhauge, Simon Bukhave og Christoffer Zieler gør det rigtigt godt. (Undskyld til dem, jeg har glemt.) Hvis det stod til mig, skulle de have et eller andet kæmpelegat af staten, så de bare kunne koncentrere sig om at lave tegneserier resten af livet.

Links

Exodus, bind 2 – anmeldt på Horrorsiden, Gyseren, Serieland, Tegneseriesiden, Planet Pulp og Ondskabens Flydende Vatikan.

Hjemmesiden for Exodus-serien.

Forlagets hjemmeside.

Interview på Serieland.

Om Peter Aagaard

Dansk forfatter, født 1970. Han har tidligere udgivet skønlitteratur, men “Centro” er hans første voksenroman – en science fiction-thriller med tydeligt øje på samfundet.

Forlagets omtale

Det fransk-tyske grænseland. En mand dukker frem af skovbrynet. Manden har ingen erindring om, hvem han er. Han plages af drømmesyner om krig, terror og et rødt flammende løvehoved – vartegnet for byen Centro. Centro er en by for eliten på den franske riviera skabt af den globale våben- og oliekoncern Kindler-Lion. Mandens rejse fører ham til byen, hvor han kommer på sporet af sin dystre fortid og den gådefulde historie, der gemmer sig i mørket.

En historie, som har tråde til krigen mod terror og toppen af byens hierarki, og som i et væv af inka-mytologi, offerritualer og en ny tids kapitalisme binder hans skæbne tættere sammen med Centros, end han i sine værste mareridt havde forestillet sig. Centro er en international spændingsroman af debutanten Peter Aagaard (f. 1970).

Interview

Kan du starte med at præsentere dig selv? Hvordan og hvornår begyndte du at skrive?

Jeg er opvokset i Roskilde. Den yngste af en søskendeflok på fire. Begge mine forældre er folkeskolelærere. Litteratur har jeg stort set fået ind med modermælken. Jeg har arbejdet med lidt af hvert gennem tiderne: receptionist, journalist, lagerarbejder, pædagogmedhjælper, projektleder, redaktør…

Jeg er kandidat fra RUC, har en ph.d.-grad fra CBS og arbejder idag som forsker og underviser på Institut for samfund og globalisering på Roskilde Universitet.

Jeg begyndte at skrive i teenage-årene og har stort set skrevet lige siden. Lyrik skriver jeg også gerne, men det er romanen, jeg har dyrket mest i de senere år. Noveller har jeg har en eller anden grund aldrig rigtigt interesseret mig for. Jeg tror, jeg har en tendens til at tænke i større projekter, og på den baggrund kommer romanstoffet forholdsvis let til mig.

Hvorfor skal man læse “Centro”? Hvad har den at byde på?

Det er en spændingshistorie for den tænkende læser. En hybrid-roman, der foregår på en baggrund af krig og kærlighed. Ud over at den byder på en god og aktuel spændingshistorie, skal man læse Centro, hvis man vil vide mere om, hvad den globale verden vi i stigende grad lever i, betyder for os som mennesker og de samfund, vi er en del af. Temaerne er overvågningssamfund, gated communities, terrorkrig, individets fremmedgørelse og søgen efter sig selv.

Hvordan opstod ideen til “Centro”? Og hvor meget har det oprindelig oplæg med slutresultatet at gøre?

Mine romaner udvikler sig fra et konglomerat af indtryk, billeder, stemninger, fortællinger, karakterer mv. Først senere i processen begynder jeg selv at forstå, hvad det er for en historie, jeg rent faktisk er ved at skrive frem.

Selve det praktisk arbejde med bogen: gjorde du dig nogle tanker om genre, før du gik i gang?

Jeg havde fra start en fornemmelse af, at skulle ende med at være en spændingsroman for den tænkende læser. Og sådan synes jeg også, det er endt.

“Centro” er din debut – hvordan har det været at stifte bekendtskab med bogverdenen? Hvordan er bogen blevet modtaget?

Jeg har faktisk udgivet noget før: Kosmorama, (1999) på forlaget Tellus. Genremæssigt nok mest en ungdomsroman. Desuden har jeg skrevet manuskriptet til en multimediefortælling “Krydsfelt”, som Gyldendal har publiceret i forbindelse med et danskundervisningsprojekt.

Centro er blevet ganske pænt modtaget, ikke mindst af læserne. Jeg har hele tiden troet på, at publikummet til denne slags bøger findes. Dvs. de læsere der gerne vil have mere ud af en bog end blot en spændingshistorie.

Jeg formoder, at du har skrevet før “Centro” – hvorfor var det, at lige den blev udgivet?

Jeg satte alle kræfter ind på at få den publiceret nu. Nok mest af alt på grund af dens aktualitet.

Er du gået i gang med at arbejde på noget nyt? Og er det noget, du kan fortælle noget om?

Ja – og nej… Det har jeg bedst med at holde for mig selv, indtil jeg ved, hvad det ender med.

En anmelder sammenlignede “Centro” med JG Ballard. Hvilke forfattere/bøger ville du selv kalde dine inspirationskilder.

Ballard-inspirationen vil jeg gerne vedkende mig. Bogens lette sci-fi-præg synes jeg selv i al beskedenhed også har et tematisk slægtskab med Ira Levins Stepford Wives og Huxleys Fagre nye verden. Dernæst holder jeg meget af Kafka, Dostojevskij, Auster og Umberto Eco.

Links

Artikel/interview i Køge Lokalavis.